"Vinder man en guldmedalje ved OL, VM eller EM, giver mange svømmere ofte sig selv et ur fra Omega i gave" scroll-down

"Vinder man en guldmedalje ved OL, VM eller EM, giver mange svømmere ofte sig selv et ur fra Omega i gave"

Et ur er med til at fortælle historien om den, der bærer det. Og finder man det helt rigtige ur, kan værdien ikke gøres op i kroner og ører. Her fortæller Pernille Blume, 29, tidligere elitesvømmer, pilatesunderviser og selvstændig, om det ur, der betyder mest for hende.

Af Simon Kirkegård
Foto: Kenneth Pihl Nissen
Mode Euroman

”I svømning betyder tid nærmest alt – endda helt ned til en hundrededel af et sekund. Ved alle de store, internationale svømmeturneringer er Omega sponsor, og det er dem, der måler vores svømmetider.

Derfor får mange elitesvømmere en form for relation til det brand, og vinder man en guldmedalje ved OL, VM eller EM, giver mange svømmere ofte sig selv et ur fra Omega i gave. Man plejer at sige, at man har svømmet en ’Omega-tid’, hvis man svømmer en god tid. Så da jeg vandt guld i 50 meter fri ved OL i Rio i 2016, følte jeg, at et ur fra Omega var en passende belønning for min egen ’Omega-tid’.

Jeg havde længe ønsket mig et ur. Jeg synes, at det er et utrolig smukt smykke, og da jeg elsker bling bling, skulle det være det helt rigtige ur. Det skulle ikke være for stort, men det måtte gerne være et, man lagde mærke til.

Jeg så mig lun på et rosaguld Omega Seamaster Aqua Terra med diamantaccenter rundt om bezellen og med en urskive af perlemor. At jeg efter de olympiske lege anskaffede mig et af slagsen, har jeg aldrig fortrudt. Det er nok den ting, jeg ejer, på det materielle plan, som betyder allermest for mig.

Jeg får ofte komplimenter for mit ur. Faktisk mere af mænd end af kvinder, og det er ret pudsigt, synes jeg, at det er mænd, der oftest bemærker det. Mit ur fungerer mest som et smykke for mig, og faktisk passer hverken datoen eller tiden. Jeg kan godt se det komiske i det, for hvorfor så overhovedet gå med ur? Også fordi, tid var et så afgørende og definerende element i min karriere.

Men da jeg svømmede, brugte jeg kun mit Omega Seamaster Aqua Terra, når jeg skulle ses med veninder eller til andre festligheder. Til træning havde jeg det aldrig på, da det blot var unødig vægt i vandet. I og med at jeg ikke havde det på hver dag, røg det også hurtigt ud af takt, fordi det ikke var i bevægelse på mit håndled. Nu har jeg det altid på, men jeg har stadig ikke fået stillet det korrekt.

For mig er mit ur et symbol på min sejr ved OL. Man kan ikke gå rundt med medaljen hele tiden, så for mig er det en fin substitut, som kan minde mig om den største triumf i min karriere.” 

Se, hvad vi ellers skriver om: Ure