Nightflyers

Interview med Eoin Macken: Rå egoisme i det ydre rum

Eoin Macken indtager hovedrollen i Netflix’ nye serie ’Nightflyers’, hvor et hold af videnskabsfolk drager ud i rummet for at redde menneskeheden. Men rumskibet indeholder masser af hemmeligheder, og Macken opdagede undervejs, at han faktisk ikke kunne lide sin egen rolle.

Tiden er knap på Soho Hotel i London.

Dels fordi, der holder en bil med tonede ruder og venter på, at fragte mig til Heathrow Airport få minutter efter, at interviewet med Eoin Macken slutter. Men særligt fordi den irske skuespiller ikke er kommet endnu. I den store suite sidder kun en smilende Netflix-medarbejder og sms’er med fingre, der glider mere og mere febrilsk hen over smartphonen.

Men pludselig går den tunge værelsesdør så op, og kvinden ovre i hjørnet lader telefonen falde ned i skødet med et lettelsens suk.

”Sorry,” siger 35-årige Eoin Macken og slanger sig ned i en af værelsets dybe lænestole.

”De var exceptionelt længe om at servere frokosten!”

Der er en skødesløs energi over den langhårede irer, som man slet ikke ser i ’Nightflyers’, og som i øvrigt heller ikke har kendetegnet hans karriere med præstationer som instruktør og titelrolleindehaver i filmen ’Christian Blake’ og ikke mindst rollen som Sir Gwaine i serien ’Merlin’. Men det er altså ’Nightflyers’, vi mødes i London for at tale om. Serien er baseret på George R.R. Martins kortroman fra 1980, og enhver ’Game of Thrones’-fan ved, at Martin forstår at twiste og ruske i en eventyrlig fortælling. Mindre kendt er det måske, at forfatteren også er en stor horrorfan, og den nye sci-fi-serie på Netflix er bestemt ingen undtagelse.

”Ja, det er lidt af en rejse, de er på,” siger Eoin Macken og retter på sin bordeauxrøde læderjakke, mens assistenten er kommet på benene og skænker vand op til ham i et overdimensioneret glas.

Besætningen i ’Nightflyers’ består af et forskerhold, der forsøger at redde menneskeheden. Stille og roligt viser det sig dog, at alt går bersærk i det ydre rum. Macken spiller den dystre og lynende intelligente astrofysiker Karl D’Branin, der leder ekspeditionen ud i galakserne. Som ’Nightflyers’ skrider frem, finder resten af holdet ud af, at D’Branins motivation måske ligger et helt andet sted, eftersom han har mistet sin datter og via rummets ydre kræfter håber på at kunne spole tiden tilbage for på den måde at sørge for datterens ve og vel.

”Da jeg læste manuskriptet, gik jeg straks op i stilen. Jeg ville gerne være med på grund af seriens visuelle udtryk. Tonen i ’Nightflyers’ skaber både fascination og tomhed. Der er noget filosofisk, men også noget uhyggeligt. D’Branin taber sutten mere og mere undervejs, og alle rollerne er faktisk modelleret i så mange retninger, at deres psyke ændres voldsomt igennem serien,” siger Eoin Macken.

night2.jpg

’Nightflyers’ stikker sommetider helt af. Forventer man et mainstream drama fra det ydre rum, bør man se sig om efter noget andet. For det uhyggelige bliver nemlig vendt indad, og mørket overtager efterhånden som selve seriens hovedattraktion, jo længere forskerholdet bevæger sig ud i rummets intethed.

”Jeg er draget af mørket,” siger Eoin Macken og tager en slurk vand.

”Roller, der har skrammer, er langt mere interessante end dem, der er pæne. Mørket gør, at du udforsker noget i dig selv, som du glemmer til hverdag. I vores moderne verden stræber vi alle sammen efter lykken og glæden, men det betyder så også, at vi fortrænger det dystre, der ligger i os alle sammen. ’Nightflyers’ er en rejse ud i rummet, men også en rejse ind i mørket. Forhåbentlig får handlingen alle dem, der sidder og streamer serien, til at tænke over sig selv.”

