Dengang speedway var en nationalsport i Danmark, indtil det hele endte i et tragisk styrt
Foto: Grøhn Helge / Ritzau Scanpix

Dengang speedway var en nationalsport i Danmark, indtil det hele endte i et tragisk styrt

Før man kendte til Michael Laudrup, Anja Andersen og Bjarne Riis, forelskede de danske tv-seere sig i en besynderlig ny sport, der foregik på en motorcykel uden bremse. Det hele begyndte i 70’erne med en sønderjysk fyr fra Haderslev ved navn Ole Olsen. Senere tog ærkerivalerne Hans Nielsen og Erik Gundersen over og delte befolkningen i to lejre. Teis Jeppe Gørtz og Johan Haarløv tager dig med gennem storhedstiden, konflikterne og derouten, der fortsat kan mærkes i dansk speedway.

Der var engang, hvor der blev indsat ekstra færger for at fragte danske speedway-fans fra Frederikshavn til VM i Göteborg. Engang, hvor de bedste danske kørere var Danmarks største stjerner. Ole Olsen, Hans Nielsen og Erik Gundersen hed de. Deres bedrifter på den lille motorcykel uden gear eller bremse fyldte aviserne. Deres konflikter gjorde det samme. Der var engang, hvor speedway var nationalsport i Danmark.

Kapitel 1. Det startede med Ole Olsen

Han drejer let hovedet til venstre og kigger over på inderbanen. Et hurtigt, umærkeligt blik. Gennem visiret på sine racerbriller ser Ole Olsen konkurrenten og læremesteren an.

”Det var Ivan Mauger, jeg skulle slå,” siger Ole Olsen i dag, hvor han fra sit hjem i Sommersted i Sønderjylland ser tilbage på verdensmesterskabet i 1971.

Ole Olsen har vundet sine tre første heats. Ni point har han raget til sig, da han triller op til den hvide startsnor. Ivan Mauger har blot syv.

”Men jeg kunne ikke tillade mig at tabe point. Så kunne titlen være væk.”

Den 25-årige dansker ankommer sidst af de fire kørere ved startsnoren. Han trækker cyklen lidt tilbage. Ser ned i jorden og vælger et spor, hvor der er ikke ser ud til at være alt for meget løs belægning. Hjulet skal bide i banen, som det hedder i speedway-lingo. Gerne med stumt ’d’ i ’bide’.

Stumme er tilskuerne til gengæld ikke på Nya Ullevi. I omegnen af 40.000 svenskere fylder stadion i Göteborg i Sverige. De venter på at se duellen mellem danske Olsen og new zealandske Mauger. Danmark kan få sin første verdensmester i speedway.

Men det er det meste af den danske befolkning uvidende om. Den megafon, der skal råbe ud til folk, at nu sker der altså noget vildt, er ikke til stede på Nya Ullevi i 1971. Den danske presse er der ikke.

Bortset fra en enkelt VM-titel på langbane i 1963 havde Danmark ikke præsteret noget i speedway, og sporten havde ikke pressens bevågenhed. Derfor kunne Ole Olsen drøne rundt i 1971 uden danske kamera-linser eller skriblende penne til at dokumentere dramaet på Nya Ullevi.

Men det skulle ændre sig.

En lille speedwayparlør:

Den internationale grandprix-serie: Har siden 1995 været speedwayens officielle serie af 12 enkeltstående løb over en sæson, der tilsammen afgør, hvem der løber med det individuelle verdensmesterskab.

Et heat: Består af fire kørere, der kører fire omgange på banen, før de krydser målstregen. Til et Grandprix afvikles der i alt 23 heats. Et heat tager cirka et minut at køre.

Pointsystem: Ved at vinde et heat får køreren tre point. Nummer to opnår to point, nummer tre får et point, mens nummer fire tildeles nul point.

Ryttergård: Området, hvor speedway-kørerne opholder sig før og mellem heats, og hvor mekanikere kan reparere og justere på motorcyklerne. Det er også her, at konflikter mellem de forskellige kørere og hold for det meste opstår efter et færdigkørt heat.

Slagger: Banens belægning. Speedway køres på en oval bane af slagger, knust tegl eller lignende materiale.

Speedway-cykler: Er specialbyggede motorcykler uden gear og bremser. Motoren er højkomprimeret og bruger brændstoffet methanol; motorydelsen er 70-75 HK.

Fem år før Ole kører op til startsnoren på Nya Ullevi, møder han første gang Ivan Mauger. Af en engelsk promotor er Ole Olsen – sammen med syv andre juniorkørere fra Danmark – blevet inviteret til en speedway-skole i Manchester. Drengene skal trænes af Ivan Mauger, der på det tidspunkt er europamester.

Ole kan ikke et ord engelsk, og hans motorcykel går i stykker. Men på en lånt cykel og med fagter og mimik formår den unge sønderjyde alligevel at imponere Mauger både med sine kvaliteter på cyklen og ihærdighed efter at lære.

Et telegram med et tilbud om en professionel kontrakt med Maugers engelske klub, Newcastle, bliver sendt til Haderslevs postkontor, tæt på Oles hjem, ikke lang tid efter.

”Alle de bedste kørere kørte i England. Det er ligesom i fodbold i dag, hvor alle de bedste spillere vil til Premier League. Jeg blev nødt til at køre i England.”

Et eventyr i engelsk speedway, der skulle vare helt frem til Oles karrierestop i 1983, var begyndt.

I to år kører Ole med Mauger på sin skulder i Newcastle. New zealænderen hjælper med tips og tricks, bits and bobs, om speedway i England.

”Selvfølgelig kiggede jeg efter Ivans måde at gøre tingene på. Han var verdens klart bedste kører, der samtidig var villig til at lære mig noget,” siger Ole om Ivan Mauger i journalist Dan Philipsens bog ”Ole Olsen – licens til at vinde”.

Og da Mauger i 1971 kører ind på Nya Ullevi, er det som sportens største stjerne. Tre år i træk har han vundet verdensmesterskabet , og den lille, mørkhårede new zealænder er alles favorit til at tage endnu en titel. Ole Olsen er blot en outsider.

På Nya Ullevi ryger den hvide startsnor i vejret. Ole slipper koblingen, cyklen drøner frem.

Men forhjulet vil ikke ned og snuse til jorden, men flyver i vejret. I stedet for at ligge næsten vandret og presse cyklen ned i slaggeren, er det cyklen, der er ved at skubbe Ole bagover.

Uden gear eller bremser på en cykel, der går fra 0 til 100 kilometer i timen hurtigere end en formel 1-racerbil, er balancen altafgørende for en speedway-kører. Ole er ved at miste den.

VM kan være væk, hvis cyklen får lov at koge over, hvis den får lov at stejle. Centrifugalkraften arbejder imod Ole. Forhjulet vil op i luften, baghjulet vil ind under ham. I et kvart åndedrag står Ole næsten lodret i luften med tåspidserne lige over jorden.

Men med et stump bump lander han cyklens forhjul. Baghjulet skrider en smule. Ole kigger ned på sin cykel et splitsekund, mens maskinen drøner fremad, og han får kontrol over den. Da han kigger op, kan han se de tre andre kørere foran sig. Mauger, den notorisk gode starter, er i front.

