Du er amerikansk født, men bor i Danmark. Hvorfor?

”Jeg blev forelsket i Danmark meget hurtigt. Den tilbagelænede livsstil og hyggelige stemning. Danskere er mere afslappede end amerikanere. Når man bor i New York, føles det som ét, langt adrenalinsus. I Danmark føler jeg, at jeg kan stoppe op og tænke i løbet af dagen. Jeg elsker at leve mit liv sådan.”

Hvornår og hvordan startede din musikalske karriere?

”Den er kun lige begyndt! I 2017 sagde jeg mit arbejde op for at fokusere på at optage demoer og virkelig satse på musikken. I marts 2018 fik jeg en kontrakt på Sony Music. Jeg har egentlig været i gang i noget tid, men al opmærksomheden kommer nu, hvor året går på hæld. Nu bliver det afsløret, at jeg virkelig er herude og er klar til at fuck up the business, haha.”

Hvilke artister har formet dig musikalsk?

”Stevie Wonder, Amy Winehouse, Prince, D’Angelo, James Blake, Beyonce Knowles, Lauryn Hill og Andre 3000."

Din debut-EP udkom i fredags. Hvilken lyd har du forsøgt at ramme på det projekt?

”Det var en meget organisk proces at lave den EP. Materialet er ret mørkt. Samtidig skulle det meget gerne være en thrilling experience at lytte den igennem. Det har jeg i hvert fald fået fortalt.”

Screenshot_1.jpg

Du er af Euroman blevet kåret til den syvende-bedst klædte mand i Danmark. Hvor meget betyder dit visuelle udtryk for din musik?

”Det var en stor ære at komme på den liste! Øjet er et virkelig smukt redskab, og jeg elsker at være i stand til at ændre den måde, folk tænker på gennem mit visuelle udtryk. Hvis man kan udfordre folks perception, mens man fremprovokerer følelser af den ene eller anden art, kan man ændre folks liv. Så det betyder enormt meget for mig."

Hvordan er det som sanger at blive omfavnet af modeindustrien?

”Jeg begyndte egentlig at arbejde henimod at blive en del af modeindustrien i New York, men jeg havde en følelse af, at hvis jeg ikke forsøgte mig med musikken, ville jeg fortryde det så meget. Så det er dejligt at holde kontakten til modeverdenen, men det er min musikkarrieren, der betyder mest for mig. Jeg er heldig, at jeg på en måde kan kombinere de to elementer.”

Tror du, det er nemmere at bryde igennem i den mindre, danske musikindustri, end det er i USA?

”Det ved jeg ikke. Jeg glæder mig bare til at se, hvordan danskerne reagerer på den her mærkelige, amerikanske dreng, der kommer ud af ingenting. Jeg synes, jeg kan bidrage med moderne soul i det danske musiklandskab.”

Du har tidligere kollaboreret med den danske duo KYO. Hvordan er det at arbejde med danske musikere i forhold til amerikanske musikere?

”Jeg elsker Frederik og Hannes fra KYO! Vores musikalske fremgangsmåder var ret uorganiserede, men det var super laid back og organisk. Vi kunne lave en færdig sang på 10-20 minutter.”

Hvordan var din første live-optræden?

”Jeg har sunget meget i kirke, da jeg var yngre. Men min første professionelle optræden var til Copenhagen Fashion Summit i år, og det var en fantastisk og spændende oplevelse. Jeg føler mig i live, når jeg optræder, og det er noget, jeg altid har ville gøre.”

Hvad laver du, når du ikke laver musik?

”Spiser pasta, flirter og tænker for meget på global opvarmning. Er det mærkeligt?”

Hvad er dine planer for 2019?

Fuck shit up, spise mere pasta og lave mere god musik."

Jeurus debut-EP ’King of The Cruel’ kan streames på alle streamingtjenester nu.