Long Read: Mit liv som Mads Holger
Mads Holger til hest. Privatfoto

Long Read: Mit liv som Mads Holger

Long Read: Mit liv som Mads Holger

Ethvert menneske er en gåde. Når det lever, og når det dør. Selv om mange var på fornavn med Mads Holger Norgaard Madsen, kendte de færreste debattøren, forføreren og forfatteren, som spillede højt spil lige til det sidste. Til oktober ville han være fyldt 40.

JOHN LITTLE VAR umulig ikke at lægge mærke til. Han sad i gruppen af unge mænd på byens nye mødested, og hans ansigt var harmonisk med fyldige træk. Han var solbrændt og velplejet, som var han lige trådt ind fra den franske riviera, og med sit sunde, hvide smil indtog han naturligt rollen som aftenens midtpunkt på Café Sommersko.

Ind imellem lagde han nakken tilbage og udstødte en høj, hjertelig latter. John Little var ikke typen, der lo med hånden op foran munden. Han var en mand, der gav los i alle livets forhold.

Sammen med en gruppe af byens kunstnere var han blevet en del af det faste klientel, da Café Sommersko åbnede i 1976 som Danmarks første café med spejle på væggen, sofamøbler i rødt læder og en hidsigt spruttende nyindkøbt kaffemaskine. I et land med brune værtshuse, boligmangel, økonomisk afmatning og et fodboldlandshold, der ventede på bedre tider, vakte Café Sommersko opsigt. Her var stemningen international, når snakken gik om kunst, litteratur, politik, filosofi og kvinder.

Mette Norgaard Madsen havde travlt med at servere iført stedets uniform, hvid skjorte, sort slips og sort nederdel. Hun var 20 år gammel og havde fundet noget nær det perfekte studiejob, mens hun læste medicin. På Café Sommersko skete der hele tiden noget. Personalet havde ikke været på kursus i at betjene avancerede italienske kaffemaskiner, så Mette Norgaard Madsen havde lært det selv ved at prøve sig frem. Og når gruppen af larmende mænd bestilte champagne, åbnede hun flasken efter bedste evne: Mellem benene, mens hun klemte fast og trak proppen ud.

Når hun fik fri klokken et om natten, fortsatte festen for personale og stamkunder på et af de nærliggende værtshuse. Det var her, hun faldt i snak med John Little. Han var billedkunstner, boede på Christiania og talte flydende dansk, selv om hans familie kom fra Skotland. Hans far var en respekteret antropolog på Universitetet i Edinburgh, og hans danskfødte mor var et lige så velanskrevet medlem af amtsrådet i London. Selv var John Little uddannet på et kunstakademi i Chelsea, inden han var flyttet til København, inspireret af den uformelle livsstil, nye muligheder og kønne danske piger.

I EFTERÅRET 1976 var John Little på vej til Paris, hvor han skulle male og udstille sine værker. Han spurgte Mette Norgaard Madsen, om hun havde lyst til at tage med, og hun svarede ja med det samme. Hun forventede ikke, at hendes forældre ville bifalde planen, men Mette gjorde, som det passede hende. Da John Littles økonomi ikke var den bedste, foregik rejsen i bil, og Mette hjalp til med benzinen.

Det blev nogle gode måneder i Paris. Parret boede i en lejlighed, Johns forældre havde stillet til rådighed, og her var der altid et rend af mennesker. John talte fransk, han virkede som en magnet på interessante personligheder, og snakken gik om malerier, ferniseringer og store drømme. Mette befandt sig fint i rollen som værtinde for Johns selskaber. Hun lavede mad, tog med på udstillinger og lyttede med til debatterne.

Efter seks måneder gik turen hjem mod København. Parret havde netop lagt Paris bag sig, da Johns bil begyndte at lave nogle underlige lyde, og snart efter brød den sammen. Bilen stod ikke til at redde, og da ingen af de to havde nogen penge, måtte Mettes mor sørge for togbilletterne over telefonen fra København. I toget mod Danmark sad Mette og tænkte.

Hun følte sig modnet af opholdet, hun havde lært at tale fransk, og så var hun gravid. Hun glædede sig til at blive mor. Men hun vidste også, at selvom John Little var barnets far, skulle han ikke være det. Dertil havde han vist sig at være for flyvsk. Der var for meget kaos og for mange kvinder i hans kølvand. John var indforstået med Mettes ønske. Han havde hverken lysten eller evnerne til at gå ind i rollen som far.

Nogle måneder senere, i oktober 1977, fødte Mette Norgaard Madsen sin søn. Hun sad i sengen med Mads Holger i sine arme. Hans blik var vedholdende på en måde, så det næsten var skræmmende. Som insisterede han på kontakt.

”Jeg sagde til ham: ’Ved du hvad, du er simpelthen så heldig. Du er havnet i verdens sikreste havn.’ Jeg var en robust, ung kvinde. Jeg var rimelig kvik, syntes jeg selv, og med masser af energi og gå-på-mod. Selv om der ikke var nogen mand i huset, havde jeg en ukuelig tro på, at det nok skulle gå.”

MADS HOLGER VAR en sund og rask dreng, men som månederne gik, begyndte Mette at undre sig. Andre børn på hans alder havde for længst sagt deres første ord. Men bortset fra de forventelige småbørnslyde forblev Mads Holger tavs. Mette overvejede, om hendes søn var døv og afprøvede teorien med to grydelåg bag ham, og det reagerede han på. Tilsyneladende var der ikke noget galt.

”Da han var to år, ventede jeg stadig på, at han ville sige noget. Og så en dag ved morgenbordet sagde han sin første sætning. Han kiggede på mig: ’Jeg vil gerne bede om havregryn med jordbærsyltetøj.’ Jeg blev nærmest forskrækket.”
Med tiden fandt Mette ud af, at den måde at formulere sig på lå i tråd med Mads Holgers personlighed.

 

”Som større dreng var han perfektionistisk anlagt. Han gik op i takt og tone og var prætentiøs. Derfor venter man selvfølgelig også med at tale, til man har tænkt sig om og kan formulere sig.”

Mette opdagede også noget andet. Hendes søn havde en evne til at vække følelser og fremkalde reaktioner hos andre, og de var ikke altid positive. Til en fødselsdag fik Mads Holger foræret en puttekasse. Træklodserne skulle lægges i de rette huller for at træne barnets motorik. Mette åbnede gaven sammen med sin søn. ’Ej, hvor er det dejligt, det skal han hurtig få lært,’ udbrød hun begejstret. Hvortil en veninde ifølge Mettes erindring svarede: ’Hvad er det, du antyder?’

”Hun mente, at jeg fremhævede Mads Holger på bekostning af hendes søn. Enhver so synes bedst om sine grise, sådan er det jo. Men jeg kan ikke sige andet, end at Mads Holger var speciel. Han var en køn dreng, og han var hurtig til at lære ting. Han kunne kaste en bold længere end de andre drenge, og han lærte at skrive, inden han startede i skole. Han skabte en irritation hos andre, især mine veninder. Det var sådan kan-du-være-der-agtigt. Det var grundtonen.”

DET ER EN eftermiddag i sommeren 2017. Mette Norgaard Madsen har besluttet sig for, at hun gerne vil fortælle historien om sin søn. Hun har dækket op med stempelkaffe, kokosmakroner og friske danske jordbær. I stuen ved siden af har hun lagt nogle af Mads Holgers ting frem på et bord. Hun er gået i gang med sorteringsarbejdet. På værelset, hvor han boede som teenager, ligger flere af hans ting, som hun endnu ikke har været igennem. Hun holder døren lukket, indtil hun en dag får taget sig sammen til at gå i gang med oprydningen.

Det er et år siden, Mads Holger døde, 4. juli 2016, og Mette Norgaard Madsens telefon er fuld af hilsener fra hans venner, bekendte og ekskærester. I offentligheden var han primært kendt som festarrangør, forfatter, debattør, blogger, konservativ politiker i en kortvarig periode og mester i den veloplagte Facebook-opdatering. Han havde mange følgere, en del modstandere og lige så mange, der ikke helt forstod, hvad han gik ud på.

Et år efter sin søns død møder Mette Norgaard Madsen stadig mennesker, som giver udtryk for, at de egentlig synes, de har hørt nok om Mads Holger.

”Så i princippet er alt ved det gamle,” som hun siger.

Når hun ser tilbage på Mads Holgers opvækst, spekulerer hun på, om hun dengang undervurderede betydningen af, at hendes søn voksede op i en familie uden en far. Dengang var det jo bare sådan, det var, og det var trods alt ikke noget særsyn med enlige mødre. Alligevel mener Mette, at det har kostet noget, at Mads Holger ikke for alvor havde nogen voksne mænd at spejle sig i. Enkelte gange mødte han sin far. Møderne med John Little var forvirrende og tilfældige. Han kunne ikke fastholde interessen for sin søn i længere tid ad gangen.

I MAJ 1982 stod John Little i spidsen for det første karneval nogensinde i Danmark. I en organisatorisk kraftpræstation og med inspiration fra Rio de Janeiro mobiliserede John Little tusindvis af københavnere til en folkefest af dimensioner. Byen boblede over af musik og mennesker i opfindsomme kostumer:

Der var superhelte, fakirer, drager, elverkvinder og mænd klædt ud som pigegarde. Et optog blev anført af et kæmpemæssigt papmachéhoved, der forestillede statsminister Anker Jørgensen. Andre kom sejlende som søuhyrer og gik i land i Nyhavn og sluttede sig til festen.

I Politiken blev John Little portrætteret som karnevalsgeneralen, der havde fået det hele til at spille. Men han var også en omdebatteret mand, som tidligere havde været i politiets søgelys. Under urolighederne mellem bz’ere og politi i Nørrebros sorte firkant havde han arrangeret gadeteater og var blevet varetægtsfængslet som urostifter.

