Jørgen Leth
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Jørgen Leth i Euroman

Stort portræt af Jørgen Leth: "Jeg må afskrive flere timer om dagen på grund af depression. Men jeg lever med det"

Han er forfatter, filmmand, livsnyder, skandalemager, evig tvivler og kender af sild. Jørgen Leth er stemmen i dit liv, og i en sen alder har den gamle avantgardekunstner fået et folkeligt gennembrud, der kommer bag på de fleste. Ikke mindst ham selv. Jonas Langvad Nilsson tog på tur med det nysgerrige menneske og lærte en ting eller to om zombier og sexual mileage.

Det er ikke godt, det her. Det er fandeme ikke godt. Jørgen Leth er irriteret, og mest af alt er han irriteret på sig selv. Han står ved et bord for enden af den store festsal og overvejer sine muligheder.

Foran ham sidder et par hundrede gæster, som har betalt for en treretters foredragsmenu og en aften i selskab med den landskendte forfatter, filmmand og cykelsportskommentator.

Han bladrer lidt i sin notesbog med tanker og observationer indsamlet på rejser, restauranter og hotelværelser. Der er nok at fortælle om, men her og nu, en fredag aften på Hotel Fyrklit i Hirtshals, er der ikke noget, der kan bringe ham videre. Jørgen Leth er gået i stå.

Der er tavst i salen. Her og der er enkelte af gæsterne begyndt at flytte uroligt på sig. En kvindelig tilhører midtfor kigger rundt med et utålmodigt kan-vi-få-åbnet-en-kasse-mere-blik. 

Det drillede allerede fra starten, da Jørgen Leth ville vise et klip fra ’Udenrigskorrespondenten’. Det er en eksperimenterende film fra 1983 om en ung journalist, der befinder sig i Haiti i en stemning af forvirring og skriveblokering uden nogen egentlig fremadskridende handling.

Men da Leth trykkede start, skete der ikke noget. Filmen ville ikke gå i gang. Det søde hotelpersonale gjorde, hvad de kunne, men filmfremviseren har åbenbart en dårlig aften. Nu er Jørgen Leth gået videre i sit foredrag.

Han fortæller om arbejdet på filmen ’Det erotiske menneske’, som blev til på baggrund af rejser i São Paulo, Rio de Janeiro, Dakar, Manila og andre byer. Men i skyndingen har han fået en forkert version af cd’en med. I stedet for ’Det erotiske menneske’ begynder en flere minutter lang trailer for en anden film, kollegaen og vennen Lars von Triers ’Melancholia’ om Jordens snarlige undergang. Jørgen Leth står tålmodigt og venter i den varme sal, mens traileren spiller færdigt.

Omsider går ’Det erotiske menneske’ i gang, men der er noget galt. Billedet af en frodig kvinde ombord på en båd i Amazonas står knivskarpt på det hvide lærred. Men lyden følger ikke med.

Det er umuligt at høre filmens kommentarspor, hvor Jørgen Leth fortæller om sine antropologiske opdagelser. Hans velkendte stemme lyder fjern og ulden, som står han inde mellem nogle jakker i et walk-in-closet og taler. Efter nogle øjeblikke opgiver han og beder personalet om at stoppe filmen.

Selv for Jørgen Leth, der har befundet sig på en scene det meste af sit voksne liv, er der grænser for, hvor mange tekniske benspænd, man kan overleve på en aften. Han bladrer lidt i sine notater. Så kigger han ud mod publikum. Efter knap en times foredrag er tiden kommet, hvor han må bede om en timeout.

”I må lige undskylde mig et øjeblik.”

Forvirrede blikke følger ham hele vejen ud af salen.

”10 minutter,” er det sidste, han siger, inden døren lukker bag ham.
En mumlen stiger op fra stolerækkerne. Flere af gæsterne sender undrende blikke til hinanden, usikre på, hvilken retning denne aften på Hotel Fyrklit er ved at tage.

Dagen startede ellers lovende for Jørgen Leth, som er på turné gennem landet for at fortælle om sit liv og sine værker. Han er veloplagt, afslappet velklædt og solbrændt oven på et længere ophold i Haiti, hvor han har arbejdet, spillet tennis og slappet af sammen med venner og familie.

At være Jørgen Leth og bevæge sig rundt i det offentlige rum er ikke decideret ubehageligt. Der er nærmest tale om et royalt triumftog gennem Jylland. Uanset hvor Jørgen Leth viser sig, mødes han af en lun, behagelig bølge af sympati og goodwill, som er få danskere forundt.

