Når jeg kører bil i byens trafik, sætter jeg mig ofte et mål. Inden vi når to kilometer frem, så skal jeg være nået foran den bil, der kører foran mig i den anden bane. Ikke ved at køre som en sindssyg, selvfølgelig, men ved smart trafikplanlægning. Hvis det lykkes for mig, er jeg lykkelig som et lille barn. Jeg er 100 procent et konkurrencemenneske, og jeg elsker at vinde. Men jeg bliver ikke sur, hvis jeg taber. Så håber jeg bare på at vinde næste gang.
Det ligger nok i min genetik, det med hurtigt at lægge skuffelserne bag sig. Jeg kan huske engang, da jeg var 12-14 år, og min mor havde været i biografen. Hun kom hjem med røde øjne og lommetørklæde i hånden, fordi slutningen på den film, hun havde set, var sørgelig. Jeg havde ondt af hende, men kort efter stod hun i køkkenet og nynnede. ”For 20 minutter siden tudede du,” sagde jeg, ”hvorfor er du glad nu?” ”Fordi jeg har digtet en anden slutning, så nu har de fået hinanden,” svarede hun. Min mor kunne virkelig fortrænge og lave nye, lykkelige slutninger. Den egenskab må være biologisk, for jeg har den også. Måske er det afstumpet ikke at kunne leve sine skuffelser ud, men jeg kan ikke.
Min fars valgsprog passer også fuldstændig ind i min genetik. Det var: ”Nihil timeo omnia spero,” som er latin og betyder: ”Jeg frygter intet og håber alt.” Sådan har mit liv faktisk været. Jeg er født som et meget optimistisk menneske og er ikke bange for noget – heller ikke det, jeg burde være bange for. Jeg forsøger altid at vende det til noget, der kan blive en succes.
Når du har været topchef og bestyrelsesformand i mange år, lærer du hurtigt, at en stor del af tiden har du ikke ret. Gang på gang oplever jeg at komme velforberedt ind i et bestyrelseslokale og vide nøjagtigt, hvordan jeg vil løse de problemer, der ligger foran os, og så meget hurtigt finde ud af, at de andre, der er til stede, har forslag og ideer, der er bedre end mine. Jeg har lært, at det gælder om at finde den løsning, der er bedst – uanset hvem der kommer med den. Det er en del af det at være professionel. Og jeg er ikke bange for at tilstå, at der er noget, jeg ikke forstår. Den konstruktive usikkerhed, som jeg kalder det, er meget vigtig at have for en erhvervsleder, for den bliver afløst af den konstruktive sikkerhed: Når man stiller dumme spørgsmål og får kloge svar, så bliver man selv klogere.
Man skal fortælle sandheden, men man skal ikke rutte med den. Det sagde Ole Scherfig, som jeg havde et godt samarbejde med i flere bestyrelser, og det mener jeg også. Jeg lægger ellers meget vægt på oprigtighed og vil foretrække at få dårlige nyheder, fremfor at folk lyver for mig, men der kan være situationer, hvor det af rent menneskelige grunde er ok at lyve. Og så er der i erhvervslivet nogle tommelfingerregler. Hvis man fx sidder i sidste time af forhandlinger, og en journalist ringer og siger, at han har hørt, at vi er ved at blive købt op af en konkurrentvirksomhed, så er det helt legitimt at sige: ”Det kender jeg ikke noget til.” Det er en løgn, men på den anden side er oplysningen så fortrolig, at den jo ikke skal ud i offentligheden på det tidspunkt, hvor forhandlingerne er i en meget delikat fase. I den situation er det tilladt at lyve, for hvis man siger: ”Ingen kommentarer,” vil journalisten jo sige: ”Den er god nok.”
Efter gymnasiet blev jeg soldat. Det var under den kolde krig. Flyvevåbnet havde dengang en elitekampenhed, der var særligt uddannet til at bekæmpe de russiske faldskærmssoldater, som ville dale ned over de danske flyvestationer, hvis det kom til en konflikt. Det var en knaldhård uddannelse, som jeg valgte, men den tur, man skulle igennem, hvor man som forkælet gymnasiedreng, der troede, man var en fandens karl i Hellerup, blev kastet sammen med slagtere og bagere og bønder fra Jylland, det var meget socialt givende. Det gav mig nye værdier og indgangsvinkler til andre mennesker og fik mig til at se nogle ting, jeg ellers ikke ville have set. Efter de to år, som det tog at blive sergent, følte jeg, at nu var jeg blevet en mand.
Kvinder er nogle lidenskabelige og kompromisløse væsener, der ikke skyer nogen midler for at nå deres mål: At få lagt den mand ned, de er efter. De er stædige og meget vedholdende. Især moderne kvinder, som ikke længere skal spille roller og gå i flinkeskolen. De går sgu til vaflerne.