Nu var han i vælten igen, men denne gang med myndighedernes opbakning. Vennerne beskrev ham som en idealistisk og energisk iscenesætter, utrættelig i forfølgelsen af sine mange ideer. Kritikerne kaldte ham manisk, selvovervurderende og brandirriterende. Men karnevallet var en succes. Politiet havde ingenting at lave. Betjentene kunne bare stå og betragte optoget og vippe med fødderne.

Mette Norgaard Madsen havde for længst skrevet John Little ud af ligningen, og det levede hun fint med. Hun havde sat sine uddannelsesplaner på pause og meldt sig ud af medicinstudiet. I sin toværelses lejlighed havde hun dagligt besøg af sin familie og sine veninder. Mette havde en storebror, en storesøster og en tvillingesøster, som hjalp med alt det praktiske.

Mads Holger var omgivet af mange kvinder og meget få mænd som dreng. En af mændene var Mettes bror, Mikkel. I starten af 1980’erne arbejdede han som lydmand på Nordisk Film og var kendt som en frisk og underholdende fyr. Mads Holger overnattede hos Mikkel og så ’E.T.’ på video, og når der var landskamp, så de den sammen på fjernsynet. Når Mads Holger havde fødselsdag, kom Mikkel forbi og ønskede tillykke og gav ham en kasse sodavand. Da Mads Holger var gammel nok, tog Mikkel ham med til seksdagesløb i Forum. Indtil da havde han fulgt cykelløbet på familiens sort-hvide fjernsyn.

’Hold kæft, det er i farver,’ udbrød Mads Holger, da de trådte ind i hallen.
I mellemtiden havde Mette mødt en mand, som hun havde lyst til at stifte familie med. Han var pæn og ordentlig og nede på jorden og arbejdede som fotograf i film- og tv-branchen. I 1982 flyttede han ind hos hende. Der gik ikke mange måneder, før Mette var gravid og parret giftede sig.

Mads Holger var fem år, og han glædede sig. Han skulle være storebror.
’Nu bliver vi en rigtig familie,’ sagde han.

DA OLIVIA KOM til verden i 1983, blev pladsen for trang i Mettes lejlighed. Familien fandt et nyt hjem på Rosenvængets Allé i det mere herskabelige kvarter bag Østerbrogade. Lejligheden havde to stuer og franske glasdøre, og her befandt Mads Holger sig godt.

Somrene tilbragte de i familiens sommerhus på Thurø syd for Svendborg. Fra haven kunne man se ud over vandet og vinke, når kongeskibet sejlede forbi på vej til Valdemars Slot på Tåsinge. Det var i sommerhuset på Sydfyn, at familien havde nogle af sine bedste dage, husker Olivia Norgaard Skov. De spillede kroket og fodbold i haven, og om aftenen lavede de bål og spiste snobrød.

Men Olivia vidste også, at hun og Mads Holger var forskellige af sind. Når hun som teenager stod tidligt op for at få noget ud af dagen, blev han liggende i sin seng til ud på eftermiddagen. Og alligevel virkede det, som om han kom legende let til alt, hvad han rørte ved. Han var god til sport, fik gode karakterer i skolen trods en høj fraværsprocent, og han var sommermester flere år i træk på den nærliggende minigolfbane. Når Olivia sad i solen, blev hun rød. Når han smed trøjen, var han brun efter fem minutter.

”Han var en speciel storebror. Jeg så op til ham, fordi han meget tydeligt vidste, hvem han var. Han var den kloge, mens jeg altid fik at vide, at jeg var god social. Jeg var hende den lyse, glade pige, der dækkede bord og elskede alt, hvad min mor serverede. Min bror var mørk og sær og kræsen.”

Da Olivia begyndte i første klasse som seksårig, bad hun Mads Holger om at tage med. Han var 11 og tog fri fra undervisningen for at følge sin søster i skole.
”Jeg var en glad gris som barn, men jeg kunne også være ængstelig. Mads Holger skulle sidde ved siden af mig i klassen, ellers græd jeg. Han var kærlig og sad og aede mig. ’Tag en tår af din sodavand.’”

Olivia Norgaard Skov er i dag 34 år. Hun arbejder som produktionsleder i filmbranchen, er gift og har to små drenge. Vi mødes på Café Victor i København. Caféen med de uniformerede tjenere og hvide duge var i mange år Mads Holgers stamsted. Her fik han sin faste menu, en rød bøf med pomfritter og salat. De grønne salatblade skubbede han til side med en bemærkning om, at han ikke spiste kaninføde. I den senere tid har Olivia opsøgt stedet engang i mellem og er begyndt at sætte pris på det. Flere af tjenerne har været henne og kondolere.

Olivia husker, at Mads Holger allerede som dreng havde en evne til at sætte stemningen.

”Han kunne ikke udstå ost, bare for at nævne et eksempel. Han syntes, det var klamt. Blev det serveret alligevel, kunne han rejse sig og gå. Han var en blanding af at være modbydelig og dannet. Hans humør kunne ændre sig fra den ene yderlighed til den anden, og det kunne påvirke alle omkring ham. Alle kiggede på ham, når han kom ind i et rum. Han var karismatisk. Til gengæld havde han svært ved alle de normale ting, man skulle. Vaske tøj, gå i bad, lave mad, rydde op.”

Familielivet var en af de ting, der ikke faldt Mads Holger let, men det var ikke nødvendigvis nogens skyld. Med årene var forholdet mellem ham og Olivias far blevet dårligere og dårligere. Mads Holger havde en vildskab i sig. Der skulle ske noget hele tiden. Tabte han i skak, væltede han brikkerne og gik.

EN DAG I OKTOBER 1984 lejede Mads Holgers onkel en sportsvogn, og sammen kørte de ned gennem Europa med kurs mod Bern. Mikkel havde skaffet billetter til Danmarks kamp mod Schweiz. Det danske fodboldlandshold red på en bølge af begejstring, og Mads Holger havde fulgt kampene på fjernsyn.

På stadion sad han og Mikkel på tribunen omgivet af roligans i en nervebetonet kamp, hvor Preben Elkjær manglede det fornødne held i de afgørende situationer. Stolpen stod i vejen for Danmark, der tabte 1-0. Mads Holger og Mikkel kørte skuffede hjem til København. Trods nederlaget kvalificerede landsholdet sig året efter til VM-slutrunden i Mexico, men da havde familien fået noget andet at tænke på. Mikkel var blevet syg. Da han blev undersøgt hos lægen, viste det sig, at han havde leukæmi. Som nyuddannet sygeplejerske påtog Mette sig opgaven at passe sin bror, der var sengeliggende i morens lejlighed. Nytårsaften 1986 var familien samlet, da Mikkel døde, 33 år gammel.
Mads Holger var ni år, da han mistede sin onkel.

”Det var voldsomt,” siger Mette Norgaard Madsen. ”Jeg tror, det var den første store kajeryster, Mads Holger fik.”

Mikkels død sendte rystelser gennem familien. I den følgende tid blev Mette og hendes to søstre skilt.

”Vi følte alle tre, at vi var gift med mænd, som ikke trådte i karakter efter Mikkels død,” siger Mette Norgaard Madsen, der blev skilt i 1987 efter fem års ægteskab.

Mette mente, at det var det bedste, også for børnene. Hun blev boende i lejligheden på Rosenvængets Allé med Mads Holger og Olivia. Det gik fint den første tid. Men lønnen som sygeplejerske rakte ikke til at betale huslejen på længere sigt. Med hjælp fra sin eksmand fandt Mette en billigere lejlighed. I Stengade på Nørrebro. Her flyttede hun ind med sine to børn i et nyopført almennyttigt boligbyggeri med altaner og haveanlæg.

Olivia syntes, det var spændende.

”Jeg fik venner fra Algier, og der duftede af marokkansk mad i opgangen, det var herligt. Men for min bror var det en katastrofe. Han brød sig ikke om kvarteret. Der var brand i kælderen hver anden måned, og en dag brændte alt hans Star Wars-legetøj. Det glemte han aldrig.”

Som barn var Olivia hos sin far hver anden weekend. Han havde mødt en ny kvinde, som han fik to børn med. Olivia har et nært forhold til sine halvsøskende, men Mads Holger blev aldrig en del af hendes nye familie.

”Jeg forlod Mads Holger hver anden weekend, og når jeg kom tilbage, var det med en masse oplevelser, han ikke havde været med i.”

Mette husker, at familien var splittet. Hun var alene med Mads Holger, mens hendes eksmand tog på skiferie med sin nye familie.

”Når Olivia kom hjem fra ferie, kiggede Mads Holger hende i øjnene: ’Har du haft det godt, Ollie?’ Han tog det som en hædersmand og gemte sorgen væk. Han ville ikke tage glæden fra hende.”

EN DAG SPURGTE Mads Holger sin mor om hjælp. I mange år havde han gået med kasket, men nu var han interesseret i at gøre noget ved sin garderobe.
”Han havde besluttet sig for, at han ville gå med blazerjakke. Jeg forstod ikke, hvad han mente, så vi tog ind til byen sammen og kiggede efter en jakke. Vi gik i flere børne- og ungdomsafdelinger, men sådan en jakke var svær at opdrive. Da vi nåede til H&M, fandt vi en sort blazer. Det var sådan en, han gerne ville have.”

Snart efter kom skjorterne. Om aftenen stod Mette og strøg de hvide skjorter for sin søn og tænkte, at han klædte sig som en lille voksen. Han var 10 år.
Mette bemærkede andre små ting. På sit værelse i lejligheden i Stengade tilbragte han mere og mere tid i sit eget selskab. Tegnede og skrev. Var hun på toilettet sent om natten, var der lys på hans værelse. I sommerhuset på Thurø sad de ved bålet om aftenen og kiggede på stjernerne. De udpegede stjernebilleder, og Mette forsøgte at svare, når Mads Holger spurgte hende om universets størrelse og opståen.

