For 25 år siden hadede de hinanden så inderligt, at de skrev smædesange om hinanden med smigrende titler som ’No vaseline’. Men nu er de igen gode homies. Og forbrødringen er nu kommet så langt, at de søndag delte scenen, da Ice Cube var et af hovednavnene på den amerikanske festival Coachella.

Her gav de deres største hits som ’Straight Outta Compton’ og ’F*ck tha Police’.   I forrige weekend, hvor vi skrev om det første gang, var Dr. Dre ikke med, men det var her denne weekend, hvor også den nye generations store stjerne Kendrick Lamar gav et gæste visit.

Deres genforening var allerede annonceret, og i det hele taget er deres forhold gået ind i en ny indian summer, efter at filmen om deres gennembrud blev en uventet blockbuster.


I begyndelsen af 90’erne var der anderledes iskold konflikt mellem dem, da Ice Cube skred og smækkede med døren. Han mente, at de andre i gruppen, særligt Eazy E og manageren Jerry Heller, snød ham for penge og kredit for at have skrevet langt de fleste tekster.

Gruppen har tidligere lavet musik sammen med den ikke helt vellykkede ’Hello’. Men nu går de også på scenen sammen, og man kan kun håbe, at denne anden bryllupsrejse kan føre noget nyt musik med sig.

Hvis man kigger på Ice Cubes tour-planer kan man se, at der et hul der, hvor der holdes Roskilde Festival. Og man kan undres over, at de ikke har fået ham (og dem) på plakaten. Men det kan jo nås endnu…

LÆS OGSÅ: Hiphoppens guldalder revolutionerede musikhistorien – her er de største navne i dag

LÆS OGSÅ: Lyd til arbejdsdagen: Det sætter designeren, restaurantchefen og forfatteren på

LÆS OGSÅ: 15 forfærdelige covers til gode plader