Hvilken begivenhed har formet dig?
”Som barn sad min morbror og kiggede på mig, mens vi spiste og sagde helt alvorligt: ’Du skal ikke spise så hurtigt, for så bliver du tyk.’ Det råd lyttede jeg aldrig til, hvilket bogstaveligt talt har formet mig. Men alligevel kan jeg stadig i dag høre min morbrors stemme i det fjerne, og det er nok årsagen til, at jeg ikke er blevet decideret tyk endnu.”
Hvad er den største fysiske smerte, du har oplevet?
”For nogle år siden fik jeg podagra eller urinsyregigt i min ene fod, hvilket føltes som, hvis en havde taget en pose glasskår og blandet ind i mit kød, når jeg både gik og ikke gik.
Det var så intens en smerte, og jeg brugte det i en joke på min sidste tour, hvor jeg sagde, at det kan godt være, at kvinder synes, de har store smerter, når de føder et barn, men så har de fandeme ikke haft ondt i fødderne.
Man får ofte podagra, hvis man spiser for god mad med røde bøffer og rødvin, for så kan kroppen ikke udskille al den urinsyre, man både selv producerer og får fra det kød, man spiser, og så ender det nede i fødderne.
Jeg fik podagra i forbindelse med en tour med Geo og Christian Fuhlendorff, hvor vi havde en regel om, at vi skulle finde den bedste restaurant i alle de byer, vi optrådte i. Vi fik godt med andefedt og tung mad i den periode. Men Geo og Fuhlendorff gik fri for podagra, da de lige er det yngre og i bedre grundform end mig.”
Hvad er det bedste råd, du har fået?
”Troels Kløvedal har engang sagt: ’Man skal ikke tage en uddannelse for at have noget at falde tilbage på, men man skal rejse ud i verden for at have det at falde tilbage på.’ Det er guddommelig godt sagt.
Man skal netop tage ud at rejse, for det er de oplevelser, det at stå på egne ben og være ude og opdage livet, som man falder tilbage på resten af ens liv. Jeg endte selv ret tilfældigt med at læse økonomi, men jeg var stadig i tvivl om, hvad jeg ville bruge min fremtid på.
Som 25-årig rejste jeg til Australien og Thailand med min ven Claus. Det var en rejse, der for alvor fik mig til at stå på egne ben. På knapt et år blev det vel til et par telefonsamtaler med min familie i Danmark, og ellers hørte jeg kun hjemmefra, når vi ramte en større by og gik på posthuset for at se, om der tilfældigvis lå et brev. Jeg blev i den grad klogere på livet og på mig selv af den rejse.”
Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?
”Jeg havde et studiejob som telefonsælger hos Berlingske, da jeg mødte Peter Hansen, som inviterede mig med på Din’s, hvor han selv optrådte. En aften oppe i baren stod jeg og snakkede med en anden gæst og fortalte ham, at hvis jeg en dag skulle stå på scenen, så ville jeg lave stand-up omkring disse ting og nævnte tre emner.
Det ene emne handlede om, hvordan det er som mand at stå ved et pissoir. Da den næste komiker gik op, snakkede han præcis om mine tre emner, og jeg vendte mig om mod den anden gæst i baren igen og sagde: ’Okay, det kan sgu godt være, at jeg skal prøve det stand-up.’
Nogle måneder senere stod jeg selv på scenen, og efter et par gange fik jeg at vide, at nu var jeg klar til at optræde fast hver tirsdag og få løn for det. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive komiker, men det at stå på scenen gav mig en helt anden selvsikker følelse, end jeg var vant til, og så var det en god fornemmelse at høre folk grine.”
Hvad bør enhver mand vide om kvinder?
”Vi skal ikke høre de ord, de siger, men forstå intentionen bag. Modsat os mænd, hvor kvinder skal høre præcis dét, vi siger, og ikke lægge alle mulige meninger i ordene.”
Hvad er din største skuffelse?
”At jeg aldrig har skrevet en roman. Jeg har altid drømt om at udgive en roman, og jeg har et dokument på min computer med idéer til historier, men udfordringen er at finde tiden.
Det skal ikke være en kriminalroman, men en god litterær roman. Faktisk startede jeg på at skrive på en roman i skolen i slutningen af 1970’erne. Romanen foregik i fremtiden.
Måden, man så tilbage til nutiden, var, at man så udskrifter af radioavisen, som fortalte, at der var opstået krig. Og i denne verden var det ikke længere USA over for Sovjetunionen, men USA over for den muslimske verden, hvilket jo var meget profetisk. Twistet var, at den muslimske verden havde allieret sig med Sverige, fordi de var våbenproducenter.”
Hvornår blev du en mand?
”På min rejse til Australien arbejdede jeg på et tidspunkt for en tømrer og havde til opgave at rive en gammel pergola ned ved et supermarked. Jeg begyndte at brække noget fra og opdagede, at der var fyldt med redback-edderkopper, som er ekstremt giftige.
Der røg en edderkop ned i mine støvler, og jeg blev bidt i anklen. Jeg fik det virkelig ringe og spurgte ham danskeren, som jeg boede hos, om jeg ikke hellere måtte besøge en læge, hvilket han slet ikke mente var nødvendigt.
Næste dag havde jeg det stadig ret ringe, men det blev heldigvis bedre. Jeg fik senere at vide fra andre australiere, at hvis jeg havde været et barn, var jeg nok død af bidet, men fordi jeg var en voksen mand, så klarede jeg det. Og dér gik det op for mig, at jeg nu var en mand.”
Hvad er din vigtigste telefonsamtale?
”Da jeg gik i 10. klasse og skulle på ferie til Grækenland med mine forældre og en anden familie, kunne man ikke flyve dertil fra Billund, men kun fra København.
Derfor sendte en kammerat og jeg et brev til Archibald, der var Simon Spies’ lille hund, hvor vi skrev: ’Hej Archibald, kan du ikke spørge din rige far, om han ikke kan hente os med sit privatfly i Billund?
Så slipper vi for at tage hele turen til København.’ Noget tid senere kom jeg hjem fra skole og tog telefonen, da den pludselig ringede. Det var en kvinde, som spurgte mig, om jeg havde sendt et brev til Archibald, hvilket jeg bekræftede, og hun stillede mig efterfølgende om til Simon Spies.
Han fortalte mig, at det desværre ikke kunne lade sig gøre i denne omgang at rejse fra Billund, men at de arbejdede på, at det blev muligt i fremtiden og ønskede mig en god rejse. Jeg var helt mundlam og sagde overhovedet ikke noget til ham.
Det var den vigtigste telefonsamtale i mit liv, fordi den oplevelse har gjort, at jeg altid behandler fans og folk, der henvender sig på gaden eller skriver til mig på Facebook, som Simon Spies behandlede mig dengang. Det skylder man de folk, der henvender sig, og så er det en god forretning. Min familie rejste kun med Spies efter det opkald.”
LÆS OGSÅ: Long Read: Mit liv som Mads Holger
