De Røde Djævles trefork var alt andet en skarp sidste sæson. Resultatet blev, at Manchester United endte på en 7. plads og for første gang i 19 år ikke er nogen steder at finde, når Champions League-fanfaren igen trutter henover skærmen til september.

En katastrofe for en klub der under Alex Fergusons 27 år hentede 38 titler hjem til trofæhylden på Old Trafford. At David Moyes og co. ydermere ikke formået at kvalificere sig til europæiske bold gør sidste sæson til et regulært biluheld af et fodbold år for Manchester United.

Moyes fik skylden. Var det ikke ham, der havde siddet ved rattet og kørt Manchesters røde skinnende sportsvogn lige lukt ud over kanten?

Han tabte omklædningsrummet, sagde man med henvisning til spillernes manglende respekt. Og hans defensive spillestil lå milevidt fra Uniteds selv(bold)forståelse. Når holdet så oven i købet led det ene ydmygende nederlag efter det andet - de røg fx ud i 3. runde af FA Cuppen til Swansea - så måtte det jo gå, som det gik; Moyes fik højdesparket ud af Old Trafford.


Men var det fair, at Moyes ene mand skulle gøres til syndebuk for Uniteds rædselssæson?

Nej, lyder svaret, hvis du spørger John Sivebæk. Tidligere Europamester med landsholdet samt Manchester United spiller under Alex Ferguson. Sivebæk mener ikke, at Moyes er den eneste, der bærer skylden.

”Jeg tror det var et sammenfald af omstændighederne, der gjorde, at det gik så dårligt. Men de skulle jo gøre et eller andet, og så blev det Moyes. Men jeg synes også, at spillerne skal kigge ind ad. Forsvaret. Det hang slet ikke sammen, og Rooney kunne ikke rigtig få det til at fungere, og så var der også mange andre ting”

Men kan alle disse andre ting ikke skyldes Moyes? At han ’tabte omklædningsrummet’, som man siger. Det der skete under ham, var jo aldrig sket under Ferguson.

”Det vil altid være svært at komme efter en træner som Ferguson. En, der har været der i så mange år. En, der har haft sin helt særlige spillestil og sine helt særlige regler. Men Moyes prøvede så med sin egen stab og sine regler. Det har så åbenbart ikke fungeret.

Om det er årsagen til, at det ikke fungerede på banen – det er jo det, man snakker om, og man kan næsten ikke komme på andre forklaringer end det – men jeg synes alligevel, at spillerne må kigge indad. Hvis man ikke kommer til tiden og opfylder de krav, der nu er til en professionel fodboldspiller, jamen så synes jeg, at man har fejlet som fodboldspiller (der gik rygter om, at spillere gentagne gange kom for sent til træning, mens flere var ude i pressen og kritisere Moyes trænerstil, red.). Der kan man ikke skyde skylden på Moyes.”

Så spillernes attitude har altså også haft andel i Uniteds rædselssæson, men hvilke ’andre ting’- tænker du - har så også spillet ind?

”De store forventninger, der er til sådan en klub som United for eksempel. Især når man tænker på de ting, som de opnåede med Ferguson. Så er det klart, at der ikke er plads til ret mange fejltrin som ny træner… Man forventer jo, at man skal være etter eller toer hvert år”.

Forventningerne til Louis Van Gaal - netop hjemvendte hollandske VM-bronzevinder og ny træner i United – er også store. Indtil videre har Van Gaal kunnet mere end blot at leve op til dem.  Han har allerede hentet det første trofæ hjem til klubben fra en opvarmningsturnering i USA, hvor de, udover at klaske LA Galaxy med 7-0, slog Inter med 5-3, Roma med 3-2 og - sidst men ikke mindst - Real Madrid med 3-1. 

Rooney og co. sprudlede, og noget kunne tyde på, at United i hollænderen har fundet en træner, der igen kan gøre United til én af Europas absolutte tophold.


Men hvilke forventninger har Sivebæk selv til sin gamle klub?

”Der er jo ingen tvivl om, at alle forventer, at United får det vendt nu. At de kommer tilbage i toppen af Premier League. Det tror jeg også, at de gør. Det kan godt være, at der er lidt startproblemer, selvom det ikke umiddelbart tyder på det (træningsturneringen i USA, red.), men Premier League er selvfølgelig noget andet”.

Men hvad kan Van Gaal, som Moyes ikke kunne?