”Han interesserede sig for, hvad kosmos var, og hvad det vil sige at være et menneske, og hvor livet kommer fra. Han ville også vide, hvordan universet kan være uendeligt, og hvad der så er bagved. Han var nysgerrig og insisterende. Det var som at være til eksamen. Jeg synes nu nok, jeg er nogenlunde begavet, men jeg følte mig slet ikke klog nok til at svare på den slags ting. Jeg svarede, at livet muligvis kom fra Adam og Eva, men på den anden side var der også the big bang, så måske var det lidt af begge dele. Og så spurgte jeg, om vi ikke skulle se at få gang i de snobrød. Jeg tror, han hadede mig for, at jeg ikke kunne svare på alle hans spørgsmål, for det var noget, der optog ham dybt.”

Mads Holgers mormor boede i en herskabslejlighed på Sortedams Dossering. Han kaldte hende for Bedste og besøgte hende tit. Hun vidste alt om kongerækkerne og interesserede sig for kunst og kultur. Hun kendte alle de store malere og tog Mads Holger og Olivia med til Rom og Paris, hvor de besøgte museerne og gik på opdagelse i gaderne. I lejligheden på Østerbro havde hun antikke møbler, hun serverede hjemmebagte vaniljekranse og kommenskringler, og hun holdt jul med juletræ og andesteg.

”Han elskede, at der var højt til loftet hos hende, og at man kunne tale om alt,” siger Mette Norgaard Madsen.

En dag meddelte Mads Holger sin mor, at han havde tænkt over sagen, og at han ønskede at blive døbt. Og det mente han også, at Olivia burde. Og sådan blev det.

”Han var begyndt at interessere sig for religiøse emner. Jeg var overrasket over de ting, han vidste. Jeg har selv haft kristendomsundervisning i skolen, men han havde læst Biblen og testamenterne og forstod teksterne i detaljer. Jeg tror, det var en higen efter at finde en større mening med livet: ’Hvad går det ud på?’ ’Hvor skal vi hen?’ ’Hvorfor har jeg ikke nogen far?’”

MADS HOLGER OPLEVEDE årene i Stengade med andre øjne end sin mor og søster. Han så på tingene med et dystert blik. Familien havde en udmærket lejlighed, og ingen gik sultne i seng, men for Mads Holger var der ikke tale om en midlertidig nedjustering i forhold til årene på Rosenvængets Allé. Det var en deroute.

”Han følte, at vores liv var kummerligt,” siger Mette. ”Hans onkel var død. Forholdet til hans papfar var ikke godt. Hans biologiske far var væk, og han syntes, at jeg var for løs i koderne. Jeg tror, han ville have den her familie og sig selv på ret køl. Han tog sværdet i egen hånd. Når der ikke var andre mænd, der trådte i karakter, besluttede han sig for at gøre det.”

I foråret 1993 var Mads Holger i gang med de afsluttende eksamener i niende klasse på privatskolen Bordings Friskole. Mens han læste til eksamen, blev familien ramt af en ny forskrækkelse. Mads Holgers mormor var blevet alvorligt syg og indlagt på Rigshospitalet, hvor hun ventede på at blive opereret. Familien fik at vide, at der var en overhængende risiko for, at hun ikke overlevede indgrebet. Om aftenen sad Mette og hendes tvillingesøster og spiste sammen med Mads Holger og Olivia. Stemningen i køkkenet var trykket, da Mette rejste sig for at hente noget i køleskabet. Udsigten til at miste sin mor i en alder af 67 år blev for meget for hende.

”Jeg plejer ikke at dåne. Men lige der kunne jeg ikke længere magte det. Jeg dejsede om på gulvet."

I samme øjeblik rejste Mads Holger sig fra bordet og gik hen til sin mor. Han kiggede på hende med et fast blik: ’Nu rejser du dig op. Stram op!’

Mette kom med det samme på benene og satte sig tilbage til bordet. Da Mads Holger var færdig med sin mad, gik han ind på værelset og læste videre. De følgende dage bestod han eksamen. Som Mette husker det, fik han udelukkende 11- og 13-taller.

’Den er til Bedste,’ sagde han, når han kom hjem med en ny topkarakter. Hans mormor blev opereret, og de følgende uger fik hun det bedre og blev udskrevet. Men Mads Holger var endegyldigt trådt i karakter som familiens overhoved. Eller som Mette formulerer det:
”Det var her, hærchefen blev født.”

SKØJTEHALLEN MED DEN lyseblå facade lå ved siden af Idrætsparken. Inde i den kølige hal var en gruppe drenge samlet efter skole. En af dem var Frederik Rømeling. Han var 13 år og boede med sin familie i Kartoffelrækkerne på Østerbro, en rigtig akademikerghetto, som han kalder kvarteret. Trygt og godt og en lille smule kedeligt. En eftermiddag i skøjtehallen bemærkede han, at der sad en fyr på trætribunen, der ikke var specielt interesseret i at stå på skøjter. Han sad i en lang sort frakke og røg cigaretter og spillede poker med nogle drenge. Det blev Frederik Rømelings første møde med Mads Holger og starten på et nært venskab.

”Han kom som et frisk pust i mit liv. Han var ikke som de fleste andre drenge på min alder. På sit værelse på Nørrebro havde han dekoreret den ene væg med tomme Calippo-isbægere. Det var sådan en sodavandsis, man skubbede op. Det var hans eneste føde. Vi var sammen hver dag, og vi var begge interesseret i, at der skulle ske noget. Han var god til at opsnuse fester og havde en evne til at komme ind, selvom vi ikke var inviteret. Med flid, fedt og snyd fik han skaffet os gennem døren. Dukkede der ikke en spændende fest op, skabte vi den selv. Uanset hvor vi gik, tiltrak han sig opmærksomhed, både god og dårlig. Jeg husker enkelte fester, hvor vi tog flugten forfulgt af bøller med knyttede næver og cirkelspark.”

Troels Heeger voksede også op på Østerbro. Han lærte Mads Holger at kende i fodboldklubben Skjold, der havde hjemmebane i Fælledparken. Blandt drengene i fodboldstøvler og korte bukser stak Mads Holger ud. På en feriekoloni i det kommunistiske Polen deltog Troels Heeger og de andre drenge i træningen forud for kampene mod de polske hold. Den eneste, der ikke var med i forberedelserne, var Mads Holger. Han tog på egen hånd i byen i Stettin, og da han kom tilbage, kunne han fortælle sine forbløffede danske holdkammerater, at han havde været sammen en lokal pige. Der var dem, der tvivlede på historiens sandfærdighed, men underholdningsværdien fejlede ikke noget. Og Mads Holger var trods alt blevet set på Østerbrogade med to piger, en på hver side, så noget måtte der være om sagen, husker Troels Heeger.

”Han begyndte at køre casanovalinjen på et tidspunkt, hvor vi andre stadig interesserede os for rollespil.”

I SOMMEREN 1993 startede Mads Holger i gymnasiet på Falkonergården på Frederiksberg. Omtrent samtidig flyttede familien. Efter fem år i Stengade havde Mette fået fat i en lejlighed på Peblinge Dossering. Ejendommen lå i første parket til søerne. Lejligheden havde seks værelser. Da Mette ankom med flyttelæs nummer to, var Mads Holger allerede i gang med at pakke ud. Da hun kiggede op, hang der et kæmpemæssigt dannebrogsflag ud ad vinduet. Det var Mads Holgers måde at markere, at familien var kommet hjem.

I gymnasiet var han let genkendelig i sort jakke, hvid skjorte og cowboystøvler af slangeskind. Støvlerne havde han fundet i en butik i Pisserenden. Mette betalte for dem.

”Jeg syntes, de var grimme og for meget, men han gik aldrig med andet. Jeg tror, det var en del af hans uniformering. En cowboy klar til kamp.”

Mads Holger var veltalende og god til at debattere, men han lagde mere vægt på det sociale liv end på undervisningen. Allerede da han blev konfirmeret, havde hans morfar sagt i sin tale, at intelligens forpligter. Selv var morfaren landsretssagfører, og i familien fornemmede man, at Mads Holger havde potentialet til at drive det vidt, siger Mette Norgaard Madsen.

”Det var mest et spørgsmål, om han skulle være fodboldspiller på landsholdet eller statsminister. Det var sådan, vi tænkte. Vi forventede, at han kunne nå lige så langt, det skulle være.”

Men Mads Holger havde ikke temperamentet og tålmodigheden til at gå i dybden med lektierne. Over for sine venner pralede han med, at han kun behøvede at læse den første side i en bog, så havde han gennemskuet den. Til en eksamen kunne han komme direkte fra en bytur, sætte sig på en stol over for eksaminator og censor og analysere teksten med stor overbevisning. Han var humoristisk og havde flair for sproget og kunne vende og dreje et emne som en prisme og se det fra vinkler, andre ikke havde set før.

Bagefter beklagede Mads Holger sig. Det undrede ham, at det var så let at narre lærerne. Han havde bluffet sig hele vejen igennem skolegangen og blev belønnet med et 13-tal for præstationen. Det kunne næsten gøre ham vred, at verden var så nem at bedrage. Der skulle ikke mere end et sort jakkesæt til. Så udråbte lærerne ham til et geni.

For Mads Holger var gymnasietiden én lang fest. Lejligheden på Peblinge Dossering lagde gulv til flere natlige arrangementer. Dagen efter ryddede Olivia op, så der var pænt, når Mette kom hjem. Olivia fjernede ølkapsler i potteplanterne og skurede gryderne rene for friture og indtørrede pomfritter. Da Olivia en dag ryddede op efter sin bror, som havde været alene i lejligheden i nogle dage, åbnede hun skraldespanden under køkkenvasken og fandt et kyllingeskrog med maddiker.

Mette havde fået arbejde som sygeplejerske i et rejseforsikringsselskab. Hun blev ofte sendt til udlandet for at hjælpe danskere, som var kommet til skade. Havde en ung kvinde fået en stofpsykose i Thailand og sad lammet af angst, var det Mette, der hentede hende hjem. Når danskere blev ramt af naturkatastrofer eller terrorangreb i udlandet, rejste Mette af sted for at hjælpe.