Fremmede stopper ham på gaden og takker ham for hans arbejde på Tour de France, andre lykønsker ham med hans seneste bog, andre igen betror sig til ham, afslører hemmeligheder om et personligt eller professionelt dødvande, og så er der kvinden, der får øje på den 80-årige Jørgen Leth, mens han venter på en taxa.

Forsigtigt nærmer hun sig forfatteren, træder ind i hans synsfelt, tager hans hånd og kigger ham dybt i øjnene. Høfligt forklarer hun, at hun lytter til radioprogrammet Spørge Jørgen med stor fornøjelse og ønsker ham en fortsat god dag.

Med berømmelsen følger visse privilegier. Træder han ind på en restaurant, hvor alt er optaget, sørger personalet diskret for at fjerne et skilt med ’reserveret’, så han kan få et bord. Jørgen Leth forventer ikke denne form for service, men han protesterer heller ikke.

Når han giver koncert med Mikael Simpson og Frithjof Toksvig, som regel for fulde huse, skriver han bagefter autografer til tålmodigt ventende publikummer ved udgangen.

”Det har været stærkt stigende de seneste år,” siger han undrende, som om han stadig ikke helt forstår, hvordan det er gået til. Det er en tidlig fredag eftermiddag i Aalborg.

På Jørgen Leths ønske har jeg fundet en frokostrestaurant, hvor vi kan få stillet sulten, inden han skal videre til Hirtshals og optræde i aften.

Han lemper forsigtigt et stykke med karrysild, æg, kapers og løgringe fra fadet over på sin tallerken. Han smager på silden og nikker anerkendende. Så spidser han læberne som en tragt og fører forsigtigt snapseglasset op til munden uden at spilde. Han bryder ud i et smil af velvære.

”Uhm-ja-ja-ja, det er godt, det her.”

Ved de andre borde sender gæsterne diskrete sideblikke hen over de ternede duge.

”Jeg har ikke nogen forklaring, det har jeg ikke,” siger han og trækker på skuldrene, næsten beklagende.

Han sidder lidt og tænker over den karriere, der startede med jazzanmeldelser, digte og avancerede kunstfilm, og som har ført ham vidt omkring og givet ham et bredt folkeligt gennembrud i en høj alder. Han har egentlig ikke gjort noget særligt for at opsøge det, vurderer han. Og han har heller ikke afvist det, da muligheden bød sig.

”Jeg har ikke ændret mig. Jeg er den samme, som jeg altid har været,” siger han. ”Jeg tror måske, det er min ærlighed, publikum værdsætter på en måde. Måske er de begyndt at værdsætte den endnu mere end før.”

Paradoksalt nok har det ikke skadet Jørgen Leth, at han for nogle år siden kom ud i en shitstorm af orkanstyrke. I 2005 udgav han erindringsbogen ’Det uperfekte menneske’ og fortalte åbenhjertigt om sit forhold til kokkens 17-årige datter i huset i Haiti. Historien blev samlet op af formiddagsbladene, og så begyndte sagen at rulle.

En ophidset stemning bredte sig i aviserne og den offentlige debat, og i en leder i Politiken med overskriften ’Liderbasse’ opfordrede man forfatteren og instruktøren til at trække sig som konsul i Haiti.

Andre forsvarede Jørgen Leth. De mente, at kritikerne med vilje fejllæste hans erindringer og bevidst ignorerede det litterære filter, han havde lagt over fortællingen. Men da var sagen ude af kontrol.

Efter mange års arbejde som Tour de France-kommentator blev Jørgen Leth fyret af TV2, og han opgav sin stilling som honorær konsul i Haiti. Chokeret gik han under jorden med hjælp fra familie og en håndfuld af sine nærmeste venner.

Med tiden drev sagen over, Jørgen Leth blev genansat på TV2, og de fleste er enige om, at han er blevet rehabiliteret for længst. Også i historien om Leth har det vist sig, at danskerne ikke elsker nogen højere end ham, der har været nede og kysse asfalten og rejst sig igen.

Selv har han lagt sagen bag sig, siger han.

”Politiken var ret slem. Det havde jeg faktisk ikke regnet med. Jeg hører tit, at mange mener, jeg blev uretfærdigt behandlet. Senere har avisen da også skrevet, at jeg er kommet styrket ud af sagen.”

Han kigger hen over brillerne, der hviler på næsen.

”Det er der jo noget om.”

Der er tilsyneladende ikke nogen, der kan røre Jørgen Leth. Alt hvad han medvirker i, alt hvad han lægger stemme til, finder ud til et stort og trofast publikum af unge og gamle.