Stemningen i suiten er hurtigt blevet tungere. Derfor kommer det næsten også som et lille chok, da assistenten pludselig pipper fra pladsen ovre i hjørnet:

”Jeg beklager meget, men bilen holder dernede…”

”Åh, nu er vi lige så godt i gang,” siger Eoin Macken og rejser sig op. Han afslår min fremstrakte hånd med et smil.

”Jeg følger dig ned, så kan vi tale videre på vejen.”

I elevatoren får stuepigerne lidt af en overraskelse, da de ser Macken. Blikkene rammer hurtigt det lille rums gulvtæppe, men skuespilleren lægger ikke mærke til det. For da han hører, at det er København, jeg skal flyve til, bliver han begejstret.

”Der er helt klart noget Stanley Kubrick-stemning over ’Nightflyers’, men for mig har den store inspiration været Lars von Trier. Han formår at tage en umiddelbar mainstream-genre og trække den nogle vilde steder hen. Det har vi også talt en hel del om med vores serie. Forskerne på rumskibet er egentlig på vej ud i verdensrummet, for at efterforske nyt liv, men reelt har de alle mulige andre agendaer, og jeg afslører nok ikke for meget ved at sige, at min hovedrolle simpelthen mister grebet om sig selv.”

Men nu skal det jo heller ikke blive alt for kunstfilmsorienteret, så da elevatoren går op i stueetagen, trækker Eoin Macken samtalen ned på jorden igen.

”Når jeg selv ser film eller serier, vil jeg gerne kunne se nogle mennesker, hvor jeg tænker: Hvad ville jeg gøre i hans situation? Det betyder, at der bliver nødt til at være en form for fascination, men også noget realistisk. Samtidig skal der ske noget ekstremt, hvis vi virkelig skal mærke det, og derfor var ’Nightflyers’ så interessant en serie at være med i. Den giver plads til eftertanke, mens den udvikler sig mere og mere vildt.”

night3.jpg

Vi går igennem lobbyen, hvor marmoret ligger og slumrer i den vinterkolde sol. Jeg spørger Macken, hvad det realistiske eller genkendelige er ved en astrofysiker, der mister sig selv ude i det ydre rum.

”Folk gemmer sig til hverdag bag en facade, og det gør min rolle også. Han rejser ud for at redde menneskeheden, men turen udvikler sig til en kolossalt egoistisk rejse, der på grund af hans valg sætter andre mennesker i fare,” siger skuespilleren og lyner læderjakken op i halsen, da vi når til den åbne dør, som vinden brager ind igennem.

”De bedste serier og film skubber deres roller helt ud til kanten. Det er derude, man mærker dem. Hvis de ikke kommer derud, bliver det, man ser, ret ligegyldigt. Det er ikke vigtigt, at man kan lide Karl D’Branin, men det er vigtigt, at man tager stilling til ham.”

- Kan du egentlig overhovedet selv lide den rolle, du spiller i serien?

”Det ved jeg faktisk ikke, for jeg synes, han er farlig. Men det var også det, der tiltrak mig ved ham. For ondskaben er på en eller anden måde modellerbar. Den kan sendes i mange retninger, og den kan ligge og ulme under overfladen, mens store idealistiske salgsnumre buldrer løs oven over den. Jeg tror helt ærligt ikke, at der er mange, som kan lide D’Branin, når de har set ’Nightflyers’ til ende. Og det er kun godt! For så er de blevet udfordret og er måske begyndt at tænke lidt mere over et eller andet, de ellers ville have glemt i forbifarten,” siger Macken og stikker næven frem.

”God tur hjem,” griner han og trykker min hånd.

Se, hvad vi ellers skriver om: Netflix, Serier, Streaming og Interview