Holland-kampen i 1992 er den landskamp, der står allerklarest for mig. Jeg var 15 år gammel, og jeg så den alene i min fars toværelses lejlighed i Blegdalsparken i Aalborg. Han havde aftenvagt på sit arbejde, hvor han var plejer for psykisk syge børn. Da Kim Christofte scorede det afgørende straffespark, var jeg fuldstændig oppe at køre.
Men jeg vidste ikke, hvad fanden jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne ikke bare gå i seng, og jeg kunne heller ikke dele min eufori med nogen, så jeg følte, jeg måtte gøre noget vildt. Jeg stillede stolene i stuen op foran min fars kommode, hvor hans samling af spiritus stod øverst. Jeg havde kun været fuld få gange før, så jeg vidste ikke rigtigt, hvad der var i de forskellige flasker. Men jeg så én, hvorpå der stod ’whisky’ og tænkte, at det havde jeg da hørt om før.