”Nu skal jeg fandeme gi’ noget gas, tænker jeg lige dér.”

Allerede efter første sving har Ole seks cykellængder op til Mauger på førstepladsen. Ole får slagger, banens belægning, spulet ind på sig fra de tre andre køreres baghjul.

”Jeg kan bare ikke holde ud at køre dernede, så jeg skal da op foran. Jeg skal da ikke sætte det hele til.”

Han krummer sig sammen ud af første sving, opbygger fart inden det næste, kaster kontrolleret cyklen ind under sig og glider indenom den første konkurrent.

Da første omgang bliver til anden, er han på tredjepladsen. Foran sig har han hjemmebanefavoritten Bengt Persson, og længere fremme endnu ligger Mauger.

Olsen holder sig tæt til kanten på inderbanen i næste sving. Højrefoden i fodholderen, venstre strygende hen over slaggeren. Elegant og effektivt.

Persson kører langt ude ved banden. Fra inderbanen skærer Olsen svinget blødt og flyder med cyklen ud til Persson og banden. Danskeren og svenskeren er side om side, men Olsen har bygget mest fart op ud af svinget, og det udnytter han til at gå indenom Persson i det næste sving. Kun Mauger er nu foran Olsen. Lærlingen har to omgange til at indhente mesteren. To omgange til at slå sin værste konkurrent i kampen om verdensmesterskabet.

Pressen lærer af sin fejl i 1971. Oles kørsel på Nya Ullevi vækker opsigt, og året efter sender DR ti mand af sted til Wembley i London, hvor VM-finalen skal køres. Danskerne får speedway serveret til aftenkaffen på landets eneste tv-station. Primetime.

Olsen imponerer på det enorme engelske stadion, der rummer op mod 100.000 tilskuere. Et styrt i første heats sidste sving koster ham reelt VM-titlen, men i de fire næste heats skovler han sultent sejre til sig.

”Dér vender bøtten,” siger Ole i dag om den danske interesse for sporten.

Ole vinder stor sympati for sin offensive kørestil og sit lige-ved-og-næsten-verdensmesterskab.

Desuden er sporten eksemplarisk enkel. Selv kakkelbordene og lænestolene i hjørnet kan forstå, hvad det handler om. Hver kører deltager i fem heats. Et heat består af fire omgange, hvor fire kørere racer om at komme først over stregen. Vinderen får tre point, nummer to får to point og så videre. Til slut, når alle kørere har kørt imod hinanden, vinder den med flest point.

Speedway går rent hjem hos danskerne. Fra 1972 og de næste små tyve år frem sidder danskerne limet til tv-skærmen, når VM-finalen bliver sendt på DR. Én aften hvert år. I alt tyve heats. Mere end en million seere.

”Man var ikke overfodret med sport dengang. Så det, der var, kastede man sig over. Og når Danmark så oven i købet var gode, så gik man endnu mere op i det,” fortæller mangeårig sportsjournalist på DR Sporten, Marco de Los Reyes.

Sportsligt er vi i Danmark i 70’erne ikke ret gode til meget andet end speedway. I badminton kan Svend Pri og Flemming Delfs noget. Tom Bogs er et navn i boksning.

”Danmark havde ikke mange stjerner dengang, men dem der var, de var store. Og Ole Olsen var en kæmpe stjerne,” siger Marco de los Reyes.

I dag er de største stjerner dem med knopper under støvlerne, fodboldspillerne. Men i 70’erne er det anderledes, i det mindste i Danmark.

Ikke mindst fordi det danske fodboldlandshold har sin resultatmæssigt dårligste periode nogensinde. Landsholdet går under øgenavnet ’de sidste amatører’, og selvom Dansk Boldspil Union i 1971 for første gang tillader professionelle fodboldspillere og ikke kun amatører at trække i den rød-hvide trøje, skal der gå endnu et årti, før landsholdet bliver populært.

I 70’erne spiller de bedste danske fodboldspillere for klubber i udlandet, og den internationale fodboldkalender er noget rod. Det betyder, at mange landskampe bliver spillet samtidig med store klubkampe i udlandet. Udenlandsproffer må ofte melde afbud til at spille for Danmark, og resultaterne bliver derefter.

Medierne behandler dog ikke de dårlige resultater, som de gør i dag. Kritik er et fremmedord på det her tidspunkt.

Lydbølgerne skummer over af lilleputmentalitet, når Gunnar Nu Hansen, DR’s sportsstemme gennem mere end 40 år, ryger ud i stuerne og sætter sig i danskernes indre tapet. Danmark er underdog. Altid.

Taber de danske sportsudøvere, er det, fordi de er oppe imod overmagten. Vinder de, er det ovenud flot.

”70’erne er slutningen på den her far til fire-agtige-periode i dansk sport, som Gunnar Nu Hansen havde skabt. Og danskerne tænker derfor ikke over, at speedway egentlig ikke er så stor en sport i verdensoptikken” fortæller Marco de los Reyes.

Oles præstationer bliver derfor ekstra store.

Han udfylder et tomrum i dansk sport i 1970’erne.

”Claus, du kan godt se… ” lyder det ofte fra Ole, når han efter et løb bliver interviewet af DR’s Claus Borre.

En ligefrem tiltalemåde, som med tiden får kultstatus og blandt andet bliver brugt, da Ulf Pilgaard parodier Ole i Cirkus Revyen.

”Folk tror, jeg sagde det med vilje. Men det er, fordi jeg blev interviewet meget i engelsktalende lande, og sådan gør man bare der. Så når Claus kom, var det det samme. Det kom helt naturligt.”

”Med Ole er det ligesom med Klods-Hans. Han kommer på sin ged og erobrer hele verden,” siger forfatter og tidligere speedwaykommentator for DK4 og DR, Ib Søby, om Oles jordnære facon.

Ole er folkekær som få. Folkeeje som endnu færre.

I 1978 står Ole på ladet af en lastbil på Sorø Torv. Han skriver autografer til sine fans. Sine rigtig mange fans. Pludselig begynder lastbilen at svaje. Børn græder, og folk presser på for at komme op og få en autograf.

”Det var lige voldsomt nok.”

Politiet beordrer Ole til at komme væk, det er for farligt. Han springer ned fra ladet, spurter ned gennem hovedgaden og ind i en Matas, videre ud af bagdøren og væk i en bil.

”Det var sgu helt popstar-agtigt.”

Olsen i dag.jpg
Ole Olsen, som han ser ud i dag. Foto: Getty Images

Hele seancen er arrangeret af Oles engelske sponsor, Sodastream.

”Folkene bag Sodastream var kommet fra England og så det dér i Sorø og siger så til mig. Ikke engang Kevin Keegan ville kunne skabe så meget røre ovre i England.”

”I dag kan det være svært at forstå, hvor stor Ole Olsen var. Han var sjov og veltalende. Og han var selv bevidst om, hvordan man udnytter de her ting – han dukkede blandt andet op i alle mulige reklamer,” fortæller Marco de los Reyes.

