EN GRUPPE DRENGE KOMMER spænende over græsplænen med samme entusiasme som 9. klasseselever, der til sidste skoledag endelig må søndertæske de syvende klasser, der har kigget lidt skævt til dem de seneste par år.

Denne gruppe af, ja, skoleelever er dog ikke ude på ballade – de løber direkte mod Jan Kristoffersen, Alternativets spidskandidat ved det forekommende EP-valg, for at omfavne ham i ekstase.

Da de er færdige med det, råber de ’Jannabis!’ mere end et par gange og tager nogle selfies med dagens mand i skysovs. Da de er færdige med det, stiller de sig i en cirkel, mens de i kor råber:

”Jan vi kan! Jan vi kan! Jan vi kan!”

Langsomt får Jan Kristoffersen integreret endnu et par linjer til råbet, så det nu lyder:

”Jan vi kan! Slå England!”

Sådan bliver de stående lidt længere, end hvad der egentligt synes passende, indtil forsamlingen opløses, og nogle nye folkeskoleelever kommer hen for at få taget billeder med Jan Kristoffersen, der er troppet op i Fælledparken iført en landsholdtrøje med ’Delaney’ trykt på ryggen, en gammel læderjakke og sit neongrønne ’Jan’-halstørklæde.

ALTERNATIVET HAR ALDRIG været repræsenteret i Europa-Parlamentet. Partiet, der blev stiftet i 2013, stillede ikke op ved valget i 2014, mens de fik 3,4 procent af stemmerne ved valget i 2019, hvilket altså ikke var nok til at udløse et mandat.

Men i år er året, mener kræfterne bag det grønne parti. I år skal Alternativet have mindst et mandat, og dét skal gerne gå til Jan Kristoffersen.

Mens EU-politik længe er blevet beskyldt for at være kedeligt, er det ikke noget, man kan klandre Alternativets valgkamp for at være. Jan Kristoffersen har nemlig lavet tre sange, hvoraf det ene, ’Jannabis til Cannabis’, har udviklet sig til at blive et mindre hit på de sociale medier. På TikTok, hvor særligt børn er glade for at være, har spidskandidaten fået 650.000 likes og mange millioner visninger, mens der rundt i lygtepælene har hængt i omegnen af 4.000 valgplakater (en del af dem er, angiveligt, blevet stjålet, fordi folk vil have dem hængende derhjemme, red.), hvoraf en stor del af disse har indebåret lettere humoristiske temaer.

På Jan Kristoffersens plakater har der stået ting som ’Jan. Pushernes fjende nummer et’, mens en anden plakat har afbilledet Jan Kristoffersen i forklædning som troldmanden fra Ringenes Herre, Gandalf. I denne version dog med titlen Jandalf.

Man kan med rette undre sig over, hvad Gandalf mon har med EU-politik at gøre, men det er der ikke grund til, mener hovedpersonen.

”Gandalf har jo det med europapolitik at gøre, at det jo er Jandalf den Grønne. Og der skal lidt tryllestøv og magi til, hvis vi skal hurtigt i gang med den grønne omstilling,” fortæller han.

Er han en form for alter ego?
”Det vil jeg ikke sige. Mit alter ego er nok bare Janmand.”

I DAG ER DE ALTERNATIVES indslag imidlertid blevet taget til et højere niveau. Janmand og hans kampagnehold har taget turen ind til Fælledparken, der er godt fyldt med mennesker i anledningen af, at Danmark i aften skal spille en venskabskamp mod Sverige.

Janmand håber, at han kan stjæle opmærksomheden fra en del af disse mennesker for en stund. To timer før kampstart holder han nemlig en ’pop-up koncert’ i Fælledparken, hvor han vil spille tre sange, som han har lavet i forbindelse med valgkampen: ’Janmand søger herlighed’, der handler om ”at vi godt vil gøre vores land endnu herligere,” ’Jan vi kan’, der handler om ”alt det vi kan, når vi står sammen,” og hans store hit ’Jannabis til Cannabis’, der handler om, at han vil legalisere cannabis.

Ideen til at føre valgkamp gennem musik kom oprindeligt fra Wingjan, Toke Lotz, der er valgkampsansvarlig for Alternativet.

Wingjan er både sådan en, der kommer med de gode ideer til, hvordan Jan Kristoffersen skal skille sig ud, sørger for, at han får en fadøl, og beder ham om ikke at ryge, når der tages billeder. Med andre ord er han en rigtig wingman.

”Jeg tror, at det er vigtigt, at man husker på, at det i en valgkamp handler om at blive eksponeret og sørge for, at man kommer ud og bliver set. Vi kunne godt tænke os at lave en optimistisk og håbefuld kampagne, som handler om, at vi i fællesskab kan en hel masse ting sammen. Og musik kan være med til at sprede det budskab,” fortæller Wingjan, der ligeledes er iklædt en landsholdstrøje.

Kan I frygte, at folk kommer til at stemme på Jan, fordi han er et sjovt indslag og ikke, fordi de har sat sig ind i politikken?

