Som nybagt student tog jeg på interrail ned gennem Østeuropa med en skolekammerat. Det var kort efter Murens fald, og der var ingen etableret turistindustri. Vi mødtes med en mand i Bukarest, der hjalp os med et sted at sove, og han viste os bagsiden af deres samfund. Her så vi gadebørn, der sniffede lim på banegården, og vi hang ud med sigøjnere i parken. Det gjorde et stort indtryk på mig og gav mig en indsigt i, at verdens goder virkelig er meget ulige fordelt. Der er simpelthen nogle, der ikke bliver inviteret indenfor i samfundets store spil. Der er fire mand, der må spille Ludo, mens den femte mand må stå udenfor.
I 1999 søgte de en vikar på Mændenes hjem. Jeg studerede filosofi og statskundskab på universitetet, men savnede lidt praktisk arbejde. På en af de første vagter kom en mand, der boede hos os og ville have sin husleje retur. Dengang betalte man forud. Han var meget bange og sagde, at han skulle væk nu. Vi spurgte selvfølgelig, om der var noget, vi kunne hjælpe med. Ja, sagde han, hvis vi kunne skaffe et oversavet jagtgevær, ville det være en stor hjælp. Det kunne vi selvfølgelig ikke, og nogle få uger senere blev han fundet dræbt i Jylland.
Efter tre vagter fik jeg tilbudt et job. Jeg var meget usikker på det. Jeg var netop blevet far, og der var et dramatisk skær over arbejdet på Mændenes hjem. Men jeg havde også oplevet positive ting på de vagter, som gjorde, at jeg valgte at fortsætte.
Hvis du går 100 år tilbage i socialpolitikken, definerede man folk som enten ’værdigt’ eller ’uværdigt’ trængende. De værdigt trængende var dem, der var født med et handicap eller havde en sygdom, og de fortjente at få hjælp. På den anden side var der de uværdigt trængende: Folk, der drak eller ikke havde et arbejde, og de kunne jo bare tage sig sammen, var holdningen. Men når man lærer de uværdigt trængende at kende, opdager man selvfølgelig en anden historie. De er blevet tildelt nogle rigtig dårlige chancer i livets spil, og jeg ser det som min mission at gøre det lotteri en lille smule mindre uretfærdigt.
Det er ikke fordi, jeg siger, at man ikke har et frit valg. Men der er forskel på dine valgmuligheder i livet. Hvis du er vokset op i en velhavende familie og får en sportsvogn i studentergave, så har du i hele din opvækst haft nogle helt andre muligheder – i hvert fald materielt – end mange af de mennesker, jeg ser på Mændenes hjem. For mange af dem har det været et valg, om de som børn ville have tæsk med en bøjle – eller med en livrem.
Livet er et socialt lotteri. Det er det for alle, både materielt og følelsesmæssigt. Hvis du er vokset op i et hjem med kærlighed, har du et bedre lod end dem, der har boet på en institution eller er blevet anbragt i en familie. Børn skal omfavnes med kærlighed for at kunne elske sig selv, for at kunne passe på sig selv. Mange af de mænd, jeg har arbejdet med, har ikke oplevet det. Det gør, at de er meget hårde ved sig selv og meget hårde ved deres omgivelser.
En anden gruppe af mænd, der kommer hos os, har været ude for nogle voldsomme oplevelser senere i livet. Det kan være, de har været i krig eller er flygtninge. Det at se sine børn blive slået ihjel, sin kone voldtaget eller selv blive tvunget til at dræbe, kan smadre alle mennesker. Det kan betyde, at man kan have et stort behov for at dulme sig selv med medicin eller stoffer for overhovedet at kunne hænge sammen. Der er forskellige veje ind til os, men som regel er der altid gået nogle voldsomme oplevelser forud – hvad enten det er sket, når folk har været børn eller voksne.
Mænd er det ekstreme køn. Historisk har det typisk været okay, at mænd er ambitiøse, lidt mere kyniske og lidt mere kompromisløse. Det giver i nogle tilfælde mænd et drive i forhold til at nå samfundets top. Det er mit indtryk, at det er mere accepteret, at man som mand kan dolke sin kollega eller ven i ryggen, når begrundelsen er, at man vil frem i verden. Samtidig er der dog også langt flere mænd på samfundets bund. En del af det skyldes, at vi er dårligere til at håndtere følelsesmæssige nederlag, og at vi er dårligere til at snakke om svære ting. Der er kvinder anderledes. De er bedre til at holde sammen på familien og på hinanden – også midt i en fiasko. Veninderne står i kø, når livet gør ondt. Der har vi mænd nok noget at lære.
Jeg har aldrig selv taget hårde stoffer. Jeg er bange for, hvordan jeg ville reagere, og at jeg ville synes, det var enormt rart. Jeg er bange for at blive afhængig og få lyst til at tage det igen og igen. Eksempelvis troede jeg efter 12 års pause, at jeg snildt kunne blive festryger og holde det ved det. Det varede i 24 timer. Nu er jeg ryger igen. Vi er som mennesker forskelligt disponeret for afhængighed, og jeg er bare meget disponeret, så jeg skal aldrig prøve hårde stoffer.
Min største personlige fiasko er, at jeg er blevet skilt. At en familie bliver brudt op. Man går ind i en relation med en kvinde og får to børn med et ønske om at give dem tryghed og stabilitet, og at det så ikke er lykkedes, det har jeg haft det svært med. Mine børn er store, men jeg er ikke sikker på, at det gør det lettere for dem. Der ligger for mig som forælder en opgave i at forsøge at holde dem skadesfri. Men livet indeholder knubs. For alle. Man håber bare, at de knubs ikke er for store.
Jeg fortæller tit mine børn, at de skal møde folk som hele mennesker. Vi er ramt af, at vi har en kultur, hvor vi dyrker mennesker, der er dygtige på enkelte parametre. Det kan være en dygtig kunstner, en fodboldspiller eller en, der god til at begå sig i et reality-program. Mit budskab er, at vi er mere end den ene dimension, der bliver fremhævet. Det betyder ikke, at vi ikke skal have respekt for folk, der har succes. Men vi skal huske, synes jeg, at man også kan være et fantastisk menneske uden at have succes.
Ivan Christensen er vokset op uden for Kolding. Han har i de seneste syv år været forstander for Mændenes hjem, der blandt andet huser fixerum og et herberg, hvis tilbud samfundets svageste kan benytte. Han er fraskilt og har to børn på henholdsvis 20 og 12 år. Han bor på Vesterbro – tæt på Mændenes hjem.