Når hun kom hjem til Danmark, var det til en søn, som levede sit eget liv. Han var egenrådig og kritisk indstillet over for sin mor og mente, at hun slækkede på formerne og traditionerne. Foreslog Mette, at familien fejrede julen i Norge, protesterede Mads Holger og krævede, at juleaften blev holdt i hjemmet med juletræ og klassisk dansk julemad. Sådan var det hele vejen rundt. ’Ikke godkendt,’ kunne han sige til Olivia, hvis han så hende drikke en øl af flasken. Den slags passede sig ikke for en pige, mente han. Og hvad angik hans mor, foretrak han, at hun havde langt hår og gik i kjole. Men Mette følte sig mere komfortabel i jeans. ’Ikke godkendt,’ sagde Mads Holger, da Mette kom hjem fra frisøren og havde fået pagehår. ’Rock Nalle, med et tvist af Daimi,’ lød sønnens dom. Den grinte de begge ad.

EN DAG SKULLE Mads Holger og Frederik Rømeling spille tennis. Frederik Rømeling husker, at Mads Holger havde en ukuelig tro på egne evner, og ofte havde han noget at have det i. Men der måtte være en grænse, mente Frederik, som havde spillet tennis i mange år. Han så frem til at dyste mod Mads Holger, som var god til fodbold og flere andre sportsgrene, men tennis havde han ikke dyrket.

”Jeg var sikker på, at nu skulle jeg tæve ham, og det startede godt. Han bevægede sig underligt, som klovnen Oleg Popov. Det så skrækkeligt ud. Men han vandt kampen. Den havde jeg ikke set komme, det gjorde ondt. Han var begunstiget af en sindssyg fysik og en tro på, at det kunne han sagtens. Da vi var på skiferie, skete det samme. Vi andre havde stået på ski, siden vi var børn, og så kom han drønende forbi os i cowboybukser og en sort flagrende cottoncoat ned ad den sorte piste. Han kørte, som om han var ved at slå sig selv og andre mennesker ihjel. Det var et under, at han overlevede. På en ferie i Grækenland lejede vi motorcykler og tog på udflugt. Mads Holger lagde sig i spidsen. Han kørte absurd hurtigt og lavede de mest hasarderede ting på motorvejen. Jeg tænkte: Hvad fanden går det ud på? Jeg tror, han havde et behov for at presse sig selv derud, hvor det måtte briste eller bære.”

En af de andre venner var Jakob Sams. Han havde skulderlangt, platinhvidt hår, som han ind i mellem samlede i en hestehale. Han befandt sig dårligt på et andet gymnasium og skiftede derfor til Falkonergården.

”Jeg lignede ikke det, Mads Holger forbandt med en ordentlig dreng. Men efter få dage faldt vi i snak og fandt ud af, at vi havde de samme tanker om, hvordan livet skulle leves, øllene drikkes og pigerne kysses. Inden en gymnasiefest sagde han til mig: ’Vi skal lige have gjort noget ved dit hår.’ På en fin måde fik han sendt mig til frisøren og sørgede for, at jeg blev klippet korthåret.”

Mads Holger og Jakob Sams. Privatfoto

Heller ikke Jakob Sams var optaget af lektielæsning. For ham og Mads Holger indtraf højdepunktet i gymnasietiden en sen aften i byen.

”På Gråbrødre Torv fandt vi en udeservering, hvor de havde glemt at lukke for ølhanen. Det var som at finde en skat. Jeg husker det som en fuldstændig magisk aften i midten af København. Vi sad hele natten og drak gratis øl og røg cigaretter og snakkede om livet. Vi mødte verden med oprejst pande. Det måtte aldrig være kedeligt. Vi kom hjem med de samme 20 kroner på lommen, vi var taget ud med.”

Mads Holger bevægede sig ubesværet rundt i det københavnske natteliv. Jakob Sams og de andre venner fulgte med, når han skaffede dem ind på de populære diskoteker.

”Han gav den som verdensmand. Han besad en styrke, som jeg lænede mig op ad. Ind imellem kunne man godt blive skubbet lidt til side, hvis han mødte nogle spændende mennesker, han skulle snakke med. Men han vidste, at jeg var i lokalet og vendte altid tilbage og sørgede for, at jeg blev inddraget i samtalen. Han var enormt solid.”

Efter gymnasiet overvejede Jakob Sams, hvad han skulle studere. Og mens andre fra klassen var gået i gang med en uddannelse eller havde fået et arbejde, havde Mads Holger skaffet sig adgang til den ultimative fest.

VILLAEN LÅ I bakkerne bag Saint-Tropez med udsigt over bugten og de stillestående lystbåde. Mads Holger betragtede udsigten en stund, inden stuepigen viste ham ind til kammeret, hvor han skulle bo. Han var udsendt som journalist fra København, hans stofområde var livet i de europæiske jetsetkredse, og nu var turen kommet til den franske riviera. Gennem en ven havde han fået kontakt til datteren i en velhavende engelsk familie, som ferierede i det sydfranske omgivet af kunstnere, fotografer og lokale berømtheder. Værtsfamilien svarede Mads Holger, at han kunne bo gratis hos dem, mens han skrev sin artikel.

Det var ikke første gang, Mads Holger arbejdede som journalist. Efter gymnasiet havde han skrevet for lokalavisen Rendestenen, der blev udgivet på gult papir og omdelt til beboerne i Pisserenden i København. Han skrev om kuriøse hændelser, sære eksistenser og uheldige indbrudstyve.

Nu, nogle år senere, var han udsendt for et dansk magasin ved navn Ping. Det blev udgivet eksklusivt for medlemmerne af natklubben Nasa, som havde tiltrukket sig en del bevågenhed, da den åbnede i 1997 i Boltens Gård i København. Mads Holger var blevet en del af inderkredsen på diskoteket, hvor dørmænd nøje udpegede hvilke gæster, der egnede sig til at få adgang. Baren var hvid fra gulv til loft, indrettet som en rumstation. Her kunne man møde alt fra medlemmerne af Aqua til kronprins Frederik, mens Sylvester Stallones danske ekskone Brigitte Nielsen og hendes bodyguard blev afvist i døren. De to gæster harmonerede ikke med den stemning, ejerne ønskede at skabe på baren.

Som udsendt medarbejder på Ping havde Mads Holger fået adgang til en større verden. Det startede i Saint-Tropez. Han var rejst dertil med nogle få hundrede kroner på lommen, i den samme slidte blazerjakke, han altid havde på. Gik man tæt på, så man, at jakken havde pletter og huller, som havde han fundet den i en genbrugsbutik. Men set på afstand lignede han et mangeårigt medlem af jetsettet.

Den dyreste natklub i Saint-Tropez var Les Caves du Roy, og her trådte Mads Holger ind i en verden, han ikke havde set før. Nok var Nasa i København blevet en international attraktion blandt kendisser og dem, der gerne ville være det. Men på natklubben i Saint-Tropez var niveauet højere. Under fanfare og med stjernekastere blev champagnen båret ind i specialdesignede flasker af guld og juveler.

”Jeg forstod med det samme, at her skulle jeg være,” skriver Mads Holger i sine erindringer, der udkom i 2012 med titlen ’Bladguld’.

Og med sit filmstjerneudseende faldt det ham let at konversere med stedets klientel af rigmænd, forretningsfolk og fotomodeller. Det var en verden, der var så hæmningsløs, arrogant og ødsel, at han ikke kunne lade være med at holde af den. Natklubben med røgkanonerne og det blinkede stroboskoplys var det stik modsatte af det, han kendte fra sin opvækst i Danmark: Pædagoger, der sagde, han skulle sidde stille og dele sit slik med de andre børn. Natklubben var det omvendte af forhindringer, begrænsninger og formaninger.

Som ung mand havde Mads Holger sagt til sine venner, at han altid havde følt, at han var aparte. Verden havde ikke plads til sådan en som ham. Men det havde Les Caves du Roy. Her var det en fordel, at man ikke gik i et med tapetet.

På baren spiste han peanuts fra små skåle. Det var stort set den eneste faste føde, han fik på turen. Han havde ikke en krone på lommen. En sen aften i værtsfamiliens hus gik han ned i køkkenet og tog et æg fra køleskabet. Han kogte det i elkedlen og gemte det i inderlommen. Da han på en sejltur langs Rivieraen sad på dækket og nød synet af delfinerne, der sprang op af vandet, fandt han ægget frem fra lommen. Han flovede sig en smule over at have stjålet mad fra værtsfamilien, men først og fremmest var han lykkelig.

”Så højt elskede jeg den verden, der omgav mig. Så højt elskede jeg det eventyr, jeg havde begivet mig ud på, at skulle jeg sulten stjæle et æg for at færdes her, så var det fint med mig. Det var måske lidt som de delfiner, der sprang op langs båden for at hente nogle få øjeblikkes ilt, inden de skulle tilbage i havets dyb. Jeg holdt mit æg op i havgusen for at salte det, hvorpå jeg spiste det. Det var den skønneste aften,” står der i ’Bladguld’.

Mads Holger rejste videre til nye fester i Syrien, Paris og Moskva. Hvis titlen af jetset-journalist ikke hjalp, kunne han foregive at være en betydningsfuld skandinavisk greve, som var kommet for at inspicere natklubben. Med sin mørke, mystiske fremtoning og det let sammenknebne blik fik han døre til at åbne, som ellers var lukkede for andre.
”Jeg var som et barn, der legede, en hemmelig agent på en hemmelig mission, hvor jeg skulle snyde de andre, som bedst jeg kunne, og dog var det ikke en leg, men virkelighed, hvilket kun fik mig til at elske det hele endnu højere.”
Og så en dag dukkede Mads Holgers far, John Little, op igen.

EN EFTERMIDDAG i foråret 2001 stod Mette Norgaard Madsen i køen i supermarkedet, da hun fik øje på avisens spiseseddel. Den mand, hun havde mødt på Café Sommersko og fået en søn med, var på forsiden af Ekstra Bladet. Avisen udråbte ham som ’Hiv-manden’. Af historien fremgik det, at John Little var blevet arresteret i Sverige, sigtet for at have dyrket ubeskyttet sex med hundredvis af kvinder uden at fortælle dem om sin sygdom.
Mette Norgaard Madsen læste chokeret artiklen.

”Jeg kunne se hele tragedien for mig. Hvordan skal Mads Holger klare det her? Jeg havde lyst til at opkøbe alle udgaver af Ekstra Bladet og brænde dem. Vi måtte flytte til et andet land, hvor de aldrig havde hørt om John Little. Jeg ville slette historien.”

Mads Holger befandt sig på det tidspunkt i Paris på ferie med nogle venner. Mette undersøgte flytiderne og fandt ud af, hvornår hendes søn landede i København. Da hun så, at flyet var ankommet, ringede hun til ham, så hun selv kunne overbringe ham nyheden, inden han så aviserne i ankomsthallen.

”Han lyttede og sagde: ’Jeg skal bare lige være sikker på, om det har noget med dig og mig at gøre?’ Han ville sikre sig, at hverken han eller jeg var syg. Jeg svarede, at det var vi ingenlunde, for jeg havde ikke været sammen med John i mange år. ’O.k.,’ svarede han. ’Så tager vi den derfra.’”

Mads Holger og John Little.

Sagen om Mads Holgers far fik stor mediebevågenhed i Danmark. Det viste sig, at John Little i 1984 var taget til Brasilien for at købe instrumenter og kostumer til det københavnske karneval. Men i Rio blev han overfaldet og voldtaget. Det var i den forbindelse, at han var blevet smittet med hiv. Virussen blev dengang betragtet som dødelig, men John Little levede videre, som om intet var hændt, omgivet af kvinder, som ikke vidste besked. I modsætning til Danmark var det i Sverige dengang ulovligt at udsætte andre for hiv-smittefare. I foråret 2001 klappede fælden. To smittede svenske kvinder havde lokket ham til Göteborg, hvor han tilstod sine gerninger. Uden at han vidste det, sad politiet i stuen ved siden af og lyttede med.

Mens John Little sad i arresten og afventede sin retssag, forsøgte Mads Holger desperat at få lov til at besøge ham i cellen. Politiet afviste hans anmodninger. I stedet fik han telefonisk kontakt med sin far og havde flere samtaler med ham de følgende uger. John Little betroede sine synder til sin søn, der tilgav sin far. 23 år gammel havde Mads Holger fået rollen som skriftefader for sin egen far, en mand, han aldrig havde kendt.

John Little fortalte, at udsigten til en fængselsstraf skræmte ham fra vid og sans. Mads Holger erindrede senere i ’Bladguld’, at hans far var så svækket, at han betragtede en flere år lang fængselsstraf som en dødsdom:

”Derpå sagde han noget, som jeg under de givne omstændigheder fandt vigtigt: At vi ikke dræbes af noget, vi møder, men af det, vi har mødt. Vi fældes bagfra på et sted, der ikke er til at undslippe, uanset hvor let til bens vi end måtte være. Det fæstnede sig i den grad i min erindring.”

I april 2001 faldt dommen over John Little. I Radioavisen hørte Mads Holger, at hans far var blevet idømt syv års fængsel. Dommeren havde i øvrigt bemærket, at den dømte virkede ustabil, og han havde derfor kontaktet arresten og bedt personalet om at holde nøje opsyn med John Little.

Samme aften befandt Mads Holger sig i sin lejlighed ved Kultorvet i København, da det ringede på døren. Da han åbnede, stod der to betjente. De meddelte, at hans far havde hængt sig i sin celle. I ledningen fra en radio.

NOGLE DAGE EFTER begav Mads Holger sig til Göteborg for at hente sin fars aske og hans personlige ejendele. Uden tøven havde han påtaget sig rollen som ham, der ryddede op. Han havde ringet rundt til John Littles venner og orienteret dem om hans død. Han havde indrykket en dødsannonce i avisen. Han havde taget hånd om de mange ubetalte regninger fra sin far. Han tog kontakt til nogle af de smittede kvinder og beklagede, så godt han kunne, på sin fars vegne. Han korresponderede med advokaten, der skulle gøre boet op. Advokaten kunne oplyse, at John Little ikke havde efterladt sig noget af værdi.
På turen til Göteborg havde Mads Holger selskab af to venner. De hentede ham på adressen i København, og sammen begav de sig mod Sverige i en åben sportsvogn. De kørte op ad Strandvejen i strålende solskin og hørte Otto Brandenburg for fuld udblæsning. Eftersom historien om hans far alligevel var så sort, havde Mads Holger besluttet sig for, at han ligeså godt kunne gøre turen til en oplevelse.

De tre venner hentede urnen på krematoriet i Göteborg, og turen gik videre til byens politistation, hvor Mads Holger skulle have udleveret sin fars ejendele. De tre danskere slæbte flyttekasserne ud på gaden og sorterede effekterne. I kasserne lå hiv-medicin i små flasker, en æske med dyre cigarer og et maleri.
Inden turen gik hjemad, lagde Mads Holger og vennerne vejen forbi Ullevi Stadion, der ligger i nærheden af politistationen. Det var her, det danske landshold slog Tyskland og blev europamestre i 1992. Oliva husker, at Mads Holger omtalte netop sommeren ’92 som sin bedste.

”Han var inde på Rådhuspladsen, dengang vi vandt over Tyskland. Da landsholdsspillerne blev modtaget på pladsen, stod han i menneskemængden, der hyldede spillerne på balkonen. Om natten sov han på en bænk på Rådhuspladsen. Han talte altid om det fællesskab, han havde oplevet den dag.”
I Göteborg stod Mads Holger og hans to venner nogle minutter foran Ullevi og mindedes finalen, inden de satte kurs hjem mod Danmark.

”Det var et bevægende øjeblik at stå der og betragte arenaen udefra,” siger Frederik Rømeling, den ene af de to venner, som deltog i det, der siden gik under navnet urneturen.

”På vejen hjem hørte vi høj musik og røg cigarer. Det er den mest vanvittige tur, jeg nogensinde har været på. Da vi på et tidspunkt kørte over et bump, frygtede vi et øjeblik, at vi havde tabt urnen, som lå og bumlede rundt på bagsædet. Da vi kiggede efter, var den der heldigvis stadig.”

Inden de tre nåede den danske grænse, begyndte snakken at gå om hiv-medicinen i den ene kasse.

”Vi var usikre på, om det var ulovligt at bringe sådan noget ind i landet. Det endte med, at vi kørte ind på en rasteplads og tømte medicinen ned i toilettet. Det var simpelthen så surreelt. Jeg tror, Mads Holger opfattede det som sjovt inden for de rammer, der var. Han kunne ikke gøre andet end at joke med det, fordi det var så bizart.”

Det var ikke alle præster i København, som havde lyst til at forestå begravelsen af John Little. Men i Hellig Kors Kirke på Nørrebro ville præsten gerne gennemføre ceremonien.

Ved begravelsen på Assistens Kirkegård stod fotograferne klar, da John Littles urne blev lagt i jorden. Olivia græd, fortvivlet på sin brors vegne.
Mads Holger kiggede på sin søster. Så aede han hende på ryggen med et smil.
’Din tudemarie.’

ALLEREDE INDEN SAGEN om John Little og hans død var den danske presse begyndt at følge Mads Holger med stigende interesse. Han var blevet kendt som en veltalende og succesfuld eventmager og playboy fra det københavnske natteliv, altid klar med en god historie. Andre oplevede ham som arrogant, selvpromoverende og selviscenesættende, og i de følgende år intensiveredes mediedækningen på en måde, han ikke havde regnet med.

Ved en nytårsfest i 2003 faldt han i snak med en kvinde. Paula Larrain var journalist og vært på tv-avisen og blev i mediekredse betragtet som et indlysende talent med skærmtække. Mads Holger og den syv år ældre Paula Larrain svingede godt sammen, og i august 2007 blev de gift. Efter vielsen blev parret fløjet i helikopter til Flakfortet, hvor festen blev holdt.

Paula Larrain havde en søn fra et andet ægteskab, og Mads Holger forsøgte at finde sig til rette i sit nye familieliv. I efteråret 2007 stillede Paula Larrain op i underholdningsprogrammet ’Vild med dans’. Hendes medvirken i tv-showet tog en uventet drejning, da Mads Holger så sig sur på sin kones dansepartner, den nordiske dansemester René Christensen. Mads Holger mente, at den professionelle danser opførte sig ukorrekt over for hans kone. Af avisernes dækning af sagen fremgik det, at Mads Holger i et anfald af jalousi over telefonen havde truet danseren med at smadre hans knæskaller. Danseren meldte Mads Holger for trusler til politiet. Mads Holger afviste, at han havde truet danseren med tæsk, men han erkendte dog, at han havde talt med store bogstaver. Politiet valgte at henlægge sagen.

Senere samme efterår meldte Paula Larrain sig klar til endnu en udfordring, da hun ved folketingsvalget stillede op for De Konservative. Af ’Bladguld’ fremgår det, at livet som offentligt kendt kom bag på Mads Holger:

”De fleste mennesker havde vist – måske ligesom jeg selv oprindeligt – en opfattelse af, at livet som et celebert og kendt ansigt var sødmefyldt og let, hvilket var fuldstændig korrekt – alle andre steder i verden. I Danmark betød livet som kendt, at man i vid udstrækning måtte deponere sit privatliv, men det skulle man ikke tude over, for sådan var det vel alle steder, blot blev man ikke kompenseret på anden vis. Jo, det skal retfærdigvis nævnes, at vi fik fribilletter til premieren på ’Star Wars’, men der fulgte også hyppige trusselsbreve og chikanerier med, og summa summarum havde vi nok hellere taget ’Star Wars’ på video.”