”Jeg frygter overhovedet ikke nogen, der stemmer på mig,” svarer Janmand.

I FÆLLEDPARKEN ER kampagneholdet imidlertid blevet mødt af en lille udfordring. Der er i dag blevet etableret en fanzone, og i den zone er der sat en scene op.

”Den er en anelse større, end vi havde regnet med,” siger Wingjan, og som om det ikke var nok, er det Malte Ebert, der står deroppe og flankerer.

Kampagneholdet befinder sig i en mindre krise. Tidligere på dagen lagde de et billede op på de sociale medier, der skulle vise, hvor koncerten ville blive afholdt. Nu rammer en frygt spidskandidaten, for grundet Malte Eberts kæmpe højtalere kan Alternativet ikke være lige præcis på pletten.

”Det er bare slet ikke der, vi er,” siger Janmand.

Den frygt maner de andre dog til jorden, mens de leder efter det helt rigtige træ at opstille grejet foran. Da de har fundet det, pakker de deres to Christiana-cykler, der indeholder valgkampagnemateriale, højtalere, instrumenter og to mikrofoner: en til forsangeren, Janmand, og en til støttevokalen, Wingjan.

Da der er knap en time til koncertstart, beslutter Janmand og Wingjan sig for at gå en tur gennem fanzonen. Man fornemmer, at folk forsøger at hviske ’Jannabis’, når han kommer gående forbi dem, hvilket han kvitterer med en knytnævehilsen eller et håndtryk afhængigt af så meget. Når nogen beder om et billede, svarer han gerne ’Ja’ eller ’Jan vi kan’ og opfordrer desuden til, at de lægger vejen forbi klokken 17.

Hvor mange skal der komme, før det er en succes?
”Det handler ikke om, hvor mange der kommer. Det handler om, hvor fedt dem, der kommer, har det,” svarer Janmand.

Hvordan måler man, hvor fedt nogen har det?
”Det handler om, hvor meget de hopper og danser.”

En pige, der meget gerne vil vise sin ’Befri Christiania’-trøje frem, og hendes tre venner kommer hen til Janmand for at fortælle ham, at han er for fed, og at de ville stemme på ham, hvis de altså måtte det. Ved siden af har en mindre gruppe, der ikke må købe fadøl i Carlsbergs boder, sat sig godt til rette på plænen for at sikre sig en god plads til koncerten.

”Jeg er her kun for dig. Jeg vidste slet ikke, der var landskamp,” siger en af vennerne, mens en anden synger med på Malte Eberts sang ’Model’, de næsten skal råbe for at overdøve.

”Jeg elsker den her sang.”

Over det næste stykke tid slår flere og flere sig til forsamlingen. Rigtigt mange vil gerne udveksle et par ord med Janmand og have taget et billede. Mange vil sågar have hans autograf. Han signerer alt, han får i hænderne: et skateboard, indpakningen til et par Airpods, en Macbook, nogle af hans valgplakater og en pande (ikke en stegepande, men panden på et barn, red.).

En, der helt sikkert ikke er gammel nok til at vide, at man ikke blot betaler skat, men også arbejdsmarkedsbidrag, har fået en signeret valgplakat og bliver nu jagtet rundt i parken af sine venner, der tilsyneladende er misundelige.

Her er rigtigt mange børn og folk fra Alternativets lejr.

DA KLOKKEN SLÅR 17, afbryder Wingjan den længere selfiesession, Janmand har gang i, for nu er tiden inde.

Wingjan trækker en elektrisk guitar over skulderen, og makkerparret stiller sig op foran hver deres mikrofon.

”Først skal vi lige varme stemmerne lidt op,” siger Janmand og lægger an til en fællessang af nationalsangen.

Da stemmerne så er varmet op, bliver der virkelig tændt for højtalerne, og jeg ved ikke, om stemmerne ikke var helt varme nok, men det er altså med playback. Janmand åbner sin mund lejlighedsvist, mens han ’synger’ ’Janmand søger herlighed’. Det virker utvetydigt til, at han ikke kan teksten til sin egen propaganda.

Lidt bedre bliver det, da han synger ’Jan vi kan’ for første gang (den synges to gange). Her råber han vist med (eller mimer det i hvert fald med større overbevisning). Imens opfordres alle de fremmødte til at synge (råbe) med. Det er der nogen, der gør. De opfordres også til at vippe med armene. Det er der nogen, der gør. De fleste står imidlertid ret stille.

Jeg er ikke helt sikker på, hvor meget publikum skulle danse og hoppe, før det var en succes, men de hverken danser eller hopper særligt meget. Til gengæld står de med deres iPhones og filmer affæren.

Showet varer i omegnen af ti minutter, før det er slut. Så stimler en masse, ustemmedygtige mennesker sig sammen i en lang kø, hvor de pænt står og venter på, at det bliver deres tur til at få taget et billede med Janmand og sige, at de ville have stemt på ham, hvis de altså måtte.

”Der er heldigvis kommet en del, der ikke er 16 år,” bemærker en partiansat.

”Ja, her er også en del 14-årige,” svarer jeg.