Kano solnedgang
Foto: Mikkel Jungersen

Eventyrerformands første eventyr

Ilddåb i vildmarken: Mikkel begyndte eventyret med at miste nødradio, mad og gevær

Sådan startede det hele for formanden for Eventyrernes Klub.

"God tur, guys,” sagde vandflyverpiloten.

Så lukkede han døren efter sig og lettede.

Mikkel og hans ven Klaus kunne se vandflyveren tegne en linje hen over himlen og forsvinde bag bjergkammen. De kunne høre motorens brummen, der langsomt blev svagere. Til sidst døde den helt ud.

”Så er vi fuldstændig alene,” tænkte Mikkel.

Han og Klaus havde igennem et år planlagt en kanoekspedition gennem Canadas Northwest Territories. Et område med et areal dobbelt så stort som Tyskland, Frankrig, Spanien og England til sammen, men med kun godt 40.000 beboere.

Nu havde vandflyveren sat de to 20-årige mænd blevet ned 700 kilometer fra den nærmeste by. Den næste måned skulle de sejle ned ad Anderson River. Derfra skulle de videre ud på Ishavet.

Det var en voldsom følelse at være alene i vildmarken. Ikke af angst, men af spænding.

”Fik vi nu tændstikker med? Har vi husket ammunition? Jeg håber virkelig ikke, vi har glemt noget vigtigt,” tænkte Mikkel.

Men livet på og ved floden blev hurtigt til hverdag for Mikkel og Klaus. 
Rutinerne med at fange fisk til aftensmaden, tænde bål, lave mad, falde om af træthed i teltet, stå op næste morgen og padle videre satte sig i dem i en grad, så de ikke længere tænkte over, hvad der mon foregik derhjemme. Det var lige det, de havde drømt om. 

Kanoen tager vand ind

Efter ni dage opstod problemerne. De skulle passere en slugt, hvor floden strømmede hurtigt, trængt som den var af stejle klipper på begge sider. Med masser af drilske fosser og mindre vandfald.

Det er enklest, sikrest og sjovest at padle gennem en fos. Hvis man altså har den fornødne teknik til at navigere den. Men selv om Mikkel og Klaus havde taget kurser i fossejlads og sejlet prøveture i Sverige troede de ikke på, at deres evner kunne få dem igennem den her. Så de valgte at gå op på land og trække kanoen i vandet.

Det meste af oppakningen havde de surret fast til kanoen i vandtætte, blå tønder. Resten lå nede i kanoen, beskyttet af et vandtæt overtræk. Men da kanoen ved et mindre vandfald fik trukket næsen ned under vandoverfladen, blev den på ingen tid fyldt med vand.

Kanoen blev endnu tungere at holde, end den var i forvejen. Svusj, sagde det, da rebet blev flået ud af hænderne på Mikkel. Han kiggede på Klaus, der gik foran ham, og råbte:

”Klaus, Klaus, kan du holde kanoen?”

”Neeeej,” lød det fra makkeren, mens rebet gled ud af hænderne på ham. De kunne se kanoen og al oppakningen blive suget væk af strømmen.
”Vi skal efter den kano. Vores liv er i den,” råbte Mikkel og satte i løb.

Udsigten til at leve af bær og grannåle

Et stykke nede ad floden kilede kanoens line sig fast mellem nogle store sten på bunden. Nu lå den midt i en fos med bunden i vejret og svingede fra side til side.

De to venner overvejede at svømme ud og gøre den fri. De overvejede også at fælde det højeste træ, de kunne finde, og lægge det som en bro ud til kanoen, der lå omtrent 20 meter ude i floden.

Ellers skulle de blive og vente på en dansk kanoekspedition, som de vidste, ville komme samme vej en måned senere. Frisk vand var ikke noget problem, og måske kunne de leve af grannåle og bær så længe. Det var i det mindste en chance.

”Lad os vente 24 timer, inden vi gør noget, så vi ikke tager en forhastet beslutning,” sagde Klaus.

Mikkel lavede en tegning af, hvordan den røde kano lå med bunden i vejret og sin line kilet fast mellem store sten. De grønne pile viser strømmen. Dette er en rentegning. Foto: Mikkel Jungersen

De lavede sig en hule af grangrene mellem nogle sten. Øjeblikket kaldte på en smøg. De havde Rizla-papirer på sig, men tobakken lå i kanoen. Så findelte de noget inderbark fra nogle pilekviste og tørrede det over bålet, rullede det i cigaretpapir og røg det. Men indianercigaretterne smagte af gammel avis og blev hurtigt skoddet.

