"Sandie bliver indlagt mandag den 10. maj, fordi fødslen skal sættes i gang. Men de efterfølgende dage sker der ikke noget. Sandie aftaler derefter i samråd med fødselslægen, at hun skal have et kejsersnit torsdag klokken fire om morgenen.
Kejsersnittet går godt og forløber efter planen. Vores baby kommer ud, og jeg får lige set hende. En blå baby. Det er jo ikke unormalt, men allerede der kan jeg ikke lade være med at tænke på, at noget er galt.
Hun ligger på et højt bord ved en varmelampe, fordi lægerne skal have varmet hende op. Vi er stadig inde på fødestuen, og alt er normalt, bliver jeg forsikret om. Men så begynder man at snakke om en forvagt, en overlæge, der er på hospitalet, og som kan tilkaldes. Han er dog travl med en anden kritisk fødsel, så i stedet bliver bagvagten tilkaldt. Han bor tæt på og kommer ind efter fem minutter i sit civile tøj og går direkte i gang.
De begynder at intubere Vilma efter fem minutter. Straks begynder jeg at være bange for, at hun ikke får nok ilt, og at hun vil blive hjerneskadet. Jeg er helt anspændt og forsøger at fremstå stærk over for Sandie. Jeg vil ikke have, at hun skal ligge udmattet og bedøvet fra brystet og ned på grund af kejsersnittet og samtidig skal frygte noget eller bekymre sig om, hvordan jeg har det.
Vilma ser ikke anderledes ud end andre nyfødte, men det er bare voldsomt med lægerne og al aktiviteten på stuen. Jeg stiller mig over i hjørnet og græder for mig selv, så Sandie ikke ser det. På det tidspunkt ved man ikke, hvor galt det står til. Der går ikke længe, før Sandie bliver involveret. Vi skal have nogen ud for at passe på hende, så Sandie ringer efter sine kusiner, som kommer så hurtigt, de kan. Jeg går med lægerne og sygeplejerskerne videre til et andet rum, så Vilma kan blive kølet ned. Hun har fået lidt farve fra varmelampen, men de slukker den, fordi hun ikke må blive for varm.
Overlægen er en klog mand, så inden vi forlader stuen, får han Sandie til at give Vilma et kys. Allerede i elevatoren på vej op til neonatal spørger han mig, om hun skal døbes. Der ved jeg godt, hvilken vej toget kører.
Vi kommer ind på en stor stue. Jeg tror, de er 10-12 stykker, læger og sygeplejersker, helt klar til at arbejde. Jeg sidder for mig selv og hulker. Det føles, som om der går 20 minutter, men tiden snegler sig afsted, og der er måske gået fem. Jeg vil gerne gemme mig, så jeg går ned på fællesstuen. Kort efter kommer en sygeplejerske og spørger, om jeg vil have min egen stue, men på vej derhen kommer overlægen ud fra Vilmas stue.
Han spørger mig endnu engang, om vi vil have, at hun skal døbes. Han giver mig et kram. Han siger, at han gerne vil have, at jeg går med ind og ser hende. Og så fortæller han mig, at hun ikke klarer den. Hun er stadig levende på det tidspunkt, men der er ikke mere at gøre. Der er en meget lille sandsynlighed for, at hun vil overleve. Hun vil være svært hjerneskadet, når han stopper behandlingen, men hun skal døbes inden for at sikre, at det sker, mens hun lever.
Sammen går vi ind i rummet. Jeg siger til ham, hvad hun skal hedde. Vilma Janni Skouborg Westh. Der kommer en sygeplejerske ind. Jeg siger til hende, at nu får vi jo aldrig et barn. For det første har det været en forfærdelig graviditet for Sandie. Og for det andet har hun lige ligget på briksen og sagt, at det var så hårdt, at det her vil hun aldrig gøre igen. Jeg tænker, at sådan bliver det. Nu får jeg aldrig noget barn.
Sandie bliver kørt til opvågning, så jeg går op på stuen og tager mit almindelige tøj på. Når man har været med til et kejsersnit, har man operationstøj på. Sandie ringer til min telefon og spørger, hvad der er sket, og hvor vi er, og jeg siger, at vi er på vej ned til hende. Jeg kan ikke sige det. Og jeg kan slet ikke sige det over telefonen. Jeg går ud på gangen og råber til lægen. Vi skal ned til Sandie, og det skal være nu.
Overlægen, børnelægen og et par sygeplejersker er med, plus de sygeplejersker der er tilknyttet opvågningen. Sandie ligger på enestue, så man har muligvis været klar over, at det er dårlige nyheder, der skal overbringes. Jeg kan ikke gå med ind på stuen.
Ude på gangen falder jeg ned på mine knæ, mens jeg kan høre, at Sandie får det at vide. Hun skriger. Skriger efter mig. Jeg løber derind. Og så græder vi. Kort efter går jeg ud til en eller anden ved en disk og siger, at vi har brug for noget krisehjælp."
scroll-down
