Han har lagt øre til meget, den gode nordmand. Om myseost, høje bolde og sin alder.
”Hareide ligner en træt mand, der ikke er klar til at løfte en fodboldnation,” lød dommen fra Jan Mølby, da Åge Hareide og Malmø FF i slutningen af 2015 rendte ind i nogle gevaldige Champions League-øretæver, sideløbende med at han blev nævnt som kandidat til jobbet som dansk landstræner.
Men træt er umiddelbart det sidste ord, man vil hæfte på Åge Hareide, når man møder ham i DBU-hovedkvarteret, Fodboldens Hus i Brøndby. Jovist, de 62 leveår har skåret både furer og rynker i ansigtet, men man forstår, hvorfor en norsk fodboldreporter beroligede de aldersforskrækkede danskere ved at sige, at han ”brænder og brøler som en 40-årig.”
For Hareide nærmest bobler af energi. Smilet er hans grundindstilling, han er lun som en norsk pejsestue, og man har for længst vænnet sig til hans gavmilde grin på unionens gange.
”Jeg går jo og driller Jon Dahl med, at han ikke kan huske alle sine landskampsmål. Jeg kan huske alle mine ... Men han scorede selvfølgelig også 52 mål. Jeg scorede kun fem,” siger Åge Hareide og slår en høj latter op.
Denne formiddag i april 2016 er han netop trådt ind på sit nyindrettede landstrænerkontor og har sat sig i en kontorstol bag skrivebordet med en kop sort kaffe.
Hvor Morten Olsen styrede det meste af sin trænergerning fra hjemmet i Belgien, har Åge Hareide insisteret på at flytte til København og have sin gang i DBU. På en ellers blank taktiktavle har nogle ansatte skrevet: ”Dagens ord: Rumpetroll” i hjørnet, og det lyser da også ud af folkene i DBU-hovedkvarteret, at de er glade for den nye landstræner.
Efter nogle tunge år med et dansk landshold, der har stået for uforløst boldflytteri, forstenede ’automatismer’ og forsvindende få mål, vil Åge Hareide spille aggressiv angrebsfodbold.
Han vil også genoprette landsholdets folkelige appel, som har lidt under to missede slutrunder, en tilknappet spillertrup og et DBU, der har fremstået som en lukket klub.
Hareide er manden, der fra dette kontor satte sin iPhone på højttaler og for rullende kameraer ringede Zulte Waregem-back Henrik Dalsgaard op og fortalte, at han var blevet udtaget til landsholdet.
Klippet er blevet set af over 200.000 danskere. Hareide er manden, hvis danske landshold oven på den lovende debutsejr mod Island i marts blev omringet af 300 begejstrede fans på træningsanlægget i Vildbjerg og rykkede træningen 15 minutter, så alle spillerne kunne nå at skrive autografer. Han er manden, der vil give nationen sit landshold tilbage.
”Når jeg tænker på Danmark, tænker jeg på dynamitdrengene i 80’erne, som var et fantastisk godt hold. Dem husker man mere end 1992-holdet. Det skyldes jo nok, at man tænker på den glæde, der var: glad fodbold, slagsange, feststemte mennesker og roligans – småfulde danskere, som gik til fodbold og blev populære i hele Europa. Det er et vigtigt billede, for jeg forbinder fodbold med glæde, og de havde en fest, de røde og hvide.”
Åge Hareides mål er som skrevet ind i hans toårige kontrakt med option på to års forlængelse: Danmark skal med til VM i 2018. En svær, men ikke umulig opgave for en træner, der senest to sæsoner i træk kvalificerede upåagtede Malmø FF til Champions League-gruppespillet og indspillede omtrent 400 mio. kr. til en ellers tom klubkasse.
Medmindre Malmøs kommunale medarbejdere har fjernet graffiti i byens midte, kan man stadig finde ordene ”Åge er Gud” malet på en mur ved torvet, og da Malmø-bysbarnet Zlatan Ibrahimovic pludselig vendte hjem til sin barndomsklub (sammen med Paris SG), kaldte han Hareide ”en fantastisk træner, som kun ville mærke glæde og taknemmelighed den dag, han forlod Malmø.”