I et rejseprogram med Hans Pilgaard forklarede Jørgen Leth fornøjelsen ved at spise en Magnum-is, eller Mak-num, som han udtaler flødeisen. Fra bilens bagsæde beskrev han nydelsen ved at lade tænderne bryde igennem det tykke lag af mørk chokolade, mens Hans Pilgaard forsøgte at undertrykke et højlydt fnis. En YouTube-klassiker var født.

Snart efter modtog Jørgen Leth en henvendelse fra isfabrikken. I PR-afdelingen var man taknemmelig for hans omtale af isen – et reklamebureau kunne ikke have gjort det bedre – nu ville firmaet blot sende forfatteren en hilsen med bud: Alle de Magnum-is, han kunne spise.

Det kører for Jørgen Leth, der er lys i alle lamper, i hvert fald set sådan lidt på afstand. Men er han glad? Det er straks en anden sag. Tilbringer man noget tid i hans selskab, får man indtrykket af en mand, som altid tvivler, altid evaluerer sig selv, og aldrig er helt tilfreds.

Kroppen er et særligt kapitel. Det generer Jørgen Leth, at han ikke går så hurtigt, som han plejer. Benene følger ikke med i det tempo, han ønsker.

”Jeg kigger på jorden, når jeg går, og jeg synes, balancen er ad helvede til. Det irriterer mig vanvittig meget. Jeg bliver vred på mig selv over, at alting tager så lang tid, og at det er svært at få skoene på. Jeg bliver rasende, råber og skriger. Jeg kalder mine sko de værste ting. Jeg kalder mig selv de værste ting. Jeg er som regel rasende i enrum. Somme tider kan jeg også være streng over for andre, men jeg er det mest over for mig selv. Jeg er ikke så mild, som jeg har ry for.”

Hvad kan du finde på at sige?

”Det kan du læse i min næste bog.”

Jørgen Leth smiler snedigt. Han ser ikke nogen grund til at forære alle de gode lunser væk til en journalist, inden bogen er udkommet. Manuskriptet har han færdiggjort, mens han var i Haiti.

”Jeg har altid drømt om at få mine notater til at løbe sammen i en bredere strøm. Resultatet er blevet en vild bog. Den er vildt skrevet, det må jeg sige, det er den.”

Slutningen til bogen faldt ned som moden frugt mellem hænderne på Jørgen Leth en dag i marts, da han sad på sit hotel i Haiti og så fjernsyn. Hotellet ligger på nordkysten uden for landets næststørste by Cap-Haïtien.

Den statslige tv-kanal transmitterede begravelsen af landets tidligere præsident, René Préval, der døde 74 år gammel. Kameraføringen var ikke den bedste, og billederne var alt andet end skarpe, men Jørgen Leth blev alligevel siddende, mens han tog noter.

”Begravelsen fortsatte i én lang uendelighed. Det var kedeligt og jeg tænkte, nej, nu må det da for pokker slutte. Alligevel blev jeg siddende. En trompetist i hvid uniform spillede med en krakeleret tone.

Deltagerne smed blomster ned på kisten i det dybe hul, jeg så det hele. Og da jeg senere skulle skrive bogen færdig, kunne jeg se, at lige præcis begravelsen var det rigtige sted at slutte. Jeg destillerede en følelse ud af begravelsen.

Det var en afsked med en epoke af Haitis historie. Jeg har en ømhed over for René Préval. Jeg har levet i hans tid, han var en hæderlig mand, og jeg ville gerne følge ham til dørs. Samtidig var begravelsen en gentagelse af landets mærkelige sammensætning, fordi der også var forbrydere, senatorer, som har svindlet, og halvkomiske militærfolk med. Og midt i det hele stod præsidentens kone, en flot kvinde med store øjne, åben mund og udslået hår, som i en græsk tragedie.”

Interesserer du dig for afsked?

Jørgen Leth lytter vagtsomt. Han fornemmer, at samtalens fokus er ved at flytte sig. Han vil gerne beskrive andres forgængelighed, men han gider ikke dvæle ved sin egen. Ikke i dag, en fredag eftermiddag over en god frokost i Aalborg.

Han siger, at han udmærket kender sin alder, men det er ikke noget, han spekulerer særlig meget over. Han kan blot konstatere, at tallene skifter som i en benzinautomat.

”Jeg synes, der er noget smukt og rørende i en afsked. Men jeg sætter ikke begravelsen i Haiti i forbindelse med mig selv og min alder. Slet ikke.”

Tonen er let protesterende.

”Altså, det er jo banalt ad helvedes til: Bare fordi jeg ser et hul i jorden, er det ikke ensbetydende med, at jeg er klar til at styrte mig derned … ”

Jørgen Leth smider sætningen fra sig, inden han har gjort den færdig.

”Nej. NEJ! Er du med?”

Han kigger afventende på mig. Vi spiser uden at sige noget. Der går nogle sekunder, så kan han ikke længere holde et lille smil tilbage. Sådan er det med Jørgen Leth. Vreden stikker sjældent dybt.

Han drejer hovedet og retter blikket skråt opad. En mandlig frokostgæst har taget mod til sig og er gået fra den ene ende af lokalet hen til Jørgen Leths bord.
”Undskyld, jeg forstyrrer,” siger han forsigtigt. ”Du er en af mine helt store helte.”

Manden forklarer, at han hører Jørgen Leths bøger som lydbøger, og at de har hjulpet ham i en periode med depression.

”Det er et meget stort øjeblik for mig at møde dig,” siger han.
Da manden har fået taget sit billede, sætter Jørgen Leth sig ned igen og funderer over det lille optrin.

”Det var rørende,” siger han og stikker gaflen i det næste stykke smørrebrød på fadet: Lun kamsteg med rødkål og svær.

To timer senere sidder vi i en sort jeep af mærket Mercedes. Vi er på vej mod Hirtshals, der ligger 70 kilometer nord for Aalborg. Jørgen Leth har vanen tro sat sig på bagsædet, umiddelbart bag chaufføren. Så er der større chance for, at forfatteren slipper for at skulle smalltalke.

”Ellers går mundtøjet i stykker,” som han siger.

På bagsædet kan han sidde i sine egne tanker, observere og forberede sig til næste arrangement. Sådan er det også, når han er på arbejde under Tour de France, og sådan er det hele vejen rundt for vanemennesket Jørgen Leth, der er blevet for gammel til at gå på kompromis.

Han skyder en jævn fart gennem tilværelsen og som et fly, der for længst har nået sin marchhøjde, ser han ikke nogen grund til at justere kursen.

Måske er dette også grunden til, at den klassiske rollefordeling mellem journalist og interviewperson udviskes, når man er på tur med Jørgen Leth. Helt naturligt har jeg indtaget rollen som filminstruktøren og forfatterens assistent på vores rejse gennem Jylland.

Jeg bærer hans kuffert, holder døren, undersøger, om der er gode spisesteder i nærheden, og spørger forbipasserende om vej, så han slipper for det. Andre gange hjælper jeg begejstrede fans med at få taget deres billede sammen med ham. Jeg får stukket deres mobiltelefon i hånden og foreviger ejermanden med armen rundt om Jørgen Leths skulder.

I bilen sidder han med overfrakken på og mobiltelefonen i den ene hånd, notesbogen i den anden. Om tre kvarter ankommer vi til Hotel Fyrklit. Det forlyder, at der er udsolgt til aftenens arrangement, hvor Jørgen Leth er blevet bedt om at fortælle om sit fantastiske liv, som det hedder i hotellets foromtale.

Arrangørerne har med andre ord givet aftenens hovedperson frie rammer, og det kan måske lyde som en fordel, men for Jørgen Leth er det en kilde til uro.
Tidligere på ugen optrådte han ved et FOF-arrangement i Aalborg med titlen ’Mine helte’.

Med udgangspunkt i sin bog af samme navn fortalte Jørgen Leth om sine møder med store sportsfolk og filminstruktører. Det afgrænsede udgangspunkt gav ham en mur at spille bold op ad og satte ham paradoksalt nok fri til at udforske emnet fra forskellige vinkler.

Samme princip gælder flere andre steder i Jørgen Leths liv. Når han eksempelvis forkæler sig selv med dyrt tøj, foretrækker han at foretage indkøbet hos Giorgio Armani i Paris, hvor personalet kender danskerens smag.

En kyndig ekspedient viser et lille udvalg af skjorter eller jakker og fortæller Jørgen Leth i direkte vendinger, hvilke modeller, der klæder ham. Har Jørgen Leth derimod for mange valgmuligheder, bliver han fanget i sin egen ubeslutsomhed.

Af samme grund er han en anelse skeptisk overfor, hvad aftenen bringer. Han har besluttet sig for, at han vil lægge ud med at fortælle om arbejdet på ’Udenrigskorrespondenten’, og derfra vil han improvisere sig frem.

”Jeg har forberedt mig,” siger han. ”Nu er jeg ikke bange.”

Jeep’en sejler behageligt gennem landskabet. Han lukker øjnene, og snart efter falder han i søvn. Hænderne glider ned langs siden. Men han slipper hverken telefonen eller notesbogen.

