Viktor Fischer Jannik Vestergaard mode fodboldtrøje
Foto: Andreas Houmann

Viktor Fischers forhold til mode

Viktor Fischer: "Der er konkurrence om tøj og dyre ting i omklædningsrummet i Premier League. Jeg er klar til at tage kampen op"

Hvad er landsholdsspillernes bedste – og værste – trøjeminder, og hvad sker der i omklædningsrummet, når vellønnede fodbold­spillere skifter til civil efter kampen? Viktor Fischer fortæller her om sine oplevelser med fodboldtrøjer og mode.

Viktor Fischer, 22 år, midtbanespiller.

Min første fodboldtrøje fik jeg på en ferie på Tenerife. Det var en Real Madrid-trøje med ’Zidane’ på ryggen, og den var selvfølgelig falsk.

Jeg var seks år i 2000, og der havde Italien den fedeste trøje nogensinde. De spillede med den til EM samme år, og jeg ønskede mig den trøje helt vildt i julegave. Jeg fik en cykel, der var fem gange så dyr. Min bror fik den italienske landsholdstrøje. Jeg hylede i en uge.

Jeg startede med at spil­le fodbold som femårig i ­Lyseng IF ved Aarhus. Vi havde en orange trøje, og det er jo aldrig specielt kønt. Jeg har spillet fem år i AGF, men hvis jeg skal sige en trøje, jeg ikke vil ses i, er det AGF’s trøje. Min bedstefar (landsholdsspilleren Poul ’Europa-Poul’ Petersen) spillede for AIA, som var arbejderklubben i Aarhus og stod i opposition til AGF.

Jeg er opvokset med, at AGF blev set som de arrogante og selvfede. Selv om jeg ikke spiller i Ajax længere, vil jeg heller ikke tage en Feye­noord-­trøje på, af respekt for Ajax’ fans.

Jeg har ikke byttet mig til så mange trøjer. Jeg har Mario Götzes. Vi byttede trøjer efter kampen, da Ajax mødte Borussia Dortmund i Champions League. Da jeg var 11 år, spillede FC Barcelona en opvisningskamp mod AGF. Vi skulle gå ind på banen med spillerne, og jeg gik ind hånd i hånd med Samuel Eto’o og fik hans trøje bagefter.

Det betyder noget, hvordan trøjen sidder på kroppen. Den skal have et godt fit. Jeg kan ikke lide, hvis den er for stor. Hvordan den ser ud, kommer i anden række.

I omklædningsrummet er der konkurrence om at have det smarteste tøj. På det område er fodboldspillere nogle kællinger. Jeg kunne godt ønske mig, at miljøet var lidt mindre snæversynet og bød forskellige stilarter mere velkommen.

Jeg ved, at der er konkurrence om tøj og dyre ting i omklædningsrummet i Premier League (Viktor Fischer skiftede i sommer fra Ajax til Middlesbrough, red.). Jeg er klar til at tage kampen op.

Jeg har efterhånden en pæn samling af sneakers. Jeg har tre par Nike Air Yeezy 2, som jeg købte for 250 euro pr. par. Kort efter lå prisen på 5.000 euro på eBay.

Den mest forfængelige på landsholdet er Jannik Vestergaard. Hvis han siger, at det er mig, er det, fordi han prøver at fralægge sig ansvaret. Det er fuldstændig sindssygt, så forfængelig han er.

Han prøver at få det til at se ud, som om hele hans udseende og påklædning er enormt tilfældig med det lange hår og det hele, men han ved præcis, hvordan det hår sidder hele tiden.

LÆS OGSÅ: Se Zlatans nye vanvittige luksusmansion

LÆS OGSÅ: Se den eksklusive video af Daniel Aggers nye Liverpool-tatovering

LÆS OGSÅ: Portræt af Åge Hareide: "Jeg vil gøre nationen glad og stolt af sit landshold"