Selv formulerer Åge Hareide sin ambition sådan her:
”Mit mål er, at vi skal opnå det samme, som vi gjorde i Malmø. Da vi i 2014 slog Red Bull Salzburg og kom i Champions League, begyndte alle i byen at identificere sig med holdet og deres resultater. Hold som Juventus og året efter Paris SG og Real Madrid kom til byen. Og pludselig så man de lyseblå trøjer i gaderne, folk cyklede på arbejde med Malmø-halstørklæder om halsen og var glade. Det betød noget. Vi lykkedes som by. Det samme vil jeg gerne med Danmark. Jeg vil gøre nationen glad og stolt af sit fodboldlandshold,” siger han. Med knyttede næver.
Denne dag i Brøndby sidder Hareide med to kampe i læderbæltet: den opløftende 2-1-sejr over de senere EM-helte fra Island, som selv de værste kritikere kaldte en drømmedebut, og så 0-1-nederlaget til Skotland.
Især debuten virkede lovende. Landsholdet havde med fornyet gejst spillet legende, angrebsivrig og sprælsk fodbold. Christian Eriksen lignede pludselig også en verdensklassespiller i rødt og hvidt, unge spillere som Delaney, Højbjerg, Yussuf Poulsen og Andreas Christensen trådte i karakter, og Nicolai Jørgensen havde med to kasser fået alle til at glemme en vis dansk stjerneangriber, der for gud ved hvilken gang var faldet i unåde i sin klub.
Og selv på en kollektiv offday mod skotterne, hvor en Agger’sk kæmpebrøler kostede Danmark et nederlag, kastede Hareides nye 3-5-2-formation (den samme som dynamitholdet) med tre midterforsvarere i bagerste geled, wingbacks og en friere rolle til Eriksen 18 danske afslutninger af sig. Hareide har på mange måder skabt nyt liv på den sidste tredjedel af banen.
”Mit fokus har været at bygge videre på det, Morten Olsen har skabt. Men den store forskel er, at når vi erobrer bolden, og modstanderholdet er uorganiseret, skal vi køre stærkt fremad i længderetningen. Hos Malmø var vi nede på 12-13 sekunder, fra målmanden havde den, til skud på mål. Det er måden at gøre det på i international foldbold i dag. Det skal gå stærkt.”
Hvorfor er det vigtigt?
Hareide samler sine spredte fingre til en knyttet næve for at illustrere et modstanderhold komme på plads.
”I det øjeblik du vinder bolden, er de ude af balance. Vi skal angribe, inden modstanderens forsvar er klar. Vi skal op på hesten og mod målet så hurtigt som muligt.”
Men hvad sagde du til spillerne inden Island? Uden at genere Morten Olsen var det jo som at se et helt nyt landshold …
”Jeg har altid skabt hold med høj gejst og stor begejstring. Sådan var jeg som spiller, sådan er jeg som træner. Vi skal frem over stepperne. Og da jeg sagde det til spillerne under de første træninger … Altså, jeg tror, de kunne lide det. Det giver energi at få at vide, at man skal spille bolden fremad i stedet for sidelæns. Det er som at løbe frem over en slagmark. Det giver kampgejst,” siger Åge Hareide og klasker hænderne sammen.
Jeg når lige at sige, at han ser ud til at foretrække en 3-5-2-opstilling, inden han siger, at han også gerne spiller 4-4-2. Og så læner han sig ind over en A4-blok på skrivebordet og begynder med hurtige krydser at sætte sit landshold.
Og nu går det stærkt. Han trækker streger og sætter nye krydser. Han siger, at han i opspillet vil have flere spillere foran bolden end under Olsen, og at man får flere indlæg i boksen, når man spiller med to angribere. Taktikken har grebet ham.
Han taler hurtigere og mere norsk. Man forstår godt, hvis hans danske spillere indimellem på taktikmøderne kunne savne en simultantolks tilstedeværelse.
Jeg spørger landstræneren, om der var nogle sjove optrin under den første landsholdssamling.
Sagen er, at han er kendt for at gasse sine spillere. I Malmø FF gik han året rundt og ønskede holdets uruguayanske spiller, Felipe Carvalho, feliz navidad – for så at bryde ud i latter.
Og i Molde fik holdets eneste svensker en formiddag et chok, da han skulle fiske et håndklæde op af sin kurv. Fra kurven stirrede et torskehoved op i synet på ham. Det var såmænd hans træner, der samme nat havde landet en 20 kilos torsk på fjorden, skåret hovedet af den og taget den med til træning.
