Her er alt, seriøst, alt, du skal vide om Danmarks EM-modstandere scroll-down

Her er alt, seriøst, alt, du skal vide om Danmarks EM-modstandere

Nej, Englands stjerner hedder ikke Rashford og Sterling. Ja, Slovenien er andet end Jan Oblak. Og gisp: Serbien har en ung kreatør, der kan drive dæk med det danske forsvar.

Af Oliver Bodh Larsen
Foto: Getty Images
Sport Euroman

På mange måder besidder denne gruppe C, som Danmark er en del af, en ret klassisk gruppelogik: et hold, der skal gå videre, to hold, der helst skal gå videre, og et hold, der virkelig håber at gå videre. 

Holdet, for hvem intet andet end avancement tæller, er selvfølgelig England. De ankommer til slutrunden med en swagger og en trup, de færreste nationer kan matche målt på ren og skær talent. Særligt fra midtbanen og op er englænderne overdådige. Fra Bellingham, Rice og Foden til Kane, Saka og Grealish.

De to hold, der begge har forventninger om at gå videre, er Danmark og Serbien. Men begge nationer lider under nogle af de samme problemer. Mange af de profiler, der har tegnet de store linjer igennem flere år, har deres glimmerår bag sig. For danskerne: Eriksen, Kjær, Schmeichel. Og serberne: Mitrovic, Tadić, Milinković-Savić. Men rundt om de aldrende profiler er der talent nok til, at begge nationer med rette kan gå ind til slutrunden med en forventning om at gå videre. Særligt på angriberpositionen ligger der for begge hold mange drømme og hviler.

Og så er der Slovenien, gruppens lidt undertippede mandskab med den rolige ledestjerne mellem stængerne, Jan Oblak fra Atlético Madrid. De er ikke uden evner, de gode slovenere. Hvis englænderne og serberne ikke ved det, kan de bare spørge danskerne. I kvalifikationsgruppen voldte de os problemer i begge kampe, og det er lige nøjagtig, hvad de håber på at kunne gøre denne sommer også.

Ja, og således er gruppen vel i virkeligheden ganske åben.  

Se, hvad vi ellers skriver om: EM, Landsholdet, Danmark og Fodbold