Kevin Keegan er en af de bedste og mest populære engelske fodboldspillere i 1970’erne. Han er Sodastreams ansigt udadtil på de britiske øer. Ole er det i Danmark.

På det tidspunkt er det ellers ikke normalt med sponsorater af håndplukkede sportsstjerner. Ole er før de fleste. Også på det punkt.

Otte år før episoden i Sorø, i 1970, tegner Ole et sponsorat med Wally Jeans, der laver cowboybukser. Oles første store sponsorat. Han får 25.000 kroner for at være med i to annoncer og på en plakat. Aftalen er forhandlet på plads af Aage Søndergaard, der senere skulle blive kendt som Oles manager.

”Jeg spurgte Aage, om han ikke kunne fortælle folk, hvor dygtig jeg var.”

Og det gør Aage.

"Ole havde enevælde. Han ejede banen i Vojens, og i unionen dikterede han alt, hvad der passede ham. Jeg var oppe imod en mur."
Hans Nielsen

I løbet af sin karriere tegner Ole flere sponsorater efter forarbejde af Aage, men ingen er mere omfattende og bedre markedsført end samarbejdet med Sodastream. Firmaet, der producerer en maskine, som kan pifte kulsyre i vand og give det smag, indgår en aftale med Ole i 1975. Og derfra bruser salget af Sodastream-apparater over.

Ole er selv med til at bestemme, hvordan sponsoratet skal markedsføres. Han opfinder blandt andet et speedway-brætspil, som kan laves ud af sodavandsmaskinernes kartoner. En Sodastream-konkurrence lanceres i ugebladet Se og Hør. Og Ole optræder med sin kone, Ulla, og sin søn Jacob i reklamer for sodavandsmaskinen.

”Ole er ekstremt mediebevidst, og en ekstremt god købmand,” slår Ib Søby fast.

Et faktum, der også kommer til udtryk på selve speedway-banen. Her kan Ole finde på at stå foran sine egne sponsorers bandereklamer lige før et løb, fordi han ved, kameraet vil filme på ham. Eller han kan finde på at takke sin hjelmsponsor for at have hjulpet ham til sejr, når han bliver interviewet efter et vundet heat.

Længe før spindoktorer, medierådgivere og uddannelser i public relations er Ole en mester i at manipulere medierne. Hvis han kan slippe af sted med det, bruger han journalister som marionetter.

”Journalister hopper på det hele, hvis de får den rigtige historie. Jeg kunne lave overskrifter, som det passede mig,”

Som da han i 1973 vinder verdensmesterskabet på langbane i Oslo og allerede næste dag skal køre et løb i Tyskland.

”Så siger jeg til Henry Bork, min mekaniker: ”Nu skal du lige se mig lave en overskrift til morgenavisen.”

Pressen vil vide, hvordan sejren skal fejres.

”Vi skal lige have en spegepølsemad, som vi plejer, og så skal vi videre til Tyskland. Vi har ikke tid til så meget pjat,” siger Ole til de noterende blyantholdere.

”Og ganske rigtigt, næste dag står der ”VM fejret med spegepølsemad.”

En forholdsvis uskyldig leg med pressen. Andre gange bliver det dog mere speget end blot en pølse.

Som da Ole flere år efter sit karrierestop planter en usand historie i Ekstra Bladet. Ole er løbsarrangør på Vojens Speedway Center - som han selv har grundlagt - og han har ikke fået solgt nok billetter inden et VM-løb.

Ole meddeler pressen, at der er falske billetter i omløb til løbet. En løgn, der har den ønskede effekt. Ekstra Bladet kvitterer med ”Falske billetter i omløb til Ole Olsens speedwayløb” dagen efter. Omtalen får billetsalget til at slippe koblingen. Og der kommer fart på tælleapparaterne til Vojens Speedway Center. Job done.

På godt og ondt var Ole Olsen forud for sin tid.

Ivan Mauger kigger sig over venstre skulder. Ole er lige bag ham, han har lukket det meste af hullet. En cykellængde er han efter new zealænderen, da de krydser målstregen for næstsidste gang.

Ole forsøger at gå forbi Mauger på ydersiden i svinget. Det ligner en forkert beslutning. Han driver ud i banen, mens Mauger på inderbanen igen lægger afstand til Olsen. Hullet mellem læremester og elev åbner sig op til fire cykellængder.

De kører op til næstsidste sving. Ole henter igen på Mauger. Dét, der før lignede et mislykket overhalingsforsøg, ligner nu en klog manøvre, der har givet Ole ekstra fart ned af langsiden.

De skråner cyklerne og går ind i svinget næsten samtidig.

Mauger holder sig til inderbanen, Ole gør det samme. Der ser ikke ud til at være plads til to cykler, en overhaling indenom virker umulig.

Men Mauger taber en smule fart på vej ud af svinget, mens Ole drøner videre med sit momentum fra langsiden. New zealænderens cykel driver lidt ud i banen, der opstår et hul.

”Jeg er næsten helt inde over inderkanten af banen.”

Oles bagdæk skrider ud mod Mauger.

”Og så giver jeg ham et lille puf i sidste sving og kører forbi ham.”

Sejren er Oles. Eleven slår læremesteren.

”Jeg tror, der var nogen med mig ovenfra, for jeg blev lige skubbet lige så fint forbi ham og vinder med en cykellængde.”

Ole står med maksimum point og kan tillade sig at tabe to point i sit sidste heat. Verdensmesterskabet er så godt som dansk.

”Men jeg får da også fyret den af i sidste heat og vinder.”

Det første danske individuelle verdensmesterskab er en realitet. Ole vinder med maksimum point, 15 styks, i sin blot anden VM-finale.

”Så lettede hele Nya Ullevi, så var jeg næsten svensk.”

Verdensmesterskabet i Göteborg bliver startskuddet på en fantastisk karriere. I alt når Ole at vinde otte verdensmesterskaber, inden han stopper i 1983. Tre af dem i det individuelle VM – i 1971, 1975 og 1978.

Oles bedrifter på og uden for slaggerne bringer speedways popularitet fra 0 til 100 i Danmark på rekordtid.

”Hvis du bor i The Bronx i New York, og du vil være noget, skal du gå til boksning. Bor du i Belgien og er bondekarl, skal du cykle. Og bor du i Danmark på det her tidspunkt, skal du køre speedway,” siger Ib Søby.

Frøet til en gylden dansk speedway-generation bliver sået med Ole i 1970’erne.

Og ti år efter Olsens tredje og sidste verdensmesterskab triller to danskere ud til omkørsel om VM-titlen i Vojens. Begge kan tangere Oles tre individuelle verdensmesterskaber med en sejr.
Heatet er kulminationen på en årelang sportslig duel. Men det er også mere end det.

De to kørere er rivaler. En grim og massivt mediedækket rivalisering, hvor Ole Olsen spiller en hovedrolle, har udspillet sig i årene op til VM-finalen. Dansk speedways mest vindende og samtidig mest usympatiske tid materialiseres på en regnvåd bane i Vojens i 1988.

Kapitel 2. 80’erne – guldalderen i dansk speedway

Et fyldt Vojens Speedway Center venter på Erik Gundersens beslutning. Det samme gør over en million danske tv-seere hjemme i stuerne. Men mest af alt vil ærkerivalen Hans Nielsen vide besked.

