Denne artikel blev oprindeligt bragt i Euromans Vintermagasin, som er udkommet med støtte fra en række destinationsselskaber, herunder Destination Kystlandet, der har fingeren på pulsen i deres lokalområder. Alt indhold er redaktionelt frit og forankret hos Euroman.

Er du på udkig efter oplevelser i Kystlandet, er der aldrig langt til underholdning: Her finder du overdådig luksuscamping, ambitiøse mikrobagerier, italienske restauranter, afslappende spa-ophold, vandreture i bakkelandet og oplevelser i noget så kuriøst som et gammelt fængsel.

Kedeligt bliver det aldrig, og mulighederne for overnatning, gastronomi og oplevelser altid er mange – også om vinteren.

Til bords

kystlandet-02.jpgJi-Mi’s

Der er pleasermad på menuen på restauranten Ji-Mi’s (en sammentrækning af kokken og hans hustrus navne), som ligger lige midt i Horsens.

Kammusling med caviar, hummerbisque, dansk okse med gastrik og en and wellington, hvis vi bare skal pege på vores personlige højdepunkter på kortet.

Restauranten er ovenikøbet også en af de mere stemningsfulde i byen. Er du til mere low key mad, kan du tage et smut hen på Café Ella på Horsens Kunstmuseum, som parret bag Ji-Mi’s forpagter.

Her kan du få Danmark bedste bøfsandwich, kåret af De Brune Riddere i 2023. 

Hestedamsgade 18, 8700 Horsens

 

kystlandet-08.jpgVecchio Convento

Kan man få autentisk italiensk mad på den jyske østkyst? Det kan du bide dig selv i næsen på, at man kan.

Italienske Massimiliano Cameli, der er dansk gift, har åbnet en restaurant i Odder af samme navn som hans familierestaurant i Emilia-Romagna, Vecchio Convento, og her bliver der lavet pasta, antipasti og andet godt fra Støvlelandet, som vi danskere kun kan drømme om at tilvejebringe i vores egne hjemmekøkkener.

Vecchio Convento blev kåret til Odders bedste spisested i 2021, det siger måske ikke så meget, når man tager byens størrelse i betragtning. Men lur os, om de ikke også havde hevet den pris hjem i en større by. 

Rosensgade 26, 8300 Odder

 

kystlandet-03.jpgGroft

Den store bølge af mikrobagerier skyller heldigvis ikke kun ind over de store byer. Der er efterhånden dukket en del små bagerier af højeste kvalitet op i forskellige afkroge af dette ganske land. Tag bare Groft, der både er et mikrobageri og delikatesseforretning, som ligger i badebyen Saksild.

Det er dog ikke noget, der forhindrer folk fra fx Aarhus og Odder, som trodser vinterens åg for at kunne få sit stillet sin glutensult hos Groft.

Er du ikke til en croissant eller en bolle med ost (det er tid til at lægge BMO-begrebet i graven), kan du hoppe på sandwichvognen. Fx den med hønsesalat, pesto, sæsonens grønt og syltede rødløg. Ses i Saksild. 

Strandvejen 34, 8300 Odder

Det skal du lave

kystlandet-14.jpgBag tremmer

Okay, lov os, at du ikke afskriver det med det samme, for det er faktisk hyggeligere, end det lyder at lægge vejen forbi det tidligere statsfængsel i Horsens.

Du kan fx tulle rundt i fængselsmuseet, hvor du blandt andet kan se en genskabelse af den 18 meter lange flugttunnel, som Carl August Lorentzen efter sigende flygtede gennem for 75 år siden.

Rygterne siger, at det var hans flugt, der inspirerede Stephen King til ’Shawshank Redemption’. Om det passer, vil vi lade være for egen regning, men uanset om du aflægger fængslet et besøg en af de dage, hvor der afholdes koncert eller et andet event, er det faktisk en omvej værd at komme en tur i fængsel.

Tænk så bare, hvis væggene kunne tale … 

Fussingsvej 8, 8700 Horsens

 

kystlandet-06.jpgNaturgivent

I Bakkelandet finder du nogle af Danmarks højeste bakker, smukke søer og store skove, der ligger langs Gudenåen.

Beliggende vest for Skanderborg og nord for Horsens går området ofte i glemslen ved siden af naturområderne omkring Silkeborg og på Djursland. Men det kan du jo nemt lave om på.

Pak dig ind med trelagssystemet, ifør dig et par ordentlige støvler, og besøg så steder som Den Genfunde Bro, Klostermølle og Sukkertoppen, hvor du har et flot kig ud over Gudenåen og Mossø, inden du slutter dagen af med et måltid i Brædstrup og lidt whiskysmagning hos Water of Life.

Ja, sådan kan en vinterdag i det jyske godt se ud. Sæt i gang! 

3 gode steder at overnatte

kystlandet-01.jpgHolmely

Hvis du er benhård, tager du på luksuscamping i skovene nordvest for Brædstrup denne vinter, men mindre kan også gøre det.

Annekset med eget bad og et lille te-køkken samt en terrasse med mulighed for udendørs madlavning tilknyttet Holmely-paraplyen er et oplagt sted at få varmen efter en lang dag i Bakkelandets natur.

I løbet af dagen kan du boltre dig med mad over bål og vandring i den rolige natur, og hvis det skal være autentisk (og billigt), lukker du øjnene i et shelter i toppen af et træ eller i et af Holmelys luksustelte.

Birkeholmvej 9, 8740 Brædstrup

 

kystlandet-10.jpg

Jørgensens Hotel

Boutique-hoteller er ikke kun noget, der hører vores to største byer til. Se bare på Jørgensens Hotel i Horsens, der ligger i Lichtenbergs Palæ fra 1744.

Hotellet modtog i 2021 renoveringsprisen for at fastholde palæets ånd, mens det samtidig fremstår moderne og i trit med tiden. Og det må man kippe med flaget for.

I kælderen, under de hvidkalkede og historiske hvælvinger, ligger hotellets restaurant og vinbar, Eydes, der kombinerer dansk og fransk mad. 

Søndergade 17, 8700 Horsens

 

kystlandet-09.jpg

Hotel Vejlefjord

Mere klassisk og lækkert bliver det næppe: fjorddyp, saunagus og kurbade på Danmarks nok bedste (vinder af prisen som årets spa til Danish Beauty Awards i 2023) og smukkeste spahotel, Hotel Vejlefjord, der tidligere fungerede som sanatorium for tuberkulosepatienter.

Beliggenheden ned til Vejle Fjord kan ingen klage over, hvad end du plasker rundt i spaen eller nyder en middag i restauranten, der i sig selv er et besøg værd. Det er sådan et sted, hvor man gerne vil indlægges. 

Sanatorievej 26, 7140 Stouby