Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Det har jeg lært: Morten Bruun
Foto: Kristian Fæste

Det har jeg lært: Morten Bruun

Den 54-årige fodboldkommentator og ekspert om at være 'præstesønnen fra Løjt Kirkeby', om dengang han lagde sig til at sove i målet på Silkeborg Stadion natten før en europæisk kamp og om et telefonopkald i AaB's klubhus, der reddede hans parforhold og nogle timer senere resulterede i en graviditet.

Da jeg var teenager, flyttede min familie fra Uldum Højskole ved Vejle, hvor jeg havde alle mine venner og min fodbold, til Sønderjylland, fordi min far havde fået embede som præst. Det var en hård én – at rykke til den mørke del af Jylland og ovenikøbet ankomme som præstesøn. Som 14-årig skulle jeg sidde der og høre på ting som: ”I er så hellige,” ”Beder i bordbøn?” og alt det der. I små samfund fylder det meget, hvem der er præsten, og kirken fylder mere i Løjt Kirkeby, end den gør i København. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg i fodboldsammenhænge er blevet kaldt ’præstesønnen’ fra Løjt Kirkeby, der lagde bolden indover.

Jeg har altid hyldet mottoet ’mange skylder deres fremgang i livet det råd, som de ikke tog imod fra andre’. Det motto læste jeg engang på en Gajol-pakke, og det er et godt råd, for i sidste ende skal man tage sine egne beslutninger. Vi kan eksempelvis ikke råde hinanden i kærlighed, for vi ved jo ikke, hvad hinanden føler. Det kan godt lyde en smule arrogant, og det må det egentlig også gerne gøre. Man skal ikke se et råd som et direktiv. Du kan ikke gå tilbage og beklage dig over for én, som gav dig et godt råd, der ikke virkede og sige: ’Jamen, du sagde jo også, at jeg skulle gøre sådan og sådan.’ ’Nej, jeg foreslog det, og så besluttede du dig.’ Man skal ikke lægge beslutningsdelen ud et sted, hvor den ikke hører hjemme.

Den vigtigste telefonsamtale, jeg har haft, var i en mønttelefon i AaB’s klubhus. I sommeren 1992 skulle jeg spille en træningskamp for Silkeborg IF mod AaB. Op til da havde der været noget knas i forholdet mellem min nuværende kone og mig. Efter kampen gik jeg hen til mønttelefonen og ringede hende op for at bede om godt vejr og for at høre om, der var nogen mulighed for, at vi kunne fortsætte sammen. Hvis hun havde valgt at smække røret på, havde mit liv været anderledes i dag. Men hun sagde, at jeg havde en chance. Samme aften tog jeg hjem til hende, ni måneder senere fik vi en datter sammen, og så tog mit liv den retning, som det lykkeligvis har taget. Det var heldigt, at der var en mønttelefon, der virkede i det klubhus, og at jeg havde penge nok på lommen.

I den sæson jeg var træner i Silkeborg IF, var vi i nedrykningsfare. Vi skulle møde Esbjerg fB i tredjesidste spillerunde. Hvis vi vandt, var vi 99 procent sikre på overlevelse, men Esbjerg fik udlignet til 1-1 til sidst. Mine forældre så kampen på stadion, og mens jeg stod og var temmelig rystet over udligningen, fortalte min far mig, at han tidligere på dagen havde haft en samtale med en enke, som var blevet efterladt alene med to små børn, fordi hendes mand havde begået selvmord. Jeg har aldrig fået spurgt min far, om han sagde det for at tage presset lidt af mig, eller om det bare var en fortælling fra hans hverdagsliv. Men det gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg valgte at fortælle spillerne historien ved træningen dagen efter. I fodboldverdenen kan man godt få en fornemmelse af, at tingene er mere afgørende, end de er. Der blev stille blandt mine spillere, og der var ingen friske bemærkninger om et eller andet. Vi vandt den følgende kamp mod Vejle BK og klarede os fri af nedrykningen.

