Wassim Hallal, gastro-kongen af Århus og for nylig udstyret med michelinstjerne nummer to. Den skulle han have haft for længst, men fred nu med det. Wassims køkken og Frederikshøj kan det helt særlige, som ikke ret mange kan; give gæsten den ekstraordinære følelse af massiv luksus – på tallerkenen, i forhold til servicen og i det hele taget stemningen på stedet.Wassim Hallal er ikke til nynordiske fermenteringsnarrestreger. Hans afsæt er klassisk, men innovativt og legesygt med det afsæt, og man går derfra med en oplevelse, der har sat sig i kroppen. ANX holder til i annekset på Frederikshøj, hvor der til frokost serveres smørrebrød og frokostretter på et niveau, der er sjældent i Danmark.