Grail watch. Ursamlere elsker at tale om det: Den hellige gral inden for urenes verden, et begreb, som bruges om et særligt sjældent, eftertragtet eller kostbart ur. Mød Rolex ”Paul Newman” Daytona, definitionen på et grail watch. Hvordan forklarer man ellers, at det i 2017 blev solgt på auktion i New York til 113 mio. kroner og dermed er verdens dyreste ur?

Rolex Cosmograph Daytona er opkaldt efter den berømte racerbane i Florida, som Rolex blev officiel tidtager på i 1962. Året efter lancerede de ref. 6239 med en tachymeterskala på kransen, der var specielt udviklet med henblik på racerkøreres behov. Historien kunne være endt der, hvis ikke Paul Newman var kommet ind i billedet. Newman var ud over berømt skuespiller nemlig også ivrig motorsportsentusiast. Han fik uret i gave af sin kone, Joanne Woodward, og blev altid set med det på, når han deltog i løbet. Det til trods for, at Daytona-modellen oprindeligt var så upopulær, at Rolex måtte tilbyde deres kunder rabat for at komme af med dem. Det ændrede sig, da Newman blev fanget på forsiden af et italiensk magasin med uret. Daytona-uret gik fra at være et ur, der kostede omkring 10.000 kroner i slut 1980’erne til at være 1 mio. kroner værd i dag.