Det lader sig ikke skjule, at det nu altså er jul igen. Og jeg er rigtig med på den. Det er jeg særligt, efter jeg selv er blevet familiefar, for julen opleves nu engang bedst i børnehøjde. Der er et jule-vakuum, fra man er 18 og cirka 10 år frem, hvor julen egentlig mest handler om at befinde sig mere eller mindre nødtvungent i familiens skød og kigge efter enhver mulighed for at drikke juleøl og snaps med de gamle venner, der også måtte være hjemme på visit. Men efter børnene har indfundet sig, er magien ved alle traditionerne og forventningens glæde en evig kilde til begejstring.
Der er bare noget særligt over december.
Julen indeholder dog også en markant risiko for skuffelser. Jul kan være håb, der ikke bliver forløst. Fred, der ikke indfinder sig. Forsoning, der ikke sker. Den idealiserede jul samler generationer og sætter konflikter til side, men den sukkersøde version, som Bing Crosby og de andre croonere kommer med, passer bare ikke længere så godt på den virkelighed, vi bor i.
Mange forældre er ikke sammen og må holde skilsmissejul. Og der findes vel snart sagt ikke den familie, der ikke er martret af en eller anden form for traume over alkohol, svigt eller bare helt naturlig sygdom, som får drømmen om den perfekte jul til at fordampe. Derfor er det vigtigt, at forventningerne til julen er tilpasset realiteterne. Og et af de steder, hvor jeg år efter år skal minde mig selv om at forventningsafstemme, er i dagene op til juleaften.
I min optimale drømmeverden er julegaverne klaret (og pakket ind!) inden 1. december, og de tvungne juleafslutninger i institutionerne og på kontoret bliver tilgået med ophøjet ro. Samtlige arbejdsopgaver bliver lagt stille og roligt i seng i midten af måneden, så dagene op til juleferien kan gå med at koge ind og komme ned i tempo. Men sådan er det selvfølgelig aldrig.
Virkelighedens billede er nærmere et, hvor den 23. december bliver angrebet som en glidende tackling med både gaveindkøb, stressjagt i Irma og forceret hygge all around. Juletravlheden har en fantastisk evne til at komme snigende som en tyv i natten, selvom jeg jo udmærket er klar over tidens knaphed. Travlheden er bare enormt svær for mig at komme i forkøbet.
December er hyggelig, ja, men det er også som at have et ekstra arbejde i et par uger. Og jeg når selvfølgelig altid det hele, selvom det bliver gjort knapt så elegant, som det kunne være. Og så indhenter jeg til gengæld også den behagelige ro i metermål, når de sidste gaver er pakket op, og portvinen kan lade sin helende effekt arbejde.
Hos mig sænker den ægte julefred sig først 25. december. Og i dagene efter tager den til. Det er her, ugedage og datoer går i opløsning, og de eneste faste holdepunkter er et køleskab fyldt med rester og et hjerte fyldt med ro. Freden er kun mulig, fordi en stor del af landet er sat i bero, så der er ingen grund til dårlig samvittighed over at holde fri, mens andre arbejder.
Og når man så endelig får nok af tomgang, banker nytårsaften på og rusker op i julepynten, så den forsvinder og erstattes af glitter og konfetti. At januar så bliver en kold og mørk ørkenvandring, prøver jeg at lukke øjnene for. Man må nyde det, så længe det varer.
Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør
