Lillebittebock er ikke en dansk hiphop-artist, som de er flest. Han er ikke rig, går ikke op i mærketøj og er ikke bange for at behandle dybt personlige emner. I 20-årige Adam Abbas Bocks tekstunivers er pengesedlerne og Moncler-jakkerne byttet ud med misbrug og sorgen over sin fars selvmord.
Singleudgivelser som ’Telefon’, ’Spørgsmål’ og ’40’ har gjort Lillebittebock, der har rødder i Uganda fra sin far og Tyskland fra sin mor, til én af frontfigurerne i en ny tendens i dansk hiphop: Psykisk sårbarhed er ikke længere en tabubelagt karakterbrist.
På sin nye single ’Fortabt’ løfter Bock sig over sin egen tragedie. Lillebittebocks tekster har tidligere centrereret sig om hans far, der begik selvmord, da Bock var 12 år gammel, og misbruget og de eksistentielle spørgsmål, det har medført.
På ’Fortabt’ bliver Bocks skæbne symptomatisk for en hel generation.
Vi har mødt Lillebittebock til en snak om offermentalitet, meditationsmusik for marsvin og om ikke at ville være en rollemodel.
”Jeg sætter ikke mig selv i en offerposition”, synger du på ’Fortabt’. Hvorfor?
”Det kan ofte lyde som om, jeg er sådan én, der bare ligger og dyrker min egen sorg. Som om det er trendy at have en depression. Men jeg gider ikke være et offer, bare fordi min far har begået selvmord. Jeg skriver om de ting, jeg føler, og de problemer, jeg har. Men der er mange, der har det meget værre end mig, det ved jeg.”
”Du forlod mig, så fuck dig, men hvis du havde en telefon, ville jeg gerne snakke”, synger du på ’Telefon’. Hvordan har tabet af din far præget din musik og dine tekster?
”Det har præget mig meget som person, men ikke forfærdelig meget musikalsk. Det har nok givet mig et skub i forhold til at vide, at døden rent faktisk findes. Når man er 12 år gammel, tror man ikke, at man skal dø. Det er ikke gået op for én. Nu ved jeg, at jeg ikke har uendeligt med tid, så jeg skal bare gøre, hvad jeg har lyst til og føler for. Jeg har min fars malerier hængende, når jeg skriver, men jeg gider ikke altid tale om min far i mine tekster, for hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg kommet videre. Alle dør på et tidspunkt.”
Din mor fylder også ret meget i dit tekstunivers. Hvordan er dit forhold til din mor?
”Rigtig godt. Jeg elsker min mor. Jeg er en rigtig mors dreng. Jeg har også en tatovering af en klap-telefon, der ringer til min mor. Min mor er et fantastisk menneske. Hun lader mig gøre det, jeg skal gøre, i stedet for at stresse mig med at jeg skal gå i skole, eller hvad det nu er.”
Dit lyriske univers er ret specielt i en dansk kontekst. Handler det for meget om penge og mærketøj i dansk hiphop?
”Ja, men jeg ved ikke hvorfor, det er sådan. Vi er nok en mindre bølge, der skriver om mere følsomme emner. Jeg synes egentlig bare, folk skal tale om det, de gør til hverdag eller det, de føler for. Jeg synes faktisk ikke, der er flere, der skal lave musik om at være ked af, for det betyder bare, at der er flere artister, der har det fucking wack.”
Hvad handler ’Fortabt’ om?
”Den handler om, at vi er en masser gutter, der bare laver en masse lort, som vi ikke rigtig aner, hvad skal føre til. Jeg kender rigtig mange, der lever helt fucked.”
”Det er ikke kun mig, der har det sådan”, synger du…
”Jeg er nogle gange lidt træt af, at det altid skal handle om mig selv. Der er mange, der ikke ved, hvilken retning de skal i. Det er en generel tendens, jeg oplever hos rigtig mange jævnaldrende.”
Hvordan er de ”fortabte”?
”De har intet arbejde, ingen skole, ikke noget som helst. De laver bare deres kreative ting i deres fritid. Og så laver de måske nogle lidt fucked ting ved siden af også.”
Er det ikke godt nok at være kreativ?
”Jo, men man skal også tjene penge, hvis man ikke vil bo i en skov og være helt selvforsørgende.”
Hvordan er dine rutiner, når du skriver sange?
”Den eneste rutine, jeg har, er nok, at jeg altid ryger joints, inden jeg skriver. Men for det meste freestyler jeg også bare i studiet. Det kan man nemt dræbe hele stemningen i et studie, hvis man skal sidde og bruge en time på at skrive. Ofte går jeg bare direkte ind, og synger det, jeg lige har på hjerte.
Hvad inspirerer dig?
”Jeg plejede at finde meget inspiration på internettet, men nu har jeg ikke længere nogen iPhone, så nu bliver jeg bare inspireret af det, der sker omkring mig. Faktisk hader jeg alle storbylydene, men jeg tvinger mig selv til at gå og observere i hverdagen."
Er du en rollemodel?
”Nej! Det skal jeg godt nok ikke være. Man skal ikke se op til mig. Hvis man gør ligesom mig, er man en kæmpe idiot. På nogle punkter. På andre punkter kan jeg sikkert godt vejlede, men man skal ikke gøre alt, jeg gør.”
Hvorfor ikke?
”Fordi det er ikke sundt. Jeg lever forholdsvist sundt nu, men jeg har levet meget usundt. Jeg tager nogle gange nogle meget ristede, impulsive beslutninger.”
Hvad kan det være for eksempel?
”For eksempel at få tatoveret ”HELT FINT” på sine knoer, mens man er på familieferie med sin mor og mormor i Portugal. Min mor var lidt i chok. Min mormor syntes, det var en flot skrift. Men jeg har gerne ville have tatoveringer på fingrene siden jeg gik i 7. klasse.”
Får du beskeder fra folk, der kan relatere til de emner, du behandler i dine sange?
”Ja, nogle gange. Men jeg har jo ikke nogen iPhone, så jeg er jo helt isoleret fra den slags. Men der er ret mange, der skriver til mig, som har forældre, der er gået bort eller lignende, og som siger, at det har betydet noget for dem at lytte til mine sange.”
Hvad synes du om det?
”Det synes jeg er nice. Hvis jeg kan hjælpe nogen på en eller anden mærkelig måde, er det fedt. Jeg vil gerne have, at folk skal vide, at det er okay at snakke om de her problemer. At være psykisk syg er ligesom at være syg i kroppen. Hvis man har brækket benet, skal man ikke gå og skjule det. Man må gerne tale om sine problemer”.
Skriver du det til folk?
”Nogle gange glemmer jeg at svare. Jeg er også meget dårlig til at svare mine bedste venner, så det er ikke for at være nar. Jeg skal sætte tid af til at svare folk, men det vil jeg også gerne. Jeg vil gerne gøre mig umage med at svare folk ordentligt, give dem råd og sådan. Jeg er blevet psykolog uden at være uddannet.”
Giver det dig noget at kunne hjælpe?
”Jeg synes, det er svært at forstå, når jeg ikke har mødt de her mennesker. Det er meget uvirkeligt for mig. Men hvis de får det bedre af min musik, gør det mig glad.”
I videoen har 3D-grafikeren Christopher Denton animeret et motiv, du har malet, der svæver henover de københavnske bygninger. Hvor meget maler du?
”Det er meget varieret. Det er bare en hobby, ligesom hvis man har lyst til at se en film. Jeg maler bare. Jeg har slet ikke fulgt med i animeringsprocessen, men det er super fedt og lidt uhyggeligt at få sine malerier animeret.”
Hvor ser du dig selv om fem år?
”Det er om meget lang tid! Om fem år håber jeg, at jeg har min egen lejlighed. Jeg bor med min mor på Østerbro nu, og det er fucking hyggeligt. Jeg har egentlig ikke lyst til nogensinde at flytte hjemmefra, men det skal jeg jo.”
Hvorfor vil du ikke flytte hjemmefra?
”Jeg hader bare at være helt alene. Jeg bliver meget mærkelig, når jeg er alene. Jeg skal have folk omkring mig. Ikke fordi jeg skal snakke med dem, men der skal være liv. Jeg har også to marsvin. Jeg spiller meditationsmusik for dem. Det hjælper marsvinene.”
Skal du ikke bare have en hund?
”Nej. Jeg kan slet ikke finde ud af at passe sådan én. Jeg er dårlig til pligter, man skal udføre.”
Hvordan synes du egentlig, det er at blive interviewet?
”Jeg får det lidt akavet. Jeg hader at snakke om mig selv. Der er en lille stemme i mit hoved, der sidder og siger ”hold nu kæft, Adam”.
