Klik her for at læse mere.
JOHN LITTLE VAR umulig ikke at lægge mærke til. Han sad i gruppen af unge mænd på byens nye mødested, og hans ansigt var harmonisk med fyldige træk. Han var solbrændt og velplejet, som var han lige trådt ind fra den franske riviera, og med sit sunde, hvide smil indtog han naturligt rollen som aftenens midtpunkt på Café Sommersko.
Ind imellem lagde han nakken tilbage og udstødte en høj, hjertelig latter. John Little var ikke typen, der lo med hånden op foran munden. Han var en mand, der gav los i alle livets forhold.
Sammen med en gruppe af byens kunstnere var han blevet en del af det faste klientel, da Café Sommersko åbnede i 1976 som Danmarks første café med spejle på væggen, sofamøbler i rødt læder og en hidsigt spruttende nyindkøbt kaffemaskine. I et land med brune værtshuse, boligmangel, økonomisk afmatning og et fodboldlandshold, der ventede på bedre tider, vakte Café Sommersko opsigt. Her var stemningen international, når snakken gik om kunst, litteratur, politik, filosofi og kvinder.
Mette Norgaard Madsen havde travlt med at servere iført stedets uniform, hvid skjorte, sort slips og sort nederdel. Hun var 20 år gammel og havde fundet noget nær det perfekte studiejob, mens hun læste medicin. På Café Sommersko skete der hele tiden noget. Personalet havde ikke været på kursus i at betjene avancerede italienske kaffemaskiner, så Mette Norgaard Madsen havde lært det selv ved at prøve sig frem. Og når gruppen af larmende mænd bestilte champagne, åbnede hun flasken efter bedste evne: Mellem benene, mens hun klemte fast og trak proppen ud.
Når hun fik fri klokken et om natten, fortsatte festen for personale og stamkunder på et af de nærliggende værtshuse. Det var her, hun faldt i snak med John Little. Han var billedkunstner, boede på Christiania og talte flydende dansk, selv om hans familie kom fra Skotland. Hans far var en respekteret antropolog på Universitetet i Edinburgh, og hans danskfødte mor var et lige så velanskrevet medlem af amtsrådet i London. Selv var John Little uddannet på et kunstakademi i Chelsea, inden han var flyttet til København, inspireret af den uformelle livsstil, nye muligheder og kønne danske piger.
I EFTERÅRET 1976 var John Little på vej til Paris, hvor han skulle male og udstille sine værker. Han spurgte Mette Norgaard Madsen, om hun havde lyst til at tage med, og hun svarede ja med det samme. Hun forventede ikke, at hendes forældre ville bifalde planen, men Mette gjorde, som det passede hende. Da John Littles økonomi ikke var den bedste, foregik rejsen i bil, og Mette hjalp til med benzinen.
Det blev nogle gode måneder i Paris. Parret boede i en lejlighed, Johns forældre havde stillet til rådighed, og her var der altid et rend af mennesker. John talte fransk, han virkede som en magnet på interessante personligheder, og snakken gik om malerier, ferniseringer og store drømme. Mette befandt sig fint i rollen som værtinde for Johns selskaber. Hun lavede mad, tog med på udstillinger og lyttede med til debatterne.
Efter seks måneder gik turen hjem mod København. Parret havde netop lagt Paris bag sig, da Johns bil begyndte at lave nogle underlige lyde, og snart efter brød den sammen. Bilen stod ikke til at redde, og da ingen af de to havde nogen penge, måtte Mettes mor sørge for togbilletterne over telefonen fra København. I toget mod Danmark sad Mette og tænkte.
hele EUROMAN.dk fra 29 kr. om måneden
Opret dig gratis her
