Det er vinter, og jeg er begyndt at fiske for meget. Jeg afbryder mine arbejdsdage med at tage vores lille Fiat Panda rundt på forskellige pladser langs Amagers kyster, havne og moler.

Jeg efterstræber en stor havørred fanget nær København. Og med en stor havørred mener jeg en blank havørred på over 60 centimeter.

Jagten har stået på hele vinteren, hvor chancen er størst for at fange de havørreder, der ikke er trukket op i åerne for at gyde. Overspringerne kalder vi dem.

Mytologiske, muskelspændte fisk, der har levet langt ude i dybet. De bevæger sig ind mod det lidt varmere, kystnære vand for at æde. Jeg ved aldrig, om de er her, når jeg er her. Om vores verdener mødes.  

Nu står jeg her på de store sten i silende regn, fem grader og en kraftig nordøstlig vind, der blæser ind over lufthavnens ingenmandsland mellem Kastrup og Dragør. En lille stribe af strid bevoksning adskiller havet fra vejbanen.

Det, jeg står og kigger på, er desværre ikke en spændt stang, hvor linen forbinder mig til en stærk fisk ude i bølgerne. Derimod kigger jeg på toppen af min stang, der flyder ude i det klare vand.

Hvis der findes et billede på modløshed, så kunne dette meget vel være et perfekt eksempel på det. At stå besat, evigt arbejdsudskydende og se noget af sin fiskestang forsvinde ud på havets bølger.

Hvorfor bliver jeg ved? Jeg ved, at det er en form for overlevelse. Det er en måde at gå gennem vinteren på, det er en måde at fylde indhold ind i mørke dage, et sted at fange det sparsomme lys ved en østvendt kyst.

Det er et begær efter fisken, men også et begær efter vinterens lys. Jeg er på vej fremad, men med vejret, tiden ordner mine dage. 

Bag mig kan jeg se, at min gennemløber og krog hænger fast i en strandrosebusk. Den eneste på hele strækningen. En helt typisk fiskedag for mig, der mister grej og slår mig på alle mulige måder. Hvad skal jeg gøre?

Jeg har allerede droppet arbejdet, og jeg er allerede gennemblødt. Kan jeg fiske videre med en stang, der mangler hele den øverste del? Jeg kigger ud på havet, og jeg ved, at forholdene egentlig er gode.

Havtemperaturen balancerer på omkring fem grader. Det gør havørrederne mere aktive. Når vandet bliver for koldt, går fiskene i stå. 

Meget af vinteren er gået med at se videoer på internettet med lystfiskere, der bruger det meste af deres tid på at fiske.

En af disse videoer har vist vejen hen til en usandsynlig plads i Dragørs havnebassiner, hvor en molearm går ud og danner et sandet tangrev, inden det bliver dybt mod bassinets bund.

Det er en plads, der maksimalt er 300 meter lang, hvor redningstjenestens skibe konstant sejler ud og ind i den travle havn. Der er virkelig langt til den idylliske idé om en stor naturoplevelse, og egentligt er her meget, meget grimt. 

Jeg går ned mod en lille pontonbro, hvor jeg kan fiske området af. Der er svanelort overalt, og mine sko er straks smurt ind i den danske nationalfugls afføring.

Vinden pisker lige ind i hovedet på mig, vandet er mørkt, og det er svært at lægge et ordentligt kast ud over vandet med en stang, der mangler sin top.

Men nu er jeg fyldt af en særlig form for trods. Det er også en del af det hele. Vinteren er en årstid for trods og dårlige beslutninger. 

Jeg lever mit liv så isoleret fra havet. Men fordi jeg med fiskestangen kan skabe en forbindelse til et sted, hvor mennesker ikke er skabt til at leve, bliver oplevelsen af trækket i linen til en næsten transcenderende oplevelse.

Jeg tror ikke, at nogen fiskere kan blive trætte af den følelse. Der findes noget dernede, kan jeg udbryde i mit indre, når jeg mærker trækket.

Det er selvfølgelig både spændingen i kampen, om fisken overhovedet lander i nettet, men jeg tænker det i høj grad også som et sted, hvor jeg kan få lov til at være i kontakt med det element, som vi kommer fra. 

Tænk bare på disse sætninger fra marinebiologen og forfatteren Rachel Carsons ikoniske værk ’Havet omkring os’ fra 1951.