I den lyse sommernat havde Mikkel svært ved at sidde passivt med de skæbnesvangre tanker, så han gik ud og fandt det største og tykkeste grantræ i skoven, som han forsøgte at save over med savbladet i sin lommekniv. Efter at han havde givet stammen et snit hele vejen rundt, var det stadig ikke til at rokke.

Men så, efter tolv timer, skete der noget. Kanoens line sprak, og båden drev hastigt afsted. Ned ad en voldsom fos og ud af syne. Mikkel gav sig til at spæne afsted langs floden og fik snart igen øje på kanoen. Nu fulgte han den med øjnene, mens han sprang afsted over klipper og gennem krat.

Endnu en nedtur

10 kilometer længere nede ad floden, sagtnede floden farten, så meget, at Mikkel var i stand til at svømme ud til kanoen og få den trukket ind til land. Så fik han og Klaus endnu en nedtur.

Nødradioen, geværerne, teltstængerne og halvdelen af deres proviant var skyllet væk sammen med kort, regntøj, tallerkener og 4 ud af fem fiskestænger.

”Hvad fanden gør vi,” tænkte Mikkel.

I det mindste havde de deres soveposer og et telt, som de spilede ud med grene, så godt de kunne. Det var slattent, men det holdt myggene ude. De overvejede igen, om de skulle leve af, hvad de havde, og vente på, at den næste ekspedition kom forbi.

Men de valgte at sejle videre ned af floden i håb om at finde mennesker eller radioudstyr. Det føltes mere konstruktivt end bare at sidde og vente.

Fordi de ikke længere havde deres geværer at forsvare sig med, slog de, så vidt det var muligt, lejr for natten på øer i floden, hvor de følte sig sikrere i forhold til bjørne.

Med undtagelse af enkelte fisk og en enkelt gås, som de stegte over bål, efter at Klaus havde jagtet den gennem et krat og slået den ned med sin paddel, levede de af pasta og af havregryn med vand på.

En enkelt gang passerede de en pelsjægerhytte, der var ubeboet, fordi det var uden for jagtsæsonen. De lagde nogle dollars, tog noget mel og bagte boller. Det var et af turens bedste måltider.


Klaus med fangst. Foto: Mikkel Jungersen

På Ishavet uden Gore-Tex

Tre uger og 600 kilometer senere var de ved at løbe helt tør for mad, da de ramte deltaet, hvor Anderson River flyder ud i Ishavet.

På deres kort havde de set en radiomast på en af øerne i bugten, og der håbede de at finde noget udstyr, de kunne bruge til at komme i kontakt med omverdenen.

Imidlertid havde de mistet deres Gore-Tex-jakker, da kanoen kæntrede, og de var betænkelige ved at begive sig ud i kulden og blæsten på Ishavet.
Da så de en hytte, der så ubeboet ud.

Men da de skulle til at hive i dørhåndtaget, trådte en søvndrukken canadisk biolog ud.

”Good morning,” sagde han.

”Har I mad? Har I en radio?” spurgte Mikkel og Klaus som med en mund.

De blev inviteret indenfor og budt på kaffe, nybagte boller med peanutbutter og musik på en transistor. ’Break on Through’ med The Doors, et af deres yndlingsband.

Mens biologerne tog i marken for at studere snegæs, fyldte de maverne. De blev hos biologerne i nogle dage, inden der kom en vandflyver og fløj dem til byen Inuvik, hvorfra de kunne komme videre hjem mod Danmark.

I Inuvik hørte de nyt om den danske ekspedition, der var fulgt efter dem. Et af dens medlemmer var druknet samme sted, hvor de selv havde mistet deres kano. Mikkel og Klaus kiggede hinanden i øjnene. De var stadig i live.

LÆS OGSÅ: Eventyrerformanden Mikkel Jungersen har 9 råd til dig, der drømmer om at komme på eventyr

---------------------------------------------------------------------------

Den beskrevne tur fandt sted i 1992. Mikkel Jungersen blev senere uddannet biolog. Turen til Northwest Territories blev langt fra hans sidste eventyr. Han har siden været på fem kanoekspeditioner, blandt andet en, hvor han var med til at finde en uopdaget inuitboplads.

Han har også cyklet gennem Malaysias jungle, og han har fået hest og muldyr stjålet af hestetyve under en ridetur gennem de peruvianske Andesbjerge.

Siden 2001 har han været medlem af Eventyrernes Klub, og i dag er han formand på tredje år. Her er et billede af ham og hans to sønner, som han planlægger at tage med på kanoekspedition i Northwest Territories, når de er blevet teenagere:

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at gå på ski til Sydpolen

LÆS OGSÅ: Nu kan du komme til Californien for 530 kroner

LÆS OGSÅ: Drømmejob: Cruise rundt i verden og tag billeder til Instagram