”Du kan jo prøve at tage chili på fingeren og putte det i øjet.” Hvad er smerte egentlig? Er et spark i skridtet mere smertefuldt end en fødsel? En bog forsøger at give et videnskabeligt svar på det og 76 andre spørgsmål. Vi spurgte smerteforsker Lars Arendt-Nielsen, hvorfor noget gør ondt, og hvad man kan blive udsat for i hans laboratorium.

Hvad er smerte?

”Grundlæggende er smerte en nødvendighed. Nogle få mennesker er født med en genetisk defekt, så de ikke kan føle smerte. Inden de er fyldt fem år, har de brækket ben, knogler, revet led over og bidt tungen af. Og de bliver sjældent særlig gamle, fordi de laver alle mulige ulykker på sig selv. I den forstand holder smerte os i live.”

Er der forskellige typer smerte?

”Brænder man sig på kogepladen, er det en intens smerte. Omvendt kan du have en muskelskade, hvor smerten er konstant og vedholdende. Derudover spiller konteksten en rolle. Hvis din kone pylrer om dig, opfatter du smerten som kraftigere. Sådan noget som tortur og cancersmerter er noget af det mest lidelsesfulde, fordi konteksten er dybt alvorlig.”

Hvad er det mest smertefulde, du har målt?
”Når vi laver test i laboratoriet, reagerer folk mest voldsomt på at få sprøjtet chilipulver ind i huden. Hvis 10 er det maksimale, kommer det op på 8-9 stykker. Du kan jo prøve at tage chili på fingeren og putte det i øjet, så er du ved at være der. Det er også ekstremt ubehageligt at have hånden i isvand i længere tid.”

Hvordan reagerer de personer, I udsætter for smerte?

”Vi lavede et forsøg, hvor en maskine trykkede forsøgspersonerne på muskler og knogler. De sagde ikke av. Til sidst trykkede vi så hårdt, at vi var ved at lave skader på dem. Stadig ingen reaktion. Det viste sig ofte, at de personer var jiu-jitsu- eller taekwondokæmpere. De var vant til, at folk sparkede dem over skinnebenet. Vi har også mange internationale studerende, og vi undrer os altid, når vi har indere i laboratoriet. Vi når simpelthen dårligt at skrue på maskinen, før de begynder at hyle og pibe. Der er selvfølgelig nogle genetiske forskelle, men der er også klare kulturelle forskelle, når man udtrykker smerte. Der er forskel på at måle en fisker fra Hvide Sande og en kontorelev i Finansministeriet.”

Hvad er det mest banebrydende inden for smerteforskning lige nu?

”Folk, der har fået en virusinfektion, oplever smerte, fordi virussen gør nerverne overfølsomme. Nu har man fundet ud af, at hvis man kan inaktivere den virus, så den ikke gør folk syge, og så i stedet kode den sammen med lægemidler, kan den inaktive virus vandre gennem nervebanerne og bringe lægemidlerne ud til de ramte smertenerver. Det er kompliceret.”

Hvordan vil du rangere skridtsparket i forhold til fødslen?

”Jeg tror, at fødslen er den kraftigste smerte, fordi du river ting over og ødelægger nerver. Skridtsparket har en vis intensitet, men det holder op, når man har ømmet sig. Fødslen er mere vedholdende smerte, omvendt sker den jo i en positiv kontekst. Hvis man i en fodboldkamp bliver sparket, så det føles, som om klokkeværket er ved at eksplodere, er det en negativ kontekst, som du for alt i verden vil undgå gentager sig.”

Bogen ’Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet’ er udkommet på Politikens Forlag. Lars Arendt-Nielsen er forsker ved Aalborg Universitets Center for Sanse-Motorisk Interaktion og medvirker i det kapitel, der har givet bogen dens titel.

LÆS OGSÅ Den ultimative belønning: Orgasmens orakel

LÆS OGSÅ Kunsten at score to kvinder samtidig