Her skriver hun: ”De dyr, der forlod havet for at leve på land, medbragte i deres legemer en del af havet, en arv, som de gav videre til deres afkom, og som den dag i dag skaber en forbindelse mellem hvert eneste væsen på jorden og dets udspring i det forhistoriske hav.

Fisk, padder, krybdyr, varmblodede fugle og pattedyr – alle ejer vi i vores blodkar en saltholdig væske, hvor stofferne natrium, kalium og kalcium er repræsenteret i samme forhold som i havvandet.” 

Menneskets kalkholdige skeletter er en arv fra fortid i det kalkrige hav, mens hvert eneste foster i moderens mave udvikler sig fra fiskens gællestadie til en form, der er egnet til et liv over vand.

Denne udvikling foregår i livmoderens salte væske. Vi skabes alle i et lille hav. Det er en mulighed for at hilse, for at se en livsform, som vi har forladt. Det er i særlig grad et af vinterens små mulige eventyr.

Det er selvfølgelig ikke det, jeg står og tænker på lige nu, hvor jeg bare håber på, at fisken ikke ryger af krogen. I dette øjeblik er jeg egentlig bare tom i kroppen.

Jeg ved godt, at denne fisk ikke er dén fisk, som jeg har jagtet gennem vinteren, men det er den første fisk i flere uger, og bare at se dens sølvglinsende sider er nok.

Jeg indstiller bremsen på mit hjul, så fisken kan tage udløb, indtil den er tilpas træt, og jeg holder linen stram, så der ikke er nogen risiko for, at krogen slipper munden. 

Men der er noget, jeg ikke har tænkt på. Normalt, når jeg fisker havørreder, har jeg waders på, og jeg fisker hen over vand, hvor jeg kan bunde.

Men lige nu står jeg på en gyngende pontonbro, der hele tiden truer med at kaste mig i vandet. Jeg har ikke gennemtænkt, at kampen ikke er slut, bare fordi jeg kan se fisken. Da den dukker op af dybet og afslører sine smukke sorte pletter, søger den gang på gang ned mod bunden, så den forsvinder ud af syne.

Jeg tager mit net frem, der har hængt på ryggen. Jeg sætter mig på hug, mens jeg løfter stangen over hovedet og forsøger at strække armen ud, mens jeg roligt styrer fisken hen mod nettet.

Men jeg er hele tiden ved at vælte i vandet, og i det fisken næsten har hovedet hen over nettet, smutter min fod, fisken slår et slag, og jeg mærker det. Den er væk. Min ene fod hænger i vandet. Fisken er væk.

Jeg fortsætter. Nu er jeg alligevel våd om fødderne. Inde i badelaugets hus kan jeg se nogle ældre mænd, der hygger sig med kaffe. De kigger ud på mig, men jeg er ligeglad. Jeg kaster igen, og denne gang hugger fisken med det samme. Der er sket det, som alle havørredfiskere venter på. Jeg er rendt ind i en stime.

En stime af havørreder omkring mål, der er blevet presset af vinden og ind i denne lille havn, hvor de nu står og spiser forårets første byttedyr, der ruskes op af vind og strøm. Nu vender det. Nu er det nemt, og det er en mærkelig følelse for en kystfisker. Man går meget, når man fisker havørreder.

Tommelfingerreglen er, at hvert kast skal lægges ud over nyt vand, så man får afsøgt så meget som muligt, inden man finder fiskene. Det kan tage lang tid. Kilometer efter kilometer må gennemtraskes, og hvad der tidligere har været sikre pladser for fisk, kan have ændret sig hen over sæsonen, hvor havet har skubbet sten og sand rundt.

Hvert skridt er altid et skridt i et forandret undersøisk landskab og en udfordring af håbet. 

Men det kan også føles sådan her. En havørred, der tager gennemløberen i tredje kast, og som følger pænt med ind til nettet og slippes fri.

Det sker igen, og det sker igen. Alle fiskene er smukke, blanke og lidt for små, så de svømmer straks videre efter en tur i nettet. Den store lader stadig vente på sig. Jeg lader flokken af fisk være og går glad tilbage mod bilen på parkeringspladsen.