Hvad der foregår af løjer i landsholdslejren, holder Åge Hareide for sig selv, men han nævner dog, at Simon Kjær havde fødselsdag under den første samling.
”Simon kommer jo fra området uden for Herning. Jeg sagde, at han kunne tage hjem til sin familie: ’Du behøver ikke være her.’ Og så tænkte jeg, at vi så ham igen, når vi skulle rejse til Skotland dagen efter.
Men allerede samme aften kom han tilbage og sagde, at han gerne ville være i lejren. Det var fint. Spillerne er dedicated, de er gode fodboldspillere og vældig bra mennesker. De er gode ved hinanden, og det er faktisk det, der glæder mig allermest.
Når man arbejder med stjerner, kan man opleve lidt af hvert. Folk kan være meget dygtige på banen og faktisk være nogle røvhuller udenfor. Men jeg kunne lide atmosfæren. Jeg lå om aftenen med et smil på munden og tænkte: ’Det her skal nok blive godt.’”
Landsholdets pressechef, Jacob Wadland, træder ind ad døren. Interviewet er slut. I weekenden var Hareide i Amsterdam og Leipzig for at besigtige Lasse Schøne og Yussuf Poulsen, i aftes kom han hjem fra Manchester, hvor han så Real Madrid spille mod sin gamle klub Manchester City, og i dag skal han videre til Malmø og have orden i sine skattepapirer. Vi aftaler at mødes Kristi himmelfartsdag og køre til pokalfinale i Parken, hvor Åge Hareide har tænkt sig at nærstudere indtil flere landsholdsemner, inden nationalmandskabet i juni drager til Kirin Cup i Japan.
Otte dage senere klikker Åge Hareide låsen op på sin sponsorerede landstrænerbil, en sort Hyundai Tucson med firehjulstræk og sæder i første sals højde.
Han taster Parkens adresse ind på GPS’en og triller ud af parkeringspladsen foran Brøndby Stadion. Han har netop holdt det sidste oplæg på DBU’s Store Trænerdag for 500 fodboldtrænere fra nær og fjern.
Han talte om tendenserne i Europa, som ifølge Hareide kan koges ned til de fire ord: presspil, intensitet, risiko og taktisk fleksibilitet. Han brugte et ganske poetisk billede i sin bøn til ungdomstrænerne om at blive ved med at skabe gode afsluttere: ”I Norge har vi lakseopdræt.
Den bedste laks får den bedste pris, sådan er det også i fodbold,” sagde han og håbede, at deres arbejde i sidste ende kunne munde ud i en flot vildlaks eller to til landsholdet. Men forgæves. De færreste trænere fangede den vist.
Nu sidder vi så i bilen på vej mod pokalfinalen i Parken og taler om hans statistiske udregninger. For de var ikke til at tage fejl af. På oplægget nævnte han bl.a., hvordan det hold, der kommer foran i Champions League, 92 % af gangene vinder kampen, og hvordan over 20 % af målene scores på kontra, hvorfor kontraspillet i Hareides øjne er nøglen til succes.
”Fodbold er jo en blanding af videnskab og lidenskab. Jeg indhenter løbende diverse rapporter hjem om spillets udvikling, trænerrapporter og statistik fra EM, VM og især Champions League, for det siger noget om, hvordan fodbold spilles. Hvis de bedste hold spiller sådan, kan mit landshold, som rummer de bedste spillere, også. Lige nu spiller storholdene efter at angribe hurtigt efter bolderobringen. Det er på mange måder Blitzkrieg.”
Han nævner Diego Simeones forsvarsarbejde i Atletico Madrid som en stor inspirationskilde, og af offensive løsninger kigger han på, hvad Jürgen Klopp gjorde i Dortmund, da de var bedst.
”Klopp er også pragmatisk i sin tilgang,” siger Hareide.
Men pragmatisk, det kan jo meget hurtigt komme til at lyde negativt …
”Ja. Men det handler om, at man spiller med det, man har til rådighed. Du skal ikke spille et spil, du ikke har spillerne til. Og så handler det også om at tilpasse sig modstanderne. Fodbold er et taktisk spil.