Men også på et dybere plan havde medieopmærksomheden overrasket ham. I bogen skriver han videre:

”Der var en interessant lektie i forløbet, derved at man kunne blive som en cykelkurv på en parkeret cykel. Den kunne være nok så ren og pæn, indtil først nogen smed et stykke affald ned i den. Herpå overgik den til at være en skraldespand, som alle siden anvendte som så. Inden længe var det ligegyldigt, hvem og hvordan det første skrald var havnet deri. Nu var det en skraldespand, og det skal jeg ellers love for, at jeg blev det følgende år.”

PÅ HJEMMEFRONTEN BLEV det sværere for parret at finde ro og stabilitet. I 2008 blev de skilt efter fem måneders ægteskab.

”Jeg tror, Mads Holger havde en drøm om at få ro på i privatlivet, og at han måske betragtede ægteskabet som en redning. Men sådan kom det ikke til at gå,” siger Olivia Norgaard Skov. ”Det gav endnu mere ravage i hans sind. Det var, som om han i tiden efter skilsmissen begyndte at leve sit liv endnu mere vildt.”

De mange mediesager fik konsekvenser for Mads Holger i forhold til hans studieplaner. Han læste teologi på Københavns Universitet og fulgte undervisningen regelmæssigt. En dag blev han trukket til side af en underviser. Han sagde, at Mads Holger næppe skulle forvente at få et embede, når studietiden var overstået. Dertil havde der været for mange kontroverser omkring hans person. Underviseren opfordrede ham til at overveje, om det var besværet værd at færdiggøre det langvarige teologistudie. Mads Holger takkede for orienteringen og gik i stedet i gang med et andet projekt.

Han havde længe drømt om at skrive en roman. I 2008 debuterede han som skønlitterær forfatter med bogen ’Alle går rundt og forelsker sig’. Historiens hovedperson var en romantisk anlagt verdensmand, der kritiserede forældregenerationens mangel på værdier og traditioner.

Gennem hele sin opvækst og i skoletiden havde Mads Holger fået at vide, at han var et geni. Nu kunne han også kalde sig romanforfatter.

I Politiken blev bogen anmeldt under overskriften ’Alle går rundt og brækker sig’. Anmelderen mente, at romanen var forbryderisk dårlig. Samme linje blev slået an i aviser som Information, Weekendavisen og Jyllands-Posten.

Anmelderne hæftede sig ved forfatterens løjerlige sprog, der fremstod ufrivilligt komisk. Forfatteren havde en forkærlighed for ord som ’særdeles’, ’såfremt’, ’hvortil’, ’henrivende’, ’omendskønt’, ’mestendels’ og andre forældede udtryk. Romanens tone virkede underligt opstyltet og påtaget og anstrengende at læse. Som stod Mads Holger på Østergade i 1880’erne i lang frakke og høj cylinderhat og konverserede med en gruppe tilhørere om sædernes forfald. Helt uden tegn på ironi.

Udadtil lod han sig ikke mærke. Korkproppen Mads Holger var ikke færdig. Han var i fuld gang med at genopfinde sig selv. Uden en krone på lommen havde han i foråret 2009 lejet et SAS-fly, omdøbt det til ’Valkyrien’ og inviteret halvandet hundrede betalende gæster til Stockholms opera for at feste. I en gallaklædt protest mod dansk middelmådighed og almindelig krisestemning inviterede Mads Holger en håndfuld af landets smukkeste kvinder til det, han kaldte ’det mest eksorbitante bal i mands minde’. Blandt deltagerne var en gruppe unge kvinder fra kostskolen Herlufsholm. Kvinderne var kendt for på skift at overnatte hos den noget ældre Mads Holger, der omtalte sine veninder som ’Den permanente udstilling’.

Mads Holgers firma Klub Jet fik en god start med velvillige sponsorer i ryggen og masser af medieomtale. Snart gik turen videre til Beirut, Istanbul og Moskva. På turene kunne man finde Mads Holger på sin plads forrest i flyet i det samme slidte jakkesæt, omgivet af kvinder, mens champagnepropperne fløj rundt i kabinen og den medrejsende DJ spillede Richard Strauss for fuld styrke.
Andre rystede på hovedet. Flere havde fornemmelsen af, at noget stak under. Tøjet, stemmen og manererne virkede indstuderet. Der var dem, der ventede på, at Mads Holger smed forklædningen. Eller at nogen trak den af ham.

Selv forstod han det ikke. Han havde skabt årtiets fest, og så blev han mødt af skepsis, hån og journalister med korslagte arme. Hvorfor kunne de ikke bare nyde fortælleren fortælle en god historie? Hvorfor afmontere magien som forstillelse, opspind og plattenslageri?

Efter festen landede Mads Holger i Københavns Lufthavn, eller Lisbeth Dahl Airport, som han kaldte den. Og gik ud gennem tolden med den velkendte følelse af gråvejr, skuffelse og fornuftige sko.

AF DE MANGE, MANGE kvinder Mads Holger havde lært at kende, var de fleste af dem villige til at gå langt for en aften i hans selskab. Men Kathrine Maria Amann forholdt sig skeptisk. Hun læste litteraturvidenskab på Københavns Universitet og interesserede sig for dramatik og russisk litteratur fra 1800-tallet. Hun havde tilbragt de første år af sit liv i Holte, men da hun var 10, flyttede familien til Esbjerg, hvor hendes far havde fået arbejde. Kathrine Maria Amann nåede aldrig at falde til i Esbjerg, hun følte sig ved siden af og havde ikke særlig mange venner, der delte hendes interesser.

Da hun blev færdig med gymnasiet, rejste hun videre til den største by, hun kunne komme i tanke om. I New York arbejdede hun med dramatik og befandt sig godt. Men efter nogle måneder savnede hun de europæiske byers historie og rejste hjem til Danmark.

En aften i 2012 befandt Kathrine Maria Amann sig på Bobi Bar i det centrale København, da hun faldt i snak med Mads Holger. Hun havde hørt ham i radioen, men havde ikke nogen holdning til ham som sådan.

”Vi debatterede litteratur og kultur, og jeg kunne mærke, at han lige skulle se, hvor meget jeg vidste. Vi stod og stak lidt til hinanden. Det var en åndssvag magtkamp, der startede det.”

Kathrine Maria Amann fortalte Mads Holger, at hun arbejdede på et teaterstykke, og det viste sig, at også han interesserede sig for dramatik. De følgende måneder mødtes de og drøftede mulighederne for et samarbejde. Men det blev aldrig til noget skuespil.

”Jeg kunne godt se, at han var interessant og charmerende. Jeg kunne spejle mig i hans personlighed og i følelsen af at være lidt malplaceret i nutiden. Vi dyrkede begge nogle idéer og idealer, som hører en anden tid til. Han var en af de bedste samtalepartnere, jeg har haft. Alligevel var jeg i tvivl. Jeg er privat, genert og tilbageholdende. Jeg syntes, det var en stor mundfuld med det offentlige liv, han levede. Men efter en lang række møder sagde han til mig: ’Nu må du pisse eller hoppe af potten.’ Lige så romantisk han kunne være, lige så direkte kunne han formulere sig. Det er nu eller aldrig. Det var hans budskab. Så blev vi kærester.”

Mads Holger boede på det tidspunkt i en herskabslejlighed ved Marmorkirken. Flere af værelserne stod tomme og ubenyttede på nær et enkelt, hvor han havde sin seng og en gammel grammofonspiller. Efterhånden tilbragte han mere og mere tid sammen med Kathrine Maria Amann i hendes lejlighed på Østerbro. Hun lærte ham at kende som en travl mand, der arbejdede på mange forskellige projekter ad gangen. Han var aktiv som blogger, debattør og radiovært på 24syv. Han var i gang med at udvikle et brætspil, overvejede at stifte en konservativ tænketank og havde flere romaner på vej.

”Han var en mand med tusind idéer. Han kunne ringe til mig sådan lidt Egon Olsen-agtigt og sige: ’Du skal skaffe et stykke pap, en snor, en ballon og et stykke tyggegummi’. Så havde han en ide til et eller andet projekt, som ikke kunne vente. Han var god til at inddrage sine omgivelser, animere dem, fordi han selv troede på sine idéer, og man ville ham det godt. Selvfølgelig kunne han fylde meget i sociale sammenhænge, når vi mødtes med redaktører og politikere. Men han var god til at fremhæve mig og inkludere mig i samtalen. Jeg vil helst bare forsvinde ned i et musehul, men det lod han mig ikke gøre. Han mente, jeg havde noget at byde på: ’Frem i bussen, min tøs.’”

TRODS DEN DÅRLIGE modtagelse af debutromanen ’Alle går rundt og forelsker sig’ i 2008 var Mads Holger ikke færdig med at skrive. I 2012 udkom hans roman nummer to, ’Bladguld’. Bogen fik en smule mere medvind blandt anmelderne. Weekendavisen kaldte Mads Holger for øretæveindbydende og storhedsvanvittig og en gudsbenådet rejsefører. I den øvrige del af pressen undrede man sig. Jyllands-Posten noterede, at forfatteren førte sig frem som en moderne udgave af Simon Spies. Men i Mads Holgers tilfælde fandt man ikke noget glimt i øjet. Der var ikke nogen formildende tegn på den velkendte danske ironi. Det forvirrede anmelderen, at Mads Holger tilsyneladende mente hvert et ord.

Kathrine Maria Amann blev ofte spurgt af venner og bekendte, som var interesserede i at høre om den rigtige Mads Holger. De antog, at hun var en af de få, der fik hans sande jeg at se, når han kom hjem og lagde blazerjakken væk. Men sådan oplevede hun det ikke.

”Jeg mærkede ikke nogen forskel. Det var sådan, han var. Han var et sammensat menneske med mange nuancer. Han elskede ’Olsen Banden’, røde pølser og bodegaromantik, men i lige så høj grad elskede han champagne på Moltkes Palæ, operaen i Venedig og dekadence og høj stilk på glasset. Men grundlæggende havde han en følelse af at være født i den forkerte tid. På et tidspunkt læste vi et digt sammen af Baudelaire, ’Albatrossen’, der sammenligner kunstneren med fuglen med det enorme vingefang. Det er en fantastisk flyver, men når den kommer ned på jorden, vralter den og kan slet ikke finde sig til rette. Sømændene prikker til den med deres piber. Det var sådan, Mads Holger så sig selv. Han kunne bevæge sig fuldstændig fænomenalt i nogle luftlag, men i dagligdagen havde han det svært.”