I dag var en af de dage, hvor det lykkedes. Hvor fiskene var der, hvor tingene forandrede sig, hvor håbet blev indfriet, hvor det lille brud med hverdagen og arbejdsdagen faktisk gav pote. Det er også en del af det. 

Den store ørred fra de københavnske kyster venter stadig på mig. Det er en sult, som vil stilles. Hvorfor er det så vigtigt? Det spørgsmål forfølger mig. Hvad vil der ske med mig, hvis jeg bare ikke kan? Der er jo ingen at måle sig op imod.

Jeg tager nærmest altid afsted alene på lige netop disse ture, og derfor er det så forrykt. Hvorfor installere denne målbarhed i fornøjelsen, i afslapningen, som fiskeriet i grunden er? 

Lufthavnen kan fiskes på flere måder. Jeg klatrer over det lave hegn og er tilbage på den plads, hvor det aldrig er lykkes mig at fange andet end hornfisk. I dag tror jeg på, at havørrederne findes inden for et snævert område, der afgrænses af en betonplatform og en stor piletræsbusk 300 meter sydpå.

Vandet, der altid er klart, undtagen i direkte pålandsvind, afslører et udstrakt rev af store sten, som tangen klynger sig til i den til tider meget stærke strøm.

Noget, der koster meget grej, men som også er et helt ideelt sted for trækkende tobisflokke, og i kølvandet på dem kommer havørrederne. 

Her gælder der lange kast udover dybt vand, lade agnen søge rundt i strømrenderne mellem stenene.

Jeg har ikke selv prøvet det endnu, men her bider fiskene langt ude, og teorien blandt de københavnske fiskere er, at det er trækkende havørreder på vej til Sveriges elve.

Dermed forklarer det også, hvorfor de er så store. Havørrederne, der trækker op langs de svenske vest- og østkyster, er bare voldsommere og stærkere end de fleste danske havørreder. 

I min øjenkrog ser jeg noget bryde med bølgernes konstante pulseren. Hvad er det? Et hoved viser sig. Derude i bølgen skyder en havørred sin krop op og bryder vandoverfladen. Den er ikke lille, og der er ikke langt derud.

Jeg kaster, jeg spinner ind, og jeg mærker fisken, der angriber og slår til agnen. Men den sidder ikke fast. Pulsen stiger. Jeg trækker vejret hurtigt.

Jeg kaster igen, fisken viser sig igen. Er det den samme fisk? Jeg ved det ikke, men jeg mærker hugget som et sug i stangen, en fisk, der straks trækker line af hjulet. 

Modløsheden er afløst af total eufori. Det er en god fisk, og den vil ikke med ind. Jeg står på en høfde, stenene er løse, der er lavvande, så stenene nærmest vandet er grønne af alger.

Fisken går tungt, og jeg skal bruge al min energi på ikke at falde i vandet, mens jeg samtidig skal holde den fri af de tangbuske, som den af gode grunde forsøger at dykke ned i.

Den tager et spring på alt for kort afstand, hvor der er størst risiko for, at den løsner krogen, men det sker ikke. Heldet er rent faktisk med mig, og nu lægger den sig om på siden, mens jeg kan lade den glide i nettet. Den er stor. 

Et mærkeligt syn. En ung mand, der lænet ind over en fisk skriger op mod himlen en fredag aften, hvor en kyst langs en lufthavn næsten ikke kan være mere mennesketom.

Jeg tager mit målebånd frem, og jeg måler fisken med spænding. 40 centimeter, 50 centimeter, 55 centimeter. Selvom jeg strækker målebåndet, selvom jeg måler flere gange, er fisken ikke større. Det er ikke den fisk, jeg har jagtet.

Det er tæt på, og det er en meget smuk fisk med en stor og hel halefinne. En vildfisk. Jeg lader mine øjne tage fisken ind, lader den lande i mine minder, og jeg beslutter mig for at sætte den fri. Det er gode gener, der er gemt i denne fisk.

Jeg sænker nettet, mens jeg holder fast i haleroret. Gællerne pulserer, og de lader saltvandet cirkulere. Med et slag er den væk. Nu er det bare lyden af vandet. Månen står højt på himlen. Jeg sidder et øjeblik på stenene.

Det er øjeblikket, som jeg genkender, men stadig ikke helt ved, hvad er. Øjeblikket, der får mig gennem vinteren igen.