Thomas Skov Gaardsvig har i et tv-program gennemgået en fødsel sammen med sin medvært Emil Thorup i et forsøg på DR3. Det har overbevist ham om, at mænd aldrig vil være i stand til at bringe et barn til verden.

”Jeg har udelukkende respekt for fødende kvinder fra nu af. Der er ingen tvivl om, at kvinder er det STÆRKE køn. Mænd ville aldrig kunne klare det. Men jeg må sige, at jeg ikke forstår hvorfor nogle kvinder gør det igen og igen – jeg forstår fuldt ud at jeg er enebarn.”

Thomas Skov Gaardsvig fik en stærk oplevelse og ny indsigt, da han i går sammen med Emil Thorup lagde krop til et forsøg, der skulle forsøge at give os mænd et indblik i smerten ved en fødsel. Det fortæller han i dette interview med Alt for Damerne, hvor han ikke lægger skjul på, at smerternes intensitet kom bag på ham.

”Det mest overraskende var, hvor forfærdeligt det var. I starten var det frygteligt at gå at vente på, at der skulle komme veer – til sidst var det forfærdeligt, at der kom veer hele tiden. Den smerte er fuldstændig frygtelig, og det havde jeg nok egentlig også regnet med, men jeg havde slet ikke forberedt mig på, at det var SÅ hårdt. Så jeg er i virkeligheden også ret overrasket over, at jeg klarede den.”

Men hvordan rangerer man egentlig smerte? Og hvordan påvirker omgivelserne og sammenhængen oplevelsen. Smerteforsker Lars Arendt-Nielsen har tidligere forklaret Euroman, hvordan et skridtspark føles i smerte i forhold til en fødsel.

”Jeg tror, at fødslen er den kraftigste smerte, fordi du river ting over og ødelægger nerver. Skridtsparket har en vis intensitet, men det holder op, når man har ømmet sig. Fødslen er mere vedholdende smerte, omvendt sker den jo i en positiv kontekst. Hvis man i en fodboldkamp bliver sparket, så det føles, som om klokkeværket er ved at eksplodere, er det en negativ kontekst, som du for alt i verden vil undgå gentager sig.”

Er der forskellige typer smerte?

”Brænder man sig på kogepladen, er det en intens smerte. Omvendt kan du have en muskelskade, hvor smerten er konstant og vedholdende. Derudover spiller konteksten en rolle. Hvis din kone pylrer om dig, opfatter du smerten som kraftigere. Sådan noget som tortur og cancersmerter er noget af det mest lidelsesfulde, fordi konteksten er dybt alvorlig.”

Læs hele interviewet med smerteforsker Lars Arendt-Nielsen her.
 
FACEBOOK Bliv ven med Euroman