”Han er udlændingen. Bare det skaber lidt mere respekt, tror jeg. Han har sin helt egen stil. Han vil taktisk lave nogle ting om. Forsvaret kommer ikke til at se så utæt ud. Det viste han, at han kunne med det hollandske landshold under VM. Det gør, at holdet står stærkere”.

Så Moyes største fejl som United træner var, at han ikke havde den autoritet som Van Gaal og Ferguson?

”Nej, for jeg kender godt Moyes, og han er om nogen en manager, man har respekt for. Han kan sagtens skælde ud. Men det er klart, at hvis du sammenligner ham med Ferguson, så vil der være en forskel. Det kan næsten ikke undgås. Vi vidste jo godt, at det ville blive svært, men vi havde nok ikke lige troet, at det skulle gå så galt”.

Moyes spillestil passede ikke United. Hvordan passer Van Gaal spillestil til det traditionsrige hold?

 ”Jeg synes jo, at alle spillestile passer til en trup med så mange gode spillere. Jeg synes egentlig også, at Moyes spillestil passede. Spillerne præsterede bare ikke, og så kan man så diskutere, hvorfor de ikke gjorde det? Det har jeg umiddelbart ikke nogen forklaring på, for jeg synes ikke, at han (Moyes, red.) ændrede voldsomt meget. Han købte et par spillere, og så kan man så igen diskutere dem – Fellaini synes jeg måske ikke passede ind på Uniteds hold - men det jo også nemt at sige bagefter, når det ikke fungerede”.



Alex Ferguson 27-årige embedsperiode i Manchester United giver ham rekorden som den længst siddende manager i United. Mens andre europæiske storklubbers tålmodighed for deres trænere ofte ligger på et meget lille sted, så har United stået som den sidste bastion af storklubber, der lader tvivlen komme træneren til gode.

Men med Moyes exit synes den bastion nu også at være faldet. Eller hvad – får Van Gaal også sparket, hvis United ikke kan løfte trofæet næste år.

”Ja, det kunne man godt forestille sig. Jeg tror ikke, at man accepterer sådan en sæson mere. Hvis det sker, så gør man sikkert noget igen, men de skal passe på, at det ikke bliver træneren, der ryger hver gang. Man kan sige, at Ferguson var genial. Du finder nok ikke nogen som ham igen… Han vidste, hvornår spillerne skulle toppe. Vi så jo flere sæsoner, hvor United var bagud op til jul, og så vender de det hele efter pausen med seks-syv kampe i streg. Han var helt genial til at vide, hvornår han skulle få sine spillere til at toppe. Det er ikke noget, du kan lære, det var bare noget, han kunne se.”

Og det vidste Uniteds ledelse måske, hvorfor de gav ham lang snor, selv når tingene ikke gik, som de skulle?

”Ja, Fergusons havde jo kun problemer i starten. Han havde svært ved at få United tilbage i toppen. Men han skulle bruge cirka fire år, og så havde han bygget det hold op, som han havde haft i tankerne fra begyndelsen, og så begyndte det at vende.”

Men kunne man ikke forestille sig, at Uniteds ledelse, med en træner af Van Gaals kaliber frem for Moyes, giver ham lidt af Fergusons snor?

”Jo, men det tror jeg også, at man gjorde med Moyes. Man gav ham jo en femårig aftale, så derfor havde man også vist, at man godt ville give ham noget tid. Men så er resultaterne der ikke, presset vokser udefra, rygter om svigtende spillertrup og alle de her ting, og så bliver man som ledelse jo nødt til at gøre et eller andet.”

Ser du nogle ligheder mellem Van Gaal og Ferguson som træner?

”Jeg kender ikke Van Gaal personligt, men jeg tror, han er meget bestemt og har en fast tro på, at hans spillestil er den rigtige. Sådan var Ferguson også, så på den måde ligner de hinanden. Og ligesom med Ferguson så kan han også godt klare at være udsat fra tid til anden. Det er også det, der skaber respekt og tro på tingene. Men personlighedsmæssigt ved jeg ikke, hvordan de ligner hinanden”.

Manchester United åbner Premier League mod Swansea på lørdag. Swansea, der i sidste sæson stod for en af de ydmygelser, der fik Moyes bænk til at hælde ekstra meget. Kampens symbolske betydning får dermed også langt større betydning end de tre første point i Premier League.