Jo ældre man bliver, des mere lægger man mærke til dynamikkerne i den offentlige debat.
En problematik bliver belyst, en debat opstår, linjerne bliver trukket skarpt op, og for en stund overtager emnet både debatprogrammer i tv, frekvenserne på radio og podcast og ikke mindst de sociale medier, hvor amatørdebattører og selvbestaltede eksperter gør platformene endnu mere uudholdelige, end de i forvejen var.
Nogle gange forsvinder en debat lige så hurtigt, som den er opstået. Andre gange får den vidtrækkende konsekvenser og får befolkningen til at kræve handling, og politikere til at ændre fokus.
Et eksempel er debatten om kvælstofudledningen fra landbruget, der meget konkret kan ses i de indre fjorde. Da fotograf Asger Ladefoged fra Berlingske over et helt år havde dokumenteret iltsvindet og den totale mangel på liv i fjordene (han er selv ivrig lystfisker, så han havde ved selvsyn erfaret, at fiskene var væk), og sidste efterår publicerede sit arbejde, overtog det totalt den offentlige debat.
Befolkningen rasede, landbrugslobbyen kæmpede (og kæmper stadig) for at finde en grimasse, der kan passe, og debatten om landbrugets egentlige rolle som på den ene side fallitspillende aktør og på den anden en essentiel del af dansk fødevarefremstilling blev så antændt, at flammerne stadig står i lys lue.
Mens dette skrives, har et andet og knap så miljøkritisk emne fået luft under vingerne. Betegnelsen er ’the mental load’, og det forklares bedst som den mentale byrde, særligt kvinder føler, fordi en stor del af det usynlige arbejde i hjemmet bliver udført af dem. Tøjvask, madlavning og ”husk, at Oskar skal have biblioteksbøger med i morgen.”
Debatten bliver løftet af medierne, der ved, at konflikt mellem kønnene er noget af det, der fremkalder de stærkeste følelser – og de mest bombastiske overskrifter. Men jeg tør godt lægge hånden på kogepladen og sige, at det ikke er en debat, der kommer til at stikke så dybt. Debatten er ganske enkelt ikke interessant nok for et tilstrækkeligt antal mennesker.
Det er til gengæld en anden debat. Nemlig den om Forsvaret. Og det er en debat, der er evigt fascinerende at være vidne til.
Gennem mange, mange år har man økonomisk udsultet det, der skal forsvare os mod en ydre fjende og gøre, at vi kan deltage i internationale missioner. Og samtidig er der siden Ruslands frygtelige invasion af Ukraine sket et skred i opbakningen til Forsvaret, som er så massivt, at selv de største pacifister på venstrefløjen stemmer for øget oprustning.
I midten af det hele står Troels Lund Poulsen, der som nyudråbt formand for Venstre og ikke mindst ny forsvarsminister skal forsøge at løse gordiske knuder fra fortiden, samtidig med at han finder den retning, som fremtidens kanoner skal peges i.
På et magasin som Euroman, der kun udkommer i papirform en gang om måneden, er det umuligt for os at være dagsaktuelle. Vi kan ikke konkurrere med de store medier om at være først med det sidste nye. Til gengæld kan vi konkurrere om at være bedst. Vi følger samfundsdebatterne med stor interesse, og når de bliver tilstrækkeligt gennemgribende, bider vi til bolle og giver vores besyv med.
Vi vil helst ikke hoppe på den galej, hvor debatter dør som døgnfluer. Men når det handler om mænds velbefindende og landets ve og vel, gør vi en dyd ud af at lade vores stemme blive hørt – og ikke mindst give stemme til dem, der bør høres.
De mest interessante historier er dem, hvor medaljen har en bagside. I de seneste to numre af Euroman har to tilsyneladende succesfulde unge mænd fortalt om henholdsvis en ADHD-diagnose (fodboldspilleren Nicolai Vallys) og et enormt arbejdspres (sangeren Christopher). I dette nummer hører vi fra Rasmus Højlund, landsholdets og Manchester Uniteds spydspids, om alle de slag, han har kæmpet, og alle de nederlag, han har lidt, for at komme til, hvor han er i dag.
Og så har vi været med en dansk delegation anført af forsvarsminister Troels Lund Poulsen med nattog til Kyiv, hvor et oprustningskapløb har fået så meget fart, at våbenproducenter nu har dollartegn i øjnene.
Det er både et portræt af forsvarsministeren, en reportage fra et land i krig og en temperaturmåling af dansk forsvarspolitik og opbakningen til samme. Det er dybdegående, nuanceret og velovervejet.
Præcis som magasinjournalistik skal være, når det er allerbedst: fri fra støj, unødvendig sensationslingo og ukvalificerede partsindlæg.
Tak for at læse Euroman. Og tak for at skille skidt fra kanel.
Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør
