Animal Kingdom har en del til fælles med en af de helt store serier ’Sons of Anarchy’. Vi får et mandefælleskab, der bygger på de samme grundsten af sex, stoffer og kriminalitet, og i begge serier er der en matriark, en stærk moderfigur, der styrer de vilde drenge med lige dele moderlig omsorg og Godfather-agtig kold kontrol.
Personerne i begge serier er også ’white trash’. Det er surferture, fester ved poolen med masser af coke og mere eller mindre organiserede kriminalitet. Og de er alle brændemærket af en opvækst med sølle forældre, der enten tog stoffer eller slog – eller begge dele. Det gælder moren, der går under navnet Smurf, og det gælder på sin vis også hendes egne drenge, hvoraf den ene er adopteret.
Serien begynder med, at drengen, Joshua ’J’ Cody, mister sin mor til en overdosis. Moren er Smurfs datter, og hun optager drengen i den udvidede familie. Det er hende, sammen med adoptivsønnen Bax, der planlægger røverierne og styrer alt fra spisetider til lønudbetalinger.
De er alt fem unge mænd med J’s ankomst samtidigt med, at den ældste søn, Pope, kommer ud af fængslet, efter at have afsonet tre år for et bankrøveri, hvor han dækkede over sine brødre. Nu er han ude, men man fornemmer hurtigt, at opholdet har givet en i forvejen kompleks karakter noget ekstra foruroligende. På trods af familiens tilsyneladende mafia-lignende sammenhold frygter de alle Pope, og moren knuser medicin ned i hans mad.
Hurtigt får man også et indblik i drengenes næsten incestuøse afhængighed af deres mor, der gør det muligt for hende at styre alle løjerne. De har deres egne lejligheder, men sover som regel i morens store hus, hvor man gerne må ryge, sniffe og knalde.
’J’ er en kvik dreng med topkarakter i skolen, og i kraft af at være det nye ansigt er han også på mange måder et spejl for familien. En karakter, han også har haft i ’Peaky Blinders’, og det gør han glimrende. På samme overbevisende facon står Smurf stærkt som en slags underverdenens Linse Kessler, der bogstaveligt vil dræbe for sin familie, og som selv er skadet af de selvsamme dæmoner, der får frit spil i hendes hus.
Serien bygger på en australsk film, og selv om den nu er flyttet til Californien, kan man godt fornemme det australske ophav, som er mere ’lower class’, end man er vant til fra de mere polerede billeder af den amerikanske vestkyst. Her er pengene og fremtidsudsigterne for de fleste små.
Den er endnu ikke på højde med ’Sons Of Anarchy’, og den kan savne en smule originalitet i visse handlingsforløb. Men den er stadig vældig interessant som en slags ’Point Break’ møder ’Peaky Blinders’ møder ’Sons Of Anarchy’, og som stadig formår at skabe så nuancerede karakterer og historie, at den ikke blot føles som et remix af de nævnte.
Du bør unde dig selv at tage på en bølgetur med en virkelig samspilsramt familie.
Tre sæsoner er tilgængelige på Viaplay.
Fire ud af seks stjerner ****
