Peter Amby danmarks bedst klædte mand
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Peter Amby

Danmarks bedst klædte mand 2016 - nr. 9 - Peter Amby

"Jeg hader trends, og uanset hvor tosset noget af det tøj, jeg køber, er, sætter jeg en stor ære i at kunne bruge det i rigtig mange år."

Peter Amby, 33 år, gallerist.

Hvilken offentligt kendt ­person synes du er mest ­velklædt?

”Det må være min gode ven, manuskriptforfatteren Jeppe ­Gjervig Gram (’Bedrag’ og ’Borgen’, red.). Han er altid ulasteligt klædt i three-piece suit, men har samtidig sin helt personlige stil, uden at det virker forceret, og uden at det bliver en anonym uniform.Tværtimod. Hvis der skulle ske det helt utænkelige, at vi skulle spille en fodboldkamp, er jeg ­sikker på, at Jeppe ville troppe op i sit ­jakkesæt.”

Hvilken ting i din garderobe er du gladest for?

”Jeg er meget glad for mine pelse, som godt nok ikke er lavet af pels. Den ene er en stor kunstig pels, som er fra Martin Margiela for H&M. Det er sådan en stor bamset sag, som ligner bæverpels og er lavet så godt, at jeg engang måtte diskutere i længere tid med en, der har handlet med pels i mange år, om den virkelig var fake. Han havde nok fået et glas for meget, for han insisterede på, at det var ægte bæver. Nok meget godt, at han ikke var på pelsauktion den dag. 

For nogle år siden holdt jeg jul for hele familien i min lejlighed og havde efterfølgende et helt arsenal af tomme flasker både herhjemme og i galleriet, som jeg ville give til en hjemløs, der plejede at bo på gaden foran galleriet, og som jeg altid gav penge, sprut og en stang ­cigaretter til jul.

Da jeg havde samlet to store sække ­sammen, gik jeg af sted i frostvejret iført bæverpelsen, ­hullede jeans og løbesko og havde nok også et stort morgenhår og så generelt lidt forhutlet ud. Den hjemløse var der ikke, og jeg måtte i super­markedet og aflevere flaskerne.

I de første to ­supermarkeder strejkede flaskeautomaten, men Netto fuldendte oplevelsen, da en af ekspedienterne antydede, at jeg selv var hjemløs, og at de var trætte af typer som mig, der kom slæbende med vores sække for at snyde med panten. That’s the true Christmas spirit.”

Hvilken ting i din garderobe har den bedste historie?

”Jeg var for mange år siden inviteret til Cannes under reklamefilmfestivalen af min storebror og hans partnere, og de ville enormt gerne møde en potentiel kunde på byens dengang mest hypede restaurant, Baôli. Jeg havde ringet derned flere gange og forsøgt med forskellige ­taktikker at få bord, men uden held.

De var fuldt booket i flere måneder. Det endte med, at jeg iførte mig en regnbuefarvet natskjorte, sådan en knælang sag, som franskmænd sover i, et par store solbriller, bare tæer og en Evian-vandspray og kørte selskabet ned til Baôli.

Først forsøgte min brors partner, Claus, uden held at få bord. Så gik jeg ind ad døren iført min regnbuefarvede natkjole, og uden at stoppe op knipsede jeg til seateren, sagde, at han skulle gøre et bord klar til mig selv og mine fire gæster med det samme, og gik videre ind i deres gårdhave med tre tjenere i hælene.

For at fuldende hele forestillingen holdt jeg Evian-vandsprayen ud for mit ansigt og sprayede mig selv hele vejen ind igennem entreen, imens jeg gav instrukserne om, at de skulle gøre vores bord klar. De skyndte sig også at give os det ­fineste bord på en platform i midten af gårdhaven, hævet over resten af gæsterne.”

Hvad vil du gerne føje til din garderobe?

”Lige nu mangler jeg et par nye laksko, da de gamle er revnet.”

Hvilken tendens håber du aldrig kommer igen?

”Jeg kan nævne i flæng: ­Persiennebriller (som Kanye West i ’Stronger’-videoen, red.), ¾-lange bukser, skjorter med kontrastsyninger eller kontrastknapper, ­haremsbukser, Von Dutch-kasketter, store øreringe, selvbruner, diverse mønsterbarberede skægtrends, rugbytrøjer med en halv meter høj hest og diverse flag, en uskyldig ting som butterfly, som altså ser fjollet ud, når alle teenagere går i byen med en.

­Listen er uendelig. Jeg hader trends, og uanset hvor tosset noget af det tøj, jeg køber, er, sætter jeg en stor ære i at kunne bruge det i rigtig mange år. Det kan man kun, hvis man undgår at følge trends.”

Ved hvilken lejlighed har du følt dig mest velklædt?

”Det har nok været til min gamle ven og tidligere roommate ­Andreas Roda Ravn Birger Christensens bryllup for et par år tilbage. Der var jeg iført en smoking fra Ralph Lauren Purple Label, hvor bukserne er i kashmir, og jakken er i skriggrøn thaisilke og med meget bredt sjalsrevers. Det lyder måske specielt, men er meget elegant, og prinsgemalen kunne ikke have båret det flottere.”

Det siger moderedaktøren

”Man kan se på Peter Amby, at han er en mand, der omgås mange kreative mennesker. Hans stil er pyntet, uden at det bliver overlæsset. Han er ikke bleg for at tage en halsklud eller en pelsjakke på og bærer det med den største naturlighed. Peter Amby sætter en ære i, at man kan se, at han går op i sin påklædning.”

LÆS OGSÅ: Danmarks bedst klædte mand 2016 - nr. 10: Rupert Landendinger

LÆS OGSÅ: 22 sko til efteråret: Alt fra sneakers til chelsea-boots

LÆS OGSÅ: 15 bud på den perfekte uldfrakke til efteråret