Denne kommentar er skrevet af Peter Trier Aagaard, der også går under navnet PTA. Han er kendt som rapper og konferencier.
Nu begiver jeg mig muligvis ind i et minefelt, men efter den store diskussion om, hvorvidt sommerens festivaler har nok kvindelige artister, synes jeg, det er rimeligt at se på en anden tendens – nemlig hvidvaskning.
Det forholder sig sådan, at de fleste danske festivaler kun booker hvide rappere. Det er de jo i deres gode ret til, festivalerne køres i høj grad som forretning. Men skal det også være et spørgsmål om kultur, synes jeg faktisk, man bør have sig for øje, at der ikke går Elvis i den.
Men lad os kigge på, hvilke blegansigter vi kan glæde os til…
Roskilde Festival: Macklemore & Ryan Lewis + Action Bronson
Roskilde har faktisk et temmelig omfattende rap-program i år. Af udenlandske artister kommer Freddie Gibbs, Wiz Khalifa og Young Thug samt et væld af britiske grimerappere som Skepta, Stormzy og Elf Kid.
Desuden har de igen fundet plads til Action Bronson, der formentlig opgraderes fra Cosmopol til Arena samt Macklemore & Ryan Lewis, som jeg går ud fra skal prøve kræfter med Orange.
Macklemore er en dygtig live-rapper, men deres nye album er simpelthen så rodet, at jeg tvivler på, det kan udfoldes på særlig fantastisk vis. Han er om nogen sin rolle som rappens hvide frelser bevidst, og det er en kæmpe hæmsko for hans musik pt.
Northside: Yelawolf
Shady Records-rapperen blander maskingeværsrap med sydstats-blues og skal nok tage kegler i Århus. Det kan undre, når Jurassic 5 var så stor en succes, at Northside ikke rider videre på den stilart af positiv, energisk hiphop.
Nibe: House of Pain
Den bette fe’e har fået fat i irsk-amerikanerne, der er garanti for en fest. De gamle drenge skal i øvrigt introduceres af Jøden & Jonny Hefty.
Tinderbox: Mac Miller
Klart den svageste af sommerens blegansigter. Mac Miller kan næsten rappe godt, men alle hans hits er tåkrummende ringe. Resten af Odensefestivalens lineup er ligeså ørkesløst, så gætter på de har ganske få chancer for at få festen til at overleve.
Summa sumarum, Roskilde Festival er den eneste, der har hyret rappere med melanin i huden, og selv de har endda hele to hvide acts på plakaten. Hverken Northside, Tinderbox eller Nibe har finde plads til ikke-hvide amerikanere. Det kunne Smukfest heller ikke, men det er fordi, de ikke har noget amerikansk rap i det hele taget i år.
Siden De La Soul indtog Roskilde i 1990 har rap indgået som en naturlig del af festivalernes profil. Efterhånden som hiphopkulturen er blevet voksen spænder den bredt og præcis som Neil Young ikke bookes på grund af sit seneste album, men sine meritter karrieren igennem, så jeg gerne Public Enemy, Cypress Hill, Masta Ace, LL Cool J og så videre få samme behandling.
Om de andre festivaler har tænkt, at Vanguard nu havde patent på at levere farverig hiphop til folket er vel en mulighed, men mit bud er snarere, at bookere simpelthen, ligesom med kvindelige kunstnere, har en blind vinkel, hvor de der ligner gennemsnittet mest kommer først til fadet – dvs. hvide mænd.
Det er ikke fordi de er onde, men i høj grad fordi der er en tendens til, at de, når der spekuleres i penge, undervurderer udbydere ofte intelligensen hos forbrugerne.
Jeg synes, det er ærgerligt, hvis det nu kun skal være hvide rappere, der står for at levere hiphop. For jeg tror ikke publikum er så snævertsynede, at vi kun er i stand til at tage imod hiphop-musik, hvis den bliver filtreret igennem en hvid formidler.
