Jeg kan huske øjeblikket, da jeg vidste, at jeg ville være danser. Jeg var fem år gammel, og min mor tog mig med i Det Kongelige Teater til en ballet. Jeg sad på par-kettet foran Gamle Scene, kiggede på danserne og tænkte:
’Det dér skal jeg, og jeg skal være hende med den store kjole allerforrest.’
Jeg kommer fra en akademikerfamilie, så mine forældre var relativt uforstående over for mit valg. Men til deres store ros har de altid bakket mig op – også selvom de måske syntes, at det var et lidt spinkelt grundlag at bygge sit liv på.
Jeg har altid skrevet – også i alle årene, hvor jeg har arbejdet som danser. Det har bare aldrig nogensinde faldet mig ind, at det var noget, der kunne komme andre til gavn. For 12 år siden rejste Timm (Vladimir, Katrine Engbergs mand, red.) og jeg jorden rundt, hvor jeg skrev rejseartikler til magasinet Cover.
Så var det, som om plasteret blev revet af, og det med at fremvise mine tekster blev til noget gængs. I lang tid havde jeg det sådan, at jeg intet problem havde med at danse letpåklædt og vise mig frem på dén måde, men mine ord var meget private. De er én til én lig med den, man er, og derfor er det ekstremt blufærdigt at vise dem frem.
Jeg har vitterlig været lårsvinger, og folk er meget forundrede over, hvordan man kan gå fra dét til at være forfatter. Jeg har lavet nogle fine ting på eksempelvis Det Kongelige Teater, men jeg har også stået som danser på Cirkusrevyen og været super glad for det.
Da jeg udgav min første roman, fik jeg nogle negative reaktioner. Hvis du smider en kendt mand fra tv oven i dansebaggrunden, så var der ret mange, der stod klar til at afskrive mig. Jeg kunne tydeligt mærke, at ’ham dér tv-værtens kone, som er lårsvinger, hun er begyndt at skrive bøger – ha, ha.’ Så meget desto større har fornøjelsen været ved at blive solgt til 12 lande og skrive den ene bestseller efter den anden.
Den første, store erkendelse af, at jeg for alvor havde fat i noget med mine historier, fik jeg allerede, inden min første roman, ’Krokodillevogteren’, udkom. Jeg blev ringet op af agenturet Salomonsson, som repræsenterer 40 af Nordeuropas allerstørste forfattere.
De havde kontaktet mit forlag for at få manuskriptet og havde besluttet sig for, at de gerne ville repræsentere mig internationalt. De havde aldrig mødt mig og vidste ikke, hvem jeg var gift med, eller hvad jeg havde lavet tidligere i mit liv, og det var de sådan set også ligeglade med. Det handlede bare om den bog, jeg havde skrevet. Det gjorde virkelig indtryk.
Mænd skal vide om kvinder, at vi gerne vil begæres på nye måder. Det er noget med ikke altid at kysse på den samme måde og sige farvel på den samme måde og altid købe blomster den samme dag på året. Vi vil gerne fristes og overraskes. Og helst hver dag.
Hele mit liv har jeg forbeholdt mig retten til ikke at træffe definitive valg. Nogle valg har jeg ikke problemer med – for eksempel har jeg været sammen med den samme mand i 14 år og har ingen planer om at skifte ham ud. Men det, nogle oplever som tryghed – visheden om, at ’nu har jeg mine trygge rammer, og her skal jeg blive’ – giver mig akut klaustrofobi.
Jeg bryder mig for eksempel ikke om at bo i den samme lejlighed for lang tid ad gangen, og jeg egner mig ikke til at være ansat ét sted. Selvom jeg lige nu føler mig sikker på, at jeg skal være forfatter resten af livet, så kender jeg også mig selv godt nok til at vide, at jeg får lyst til at udfordre det på et tidspunkt.
Mænd har en tendens til at stivne. De finder noget, der fungerer for dem, og så bliver de i det – både når det gælder tøjstil, profession og forhold. Måske er det bare de mennesker, jeg kender, men jeg synes, at mange kvinder bliver ved med at udvikle sig, mens mange mænd stagnerer, når de har fundet ’hjem’. Det kan jeg ikke lide. Jeg elsker mænd, som bliver ved med at kræve noget af livet.
Det er super usexet, når mænd ikke tør stå ved, at de rent faktisk prøver at score én. Jeg har fået sådan nogle ’Nå, hov, er du her?’-agtige henvendelser, hvor jeg bare har tænkt: ’Hold nu op – jeg ved præcis, hvad du er kommet efter’.
Til gengæld stod jeg en sommer foran Emmery’s med en chokoladecroissant og var ved at låse min cykel op. Pludselig kom en mand løbende ud derfra og sagde: ’Prøv lige og hør: Du er sikkert gift og alt muligt, men jeg så dig bare lige stå dér ved din cykel og syntes, at du var så smuk, og jeg havde sådan lyst til at spørge dig, om du ikke har lyst til at drikke en kop kaffe med mig.’
Da blev jeg helt blød i knæene. Jeg er jo gift, men jeg fortalte ham, hvor glad han gjorde mig. Det var en kæmpe kompliment, og jeg havde ingen brug for at fornedre ham.
Jeg tror, at mange mænd er bange for at blotte sig, fordi de frygter at få at vide, at de er latterlige. Men hvis en mand ærligt fortæller en kvinde, at han synes, hun er fantastisk, så har jeg svært ved at forestille mig andet end, at hun responderer godt på det.
Min far døde pludseligt for fire år siden. Jeg var knust og i chok og kunne slet ikke rumme sorgen. Derfor skubbede jeg den foran mig, ligesom sådan en møgbille, indtil sorgen indhentede mig tre år senere omkring udgivelsen af min første bog, hvor jeg var særligt sårbar. Jeg tror ikke, at min reaktion var så langt fra det, rigtig mange mennesker oplever, når de får stress.
Nogle gange kan en række faktorer, der falder sammen, fælde selv de sundeste mennesker. Livet uddeler flade, og sådan er det bare. Den største opgave for os i den verden og tid, vi lever i, er at acceptere, at man kan have en periode, hvor man ikke fungerer. Det betyder ikke, at man er et skravl. Det betyder bare, at man for en tid er nede med flaget.
Min nye roman, ’Glasvinge’, handler om psykisk sygdom. Jeg voksede op med en vidunderlig, kærlig far, som desværre var maniodepressiv, og som i en periode på otte år tog psykofarmaka, der gjorde hans tilstand værre.
Det var selvfølgelig hans eget ansvar ikke at gøre noget ved den situation, men jeg bevidnede, hvordan han blev både stigmatiseret og havde svært ved at finde fodfæste i sit liv, fordi han blev fejlmedicineret. Derfor havde han også svært ved at være en ordentlig far for mig. På den måde har jeg oplevet, hvad det gør ved et menneske ikke at blive forstået af sin omverden. Jeg tror, at vi skal lære ikke at tænke psykiske lidelser så meget i kasser og folk, der har psykiske lidelser, som anderledes end os selv.
Fordi vi ikke forstår sindslidelser, har vi ofte et behov for at holde dem i udstrakt arm og lade dem være noget, der ikke har noget med os at gøre. Sådan forholder det sig bare ikke. Skrøbelighed er en del af os alle sammen. Det er svært at være menneske, og i perioder gør det ondt at leve. ■
LÆS MERE: En kvinde vi kan li': Linnea Berthelsen
LÆS MERE: En kvinde vi kan li': Cathrine Widunok Wichmand
LÆS MERE: En kvinde vi kan li': Selene Muñoz