I efteråret 2014 havde Mads Holger fået en ny idé. Han bekendtgjorde i pressen, at han ved folketingsvalget det kommende år stillede op for De Konservative. Han var utilfreds med partiets tilgang til værdikampen og de gamle konservative dyder.

”Han trivedes med at være i kamp. Han var ukuelig idealist, særdeles kompromisløs og muligvis også lidt fantast. Han mente, at det var svagpisseragtigt at have idealer uden i det mindste at forsøge at få dem realiseret. Man skulle risikere sig selv. Derfor stillede han op. Han spillede højt spil og satsede alt hver gang,” siger Kathrine Maria Amann.

Medierne fulgte Mads Holgers valgkamp med stor interesse, og i forhold til andre kandidater havde han ikke svært ved at skaffe opmærksomhed. I partitoppen så man med stigende bekymring på sagen og på den uro, han kunne skabe i partiet, hvis han blev valgt ind. Tre dage før valgdagen havde han udtalt i et interview med Politiken, at han betragtede sit parti som en døende patient, der i sin febervildelse slår ud efter lægen. På den baggrund blev det besluttet at ekskludere Mads Holger for partiskadelig virksomhed. Han nåede dog at trække sig inden.

”Partiets reaktion kom bag på ham, for han mente, at han sagde sandheden,” siger Kathrine Maria Amann. ”Men han var ikke særlig strategisk. Han var måske lidt naiv i sin idealisme. Han troede, at hvis projektet var godt nok, så ville folk kunne se det. Og det der med at indynde sig på de rigtige tidspunkter, det havde han ikke sans for.”

UDADTIL LOD Mads Holger sig ikke mærke af sit politiske nederlag. Han havde masser af andre ting at se til.

”Han var forbavsende god til at hive sig selv op igen og igen. Det var en evne, jeg beundrede ham for. Hvis et projekt røg i vasken, gik der en periode, så vendte han tilbage med en ny idé,” siger Kathrine Maria Amann.

”Men jeg vidste godt, at det tog hårdere på ham end som så.”

I sommerhuset på Thurø skrev Mads Holger på sin tredje roman. Den handlede om en ung mands dannelsesrejse i en verden af kulturradikalisme og manglende rygrad. Kathrine Maria Amann sad ved siden af og arbejdede på sit speciale. Om aftenen læste han op for hende, hvad han havde skrevet.

”Han var gennemført stilist med en klar æstetisk vision om, hvordan især sproget skulle være. Det var jo en central del af hele hans projekt om at genrejse nogle af romantikkens idealer. Hans stil var ikke anset blandt anmelderne og lå ikke i tråd med tidens formnedbrydende ideal. Men det var nu engang sådan, han skrev og talte. Vi debatterede hans roman og drøftede fortællingen og karaktererne i bogen. Der gik noget tid, før han lyttede til mig, da han forstod, at jeg ikke ville ændre på ham. Jeg havde ikke noget ønske om, at han skulle tale anderledes og gå i kondisko.”

Mads Holgers tredje roman, ’Vorherre bevares’, udkom i vinteren 2015. Politikens anmelder fremhævede den for sit grotesk bedagede sprogbrug, den hovedløse handling og forudsigelige kulturkritik. Avisen kvitterede med et enkelt hjerte.

Samme kritik lød fra andre anmeldere. Berlingske gav to stjerner og noterede, at der var ansatser til en god roman med nogle interessante pointer. Men forfatterens sprog spærrede for udsigten, skrev anmelderen ærgerlig og sluttede med ordene:

”Det er næsten til at klynke over.”

DET VAR EFTERHÅNDEN noget tid siden, Frederik Rømeling havde set Mads Holger. De første mange år efter gymnasietiden var gået med fester, piger og rejser. Men en dag havde Frederik Rømeling sat sig for at gøre jurastudiet færdigt. Han blev gift, fik børn og arbejder i dag som advokat med speciale i ejendomsret.

”Vi havde det sjovt i mange år. Men på et tidspunkt kunne jeg ikke længere holde til det vilde byliv. Det var ikke kompatibelt med et almindeligt familieliv. Mads Holger fandt parmiddage kvælende og dræbende, og jeg medgiver gerne, at konceptet er ret sløjt. Men det er nu engang en del af livet i en familie. Mads Holger rejste verden rundt med Klub Jet. Jeg havde svært ved at se mig selv deltage på sådan en tur. Jeg tror, det skuffede ham. Nu var han i gang med at skabe noget, og så var vi der ikke.”

De første mange år af sit ægteskab brugte Frederik Rømeling og hans kone adskillige timer på at diskutere Mads Holger, når han ikke var til stede.

”Dengang sagde jeg, at jeg ikke forventede, at han ville blive over 40. Jeg tror, han havde besluttet sig for, at han skulle leve stærkt og dø ung. Vi andre har sikkert slået det hen som koketteri. Og det har han måske også selv gjort. Han var begunstiget af en fysik, der havde tilladt ham at ryge og drikke i 20 år og stadigvæk holde en nogenlunde figur. Men på et tidspunkt begyndte det at nive. Måske havde han set, at hans livsstil havde en slutdato. Vi andre havde egentlig også svært ved at se for os, at han skulle sidde på Café Victor som 50-årig.”

I løbet af det seneste år har Frederik Rømeling tænkt over sit venskab med Mads Holger. Et venskab, der startede den eftermiddag i skøjtehallen og varede i 25 år.

”Når jeg tænker på Mads Holger, tænker jeg på filmen ’Mig og Charly’. I slutscenen ser man den her løjerlige fyr køre væk på sin knallert, mens vi hører titelmelodien: ’Du finder sikkert aldrig ud af, hvem Charly var. For pludselig så var han der bare …’ På den måde var Mads Holger en Charly-karakter. Det var den rolle og funktion, han har haft i mit liv. Han åbnede døren til en spændende verden.”

For Mette og Olivia var det blevet sværere at få kontakt til Mads Holger. Han foretrak sit eget selskab, og når han endelig dukkede op, virkede han uoplagt. For Olivia var det vanskeligt at være sammen med sin bror, der levede om natten og fortsatte sine mange byture.

”Han blev mere og mere bidsk, sort-hvid. Det var svært at være i stue med. En dag, familien var samlet, sagde min mor, at Mads Holger var angst. Men han ville ikke tale om det. Da min mor var gået, tog han fat i mig og sagde: ’Du skal bare tage det roligt. Mor overdriver altid. Jeg har det fint, jeg er bare træt.’”

Mads Holger havde længe boet i lejligheden ved Marmorkirken, men i lyset af sin økonomiske situation måtte han flytte ud. Han overtog Olivias toværelses lejlighed i Egegade på Nørrebro, efter at hun var flyttet sammen med sin mand. Mads Holger ønskede ikke at få besøg i sin nye lejlighed. Han brød sig ikke om kvarteret og var sjældent hjemme. Han tilbragte mere og mere tid med Kathrine og i sommerhuset på Thurø.

Andre dage kunne man møde ham på Sortedams Dossering. Det var her, hans mormor boede, indtil hun døde i august 2015, 90 år gammel. Efter sin mormors død opsøgte han kvarteret, gik rundt om søen og sad på Restaurant Guldanden og spekulerede.

I OKTOBER 2015 fyldte Mads Holger 38 år, og Olivia tænkte, om det ikke var på tide, at han slog sig ned og etablerede en familie. En dag overraskede han hende.

”Han spurgte min mand, hvordan det var at have børn. Hvor meget sover de om natten og sådan nogle ting. Jeg tænkte, hvad fanden sker der? Han var meget glad for mine børn, men han kunne ikke fordrage, når de larmede og spiste grimt. Han syntes, det var klamt ud over alle grænser. Han levede i en anden verden. Han var vågen om natten og dyrkede champagne til morgenmad. Han elskede, når Ekstra Bladet ringede. Jeg fik angst, når jeg var sammen med ham, og journalisterne ville have fat i ham. Han kunne godt lide omtalen.”

Olivia tror, at Mads Holger i virkeligheden ønskede sig at få et almindeligt liv.

”Men afstanden var blevet for stor. Han havde skabt en hård skal, som han ikke længere kunne bryde ud af. Selv om han gerne ville.”

En dag ville Mads Holger overraske sine nevøer med en gave. I en legetøjsforretning havde han købt et fiskespil med batteri. Fiskene kørte rundt og åbnede munden og skulle fanges med en fiskestang med en magnet.

”Han fortalte om fiskespillet i telefonen. Nogle gange kunne jeg høre, at han var beruset. Han blev varm i stemmen, melankolsk, nostalgisk. Han fik aldrig afleveret spillet. Der kom altid noget i vejen. Jeg fik senere at vide af Kathrine, at han havde gået rundt med det spil i flere uger. Han havde det under armen, når han gik. Hun spurgte ham, hvorfor han ikke gik hen og afleverede det. Men det kunne han ikke tage sig sammen til.”

For Mette Norgaard Madsen var det tydeligt, at Mads Holger ikke havde det godt. Hun har senere tænkt, om hun mere aktivt skulle have talt med ham om hans mentale helbred.

”Men hver gang jeg nærmede mig emnet, trak han sig. Han var ikke til at hugge eller stikke i. Jeg er senere nået frem til den konklusion, at havde jeg for alvor udfordret ham og prikket hul på boblen, havde han trukket sig fuldstændig fra mig.”

Mette har dog flere gange snakket med Mads Holger om, hvordan det var at vokse op uden en far. I forbindelse med retssagen mod John Little og hans selvmord i 2001 var emnet oppe at vende igen.