Erik er i ryttergården ved VM den 3. september 1988 og skal til at beslutte sig, da Ole Olsen hiver ham til side. Der bliver hvisket mellem dem.

”Vent med at fortælle dem din beslutning. Træk den så længe som muligt. Det kan Hans slet ikke klare,” opfordrer Ole.

Erik har netop vundet lodtrækningen til at vælge startbane, når han skal ud i en omkørsel om guldet med den evige konkurrent Hans. Begge står de med to VM-titler hver inden finalen. Vinderen af omkørslen kommer til at tangere Oles rekord med tre individuelle verdensmesterskaber. Og så sker det endda på hjemmebane. For første gang bliver et individuelt verdensmesterskab i speedway afholdt i Danmark.

”Historien kunne ikke skrives bedre,” mindes Erik Gundersen.

I månederne op til løbet har aviserne ikke skrevet om andet end ’det store brag’ mellem de to nationalhelte.

”Du kunne ikke åbne en avis, uden at der stod noget om speedway. Der blev slået på alle trommer for at få proppet stadionet, og der blev også udsolgt allerede fjorten dage før løbet,” husker han det.

Inde i ryttergården skumler Hans Nielsens lejr. Erik lytter nemlig til Oles opfordring, spiller spillet og beder om mere betænkningstid, før han vælger startbane. Egentlig burde Ole slet ikke blande sig. Han er ikke længere holdleder for landsholdet eller rådgiver for Erik. Derimod er han løbsarrangør ved finalen og skal forholde sig neutralt.

Men Ole er tæt på Erik og har hjulpet ham til to VM-titler i 1984 og 1985 som rådgiver, så han kan ikke lade være.

”Det var ikke helt fair af mig,” har Ole tidligere erkendt i Dan Philipsens bog ’Licens til at vinde’.

Speedway-main.jpg
Foto: Bitsch Pedersen / NF / Ritzau Scanpix

Desuden har Ole været igennem en offentlig krig med Hans. ’Speedway-krigen’ var ofte forsidestof for aviserne i årene, hvor Hans blandt andet kræver Ole fyret som holdleder, mens Ole truer Hans med karantæne. Ole og Hans kan ikke fordrage synet af hinanden.

En overdommer kommer ned og skælder Erik ud. Nu skal han altså beslutte sig, han kan ikke trække den længere. Erik vælger yderbanen.

”Det passede egentlig Hans godt, for han ville normalt helst have inderbanen,” siger Erik Gundersen.

Valget skal senere vise sig at få en afgørende betydning for, hvem der ender med at stå øverst på sejrsskamlen og synge ’Der er et yndigt land’ i kor med 15.000 danskere på lægterne.

Op gennem midten af 1980’erne er Erik og Hans de reneste i en sport, hvor man ellers bliver beskidt. Hvis Erik endelig får møg på sin drivhvide dragt, stammer det altid fra Hans’ baghjul. Det er også kun Erik, der snavser Hans’ skinnende sorte dragt. De vinder på skift. Altid forrest i feltet.

Men de gør også hinanden beskidte med mudderkastning i pressen. Det lille land har fået to verdensstjerner, og ærkerivalerne beskylder hinanden for det ene og det andet i medierne.

”Journalisterne ringede hele tiden, og sagde, nu har Hans sagt sådan og sådan, og så svarede man på det, og så stod der ofte en masse forkerte citater i artiklerne efterfølgende,” siger den i dag 59-årige Erik Gundersen.

Det er ikke kun Danmark, der er delt op i to lejre. Aviserne er det også. Enten holder man med Erik Gundersen eller Hans Nielsen.

“Det svarede til, om man var til Beatles eller Rolling Stones. Og deres rivalisering trickede interessen ekstremt meget,” siger Ib Søby.

Erik er den udadvendte vestjyde med øgenavnet ’The Smiling Gunder’, mens Hans er den stille og sindige nordjyde, som bliver kaldt ’Professoren’.

”Til selve løbet snakkede Hans og jeg slet ikke sammen, vi sad i hver vores afdeling i ryttergården. Der var kold luft mellem os."
Erik Gundersen

Men den kolde luft mellem de to landsmand bliver forstærket af Ole Olsens rolle i det hele. Da Ole kører sin speedway-cykel i garagen for sidste gang i 1983, spørger Erik, om idolet vil være hans personlige rådgiver.

Erik satser på at blive verdensmester året efter, og det skal Ole hjælpe ham med.

”Han hjernevaskede mig, og jeg så blev så stærk i troen på Oles projekt,” forklarer Erik.

Lærebogen fra Ole giver Erik svar på alt. Håndtering af pressen, nervøsitet og tankerne, når man skal sætte sig op til en finale. Det man i dag kalder for ’sportspsykologi’.

”Oles ideer og tanker gik fuldstændig rent ind hos mig. Han gav mig en afslappethed til at performe, når det gjaldt,” siger Erik.

Problemet er bare, at Ole samtidig også er holdleder for Danmark. En dobbeltrolle, som frustrerer Hans meget.

”Jeg kunne ikke forstå det. Hvordan kunne han både være holdleder og så hjælpe Erik? Det blev kunstigt for mig. Jeg skulle arbejde sammen med Erik til parløb og holdløb, men så køre mod både ham og min holdleder til individuelle løb,” siger Hans nu mere end 30 år senere på sin store gård lidt nord for Frederikshavn.

Han sidder forenden af sit spisebord og er ved at uddybe, hvordan Ole fremprovokerede rivaliseringen mellem Hans og Erik, da konen Susanne bryder ind i samtalen.

Hun var ellers kun på vej gennem stuen, men samtaleemnet fanger hurtigt hendes opmærksomhed. Hun stopper op og planter begge arme på ryggen af en stol i den anden ende af bordet.

”Åh nej, den evige svada,” siger Susanne med nedtrykt stemme.

”Den dør aldrig,” svarer Hans.

”Det er jo så mange år siden. Og heldigvis for det,” siger hun.

”Men kan du ikke også huske, hvordan mit og Eriks forhold blev markant bedre, efter jeg slap af med Ole?,” spørger Hans, der i dag er 59 år.

”Jojo, jeg kan huske endnu mere. Jeg kunne skrive en hel bog om problemerne med Ole.”

”Det kan være, at du vil overtage interviewet så,”griner Hans.

”Nej, det er fint nok. Fortsæt du bare.”

Og det gør Hans så.

Han fortæller, hvordan Ole som holdleder får anbragt Hans og Erik på to vidt forskellige hoteller til et par-VM i 1984 i Lonigo i Italien, selvom de to rivaler denne gang skulle køre sammen for Danmark. Op til løbet har Ole ellers i pressen udtalt, at han vil have renset luften mellem Hans og Erik. I stedet gør Ole kun røgen fra bålet af uvenskab endnu tykkere mellem de to rivaler – helt bevidst, mener Hans.

”Det var fuldstændig gak. Det var jo et parløb,” siger Hans.

Ole begrunder den dag i dag stadig sit valg med, at der ikke var plads nok på hotellet til dem begge.

Ifølge Hans koster rivaliseringen Danmark guldmedaljerne ved dette par-VM, hvor de bliver slået af England, og de to danskere må nøjes med andenpladsen.

Og andenpladser har Hans fået nogle stykker af på dette tidspunkt. Så mange, at han indtil sin første VM-sejr i 1986 bliver kaldt den ’evige toer’ i medierne. Til stor irritation for ham selv.

Man kan let spotte en speedway-fan på færgen fra Göteborg til Frederikshavn en sommer i 1984. Han drikker øl. Det er ellers tidligt om morgenen. 1.500 speedway-fans fra Danmark er om bord. Alle er klædt i rødt og hvidt. Men man fornemmer alligevel en splittelse blandt danskerne.

For Erik Gundersen er det i hvert fald ekstra tydeligt, da han går om bord på færgen, og han har ellers ikke lukket et eneste øje hele natten.

”Færgen var delt op i to danskerlejre. Den ene drak gravøl, mens den anden holdt guld-fest. Til sidst fandt de sammen, og så var der bare én stor danskerfest på vejen hjemad,” husker Erik.

”Der var fuld fart på.”

Aftenen forinden er 24-årige Erik gået fra at være ’Smiling Gunder’ til ’Crying Gunder’. Glædestårerne står ud af øjnene på Erik, da den lille vestjyde befinder sig øverst på skamlen med en pokal i favnen og en sejrskrans om skulderen på Nya Ullevi stadion.

Erik gjorde det. Samarbejdet med Ole bærer frugt med det samme. Danmark har fået sin første individuelle verdensmester i speedway siden Ole i 1978. Og selvfølgelig står Hans ved siden af Erik på skamlen og prøver at fremtvinge en form for smil efter andenpladsen.

Rivaliseringen mellem Erik og Hans har nået sit hidtil højeste punkt det år.

”Stemningen mellem Hans og jeg var meget anspændt op til VM i 1984, og pressen kørte jo meget på det. Det var kraftedeme forsidestof hver uge. Vores rivalisering var blevet kæmpe stor nu,” siger Erik.

”Til selve løbet snakkede Hans og jeg slet ikke sammen, vi sad i hver vores afdeling i ryttergården. Der var kold luft mellem os,” tilføjer han.

Danmark er for alvor blevet en speedway-nation nu, og sporten er ét af landets mest eksponerede sportsgrene i medierne. Erik og Hans er stjernerne, der bliver hevet og trækket i fra alle sider med invitationer til premierer, receptioner og talkshows.

“Det var nemt at lade sig rive med,” husker Erik det.

Foruden Erik og Hans er landsmændene Jan O. Pedersen og Tommy Knudsen også blandt de allerbedste til sporten.

“Et minut senere får jeg tunnelsyn, og derefter bliver alt sort. Næste gang jeg vågner er otte dage senere i en respirator."
Erik Gundersen

På grund af interessen for speedway er man nødt til at indsætte ekstra færger fra Frederikshavn til Göteborg til verdensmesterskabet i 1984. Mange vil være en del af succesen.

”Stemningen på Nya Ullevi var helt utrolig. Der har nok været 10.000 medrejsende danske fans. Det var så absurd vildt at komme ind på stadion og se det menneskehav med dannebrog,” lyder det fra Erik.

Ugen efter holder Ole Olsen en flot tale for den nye verdensmester hjemme på Vojens Speedway Center. Men Hans’ andenplads nævner Ole ikke. Til gengæld kan Ole ikke lade være med at sende en stikpille af sted.

”Hans, du skal lære at være en god taber!,” siger Ole foran hele Vojens Speedway Center.

Det bliver dråben for Hans.

Ekstra Bladet den 29. januar 1985: ”VM 2’ern Hans Nielsen er en færdig mand i dansk speedway. Takket være dårlige rådgivere,” skriver journalist Peter Baage i avisen.

BT senere samme dag: “Jeg kan ganske enkelt ikke arbejde sammen med Ole Olsen. Forholdet mellem Ole og mig spidsede i den grad så meget til sidste år, at der ikke er nogen vej tilbage,” siger Hans Nielsen til avisen dengang.

Speedway-krigen mellem Ole og Hans optrappes og er nu tydelig for enhver. Hans sætter sig op mod Ole og sender en telex til Dansk Motorsports Union, DMU, hvor han beder dem genoverveje forlængelsen med Ole som holdleder. Ellers nægter Hans at køre for Danmark.

”Men det var en umulig kamp for mig. Ole havde enevælde. Han ejede banen i Vojens, og i unionen dikterede han alt, hvad der passede ham. Jeg var oppe imod en mur,” siger Hans i dag.

Konflikten er guf for aviserne. De vælger side. Ole har især Ekstra Bladet i sin lejr, mens Hans har Jyllands-Posten. Og både Ole og Hans udnytter journalisterne til at kaste bomber efter hinanden.

”Ekstra Bladet og Jyllands-Posten røg i totterne på hinanden. Ivan Philipsen fra Jyllands-Posten var en dygtig og god journalist, men han var også en vatrøv, for han beskyttede Hans og mente, han blev høvlet ned hele tiden, og jeg skulle dominere over Hans. På den anden side stod Ekstra Bladet. De så det fra min side,” siger Ole.

Retorikken bliver hårdere og hårdere i medierne. Især fra Hans’ side af. I et interview med Jyllands-Posten bruger han ordet ’had’ om forholdet mellem dem.

Jyllands-Posten den 26. februar 1985: ”Ole har forsøgt at få mig ned i skidtet gang på gang. Han har trådt så meget på mig, at det ikke kan glemmes, og selvom han har indrømmet at have begået fejl, står modsætninger imellem os ikke til at rette op,” siger Hans til avisen.

Efter flere måneders intenst krig giver DMU både Hans og Ole mundkurv på, og de må ikke længere anklage hinanden i pressen. Mens Hans får en skriftlig besked, slipper Ole med en mundtlig tilrettevisning.

Flere tilskuere pifter af Ole på Oxford stadion til en testmatch mellem Danmark og England senere i 1985. Hans nægter at køre for Danmark, så længe Ole er holdleder.

”Men Ole siger så, ‘ok, hvis du nægter at køre for Danmark, så får du to dages karantæne fra Dansk Motorsportsunion. Jeg skulle derfor være til løbet, ellers ville jeg få karantæne,” siger Hans.

Og Ole udtager Hans til testmatchen.

”Hans får lov at glo,” lyder overskriften i Ekstra Bladet den 12. april.

Men kun som 2. reserve. Det er det, som tilskuerne ikke kan forstå. Derfor pifter de. Oxford er nemlig Hans’ hjemmebane for sit engelske klubhold.

”Jeg sidder simpelthen på min egen hjemmebane som reserve,” husker Hans.

Løbet går dårligt for danskerne, og de andre på holdet tikker Hans om at køre. Til sidst indvilliger han.

”For jer, men ikke for Ole,” siger Hans ifølge Jens Jørgen Brinchs bog ‘Hans Nielsen - speedwayens gentleman’.

Danmark taber dog alligevel matchen til England.