Hotel Fyrklit ligger med udsigt til klitterne og Vesterhavet et sted derude, men ingen af delene er synlige længere. Klokken er ni om aftenen, og uden for festsalen er der bælgravende mørkt.

Blandt publikum på stolerækkerne har forvirringen bredt sig, efter at Jørgen Leth har forladt arrangementet i utide. Nogle af tilhørerne benytter pausen til at gå i baren og købe et glas rødvin.

Imens går hotelmanageren Pia ud for at lede efter forfatteren og filmmanden, og jeg følger efter. Vi går en runde i hotellets stueetage og videre gennem restauranten, hvor personalet for længst har ryddet op og lukket ned. Ved siden af restauranten ligger garderoben, og i forlængelse heraf ligger toiletterne.

Vi stiller os ved siden af jakkerne på bøjlerne og venter. Der går nogle minutter. Så åbner døren, og Jørgen Leth kommer ud. Hvad pausen dækkede over, aner ingen.

Tilsyneladende havde han brug for at gentænke vinklen på sit foredrag. Med et fokuseret blik går han med langsomme skridt tilbage mod den hede festsal, fast besluttet på at levere det show, han er blevet betalt for.

Han stiller sig ved bordet, hvor han startede for en time siden. Han kigger ud over salen, og venter til den sidste snak har lagt sig. Han rømmer sig og beklager de tekniske problemer med filmene.

”Jeg havde også selv et teknisk problem, men det er løst nu,” siger han med et skævt smil.

Han tier et øjeblik.

”Jeg tror, I måske kunne tænke jer at høre, hvordan jeg forbereder mig til Tour de France. Er det rigtigt?”

”Ja!” lyder det fra en mand på en af de forreste rækker.

Så går Jørgen Leth i gang med at fortælle. Det viser sig, at han har brugt pausen til at ændre strategi. I stedet for avantgardefilmene, jazzen, digtene og det finere franske søger han hen til den side af sit arbejde, de fleste kender ham for.

Han fortæller om sine møjsommelige forberedelser til cykelløbet, om etaperne, byerne, rytterne og stederne, som han hvert år sætter sig grundigt ind i flere måneder før løbet.

Han tøver ikke med at vurdere de enkelte ryttere i en tone, som de fleste andre kommentatorer har lært, at de skal holde sig fra, fordi den er for personligt farvet.

Men det er lige præcis det, Jørgen Leth kan. Særligt en af rytterne kan han ikke holde ud at se på, fordi det ser dybt fjollet ud, når han sidder på cyklen.

”Jeg kan ikke sætte en finger på lovligheden af, at han eventuelt vinder. Men jeg synes ikke, det ser sjovt ud. Derfor kan jeg ikke have ham som favorit,” siger han i sit velkendte tonefald med lunefuldheden liggende neden under som en varm kilde.

En latter ruller gennem salen, flere af publikummerne klapper. Det er Jørgen Leth, som de kender ham. Aftenens hovedperson har fanget stemningen og energien i rummet.

Han er på hjemmebane i sit stof, og han har besluttet sig for at give gæsterne det, de er kommet for: En Jørgen Leth-classic med højt skum. Han deler sin medfølelse med den skandaleramte rytter Michael Rasmussen, der blev fældet af dopingmisbrug og fik frataget sejren midt i sin store triumf.

Æstetikeren Jørgen Leth interesserer sig ikke særlig meget for de etiske overvejelser, det, der interesserer ham, er nydelsen og fornøjelsen ved at betragte de hårdtarbejdende ryttere, dramaet, stædigheden, strabadserne og enerens kamp mod en uoverstigelig udfordring.

”De var jo dopet alle sammen alligevel,” indskyder en tilhører i salen anerkendende.

Rundt omkring i lokalet skyder hænderne op. Spørgelysten er stigende.

”Kunne du forestille dig at kommentere triatlon?”

Det kan Jørgen Leth fuldstændig udelukke.

”Jeg har forstand på tennis, bordtennis og cykelløb. Og jazz.”

En anden tilhører vil gerne vide, hvordan Jørgen Leth har klaret at have nære relationer til sine børn, og om der overhovedet er tid til det. Spørgeren er klar over, at Jørgen Leth har levet et flakkende liv, ofte mere interesseret i at forfølge spændende kunstneriske projekter end at pleje det tætte, stillestående familieliv. Han har været gift tre gange og har fire børn, der alle arbejder med film, kunst og kultur.