Jeg vil jo helst spille underholdende fodbold, men hvis vi fører 1-0, og modstanderen er skidegod, vil jeg forsvare mig. Der er jeg pragmatisk. Så går vi ned og forsvarer os intenst. Når vi står i Polen, må vi være skidegode defensivt. De har Lewandowski oppe foran, og så er de vel nok den stærkeste modstander i VM-kvalifika-tionen.”
Og det er måske her, i pragmatikken, at man finder den største forskel fra Olsen til Hareide og årsagen til, at DBU har revideret ’den røde tråd’. 4-3-3 er ikke længere den eneste sandhed, men blot ét af redskaberne i værktøjskassen.
Systemet bøjes efter materialet. Så når Danmark har et overskudslager af gode midterforsvarere, spiller vi med tre af dem, og når vi har bedre wingbacks end fløje, bruger vi dem og koncentrerer midtbanepladserne omkring en stærk central akse med Eriksen, Delaney og Høbjerg.
Systemet indrettes efter spillerne, ikke omvendt. Stod Morten Olsen på fodboldens idealistiske venstrefløj og ’Drillo’ på den kyniske højrefløj, ja, så står Hareide måske lige i midten.
Der hvor boldene hverken er høje eller berøringerne mange. Der hvor danskerne ikke fører sig frem som Nordens brasilianere, men som kølige hitmænd, der sigter efter målet og forhåbentlig underholder imens.
IREHJULSTRÆKKEREN ARBEJDER sig ind ad Roskildevej. Det er en lun dag i maj, som giver de første løfter om sommerens komme. Det er fodboldvejr af den slags, der kan få enhver fodboldfan og -spiller til at dufte nyklippet græs, læderstøvler og mærke en brusende følelse indeni.
I 2005 udgav Åge Hareide bogen ’Fotball – Fornuft & følelser’ om sit syn på spillet. Fornuften har vi vendt, men følelserne skal vi også have med. For fodbold spilles ikke af maskiner, og en af bogens vigtigste læresætninger lyder: ”For at lede mennesker må du kende dem.” Derfor er han allerede nu i fuld gang med at lære sine nye spillere at kende. Ikke bare som fodboldspillere, men også som mennesker.
”Mennesker er ikke maskiner, de kan skifte fra dag til dag. Man får jo indimellem problemer med kæreste, kone eller børn eller andre familiesituationer, som gør, at du ikke præsterer optimalt,” siger Hareide med blikket rettet på vejen.
”I Brøndby havde jeg en spiller, som kom til mig og sagde, at han havde problemer med træningen, fordi han havde kærestesorger. ’Min kæreste har forladt mig,’ sagde han.
Og det er jo fantastisk vigtigt at respektere. Så i stedet for at jeg sagde: ’Hold nu kæft, der er en milliard kvinder derude. Du skal nok finde en ny,’ så sagde jeg: ’Fint, fint. Så tager vi hensyn til det.’
Han viste mig en tillid ved at sige det, og den tillid er vigtig. Når man også arbejder med den emotionelle side af et menneske, får man en meget, meget stærk allieret i den person. Min dør står altid åben, og jeg har altid haft et tæt forhold til mine spillere, også efter de har skiftet træner,” siger han og nævner Ole Gunnar Solskjær.
Det var i 1995, at Hareide som træner i Molde hentede det unge talent til klubben.
”Jeg købte den dreng for 175.000 kr. og solgte ham for 15 mio. til Manchester United året efter.”
Selv efter skiftet til England ringede Hareide til ham, når han kunne se på kampene, at han havde tunge stunder:
”Hvad er der galt med dig, Ole, du ser træt ud?’ ’Ja, jeg er træt,’ sagde han så. ’Måske skal jeg tilbage til nogle af de øvelser, vi lavede i Molde …”
Hareide fortæller, at det første, han gjorde som ny landstræner for Danmark, var at rejse ud og besøge de mere erfarne spillere på holdet. Han besøgte Eriksen, Schmeichel, Krohn Dehli, Agger og Kvist. Kjær ville han have besøgt – hvis ikke der var så langt til Istanbul, siger Hareide med et grin.
Når du rejser til England for at mødes med Schmeichel og Christian Eriksen, hvor mødes I så?
”Kasper Schmeichel mødte jeg på træningsanlægget i Leicester, Christian kom forbi mit hotel i London, hvor vi sad i to timer og talte om fodbold. Det var fantastisk! Vi har lidt samme forståelse af fodbold.