I dag kan Ole ikke huske det specifikke løb i England, men forklarer sig med, at det godt kan have været en taktisk beslutning at stille med en af de bedste kørere som reserve.

Hele konflikten mellem Ole og Hans ender med, at parterne endelig indgår et forlig efter et flere timer langt forsoningsmøde i Kryb-i-ly Kro ved Taulov søndag den 9. juni 1985.

”Efter saglig gennemgang af de problemer, som fra tid til anden er blevet rejst er Ole Olsen og Hans Nielsen enedes om at bilægge deres uoverensstemmelser,” lyder det blandt andet i pressemeddelelsen fra DMU.

Samler.jpg

Ole Olsen, Erik Gundersen og Hans Nielsen samlet igen. Foto: Getty Images

Mens der ikke er fundet en egentlig vinder i ’speedway-krigen’ mellem Ole og Hans, så vinder Erik Gundersen på banen i stedet for. Erik tager det individuelle verdensmesterskab for andet år i træk i Bradford i 1985. Og atter foran Hans på andenpladsen. De to danskere er ude i en omkørsel om sejren, så Hans er endnu tættere på at slå ærkerivalen her end i Göteborg året forinden. Hans føler, at han ikke bare taber til Erik, men også til Ole.

Men billedet vender endelig i 1986.

Her vinder Hans sit første individuelle verdensmesterskab i Katowice i Polen. Denne gang er det en anden dansker, Jan .O Pedersen, som tager sølvmedaljen, og Erik slutter på en skuffende 10. plads.

”Det var en stor forløsning at bevise, at jeg også kunne blive verdensmester efter så mange andenpladser. Det var ikke bare en sejr over Erik, men også en triumf i forhold til Ole,” siger Hans.

Efter VM i 1986 stopper Ole som rådgiver for Erik. Og Hans fortsætter succesen og genvinder det individuelle verdensmesterskab i 1987 i Amsterdam i Holland foran Erik Gundersen.

Som altid har det dryppet med regn over Vojens Speedway Center. Sådan er det bare. Det regner, når der er speedway i Vojens. Også denne eftermiddag i 1988, hvor Erik og Hans nu skal ud i det afgørende slag om at blive den første dansker til at tangere Oles rekord med tre individuelle VM-mesterskaber.

”Dér forstår folk, at speedway er en lille sportsgren."
Marco de los Reyes

Dog er vejret ikke så voldsomt, som dengang det var skyld i, at et par-VM i Vojens blev aflyst i 1979. Men alligevel nok til, at Erik vælger yderbanen som sin startplacering til omkørslen.

”Jeg går efter at ramme dirtlinjen på grund af regnvejret,” siger Erik.

Hvis Ole tror, at taktikken med at lade Erik udskyde sit valg af startbanen irriterer Hans, kan han godt tro om igen.

”Det var noget, Ole bildte sig ind. Jeg var kold. Men selvfølgelig var det en fordel, at Erik vandt lodtrækningen,” siger Hans.

Det regner ikke længere, men der lugter stadig af vådt slagger.

Startsnoren går op. Eriks cykel stejler, men får alligevel godt fat i starten.

I fjernsynet speaker Svend Gehrs omkørslen for DR, hvor man hører følgende:

”Første sving er utrolig afgørende. Erik Gundersen har god fart på cyklen, kommer op foran Hans Nielsen. En fortrinlig start af Erik Gundersen. Hans Nielsen er hægtet af. Den skal Erik kunne holde hele vejen. Det var som om, at Hans manglede lidt koncentration i starten.”

Erik rammer dirtlinjen, hvor der er bid i banen, som planlagt fra yderbanen til at starte med.

”Og så var jeg ikke til at hente igen,” siger Erik.

Fire omgange og et minut senere krydser Erik Gundersen målstregen som vinder af det store slag på hjemmebane og kommer foran 3-2 i VM-titler mod Hans Nielsen. Meget betegnende for situationen i international speedway sætter de danske kørere sig på samtlige podiepladser i Vojens. Jan O. Pedersen vinder bronze, og intet tyder på, at dansk speedway på dette tidspunkt kan komme i modgang.

Men meget vil ændre sig under et år senere, hvor Erik Gundersen har hovedrollen i det sorteste kapitel i dansk speedways historie.

Kapitel 3. Ulykken, der startede dansk speedways deroute

Det summer på en underlig måde i Erik Gundersens nakke. Han ligger urørlig og kigger ned i slaggeren.

“Men jeg er ikke bevidstløs, lige da det sker,” forklarer Erik.

Med hovedet gravet ned i banens brune belægning prøver han at råbe om hjælp, men det er svært, for samtidig hiver han desperat efter vejret.

“Et minut senere får jeg tunnelsyn, og derefter bliver alt sort. Næste gang jeg vågner er otte dage senere i en respirator.”

Erik brager så hårdt ned i slaggeren med hovedet først, at tv-seerne tydeligt kan høre hjelmens slag trods larmen fra lydpotterne på de brummende speedway-cykler.

BONK!!

Derefter stilhed.

Hele Danmark holder vejret.

Tv-billederne fra VM-finalen i hold i Bradford 17. september i 1989 har lige vist, hvordan Erik fra sin førerposition bliver ramt bagfra af en modstander ved første sving, slår en kolbøtte ud over styret, lander tungt på nakken og ikke nok med det, så kører engelske Simon Cross ufrivilligt også direkte med cyklen over danskerens hoved efterfølgende.

“Det var så uhyggeligt,” husker Hans Nielsen.

Han er blandt dem, som hurtigt løber ind på banen og tjekker, hvordan Erik har det.

De to ærkerivaler har på dette tidspunkt fået talt ud om deres mudderkastninger i pressen, hvilket sker over en stor fadøl i Tyskland, hvor et løb er blevet aflyst. De fortæller begge til hinanden, at de er kede af, hvordan de har snakket om hinanden i pressen.

“Men samtidig var vi også enige i, at vores rivaliseringen gjorde, at vi kørte bedre på banen, og at den havde fået speedwayen op på et eksponeringsmæssigt helt specielt niveau i Danmark,” siger Erik.

Inden ambulancen kommer frem, er grusomheden af Eriks styrt ved at gå op for Hans, der sidder med kasket og solbriller på helt nede ved landsmandens ansigt.

“Han lå bare der og havde det hvide ud af øjnene,” siger Hans.

En kvindelig læge må på stedet sætte et metalrør i Eriks hals til luft og trække op i hans tunge. Den har han slugt. Erik svæver mellem liv og død, da ambulancen henter ham og kører danskeren ind til hospitalet.

Nakken er brækket to steder, og de første meldinger i pressen lyder, at Erik er død. Det viser sig heldigvis ikke at være sandt. Erik overlever. Men han kommer aldrig til at køre professionel speedway igen. Kun 29 år gammel.

“Det var virkelig forfærdeligt for Erik. Men ulykken ændrede også noget for mig. Pludselig mistede jeg ham, som jeg altid skulle køre efter at slå,” siger Hans.

Ham og Erik har her vundet seks individuelle VM-titler, seks år i streg, tre til hver. De står på det hele i 1980’erne. Rivaliseringen er deres form for doping. De vil ‘fand’me’ ikke tabe til hinanden.

