Da jeg var lille, lavede vi telefonfis. Ja, jeg er så gammel, at det lige nøjagtigt stadig var noget, man gjorde. Vi trykkede et tilfældigt nummer, råbte et eller andet barn-agtigt ind i røret og smækkede på igen. Det var også før nummerviseren, forstås.
Da jeg startede på efterskole i 1999 var det meget upopulært blandt segmentet at have en mobiltelefon. Det var Brian'er og Conni'er der havde sådan nogle og vi brugte argumentet at det var perverst, at være til at få fat i 24/7. Når vi skulle ringe hjem gjorde vi det via skolens mønttelefon. Det var meget meget bedre. Vi var frie af teknologiens jerngreb.
Efter nogle år blev det ret almindeligt at have en mobiltelefon. Der var stadig meget snak om mobiltelefon-brugernes asociale adfærd, SMS'er under bordet og høje samtaler i det offentlige rum. Og det var svært at finde ud af, hvornår det var okay at tale i telefon og hvornår det ikke var. Kunne man svare på en SMS midt i en samtale, kunne man tage et opkald? Der var ingen regler eller konventioner, ingen mobiltelefonens Emma Gad, der kunne fortælle, hvad der var acceptabelt. Men det glattede sig lige så stille ud. Man fandt ud af, at det ikke var sundt at have mobilen ved sig hele tiden, at det er i orden ikke at tage den midt om natten. Det var acceptabelt, nærmest forventeligt, at vente et par timer med at svare på en sms. Selv kæde-vitserne stoppede også efter et stykke tid.
Email havde ca. samme historie. Den havde den klare fordel, at fordi man kun kunne tjekke det på sin computer, var det noget man gjorde, når man sad ved datamaten. Derfor var det ikke en ny ting som sådan, men snarere en kærkommen produktudvikling af det traditionelle brev. Der var selvfølgelig også her udfordringer. Men da først de fleste havde lært, at man ikke skal sende emails, når man er vred, ked eller fuld, fandt mediet sin takt og tone.
Ind i baren kommer smartphonen hånd i hånd med det sociale internet. Og de var ude på ballade. Det var som om alle konventioner igen var nulstillet og pludselig var det normen at sidde med sin telefon i hånden fra man vågnede til man gik i seng. Indimellem også mens man sov. Email, SMS, sociale medier blev alt sammen tilgængelig hele tiden og overalt. Det var fantastisk og det var spændende og det var Huxleys Fagre Nye Verden. Distraktion på distraktion, afledning på afledning. Man delte alt med alle uden skelen til konsekvenserne.
På det seneste er det blevet enormt populært at trække stikket på alle distraktionerne. Lukke sin Facebook, slette sin Twitter og ellers forsøge at være så tilstedeværende, som man nu kan i en overfyldt og larmende verden. Jeg har selv gjort det for nylig, og lad mig sige dig med det samme: Det var helt fantastisk. Jeg slettede alle sociale apps på min telefon og brugte kun internettet til at læse artikler. Det var dejligt og det var betydeligt nemmere at fordybe sig. Der var ro. Der var mig og mine tanker.
Efter et stykke tid begyndte jeg dog at få kramper i min dele-muskel. Internettet er et enormt statisk og stille sted, når der ikke er nogen at dele det med. Som at være helt alene på et kæmpe bibliotek. Ligesom Palle fandt jeg også ud af, at der intet sjovt er ved at være alene i verder. Så jeg begyndte selvfølgelig at deltage igen, ligesom jeg også deltager i den virkelige verden. Men jeg var pludseligt kalibreret og kunne bedre styre hvornår og hvad jeg delte. Den kolde tyrker havde givet mig en tilpas distance, så jeg kunne agere på en hensigtsmæssig måde i dette relaltivt nye univers.
Nye teknologier kræver typisk en indkøringsfase. En periode, hvor vi er enormt infantile i vores tilgang til nye dimser og ideer. Vi skal afprøve alt hvad de kan, alt hvad man kan med dem og finde ud af, hvordan vi kan anvende dem. Det vigtige at huske på er, at det er en fase og at den går over ret hurtigt. Om få år vil vi grine af den måde, vi er på de sociale medier lige nu, ligesom vi griner af (og ikke med) SMS-vittigheden.
Det kan virke fristende at stå af ræset, men at afskrive det enorme potentiale, der ligger i de sociale medier for at binde folk sammen på tværs af landegrænser, ville være dumt. Vi skal bare lige finde ud af, hvordan vi skal bruge dem, så vi ikke bare råber ind i røret.