Han svarer, at han er klar over, at han har brudt op nogle gange. Han bebrejder sig selv, men hvor ofte, dybt og længe, står hen i det uvisse. Under alle omstændigheder har han vedtaget med sig selv, at der ikke er noget at gøre ved det.

Han glæder sig i stedet over, at alle fire børn kommer godt ud af det med hinanden, og at de lever spændende liv. Og alle har de stået klar i de perioder, deres far har været i knibe.

Da Haiti blev ramt af et voldsomt jordskælv i 2010, og Jørgen Leths hus styrtede sammen for øjnene af ham, ankom sønnen Asger i en helikopter og fik transporteret sin far i sikkerhed i nabolandet Den Dominikanske Republik. Snart efter ankom resten af familien og iværksatte en vagtplan for de næste to måneder.

Børnene ville sikre sig, at deres far på intet tidspunkt var alene og måske gjorde skade på sig selv i sin ulykke over, at verden, som han kendte den, var væk.
Den kvindelige tilhører nikker, mens Jørgen Leth fortæller.

Han har talt i over halvanden time efter pausen, og han er langt fra parat til at kalde det en aften. På sin tur gennem Jylland har han ikke været mere i live end lige nu og her. Han spiller på hele festsalen, som var den et instrument.

”Flere spørgsmål?”

Han kigger afventende ud over forsamlingen.

”Kom nu,” siger han, som en træner, der forsøger at presse de sidste meter ud af sine spillere, inden dommeren fløjter af.

En mandlig tilhører rækker tøvende hånden op. Han vil ikke spørge om noget, han vil blot sige tak for en spændende aften.
”Jeg vil bare sige, at jeg ville ønske, du var min onkel.”


Der går et par uger. På Esplanaden i det centrale København er en japansk turistfører med paraply i færd med at føre en større delegation af besøgende i retning af Gefionspringvandet.

Jørgen Leth er ikke kommet for at lege turist i egen by. Han har travlt og har haft det længe. De seneste dage har han været igennem manuskriptet til sin bog en sidste gang, og han har drøftet nogle omrokeringer med redaktøren, som bøjede sig for forfatterens indvendinger.

Det er en lettelse at få bogen ud af systemet, men Jørgen Leth er ikke i hopla. Da han finder et bord i det bageste hjørne af frokostrestauranten, hvor vi har aftalt at mødes, virker stemmen grødet. Han er en anelse hævet omkring øjnene og kindbenene, som har han sovet med ansigtet ned i puden.

Han flytter lidt på den hvide stofserviet. Det viser sig, at han har en af de dage, hvor modløsheden har vundet over lysten til at komme i gang. Det er en af de dage, hvor han synker ind i sig selv, bruger timer på at se fjernsyn eller læse avisen på hotelværelset i København, hvor han bor den næste tid, inden han skal videre. Kun langsomt mander han sig op til at møde dagen.

”Det er svært for mig at forklare,” siger han. ”Jeg er tit deprimeret, men det behøver ikke have en grund, det har jeg aldrig tænkt, det havde. Jeg kan blot sige, at jeg må afskrive flere timer om dagen på grund af depression. Men jeg lever med det, og nu er jeg ved at komme ovenpå, fordi vi spiser en god frokost, og jeg regner med, at dagen er nogenlunde i orden.”

Er tvivlen og usikkerheden en del af det at være kunstner?

”Det er en del af professionen. Det gælder også, når jeg optræder for folk: Jeg er altid usikker på, om jeg kan finde ud af det. Hvis jeg omvendt gik på scenen med alt for stor selvsikkerhed, ville det blive kedeligt, både for mig selv og for publikum. Der skal være et element af risiko, ikke kun på scenen, men i hele livet. Man skal trodse det hårde vejr, risikere noget.”

En smilende herre stiller sig ved bordet. Det er Poul Eriksen, den mangeårige ejer af Grøften i Tivoli. Han har forladt forlystelseshaven og har åbnet frokoststedet på Esplanaden, og at dømme på hilsnerne i gæstebogen er det lykkedes ham at trække en god del af underholdningsbranchen med sig.
Jørgen Leth er tilfreds med traktementet. Hævelserne i ansigtet er som forsvundet, stemmen virker klarere end før.

Han fortæller, at han for nylig har afsluttet en opgave i den mere kuriøse ende. Han er blevet hyret til at indtale stoppestederne på letbanen i Aarhus. Faktisk siger han nej til det meste, men lige præcis denne opgave gav mening for Leth, der voksede op i byen. Og så var betalingen i orden. Også det betyder noget.

Jørgen Leth er bevidst om værdien af sin stemme, og i det hele taget er han blevet for gammel til at arbejde gratis. Han ser ikke nogen grund til at forære sin arbejdskraft væk, medmindre der er tale om særlige formål. Et fransk bilfirma har kontaktet danskeren for at høre, om han vil lægge stemme til en reklamefilm.

Det kan Jørgen Leth sagtens se for sig. Med tanke på hans nære forhold til landet vil sådan en opgave give mening. Det er Leths søn, filminstruktøren Asger, der fører forhandlingerne i den slags situationer. Han lod bilfirmaet vide, at Jørgen gerne vil medvirke, og at prisen var én million kroner. Firmaet har ikke ladet høre fra sig siden.

Hvordan vil du selv beskrive din stemme?

”Det kan jeg ikke.”

Han trækker beklagende på skuldrene. Han sidder lidt, så forsøger han alligevel og laver en stemmeprøve:

”Mmmmm.”

Han overvejer sagen.

”Den er tonerig, tonfuld,” vurderer han.

Men det er svært at komme det nærmere. Jørgen Leth har undersøgt de fleste fænomener på sin vej med antropologen og forfatterens blik, men hans egen stemme er for intimt et område at udforske.

”Jeg er bevidst om, at jeg taler i enkle sætninger. Man kan høre mine punktummer og kommaer, det er vigtigt. Men det er ikke noget, jeg anstrenger mig for. Det kommer bare.”

Han smager på sin stegte sild.

”Den er god, den her.”
Men hvordan vil du beskrive din stemme?

”Jamen, altså, jeg kan konstatere, at den er blevet mørkere med årene. Det kan jeg høre, når jeg ser en af mine gamle film.”

Han smiler forlegent.

”Det har nok givet mig noget ekstra sexual mileage at kunne tale på den måde. Men det er ikke sådan, at jeg har tænkt: Nu tager jeg den stemme på, så får jeg nok noget på den fine. Sådan er det ikke, det må du regne med. Jeg taler, som jeg taler. Jeg tror måske, det handler om, at folk kan fornemme, at det ikke kun er stemmen i sig selv, men at der er indhold i. Ellers er det svindel.”

Tjeneren nærmer sig lydløst og sætter en stempelkaffe foran Jørgen Leth. Få øjeblikke senere står der en medalje med et højt lag creme spændt ud mellem to tynde stykker kage.

Der sker noget underligt, når man sidder over for Jørgen Leth. Måske er det fordi, han selv inviterer til det. I sit arbejde skåner han ikke sig selv, han tøver ikke med at undersøge sig selv fra næsten alle vinkler som hovedpersonen i sine bøger. Måske er det forklaringen på, at det er svært at holde sig bag den gule diskretionslinje, når man er sammen med ham.

Jeg vover skridtet.

Du er kendt som et erotisk menneske, men er du egentlig stadig aktiv på den front?

Jørgen Leth tøver.

”Den kødelige kærlighed er overstået for længe siden,” siger han så. ”Nogle vil måske sige, at det er en skam. Ja, det er det måske, men jeg tænker ikke over det. Jeg er kommet et sted i mit liv, hvor det er naturligt for mig at slå bremserne i. Jeg ved så heller ikke, om jeg ville kunne erobre nogen mere. Jeg er holdt op med at have et aktivt sexliv. Men jeg kan enormt godt lide kvinders selskab. Jeg nyder at se skønne mulatpiger danse. Men det er så langt, det kommer nu. Mine bedste venner er kvinder. Gamle kærester ser jeg stadig, men det er ikke det samme som at have erotik med dem. Det er snarere en ømhed over de ting, vi har oplevet sammen, og som stadig betyder noget så mange år senere.”

Man kan godt være et erotisk menneske uden at udleve den sidste del af det?

”Ja, det mener jeg, man kan. God erotik har også noget med humor at gøre. Hvis man kan grine med en kvinde, er man nået langt. Sidste år var jeg i Rom. Jeg boede på et arbejdsrefugium og skrev på min bog. Jeg faldt i snak med en ung, smuk kvinde, som var maler. Hende knyttede jeg mig til.

Hun bemærkede, at jeg ikke spiste morgenmad, jeg gik i stedet en lang tur for at finde noget at spise ude i byen. Jeg gad ikke lave noget som helst nede i fælleskøkkenet. Fra da af lavede hun morgenmad til mig, hver dag.

Det var dejligt, skønt. Det var en slags flirt, der var i luften. Det var dejligt, uden at det var noget håndgribeligt. Det er en form for alderdomserotik, jeg godt kan lide. Jeg kan godt lide at kysse på en kvinde, men ikke sådan voldsomt. Jeg kan godt lide den ømhed, der kan ligge i et godt kammeratskab mellem en mand og en kvinde.”