Pludselig er denne drivkraft væk.

“Det hele blev diffust. Hvem fanden skulle jeg nu slå? Jeg mistede det drive, som rivaliseringen med Erik gav. Der manglede bare et eller andet,” forklarer Hans det.

Eriks ulykke sætter et uhyggeligt punktum på storhedstiden for dansk speedway.

“Der sker noget med Erik Gundersens uheld. På det mentale plan sker der noget, der gør, at eventyret slutter med det. Nogen gange er det som et kortspil – til sidst er der bare ikke flere kort i bunken,” siger Ib Søby.

Erik er den dag i dag sat til at være 86 procent handicappet. Han slæber på sit højre ben, kan ikke bruge den højre arm og har konstante smerter i knæ og lænden. Han nåede at vinde 17 verdensmesterskaber og seks danske mesterskaber som aktiv speedway-kører. Af de 17 verdensmesterskaber er de tre individuelle, to er individuelle på langbane, fem er parmesterskaber og syv er holdmesterskaber.

Kapitel 4. Seerflugten

Der sker noget med tv-dækningen af speedway efter Eriks ulykke.

Danmarks Radio dropper i starten af 90’erne at sende speedway, og i stedet overtager TV 2 rettighederne. Den forholdsvis nystartede kanal, der er udset til at udfordre DR’s monopol, overtager i første omgang de gode seertal, som man så i 1980’erne. I 1994, da svenske Tony Richardson vinder VM, ser 924.000 med. Men derfra går det støt ned af bakke.

Fem år senere – hvor speedway efter en smuttur på et par år hos nystartede TV3 er tilbage hos TV 2 – er seertallene halverede. I omegnen af 450.000 tusinde ser med, når TV2 sender VM-grandprixer.

Interessen for speedway daler altså i 1990’erne. Speedway bliver overhalet af andre sportsgrene. En overhaling, der har taget tilløb allerede fra 1980’erne.

Her begynder fodboldlandsholdet at røre på sig. Landstræner Sepp Pionteks mandskab er fyldt med folkelige favoritter – gavflaben Preben Elkjær, styrmanden Morten Olsen og elegantieren Michael Laudrup, for blot at nævne nogle få.

”Der er ingen tvivl om, at det kommer speedway-sporten til gode, at jeg har en kontroversiel personlighed. Hvis ikke speedwayen har karismatiske personligheder, så dør den hen. Der er ikke noget ved en sport, hvis den bliver glamourøs. Det er for kedeligt."
Nicki Pedersen

Og holdet er ikke bare gode, de er også fantastisk underholdende at se på - som ved VM i Mexico i 1986, hvor holdet tryllebinder publikum med offensiv fodbold og suverænt vinder sin gruppe med sejre over Uruguay, Skotland og Vesttyskland. Målscoren er ni mod et.

”Holdet vandt folks hjerter ved at spille som verdens bedste. Og selvom de aldrig vandt en slutrunde – som holdet i ’92 gjorde – så havde Danmark ikke oplevet den der succes før, altså at vi kunne spille lige op med de bedste,” siger Marco de los Reyes.

Bevidstheden om, at der er en verden uden for speedwayens brune slagger, bliver skabt dér. Men de rigtig store resultater kommer først små ti år senere.

Fodboldlandsholdet vinder EM i ’92. Bjarne Riis vinder Tour de France fire år senere. Rolf Sørensen vinder en masse andre løb. Wilson Kipketer vinder gulvmedaljer ved VM i atletik, og det kvindelige håndboldlandshold tager fuld plade med EM, VM og OL-guld.

”Dér forstår folk, at speedway er en lille sportsgren,” siger Marco de los Reyes.

”Og TV 2 er også med til at skabe den forståelse. De ville slå DR, og derfor begyndte de at satse på de store, interessante sportsgrene. Det var altså Tour de France, det var fodboldlandsholdet, og det var håndboldlandsholdet. Og da Danmark så oven i købet havde succes i de sportsgrene, var det et lokomotiv, som bare kørte af sted.”

Et lokomotiv, hvor Jan O. Pedersens verdensmesterskab i 1991 og i endnu højere grad Hans Nielsens samlede sejr i den nystartede VM-grandprix-serie i 1995 er mere eller mindre blinde passagerer. Speedway bliver kørt ud på et sidespor i 1990’erne, og da Hans Nielsen stopper – som den mest vindende speedway-kører nogensinde med 22 VM-titler - i 1999 ser fremtiden ikke just lys ud.

”Da Hans Nielsen holder, dør sporten lidt ud. Den er ligesom bare færdig. Der var ingen, der kunne vinde mere. Der var bare dødt,” genkalder den daværende landstræner, Jacob Olsen – Ole Olsens søn.

På tv ryger speedway i 2000 over på den lille kanal DK4. I et år sender de alene sæsonens internationale grandprixer, der fra 1995 har erstattet endagsbegivenheden, som VM-finalen var.

Året efter vender DR tilbage til speedwayen og dækker grandprixerne sammen med DK4. Men der er ingen danske profiler, og interessen er ringe. Udsendelserne har under 50.000 seere i snit.

”Grandprix-serien kørte på pumperne. Der var ikke specielt mange seere, og løbene blev kørt på ikke særligt interessante stadioner.”

”Men så kommer Nicki,” husker Ib Søby.

23-årige Nicki Pedersen kommer med i VM-serien i 2001.

Året efter vinder han sit første grandprix i polske Katowice, og løbsleder for grandprix-serien, Ole Olsen, får Parken – der normalt huser FC København og det danske fodboldlandshold – på løbskalenderen året efter.

Omkring 300.000 seere ser med, da grandprixet i Parken i 2003 bliver kørt, Nicki Pedersen vinder VM-serien samme år, og speedway får et løft.

”Da Nicki Pedersen vinder, er det en af årets største præstationer,” vurderer Marco de los Reyes.

”Jeg får mange flere opkald. Og pressen får nogle fede historier, og sporten kommer mere i aviserne,” siger Jacob Olsen om tiden i 2003, hvor han fortsat er landstræner.

Men sporten har alligevel svært ved at bide sig fast i danskerne.

”Folk har på det tidspunkt ikke længere speedway inde på livet. Så det har slet ikke samme gennemslagskraft som Ole Olsen, da Nicki Pedersen vinder. Det er dem, der er i forvejen interesserer sig for sport, som følger med,” siger Marco de los Reyes.

Og i 2005 - bare tre år efter det første grandprix i Parken - ser under 80.000 seere med.

Speedway slår altså ikke længere rødder i de danske stuer, og ringer kun på døren som en uventet gæst, når der er noget at fejre.

Som da Nicki Pedersen vinder VM-serien i både 2007 og 2008. Sejre, der kommer efter to år, hvor danskeren har været en del i pressen for alt andet end det, der foregår på speedway-cyklen.

”Det går op for folk, at Nicki ikke er folkekær. Han siger de forkerte ting. Han vil skide på pressen. For ham er det de andres skyld, når han ikke vinder. Han sparker til kameraer osv. Der findes jo tusindvis af Nicki-situationer på Youtube,” lyder det fra Ib Søby.