Jeg følte allerede der, at jeg havde en god kemi med Christian. Ligesom de andre fortalte jeg ham om mine ideer, hvordan jeg er som træner, og hvordan jeg havde tænkt mig at bruge ham.”
Du lægger ikke lige ud med at sige, at han har spillet dårligt på landsholdet?
”Nej, jeg siger det modsatte: at han har spillet godt for Tottenham. Det er meget vigtigt. ’Og så må vi bruge dig, ligesom du bliver brugt hos Tottenham,’ siger jeg. Vi skal bruge alle de positive adjektiver.
Om landsholdet og om Christian Eriksen. Hvis alle skriver og siger, at Christian Eriksen spiller dårligt på landsholdet, bliver det en sandhed til sidst. Vi skal bryde den, vi skal give Christian noget kött på benen,” siger Hareide på svensk.
Du lægger vel egentlig ikke skjul på, at du bygger holdet op omkring Eriksens kvaliteter?
”Nej. Offensivt gør vi det. Det synes jeg er helt naturligt. Han er en spiller, der kan give os det lille ekstra, the edge. Som jeg sagde på oplægget: Han er specialisten. Han slår de afgørende killer passes, som fører til scoring. Han kan tilmed sparke den i mål.
Han er en vildlaks?
”Han er en vildlaks.”
Siden rejsen rundt i Europa har Hareide haft samtaler med resten af truppen. Hans mavefornemmelse har uden undtagelse sagt ham, at spillerne brænder for at være en del af hans projekt. På denne majdag i 2016 er det tre dage siden, at Kasper Schmeichel og Leicester sensationelt hjemtog det engelske mesterskab. Mens vi holder for rødt på Falkoner Allé, fortæller Hareide, at han umiddelbart efter sendte en sms for at lykønske sin keeper.
”Så svarede han: ’Jeg glæder mig til at se dig igen.’ Bare med den lille bid giver man mig al den mentale inspiration, jeg behøver forud for de næste landskampe. For det siger noget om hans attitude. Det gør mig så glaaad, siger Hareide på norsk med let skælven i sin stemme.
”Han har netop vundet det engelske mesterskab!” siger Åge Hareide og udstøder et forbavset grin.
”Og så synes han, det bliver sjovt at komme på samling. Det er helt fantastisk! Det er sådan nogle drenge, vi skal have. Og sådan er de.”
Lyskurven skifter til grønt. Han sætter i gear og kører frem. Øjnene er en smule blankere, end de var for 10 sekunder siden.
Kan du næsten blive rørt af det?
”Ja. For det føles vældig godt for mig som ny træner at have en gruppe spillere, som gerne vil blive dygtige sammen. Det er dygtige spillere fra Premier League, Bundesligaen, Frankrig, La Liga og fra Superligaen. Du har dem ligesom spredt rundt omkring, og kan vi få skabt en gejst omkring det her projekt, er det et godt fundament for at få skabt et hold, som arbejder sammen. Det er lige det, vi behøver.”
Entusiasmen lyser ud af det furede ansigt. Han fortæller videre, at han aldrig har troet på kæft, trit og retning, kun på konstruktiv kritik og ros. Og så giver han sig til at tale om, at der er så meget negativitet i samfundet, og lyder pludselig oprigtigt oprevet:
”Jeg står op og ser morgen-tv, og så sidder der et par, som er blevet skilt, fordi han har fået en hjerneskade. Det er dobbelt ulykke på en gang. Så skifter de over til nyhederne, hvor de viser sønderbombede byer i Syrien, for så at gå videre til flygtningekrisen, hvor skrigende børn bliver trukket gennem et pigtrådshegn i Makedonien, og så slutter man af med en massakre i USA, hvor 8-10 personer er blevet skudt. Det er de billeder, vi får, før vi går på arbejde og skal yde en indsats. Og her er det så vigtigt … Jeg har altid været fokuseret på at tænke positivt. Uanset hvor ilde det er,” siger Hareide.
Og han bliver straks efter mild i stemmen, da han fortæller om sin bedstemor, som blev 102 år. Hun blev enke som 30-årig – manden døde af den spanske syge i 1920 – og var pludselig alene med to små børn.
”Min bedstemor sagde altid: ’Husk nu at tænke positivt. Tænk godt om alle. Alle mennesker har noget godt i sig.’ Jeg tror faktisk, det var derfor, hun blev så gammel.”
Hareide er i bund og grund et følsomt menneske, der bliver grebet. Igen og igen. Og det er måske her, man finder en sprække ind i hans godmodige væsen. For lige så begejstret og opildnet han kan blive, lige så hårdt mærker han det, når nedturen rammer.
Trafikken bliver tættere og tættere, indtil den går i stå på Øster Allé. I begge retninger står turistbusserne parkeret hele vejen op til Parken. Feststemte fodboldfans folkevandrer op og ned ad fortovene, og fra en bus har en observant AGF-fan fået øje på Åge Hareide i førersædet og giver sig til at banke på ruden.
”Der kommer 18.000 fans helt fra Aarhus! Det er helt utroligt!” udbryder Hareide.
I bilkøen fortæller Åge Hareide, at han havde en ekstra, bagvedliggende motivation for at sige ja til jobbet som dansk landstræner. Nemlig de to kvalifikationer, han missede med Norge. Især én kamp mod Tyrkiet i kvalifikationen til EM i 2008 sidder fast i hans system.
”Jeg ligger stadig vågen om natten og tænker på mareridtet mod Tyrkiet. Vi førte 2-0. De havde ikke en skid på os, og så scorer de to mål på frispark. Ved det sidste taber vores målmand bolden gennem benene i det sidste minut, og vi mister sejren. Havde vi vundet den, havde vi været inde,” siger han og ryster på hovedet.
Er det seriøst noget, du har kunnet ligge og tænke på om natten?
”Ja, faktisk. Også længe efter. Men det er jo også fodboldens brutale væsen. Det er fodboldens brutalitet, når du fører 2-0 og har alt under kontrol. Mine glippede kvalifikationer med Helsingborg og Rosenborg forsvandt, da jeg kvalificerede Malmø til Champions League. Det her kommer til at forsvinde, hvis jeg kvalificerer Danmark.”
Et øjeblik er der stille i bilen.
”Men alle de fejl og ting, du oplever, bliver til erfaring, som du tager med dig som træner. Og den slags gør jo også, at du mærker, du lever. Sejrene går faktisk hurtigere ud af kroppen, end nederlagene gør. Men det skal de også gøre. Det skal gøre vondt!” udbryder han.
Er der en mening med det?
”Det skal gøre ondt på dig. Du skal mærke det fysisk, når du taber, fordi det skal få dig til at gøre det bedre næste gang. Jeg husker, at Arsène Wenger engang sagde, at efter han var blevet ældre, sad nederlagene længere i ham og sejrene ikke lige så længe. Når du er ung og uerfaren, fejrer du måske lidt for meget, når du vinder. Nederlagene må du også kunne analysere og lære af. Det siger jeg også altid til spillerne inden kamp. ’Either you win or you learn.’”
Bliver man en bedre træner, jo ældre man bliver?
”Jeg tror det. Du får mere erfaring. Alle de internationale kampe, jeg har været med til, har jeg med i bagagen, når jeg går på banen for Danmark. Og folk snakker så meget om: ’Han er for gammel, og han har ingen energi.’ Men tro mig. Når du er i det her, har du energi. Du mærker den hele tiden.”
Vi når frem til Danmarks national-arena. Sikkerhedsvagten lukker landstræneren ind på hans glatte ansigt.
”Hvordan kommer jeg igennem?” spørger Hareide.
”Tålmodighed og måske et lille båt,” svarer vagten med et smil.
Han triller langs stadion, ind gennem menneskehavet, ind langs stadion. En fan er ved at ende sine dage på landstrænerens køler, inden en kammerat venligt trækker ham til side. Hareide finder vej ind til parkeringspladsen i et aflukket område for VIP-gæster.
Jeg spørger, hvordan han har det med at være kendt.
”Arh, jeg kan ikke lide det. Min kone har store problemer med den del. Hun kan næsten ikke tage ud med mig. Hun har svært ved at rejse med mig også, fordi folk står og kigger eller stopper mig på gaden. Folk er jo meget venlige. Når vi rejser på ferie og går på stranden, kan du være helt sikker på, at der kommer en dansk, norsk eller svensk fodboldsupporter, som skal tale fodbold med dig. De har én sådan samtale, mens jeg måske har 100 i løbet af en rejse. Så vi er begyndt at finde rejsemål, der går langt væk fra skandinaviske folk.”
