Alle siger JATAK til Jonathan Tam scroll-down

Alle siger JATAK til Jonathan Tam

Efter et par år på Noma og siden 10 på Relæ besluttede canadiske Jonathan Tam med kinesiske forældre og rødder i det kantonesiske køkken, at tiden var inde til at åbne eget sted. Det har han gjort med samme begejstring for bæredygtige lokale råvarer som på Noma og Relæ, men med barndommens køkkens smagsprofil. Det har gjort Jatak til 2022’s helt store nyhed på den københavnske restaurantscene, og Michelin har da også allerede kastet en stjerne efter restauranten.

Af Rasmus Palsgård
Foto: Jasper Carlberg
Gastro Euroman

Mens man har helt styr på, hvem der er køkkenchef et givent sted, kan der også være andre tilfælde, hvor man ikke for alvor har styr på, hvem der leder slagets gang, selvom der er tale om en
endog meget berømt restaurant. Sådan har det til dels været med Jonathan Tam, som fra 2016 til lukningen ultimo 2020 var køkkenchef på Relæ på Nørrebro i København. De mest inkarnerede madører vidste måske, hvem han var, men for de fleste var Relæ først og fremmest Christian Puglisis sted – et faktum, som den beskedne canadier har haft det helt fint med.

”Det er i mine øjne helt rimeligt, at jeg ikke er løbet med al hæderen på Relæ, selvom jeg har været køkkenchef de seneste år. Jeg var ansvarlig for den daglige drift af restauranten, og jeg behandlede den, som var den min egen, men det var jo selvfølgelig Christians Puglisis idé og restaurant. Han tog mig under sine vinger og gav mig muligheden for at lave mad til de rigtige mennesker, hvilket har haft stor betydning for de muligheder, jeg står med i dag,” siger Jonathan Tam.

På den baggrund følte Jonathan Tam sig rustet til at åbne sit eget sted, da det i september 2020 blev annonceret, at Relæ ville lukke senere samme år, og i marts 2022 slog han så dørene op til sit eget sted, Restaurant Jatak, navngivet efter tilbagemeldingen fra kokkene i køkkenet som udtryk for, at køkkenchefens besked er modtaget og forstået.

Ligesom Jonathan Tam selv er restaurantens facade ganske underspillet, og man kommer nemt til at køre forbi et par gange op og ned ad Rantzausgade, før man får øje på den diskrete indgang med et lille, næsten transparent klistermærke på døren med ordet ’Jatak’.

Restauranten formåede dog at forblive alt andet end anonym og overset, efter at René Redzepi lagde en video på Instagram fra Jatak, hvori han på det kraftigste opfordrede sine følgere til at booke bord, inden det var for sent.

”Det hjalp ganske meget,” indrømmer Jonathan Tam uden at tøve. Derfor skal man stå tidligt op for at sikre sig bord på Jatak, når restauranten åbner for nye reservationsperioder.

Her skal man som gæst tage stilling til, om man ønsker at sidde ved et af restaurantens få borde, eller om man vil sidde i spisebaren helt oppe foran kokkene, der lægger sidste hånd på retterne. Derefter er valget simpelt, for der serveres blot én menu på hhv. ca. 7 serveringer i restauranten og ca. 11 serveringer i spisebaren.

Se, hvad vi ellers skriver om: Mad, Gastronomi og Restauranter i København