Jeg havde altid ondt i maven og svedige hænder, fordi jeg ikke turde synge foran sanglæreren. Jeg sang normalt kun derhjemme. Men jeg tvang mig selv, for jeg vidste, at det var det, jeg ville. I 10 år var det et helvede, og det var ikke før, jeg kom over på den anden side af 25 år, at jeg rent faktisk følte, at jeg var god nok til at stå på scenen.
Det har altid været min drøm at leve af min musik, men jeg ved ikke hvorfor. Jeg kunne have kastet min passion over hvad som helst andet, men musikken har gennemsyret alle valg, jeg har taget gennem livet.
Jeg er vokset op i Nordjylland i den lille by Hvilsom. Dengang vi flyttede dertil, var der et rigt lokalmiljø med masser af børn, en skole, børnehave, danseskole, købmand, bank og mange små butikker. Nu er alt lukket. Efter gymnasiet havde jeg travlt med at komme væk derfra, men det er alligevel trist, at stedet er gået i forfald i takt med, at min oplevelse af stedet gjorde det samme.
Jeg kommer ikke ud af en musikerfamilie, men en musikalsk familie. I vores hjem sang man, ligesom man trak vejret. Jeg var meget overrasket, da jeg opdagede, at andre mennesker ikke bare kan synge. Min far hørte meget soul og blues, rigtigt meget Elvis og Ray Charles. Og Westlife. Hold kæft, vi har hørt meget Westlife. Og Nik og Jay, dem elsker han. Min mor var mere til The Carpenters, Freddie Mercury, Neil Diamond, Barry Manilow og alt sådan noget britisk musik fra 60’erne og 70’erne. Jeg kunne synge, og jeg var hendes eneste barn, så jeg var jo et unikum i hendes øjne. Fra jeg var helt lille, skrev jeg sange sammen med min far, som fx da jeg var holdt op med at gå med ble, lavede vi en sang om det. Den her fantasifulde leg med musik er der jo mange børn, der vokser op med, jeg har bare hægtet mig fast i det.
