Når jeg bliver fuld og glad, mens jeg spiller, smider jeg trøjen. Jeg er ikke særlig trænet, så på en eller anden måde er det en reaktion imod, at sådan noget bør man jo ikke gøre. Men jeg vil nu mene, at jeg gør det med måde. Når det er slipsedrenge til en firmafrokost, jeg spiller for, så beholder jeg tøjet på. Det er nok bedst for alle.

Folk, der går i byen, vil gerne feste, og det er dj’ens fornemmeste opgave at huske det. Så længe jeg kigger op og lægger mærke til publikum, må jeg godt selv skeje ud, for det er nemmere at skabe festen, hvis du selv er med i den. Jeg spiller også altid for kvinderne, for hvis de ikke er på dansegulvet, kommer mændene aldrig derud.

Da jeg var i begyndelsen af 20’erne, blev jeg ansat på Sony. Jeg skulle finde nye talenter, men der skete ikke en skid i det første halve år. Jeg fik en fornemmelse af at være overflødig. På et tidspunkt mødte jeg ikke ind i to uger – bare for at se om der var nogen, som ringede. Det var der ikke. Jeg sad og spillede manager og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, men så besluttede jeg mig for selv at tage affære. Kort efter var jeg med til at signe Phlake og Benal til selskabet.

En fest, hvor der er fyldt dansegulv hele aftenen, er en dårlig fest. Jeg tænker konstant i stemninger, for jeg skal sørge for, at jeg kan få folk til at danse, men samtidig også spille dem i baren. Derfor varierer jeg musikken så meget, at jeg kan bevæge folk ind og ud af dansegulvet. Det er sgu næsten som at spille Tetris! På den måde sørger jeg også for, at der ikke kommer en bestyrer og siger, at han lukker nu, fordi der ikke er gang i salget i baren.

Jeg har et trick, som jeg har lært af DJ Er Du Dum Eller Hvad: Skru ned fra starten. Når klokken rammer 01 om natten, kan man lige så stille skrue op igen, og så tror folk, at festen pludselig er blevet meget vildere. Det trick bruger jeg tit.

Emil 1.jpg

Der er forskellige slags fester. For fem år siden kunne jeg godt lide at smadre igennem, men i dag er jeg mere til dansefester. Tidligere ville jeg være gået efter 20 minutter, fordi det var for kedeligt.

Da jeg begyndte at spille, ville jeg kun have alkohol med over 35 procent i. Nu er jeg blevet en smule ældre, og derfor kan jeg godt nyde en øl, mens jeg spiller. Jeg har også lyst til at spille mere stille musik, men det ved jeg ikke, hvornår jeg begynder på.

For et år siden gik min kæreste og jeg fra hinanden. Efter det er jeg begyndt at føle musik. Indtil da var jeg totalt ligeglad med teksterne og lyttede kun til rytmen. Det er stadig mærkeligt for mig at tale om, for det er en radikal forandring, og jeg har svært ved at acceptere det.

Jeg går altid med min telefon i hånden. Spørg mig ikke hvorfor, men måske er jeg bange for, at jeg ikke når at tage den. Det ville på en eller anden måde ikke være godt.

Der er få regler, jeg lever efter, men jeg lærte for nogle år siden af Rune Rask fra Suspekt, at man skal have rene sko. Det er ligegyldigt, hvor store ure og kæder folk har på. Hvis deres sko er beskidte, så er de fake. Det har jeg tænkt en del over siden. Min løsning har været at investere i sorte sko, så jeg slipper for at rense dem hele tiden.

Når jeg tager et jakkesæt på, føler jeg, at jeg er klædt ud. Jeg går altid i cowboybukser, men da jeg skulle til min veninde Emilie Liljas fødselsdag for et par år siden, investerede jeg i et jakkesæt. Det var sgu meget rart at have på, selv om det lidt var et kostume.

Jeg har to rullekraver, men jeg går aldrig med dem. Eftersom jeg ofte er helt korthåret, er der en fare for, at jeg kommer til at ligne en pik, når jeg har dem på. Altså ikke en idiot, men bogstaveligt talt en pik.

Vaner er frygtelige, fordi jeg ofte kun har de dårlige af slagsen. Men det har lært mig, at jeg hele tiden skal overraske mig selv, så jeg eksempelvis ikke hænger fast i konstant at købe take-away. De tanker bruger jeg også i min musik. Hvis jeg spiller noget, der er sikkert, er det kedeligt. Virkelig kedeligt.

Emil Lange begyndte allerede at dj’e som 16-årig og har i de senere år etableret sig som én af Danmarks bedste bag pulten. Der findes nærmest ikke den storby-natklub, han ikke har underholdt en sen nattetime, og samtidig har han været opvarmer for så prominente navne som Suspekt, Lil’ Wayne og Mariah Carey. Især roses hans talent for at mikse en god fest sammen, og for nylig udkom Lange med sin første single, ’10 år’. Han bor på Vesterbro i København.