Selv forholder Pedersen sig sådan:

”Jeg har det fint med mit ry som sportens badboy, for jeg ved, hvad jeg står for. Jeg er ikke gået ind i speedway for at få venner, men for at vinde. Venner er noget, man har derhjemme,” siger Nicki Pedersen.

Nicki.jpg
Foto: Getty Images

Men selvom Nicki Pedersen – der fortsat er en af Danmarks bedste kørere – allerede har tangeret Ole Olsens og Erik Gundersens tre verdensmesterskaber, bider hans popularitet ikke just i banen. Hans meget resultatorienterede-slash-kyniske tilgang til måden, han vinder på, kommer ham i forkøbet.

”Nicki Pedersen har ikke en tiendedel af den folkelighed, som Ole Olsen havde. Han rækker ikke ud over sporten. Og det er enormt vigtigt at have sådan nogle typer, hvis man vil ud til et stort publikum. Folk skal ville vide, hvordan det går vedkommende. Som med bokseren Brian Nielsen – ”hvordan går det lige med ham bamsen?” tænkte folk. Og vi har det samme fænomen med Nicklas Bendtner på fodboldlandsholdet i dag,” siger Marco de los Reyes, og udstiller samtidig et af sportens helt store problemer i dag. Dets tunge, gamle overfrakke.

En overfrakke, der er strikket af den totale danske dominans på den internationale speedwayscene i 1980’erne. Og som sporten ikke kan komme fri af.

”Et godt resultat i 1990’erne og 00’erne bliver hele tiden sammenlignet med 1980’erne. En andenplads er lige pludselig ligegyldig. Der er bare ikke noget, der kan toppe perioden i 1980’erne,” siger Ib Søby.

Når speedway endelig skaber forsidestof i de danske medier, irriterer det Ole Olsen, at det er for ting, som ikke handler om sporten, men derimod skandaler som:

”Vildt VM-drama: Nicki overfaldet for åben skærm," lyder i en rubrik i Ekstra Bladet.

”Det er noget lort. Jeg er totalt uenig i det der med, at al omtale er god omtale,” siger Ole Olsen og tilføjer:

”Der skal mere disciplin på. Det skal bare sige bang. Når de laver noget, så skal de ha’ et hak, de kan mærke, altså en karantæne.”

”Speedway-kørernene er idoler, og folk lytter til dem.”

Nicki Pedersen er dog overbevist om, at hans facon gavner sporten.

”Der er ingen tvivl om, at det kommer speedway-sporten til gode, at jeg har en kontroversiel personlighed. Hvis ikke speedwayen har karismatiske personligheder, så dør den hen. Der er ikke noget ved en sport, hvis den bliver glamourøs. Det er for kedeligt,” forklarer Pedersen.

”Jeg får opmærksomheden, og sporten kommer et led længere ud, fordi jeg stiller mig frem med mit grimme ansigt og siger min mening.”

I 2009 dropper DR at vise speedway, og DK4 er igen ene om at vise race fra slaggerne. I to år viser den lille kanal speedway, men rettighederne bliver efterhånden dyre.

I 2011 koster rettighederne til grandprix-serien 7-8 millioner kroner, husker Ib Søby, der var DK4’s faste speedway-kommentator.

En høj pris for en lille kanal.

”Det er i slutningen af 1990’erne, at medierettighederne til sport begynder at blive solgt, og det går så for alvor amok op igennem 00’erne. Det skyldes, at man nu kan lave aftalerne over tre år, hvilket gør det rigtigt attraktivt for en køber at købe sig adgang til et produkt i tre år frem for år til år, som det var før,” siger Ulrik Wagner, leder af forskningsgruppen Management of People ved SDU, og som har sport og forretning som et af sine fagområder.

”Hvis man kigger på mediebilledet, er der sket en voldsom polarisering,” siger Ulrik Wagner.

I dag er der rene underholdningskanaler, rene kvinde-kanaler og ikke mindst rene sportskanaler mv.

”Den udvikling, der er sket, er, at dem som render med den største mediebevågenhed – både hvad angår omtale og sendetid – er to-tre store sportsgenre. Fodbold som det primære, håndbold og til dels cykelsport,” forklarer Ulrik Wagner.

Speedway kan derfor i dag slås i hartkorn med volleyball, svømning, badminton eller en fjerde eller femte sportsgren, som nu lever et liv i skyggen af Nicklas Bendtner, Tour de France og Ulrik Wilbek. Den er nu blandt dem, de store kanaler ikke vil lege med.

”Udviklingen betyder, at nichesportsgrenene skal kæmpe endnu mere for at få seernes gunst, og for manges vedkommende er det en mission impossible,” siger Ulrik Wagner.

Bare 24.000 danskere ser med ved det seneste Grand Prix den 4. juli 2019 i Sverige på Viasat, hvor Danmarks nye profl Leon Madsen bliver nummer ni og henter syv point til den samlede stilling. I årets tre første løb er han ellers blevet nummer 1, 2 og 3.

Men speedways seertal - der ligger langt fra sin storhedstid, hvor over en million så med - skal ikke ses som en negativ seer-tendens for sport i al almindelighed.

“Selvfølgelig bliver nationens samlingspunkt hele tiden udfordret på grund af mediespredningen med betalingskanalerne, men sport er stadig et samlingspunkt for befolkningen,” siger Ulrik Wagner.

”Men det er ikke realistisk at tro, at speedway kan komme tilbage på DR eller TV2 igen. På disse to kanaler fylder sport selvfølgelig noget, men speedway kan ikke bære at blive slået stort op på DR eller TV2 igen,” siger Ulrik Wagner og uddyber:

”I fremtiden vil der komme en større spredning af udbydere, fordi det kan de digitale medier klare nu – eksempelvis med YouTube. Sport behøver altså ikke kun være noget, som bliver vist på DR, TV 2 eller betalingskanalerne. Det bliver måske forbundene selv, som får lavet en YouTube eller streaming-kanal,"

Skal interessen for speedway sparkes i gang igen, kræver det en ny dansk profil på den internationale scene. Og at den masse, hvor en ny profil skal findes, vokser, er derfor en okay start. Men igen…

”… et nyt boom kræver en virkelig stjerne,” siger Ib Søby.

”Én, der er større end sporten. Som Tiger Woods gjorde med golf. Én, hvor folk bare siger ”wow”. Én, der sælger billetter og måske har en modelkæreste. Én, man kan holde med,” siger Marco de los Reyes.

”Én, man skal kunne komme til. For vi skal passe på som minoritetssport. I fodbold kan man ikke komme tæt på udøverne. Der skal man næsten booke tid for at snakke med dem. Det er fuldstændig latterligt, de har jo også bare to ben. Men i speedway har man altid kunnet komme tæt på verdensmesteren, få hans autograf og et billede med ungerne,” siger Ole Olsen.

Altså en Tiger Woods-type – bare sympatisk og tilgængelig og god mod børn – med en modelkæreste, og som man kan heppe på derhjemme.

Enter Leon Madsen?

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Portræt og Nostalgi