”Det er voldsomt for en dreng at skulle bære rundt på historien om en far, der blev dømt som sexforbryder. Når man tænker på, hvordan børn af nazister fortæller om det traume, forældrenes liv har påført dem, så tror jeg, at det må have været det samme for Mads Holger. Da hans far døde, trøstede jeg ham så godt, jeg kunne. Mads Holger svarede: ’Men mor, hvis John ikke var min far, så havde jeg jo heller ikke været mig.’ Jeg blev glad og stolt over, at han så sådan på det og sagde, at det er jo også rigtigt. Men jeg tænkte også: ’Den bliver svær for dig, den her, Mads Holger.’”

EN AFTEN FOR mange år siden var der koncert på Bordings Friskole. Blandt eleverne var Mads Holger kendt som en forrygende Elvis Presley-imitator, og i anledning af hans forestilling var der hængt plakater op på gangene.

”Allerede dengang havde han skabt sig et brand, en identitet,” siger Olivia. ”Jeg kunne mærke, at han var blevet en stor kanon på skolen. Vi havde dagligt besøg af piger, som ringede på døren for at få lov til at snakke med ham. Min mor, mormor og jeg glædede os til at se ham optræde. Men da vi kom derover, var skolen lukket. Der var ikke et øje. Det viste sig, at festen havde været dagen før. Han havde med vilje sagt en forkert dato. Han ville ikke have, at vi skulle være en del af det.”

Olivia husker en anden episode. Hun er ikke helt sikker på, hvornår den indtraf. Hun ved bare, at det var dengang, Mads Holger var blevet et navn i det københavnske natteliv. Olivia gik som udgangspunkt ikke i byen med sin bror, hun kunne ikke følge med i hans tempo. I stedet gik hun ud med sine veninder. En aften var hun på natklubben A Porta på Kongens Nytorv.

”Pludselig var der en, der råbte mit navn utrolig højt. Jeg vendte mig om og så, at det var Mads Holger. Han stod på et bord omgivet af otte lækre damer. Der var proppet med mennesker, men på en eller anden måde lykkedes det ham at få folk til at flytte sig og skabe en sti, så jeg kunne komme hen til ham. Han hev mig op på bordet. Han kyssede mig og krammede mig og sagde, at han elskede mig. Jeg tænkte: ’Hold da op, han er sentimental i aften.’ Så lagde han hånden på sit bryst og sagde, at han kunne mærke sin far i sit hjerte. Han kunne mærke vilddyret. Jeg føler, at han den aften sagde til mig, at han vidste, at han ikke ville blive gammel.”

DEN FØRSTE LØRDAG i juli 2016 var Mette Norgaard Madsen taget i sommerhuset på Thurø. Med sig havde hun Olivias to drenge, som hun passede, mens Olivia var på Roskilde Festival. Mads Holger var der også. Inden Mette og drengene ankom, havde han slappet af og arbejdet for sig selv.

”Jeg ryddede op efter ham og skældte ham ud for at ryge indendørs. Røgen hang overalt i huset. Men bortset fra det virkede han frisk. Han var smilende og så godt ud, som han plejer,” husker Mette.

I køleskabet havde Mads Holger sørget for pandekager, røde pølser og cola til sine to nevøer. Alt det, de ikke måtte få for deres mor. Om eftermiddagen spillede han fodbold med drengene i haven og instruerede dem i, at det ikke var tilladt at bruge hænderne. På dette tidspunkt var EM-slutrunden i Frankrig gået ind i sin afsluttende fase. Mange danskere heppede på de undertippede islændinge, det tætteste, man kom dansk deltagelse ved slutrunden.

”Jeg spurgte Mads Holger, om han ikke havde lyst til at blive og se fodbold. Han svarede, at det kunne være smadderhyggeligt. Men han skulle hjem til Kathrine, og om aftenen skulle han til fest i Moltkes Palæ.”

Mads Holger pakkede sine ting og gjorde mine til at gå. Mette stod udenfor i haven og så ham sige farvel til drengene, der sad i sofaen og så fjernsyn. Han stak hånden frem og trykkede drengene i hånden, hvorefter han knyttede hånden mod hjertet.

”Det havde jeg aldrig set ham gøre før. Det virkede en anelse højtideligt, men jeg tænke ikke mere over det.”

Mette fulgte Mads Holger ud gennem haven og det første stykke op ad bakken på vej mod bussen til Svendborg. Hun gav ham et knus og ønskede ham god tur.
”Da han havde gået nogle meter, spurgte jeg ham: ’Hvem holder du egentlig med?’ Han vendte sig om og smilede. Han så ofte alvorlig ud, men når han smilte, så han sød ud. ’Åh, mor. Island. Det er vi nødt til.’ Så vendte han sig om og gik.”

Det var sidste gang, Mette så sin søn i live.

LØRDAG SENT OM natten lå Mette og sov, da hun blev vækket af telefonen. Det var Kathrine. I timerne inden havde både hun og Olivia været i kontakt med Mads Holger. Han havde skrevet, at han var ked af det, og at han havde besluttet sig for at tage sit eget liv. Efter samtalen med Kathrine ringede Mette til politiet og orienterede dem om situationen.

”De sagde, at jeg skulle tage det roligt. Der er mange, der siger sådan uden at gøre noget ved det. Men jeg kender Mads Holger. Når han først har sat sig noget for, gennemfører han det. Mens de to drenge lå og sov, satte jeg mig ned i stuen og rustede mig til at få beskeden om, at han var død.”

Men Mette fik ikke flere telefonopkald. Søndag morgen kørte hun med drengene til loppemarked på Tåsinge, som hun havde lovet dem. Herefter satte hun kurs mod København, forberedt på det værste. Olivia ventede i Nyborg. Hun havde forladt Roskilde-festivalen. På turen mod København drøftede Mette og Olivia situationen så diskret de kunne af hensyn til drengene på bagsædet. Olivia overtog Mettes telefon.

”Olivia skrev til Mads Holger, at vi var på vej hjem til København for at møde ham. Hun skrev, at vi elskede ham, og at vi var der for ham.”

Der gik noget tid. Så lyste Mettes telefon op med en besked. Den kom fra Mads Holger.

’Jeg er o.k.,’ skrev han.

Mette og Olivia fortsatte lettede turen hjem. De aftalte med Mads Holger, at Mette og han skulle mødes mandag i København. Så ville de to køre tilbage til Thurø og tilbringe tid sammen og tale tingene igennem. Mette ville helst mødes allerede om søndagen, men Mads Holger svarede, at det ikke kunne lade sig gøre, da han skulle se fodbold med nogle venner.

Mandag formiddag ventede Mette på at høre fra sin søn, så de kunne komme af sted til Thurø. Hun ringede til ham, men den gik direkte på telefonsvarer. Timerne gik. Heller ikke Olivia eller Kathrine kunne komme igennem til ham. På et tidspunkt fik Mette en tanke: Måske var der en idé med, at Mads Holger foretrak at mødes med familien i København. Med stigende uro overvejede hun, om det var en plan, han havde sat i værk. Måske havde han omhyggeligt sørget for, at han kunne være alene, mens familien var samlet i København, og at de alle var blevet adviseret på den mest skånsomme måde.

”Jeg havde flyttet mig fra sommerhuset,” siger Mette. ”Og det vidste han.”
Det tager et par timer at køre til Thurø, hvis man kører hurtigt. Med sig i bilen havde Mette en ven af familien, som ringede rundt til venner og bekendte, mens eftersøgningen stod på. Han var i kontakt med Mettes naboer på Thurø. Vennen forklarede, at familien var bekymret for Mads Holger.

”Vores naboer er verdens sødeste mennesker,” siger Mette. ”De forsøgte at berolige os. De kunne ikke forestille sig, at han skulle have gjort skade på sig selv.”

Lidt efter ringede Mettes telefon igen. Hendes ven på passagersædet besvarede opkaldet. Det viste sig, at ægteparret alligevel var gået over til sommerhuset for at se, om der var noget galt. Da de åbnede døren, så de, at Mads Holger havde hængt et dannebrogsflag op på væggen. Neden under lå han med lukkede øjne.

NOGLE DAGE EFTER begravelsen samlede Mette Norgaard Madsen familien til en middag på Skt. Hans Torv på Nørrebro. De spiste på en café, der ligger tæt på lejligheden i Egegade, hvor Mads Holger boede det sidste år. Da de var færdige med at spise, gik Olivias mand derover for at rydde op. Olivia havde besluttet sig for, at hun ikke ønskede at medvirke. Hun havde ikke lyst til at se, hvad lejligheden rummede.

”Men lige pludselig tog fanden ved mig. Jeg løb hen til opgangen og spænede op ad trapperne.”

Hun åbnede døren til lejligheden og kiggede rundt.

”Det var voldsomt.”

Olivia banede sig vej forbi de tomme flasker, mens hun overvejede hvilke ting, hun skulle tage med. Bare for at have et eller andet.

”I et skab fandt jeg noget af hans tøj. Skjorterne havde en gennemtrængende duft, som var kendetegnende for ham. En særlig blanding af cigaretter, øl og kvinder. Duften var næsten dyrisk.”

Olivia fandt en Jesus-figur og en lille flaske champagne med ægte guldflager, som hun havde givet ham i julegave. Når man rystede flasken, regnede det med guld. Ved hans seng stod et lille alter. Også det var en gave fra Olivia. I en mappe lå et ringbind med reglerne til et brætspil, Mads Holger havde udtænkt. Spillet var klar til udgivelse og havde titlen ’Mediemøllen’.

I et skuffedarium lå et manuskript i et ringbind. Uden at familien vidste det, havde Mads Holger færdiggjort sin roman nummer fire med titlen ’Vinterens stemme’.

Olivia kiggede videre i lejligheden. Hun gik ud i køkkenet. På køkkenbordet lå en pakke. Hun tog den op og vejede den mellem hænderne. Det var fiskespillet, pakket ind i gavepapir med en sløjfe.

LÆS OGSÅ: Stort portræt af Jørgen Leth: "Jeg må afskrive flere timer om dagen på grund af depression"