I mine ungkarleperioder mellem mine ægteskaber rejste jeg meget i USA. Jeg boede altid på et hotel i New York med en lækker singles-bar i kælderen, Barbizon Plaza Bar. Det var et kontaktsted, hvor en masse af New Yorks flotte piger og en hel del mænd kom. Her fandt jeg meget hurtigt ud af, at de mænd, der sad med hundeøjne og så på de flotte damer, og de mænd, som var aggressive over for kvinderne, alle blev afvist. Hvis jeg i stedet bare satte sig i baren og bestilte min drink og sad og kiggede ned i den, så gik der ikke ret lang tid, før en pige kom over og spurgte, hvad mit stjernetegn var. Det var åbenbart den store scorereplik i 80’erne. Det har altid været min specialitet at blive samlet op snarere end at jagte damerne.
Jeg har kendt mange meget flotte kvinder, som overhovedet ikke har tiltalt mig erotisk. Jeg har også kendt kvinder, som ikke var særligt kønne, men som havde en fantastisk udstråling. Og som intellektuelt, erotisk eller på en anden måde simpelthen gav mig lyst til at være sammen med dem. Det er den der udefinerbare karisma, som gør, at jeg magnetiserer mig ind på en kvinde.
I år 2000 opdagede min tandlæge, at jeg havde en blå bule inde i ganen. Han var bange for, at det var cancer, og jeg kom ud til en professor på Tandlægehøjskolen, der tog en biopsi, som jeg skulle afvente svar på. Kort efter var jeg til en konference oppe i Hørsholm, hvor telefonen ringede. Jeg fik at vide, at det var cancer. Det var hårdt. Først at have gået og ventet på opkaldet, og efterfølgende at skulle gå tilbage til konferencelokalet, som om intet var hændt. På det tidspunkt var jeg formand for to børsnoterede selskaber, så jeg skulle under ingen omstændigheder have ud i offentligheden, at jeg led af en kræftsygdom, for så ville aktierne falde i værdi, og der ville blive en masse snak. Faktisk har jeg aldrig sagt det til andre end de nærmeste i familien. Heldigvis viste det sig at være en kræfttype, som var meget langsomt udviklende, og jeg fik den opereret bort og har ikke mærket noget til det siden.
Det kan ikke lade sig gøre at holde sig ung, men man kan leve nogenlunde sundt og få noget motion. Man behøver ikke være kostforagter, men i den almindelige hverdag er det fornuftigt ikke at spise fem frikadeller og én kartoffel, men fem kartofler og én frikadelle. Og at få motion og hviletid. Så har man gjort, hvad man kunne. Hvis man rammes af en dødelig sygdom, er det, fordi man er disponeret for den, og ikke fordi man har levet usundt. Masser af mennesker ryger 60 cigaretter om dagen uden at få lungekræft, mens andre får det uden at have røget en. Så er der visse ting, som kan accelerere sygdom, hvis man lever usundt, men det er aldrig den direkte årsag. Vi lever i et lotteri, hvor vi er født med en genetik, der fører os det ene eller andet sted hen.
Jeg er ikke bange for at dø. Jeg lever livet, som jeg gerne vil og tænker ikke mere på det. Vorherre må trykke på knappen, når han synes, det skal være. Men jeg har ikke lyst til at skulle igennem en uværdig proces og ligge med 3.000 rør og slanger og være hjælpeløs og smerteramt. Så hellere en pludselig død.
At blive ældre er et gradvist fysisk forfald, som man selvfølgelig kan mærke på tennisbanen, på cyklen, på ski. Det går langsommere, det bliver vanskeligere. Det generer mig ikke ret meget, jeg konstaterer det bare. Jeg ved jo, at intellektet fungerer lige så upåklageligt som for 40 år siden. Jeg har en glimrende hukommelse og er kvik nok mellem ørerne, og det betyder meget for mig og mit arbejde.
Den første måned, efter du har fået et nyt knæ, er ikke for børn. Det er lige meget, hvad fanden de putter i dig af smertestillende midler – det gør pisseondt døgnet rundt. Men det bliver bedre, og til sidst kan du slet ikke mærke, at du har et kunstigt knæ. Jeg har fået to nye. Du er nødt til at investere i et helvede på jord for at komme tilbage til paradis.
Når jeg har været på lange rejser eksotiske steder og lander i Kastrup Lufthavn, så går jeg altid direkte hen til pølsemanden og bestiller to ristede med brød, sennep og ketchup. Så er jeg lykkelig, for så er jeg hjemme igen.
Asger Aamund er født i 1940 på Frederiksberg og opvokset i Hellerup, hvor han stadig bor. Han er gift med foredragsholderen Suzanne Bjerrehuus, bror til forfatteren Jane Aamund og far til filminstruktøren Martin Aamund og Google-direktør Malou Aamund. Han har blandt meget andet været koncerndirektør i Rockwool. Har også været bestyrelsesformand og storaktionær i Bavarian Nordic, men solgte i 2015 alle sine aktier i selskabet og tjente flere hundrede millioner kroner på salget.