M EN HALV time brager AGF og FCK sammen i årets pokalfinale. En stor del af de 36.800 tilskuere er på plads, og for hvert minut stiger trykket mod panoramavinduerne i VIP-loungen, hvor høje herrer som kulturminister Bertel Haarder, DBU-formand Jesper Møller og FCK’s grand old man Niels-Christian Holmstrøm sidder bænket med fyldte tallerkener og fri fadøl. I et hjørne har Åge Hareide sat sig for sig selv. Han drikker cola til maden.
Og det er ikke historien om den puritanske nordmand, for han nyder gerne en øl eller endnu bedre et godt glas Barolo. Men han drikker ikke, når han er på arbejde. Og det er han nu.
Han er i Parken for at se nærmere på FCK’erne Delaney, Kvist, Nicolai Jørgensen, Zanka og Peter Ankersen. Også AGF’s Morten Duncan har han på blokken. DBU-direktør Claus Bretton Meyer sidder et par stole fra sin landstræner og har lagt mærke til, at Hareide bliver meget fokuseret op til landskampene.
Det samme er sket i dag. Han er blevet strammere i ansigtet, grinene og anekdoterne sidder ikke helt så løst. Sagen er, at Hareide ikke altid er blid som et lam.
Han kan bide som en kamphund. Fodbold gør noget ved ham. Som træner for Malmø FF skældte Hareide en britisk journalist al hæder og ære fra under et pressemøde inden CL-kvalifikationskampen mod Celtic tilbage i 2015.
Nordmanden var sur over, at journalisten havde citeret hans målmand Johan Wiland for at sige, at skotterne sidste gang havde spillet like pigs til trods for, at Hareide havde forklaret journalisten, at det at spille svinsk på skandinavisk betød at spille hårdt. Og længere tilbage, som norsk landstræner i 2005, mødte en nedslået Åge Hareide pressen efter et nederlag til Skotland med ordene:
”Nogle gange har du lyst til at hænge dig, andre gange føler du for en fest. Det bliver nok tovet i aften.”
Dagen efter fortrød Åge Hareide citatet med bemærkningen:
”Jeg burde aldrig have sagt det,” og tilføjede:
”I burde aldrig have skrevet det.”
Og undskyld, Åge, at vi skriver det igen. Men det siger noget om en passion og en bramfrihed, som dansk landsholdsfodbold har savnet siden dengang, Morten Olsen som spiller sagde om en svinsk, belgisk spiller, at havde han haft en pistol, havde han skudt ham.
Selv siger Åge Hareide om temperament og følelser:
”Jeg er optaget af det, for jeg er ingen maskine. Jeg lever af disse følelser og kan være en sindssygt dårlig taber også. Jeg har arbejdet med det, men det er ikke blevet bedre. Siden barnsben har jeg villet vinde alt, jeg deltager i. Om det er Trivial eller skak, jeg vil vinde. Og mine børn driller mig til jul. Vi kan spille alt muligt, og taber jeg, bliver jeg sur. Jeg har altid haft den brand i mig. Jeg kunne ikke være træner, hvis ikke jeg havde den. Jeg tror også, spillerne kan mærke det. Hvis jeg bare sidder iskold og ikke kan levere lidenskab til mine spillere, må jeg stoppe som træner.”
Fra sin plads på Nedre A, række 30, ser han mod græstæppet. Den selv samme bane, han den 4. september sender Eriksen, Schmeichel og de andre spillere ind på for at indlede kvalifikationen til VM i Rusland i 2018.
Og det er, som om øjnene fortaber sig et sted dernede på græsset. Det virker næsten, som om han er i gang med at spille landskampen mod Armenien oppe i sit hoved, hvilket han i øvrigt medgiver, at han allerede har gjort nogle gange – Danmark vinder hver gang.
Men ikke nu. I dette øjeblik er det stemningen og de fyldte tribuner, der trækker i ham. Han har været afhængig af den, siden han selv spillede i England som ung. Og selv om han ad flere omgange har forladt fodboldverdenen – da hustruen Annbjørg i 2002 fik konstateret kræft, og senest da hans søn for tre år siden fik en handicappet datter – ja, så vender han hver gang tilbage.
