Har du altid drømt om at eje din egen ø? Så kig lige med her.

For en ubeboet skotsk ø er blevet sat til salg på auktion med en startpris på 2.116.000 kroner. Øen hedder Linga og er en del af Shetlandsøerne, der er en øgruppe på 32 øer i Nordsøen og faktisk ligger tættere på Norge end Skotland.

Linga måler 64 hektar og har ikke haft nogen mennesker boende siden 1934. Derfor er øens to tilbageværende huse ikke i den bedste stand og kræver en kærlig hånd.

Vladi Private Islands, der står for salget, har dog planer om at få sol-og vindkraft, ferskvand og VVS ud til øen, så det bliver ikke som at bo i Middelalderen.

Hvordan kommer du derud?

Først flyver du til Glasgow, inden du tager endnu en kort flyvetur til Shetlandsøernes største lufthavn og derfra kører små 29 kilometer til landsbyen Walls, hvor du skal sejle det sidste stykke ud til Linga. 

Og husk selvfølgelig at tage en flaske whisky med derud.

Du kan sende et bud på øen her.