Morten Bruun artikelfoto.jpg

Da jeg var i begyndelsen af 20’erne, var jeg på rygsæktur i Australien med min daværende kæreste. På turen mødte vi et dansk ægtepar, som fortalte os, at de var læger. Vi hyggede os med dem en hel aften, og tilfældigvis havde de en bil, et lækkert folkevognsrugbrød, til salg. Det var lige vores drøm at købe sådan en bil. Vi fik den for 28.000 kroner, og alt var godt, indtil vi kom tilbage til dér, hvor parret havde købt den. Her sagde bilforhandleren: ”Den der? Den har jeg sgu ikke solgt for 28.000 kroner, men for 13.000 kroner. I kan få det samme beløb.” At opleve, at et veletableret og sympatisk par med en langt bedre økonomi end os, snød os, var utroligt skuffende. Hvordan kunne de finde på det? Vi var endda landsmænd. Jeg ønsker så inderligt, at dette danske ægtepar læser med nu, for jeg er stadig målløs over det, nu hvor jeg tænker tilbage på det igen. Efter den oplevelse mistede jeg simpelthen noget tro på det gode i mennesker.

Jeg fik stjålet min guldmedalje fra EM 1992 for nogle år siden. Den lå i en skuffe i en smykkeæske på mit kontor, og det var selvfølgelig noget af det første, jeg tjekkede, da vi opdagede, at der havde været indbrudstyve i vores hjem. Men jeg er nødt til at sige, at det ikke gør så ondt, som folk måske tror, det gør. Jeg tænker aldrig over, at den er væk, og jeg tænkte heller ikke så meget på den, da jeg stadig havde den. Jeg er mindst lige så ked af, at jeg ved tyveriet også mistede min guldmedalje fra mesterskabet med Silkeborg IF. Tyvene ryddede det hele fra skuffen, og de tog fandeme også mine medaljer fra Pondus Cup.

Engang vågnede jeg op inde i målet på Silkeborg Stadion om morgenen inden en kamp. Det var i 1991, hvor Silkeborg IF var ude i nogle direkte nedrykningskampe mod B1909 fra 1. division. Vi tabte den første kamp 3-4 på hjemmebane, men lørdagen efter vandt vi 2-0 på udebane på et mål ganske kort før tid. Vi var fuldstændig euforiske, men det var så dårligt planlagt, at vi allerede næste dag klokken 12 skulle spille i den europæiske turnering Toto Cup mod svenske Hammarby. Vores træner kunne godt se, at han ikke kunne bremse os midt i vores fest, så vi fik lov til at tage i byen til den lyse morgen. På det tidspunkt boede jeg i Aarhus og kunne ikke nå at komme hjem. Jeg må også have været for nærig til at indlogere mig på et hotel. Jeg kom frem til, at hvis jeg bare lagde mig til at sove et eller andet tilfældigt sted, så var der nok stor risiko for, at jeg først ville vågne sent næste eftermiddag, hvor kampen for længst ville være afviklet.

Det var midt om sommeren, jeg havde min sovepose med i forvejen, og derfor besluttede jeg mig for at lægge mig ind i målet på stadion. Så ville man i hvert fald ikke fløjte kampen i gang uden at opdage, at jeg lå der. Hen ad morgenen vågnede jeg dog af mig selv og endte med at spille en time af kampen. Vi vandt forunderligt nok 4-1 på trods af tømmermændene og den manglende søvn. Det var ren adrenalin, vi spillede på.

Morten Bruun spillede 13 år i Silkeborg IF og var med i landsholdstruppen, da Danmark sikrede sig EM-guldet i 1992 i Sverige. Bor i Højbjerg uden for Aarhus med sin kone og har tre børn. Er også uddannet journalist og arbejder frivilligt som drenge- og ungdomstræner i sin lokale klub IF Lyseng. Kommentator og ekspert på Discovery Networks Denmark.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Fodbold