Jørgen Leths seneste egentlige kæreste hedder Shilaine. Hun bor i Haiti, hvor han for nogle år siden fik øje på hende til en koncert. Han gik hen til hende, så hende i øjnene og spurgte, om han måtte give hende sit mobilnummer. Det måtte han gerne. Dagen efter skulle Jørgen Leth til Danmark, og da han fem måneder senere vendte tilbage til Haiti, havde han glemt alt om sit møde med kvinden til koncerten.

”En dag sad jeg på mit kontor, da telefonen ringede, og en kvinde præsenterede sig. Jeg var gnaven og vidste ikke, hvem hun var. Jeg oplever tit, at folk ringer til mig under påskud af alt muligt mærkeligt.

Men hun insisterede på at møde mig, og jeg sagde: O.k., så kom forbi og besøg mig i eftermiddag. Sidst på eftermiddagen sad jeg og arbejdede, da min tjener kom op og sagde, at der stod en ung kvinde, som sagde, hun havde en aftale med mig.

Da hun kom op, genkendte jeg hende ikke med det samme. Først da hun forklarede om koncerten, gik det i hak. Jeg inviterede hende til middag samme aften i mit hus. Hun skulle lige hjem og skifte tøj først. Nogle timer senere kom hun tilbage i en vanvittig nedringet kjole. Vi spiste middag sammen, og sov sammen. Så var det i gang.”

I lang tid kørte forholdet mellem Jørgen Leth og Shilaine gnidningsløst, men som månederne gik, begyndte den unge kvinde at vise nogle sider af sin personlighed, han ikke brød sig om.

Det er en lang og kompliceret historie, og Jørgen Leth har ikke lyst til at gå i detaljer. Han kan blot fortælle, at han gentagne gange har overført større beløb til kvinden via Western Union for at hjælpe hende i forskellige situationer, og at han senere har indset, at han nok har været en kende for godtroende.

Forholdet mellem de to er så indviklet, at Jørgens søn Asger har overtaget kommunikationen for at skærme sin far af for flere henvendelser fra kvinden. Men indimellem modtager Jørgen alligevel beskeder på telefonen fra kvinden. Han fortæller, at beskederne indeholder voodoo-trusler.

”Jeg er heldigvis ude af forholdet. Men jeg er stadig lidt nervøs over voodoo-truslerne.”

Altså, at hun skulle nedkalde en voodoo-forbandelse over dig?

”Ja.”

Men du tror da ikke på voodoo?

”Nej,” siger han. ”Jeg er rimelig sikker på, at jeg har det under kontrol.”

Han tænker sig om, så tilføjer han:

”Der kan man se, hvor langt ud det kan køre. Hvor man tænker: Hold kæft, hun var den smukkeste kvinde, jeg nogensinde har set. Men jeg blev klogere.”
Han smiler opgivende.

”Shit.”

Der sidder han så, en eftermiddag i København. Manden, der engang blev beskyldt for at udnytte unge kvinder på stribe. En uhæmmet livsnyder uden moralske skrupler. En plantageejer i hørhabit og letvægtsbrille. Men måske går det også den anden vej.

Måske er det Jørgen Leth, der nogle gange er naiv?

Vi sidder tavse med kaffekopperne og de tomme tallerkener mellem os. Da Jørgen Leth kigger rundt, opdager han, at restauranten er tom. Tilbage er kun personalet, som er ved at rydde op. De høflige medarbejdere ville ikke forstyrre forfatteren og filminstruktøren midt i en samtale.

Jeg henter hans jakke på stumtjeneren. Inden vi forlader stedet, spørger jeg ham, om han har lyst til at læse op fra sin hilsen i gæstebogen. Det vil han gerne. Han bladrer i bogen, finder frem til sin håndskrevne hilsen. Han spidser munden og læser:

Kære Poul
Sådan en stegt sild overgår alt. Jeg kommer meget snart igen for at prøve de andre sild. Et emne, jeg har en del forstand på! Hvor er det godt, at du har åbnet på dette hjørne.
De bedste hilsner
Jørgen Leth

LÆS OGSÅ: Jørgen Leth om voodoo: "Jeg deltager med jævne mellemrum i ceremonier"

LÆS OGSÅ: Hotelkongen og milliardæren Petter Stordalen: ”Vi siger alt for sjældent op på vores arbejde”

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann er anti-guruen, der selv blev en guru: "Nogle gange stiller de mig under 'religion', ved siden af Bibelen"

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt