Det er blevet så moderne at gå offline. Ligge smartphonen fra sig og være tilstede i nuet. Hvis det er noget, du går og drømmer om, så er den perfekte mulighed netop opstået.

Great Blasket Island, der ligger udfor Irlands kyst, søger enten et par eller to venner til at drive øens café og udlejningshuse fra april til oktober. Det skriver øens turistcenter i et jobopslag på Twitter.

Det nævnes ikke, hvor meget løn man kan forvente at få, men til gengæld er der gratis kost og logi.

Man skal dog ikke forvente, at man skal bo i vild luksus på øen. Great Blasket Island har hverken elektricitet, Wi-Fi eller varmt vand ifølge RTE.

”Det er intenst og hårdt, men det er et meget unikt job. Det er back to basics – bål, stearinlys, dyreliv og natur,” siger Alice Hayes, der er ansvarlig for jobannoncen til RTE.

Hvis du vil vide mere om jobbet, kan du sende en mail til info@greatblasketisland.net