Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.
Nanna Hjortenberg er en af de skikkelser på den danske kunstscene, der har indsigt, evne og magt til at trække så tilstrækkeligt meget i trådene, at ting sker, og branchen ændrer sig. Dygtigt stod hun i spidsen for CHART, kunstmessen der altid binder en vidunderlig sommersløjfe på august måned, og siden 2022 har hun været direktør for Kunstforeningen Gl. Strand, som efter en heftig rebranding nu går under aliasset GS. Et godt sted at aflægge et besøg i weekenden. Og en stor fornøjelse at byde velkommen til Nanna herunder.
Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?
”… ikke at tale om hype? Jeg mener, de færreste ting, der egentlig er rigtig vigtige, er på mode eller ej. Måske undrer det mig, at man hele tiden har brug for at sætte fokus på, hvad der er hype fremfor at dykke ned i de problemstillinger, der ikke går væk, bare fordi vi skifter stil… bæredygtighed, eksempelvis, ligestilling, eller hvad vi egentlig gør, når der er krig i Europa igen, og historiens grusomhed synes at gentage sig.”
Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?
”Mit hjem er nok som de flestes, dog har jeg et ordentligt skrummel af et Steinway-flygel stående. Jeg kan ikke spille en tone, men det kan to af mine børn dog heldigvis, så huset er fyldt af herlig, klassisk musik. Og et klaver er altid et hit, når man holder fest.”
Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?
”Jeg kommer desværre tit til at bruge 1.000 kr. Heldigvis var sidste gang, da jeg skulle hente en bog i Thiemers Magasin (boghandel på Tullinsgade i København, red.), men kom ud med en stak. Det er altid en god måde at bruge penge på. På det seneste har jeg haft optur over at krydslæse Rasmus Daubjergs ’Trold’, Martin Krasniks ’En smal bro over afgrunden’, Ida Marie Hedes ’Suget’ og altid Inger Christensens ’Sommerfugledalen’, som ligger fast på natbordet.”
Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?
”Palazzo della Spaggia, som er et familieejet strandhotel på den toscanske kyst. Helt perfekt kombination af hvide liggestole, saltvandspool, Middelhavet, frokostrestaurant med spaghetti vongole og en bar til eftermiddags-Aperol. Vi kom der i mange år og mødte altid de samme italienske familier med bedstemødre, onkler, tanter, fætre og kusiner. På et tidspunkt blev vi dog nødt til at rejse andre steder hen, da min søn spurgte, om man også kunne holde ferie andre steder end i Italien.”
Hvornår vidste du, at du var god?
”Jeg fandt tidligt ud af, at jeg godt kan lide at vinde. Og for at vinde bliver man jo nødt til at være god. Jeg vil ikke sige, jeg er en 12-tals pige. Jeg er helt klart en 13-tals pige. Jeg kan bedre lide at sætte barren et nyt sted, og er god til at skubbe både mig selv og dem omkring mig mod nye horisonter. På godt og ondt. "Middle of the road" er jeg ikke så god til…”
Følg Kunstforeningen Gl. Strand her.
