Bruger man meget tid på TikTok, vil man vide, at en stor trend derinde for tiden er videoer med mennesker, der træner op til eller deltager i fitnesskonkurrencen Hyrox.

I en Hyrox-konkurrence skifter man mellem at løbe en kilometer og at udføre en række klassiske crossfit-øvelser (fx 80-meters burpees og 1000-meters roning). Man har gennemført, når man har løbet otte kilometer og udført otte øvelser. Altså kan træningen bedst beskrives som crossfit, der møder Barry’s (træningskoncept, der inkluderer skift mellem løb og cirkeltræning).

Indtil videre har Hyrox samlet 175.000 deltagere på verdensplan, hvor de både har afholdt konkurrencer i Los Angeles og i Tyskland. Og nu er turen altså kommet til Danmark.

Den 23. marts løber arrangementet af stablen i intet ringere end Bella Centret, hvor man forventer, at 3.000 mennesker vil lunge deres vej igennem banen.

En enkeltbillet til arrangementet koster 745 kroner og kan købes her. Ønsker man sig at få billeder med hjem, bliver det dog lige et par hundrede kroner mere.