Lidt efter er årets pokalfinale mellem FCK og AGF fløjtet i gang. Der ligger en tung røg fra romerlys over banen. Slagsange, ur-brøl og trommeslag får trommehinderne til at blafre.
”Fantastisk ramme!” udbryder Hareide.
”I romertiden dræbte vi folk som underholdning. Det her er trods alt bedre,” smiler han.
For så straks efter at sidde med stram mund, armene lagt over kors og et sammenpresset blik, der følger spillet på banen. Især spillernes løbemønstre, som man ikke på samme måde kan se på fjernsynet. Og man skulle tro, landstræneren sad og tog notater, men det eneste, han skriver, er sms’er med sønnen, der opdaterer ham på Malmøs indsats i den svenske pokalfinale, som spilles samtidig.
Da Nicolai Jørgensen bringer FCK foran, er der ingen klapsalve fra Hareide, men et lille smil. Ellers udtrykker han sig med fjernt blik, i korte sætninger. Om en AGF-spiller, der bliver ved med at spille bolden tilbage, når han får den:
”Hva’ er vitsen med det!? Målet står deroppe,” siger han irriteret.
Og han er lidt ærgerlig over, at Mathias Zanka står og snorksover, da Morten Duncan kort før pausen udligner til 1-1. Til gengæld bliver Duncan tre uger senere udtaget til landsholdets tur til Japan. Og da Thomas Delaney med sit vanlige overblik efter pausen laver et eminent silkeblødt, halvliggende vristspark, der går lige i støvlen på medspilleren, ryster han på hovedet og udbryder et lavt og stolt: ”Delaney.”
Jeg siger, at Morten Olsen ikke gav FCK’eren en lige så central rolle på landsholdet, som Hareide har gjort. Han trækker skuldrene op om ørene: ”Hver har sine favoritter.”
Vi forlader stadion i det 81. minut, kort efter at William Kvist har scoret det afgørende mål til 2-1. Landstræneren gider heller ikke sidde i bilkø, og i øvrigt skal han se kampen efter i detaljer i morgen via Wyscout, en digital fodbolddatabase, hvor han gerne ser 3-4 timers fodbold om dagen.
Åge Hareide træder hastigt ned ad trapperne og ud af Parkens betonstøbte bug, som lidt efter forsvinder i hans bakspejl. I bilen løsner han atter op. Han fortæller, at han rejser til EM-slutrunden i Frankrig i juni 2016 for at se nærmere på vores kommende modstandere i kvalifikationen, Polen og Rumænien, at han har spejdere i felten, der holder øje med de øvrige modstandere, og fx allerede selv har været i Island for at se den formodede prygelknabe, Kasakhstan, spille.
Han og assistenttræner Jon Dahl Tomasson rejser i august ud for at se spillerne, inden truppen udtages til de første kampe. Han glæder sig til kvalifikationen og bliver atter opildnet, da talen falder på, at alle kampe som landstræner – i en eller anden forstand – er knald eller fald.
”Jeg kan lide kampen. Jeg kan lide kampen så meget. Jeg bliver helt … Altså, det kan blive kedeligt at træne og træne. Jeg vil have spænding, jeg vil have nerve. Det får jeg i landskampene. Du lever på en knivsæg. Jeg kan lide det. Man lever stærkt gennem at være fodboldtræner. Den intense spænding, som ligger i, at du må have sejren. Du må vinde. Det er det vildeste kick!”
Fodbold er dit narkotikum?
”Ja, jeg sover ikke om natten efter kampen. Jeg er så fuld af adrenalin. Så ligger jeg bare der og kaster mig rundt. Sådan var det også dengang, jeg var spiller. Jeg er altid blevet grebet af det.”
Kun tiden vil vise, om Hareide træder ind i kongerækken efter Sepp, Ricardo, Bosse og Olsen som manden, der genrejste Danmark, eller ender som en parentes i historien.
Selv er Åge Hareide ikke i tvivl. Du kan spørge ham når som helst: Kristi himmelfartsdag, i Japan eller en søvnløs nat i september. Svaret er det samme:
”Det ka’ bli’ kanont!”
Sagt på klingende norsk med begejstring i stemmen. ■
LÆS OGSÅ: Griezmanns sko løb med opmærksomheden til prisuddeling
LÆS OGSÅ: Skater-trailer til CPH Open er en smuk hyldest til København
