Siden herrelandsholdet tidligere på ugen trak i deres jakkesæt fra Shaping New Tomorrow og lod sig fotografere i samlet flok, har der lydt en kras kritik fra selvbestaltede modeeksperter, der har kaldt ægteskabet mellem fodboldspillerne og det nordjyske tøjmærke for alskens ukvemsord.

Kritikken har været, at Shaping New Tomorrow ikke gør noget godt for de danske spilleres udseende, at farven på jakkesættet er kedelig, at pasformen er rædderlig og at Shaping New Tomorrows brand ikke passer til landsholdets og ikke mindst spillernes personlige ditto.

Den kritik er den mest dovne og forudsigelige, man kan komme i tanke om.

Det kan godt være, at trioen bag Shaping New Tomorrow ikke er uddannede fra fine designskoler. Ej heller har de deres gang i de københavnske modesaloner, hvor man i forbløffende mange tilfælde stadig finder det spændende at søsætte modevirksomheder uden at have den fjerneste ide om kommercielt potentiale.

Alligevel har man hos kritikerne en forestilling om, at landsholdet skal være stilikoner, der er iklædt noget … andet. Præcis hvad bliver der ikke givet så mange bud på.

Kritikken er for letkøbt af flere grunde.

For det første udstiller den en manglende forståelse for, hvad et sponsorat af landsholdet indebærer. Det kræver for det første et maskineri, der kan håndtere en størrelse som DBU, der godt ved, at man har gode kort på hånden med landsholdsspillerne som udstillingsvindue. Det kræver et match rent brandingmæssigt, hvor jeg tillader mig at minde om, at landsholdets opgave er at favne befolkningen og ikke kun naturvinsdrikkende bordfodboldspillere på Sønder Boulevard.

Og allervigtigst: Det kræver økonomiske muskler, som meget få tøjvirksomheder her i landet kan løfte. Mit bud er, at et sponsorat af landsholdet koster minimum fem millioner årligt. Læg dertil en substantiel mængde tøj, som landsholdsspillerne og deres team skal have leveret, samt et behov for en eller flere ansatte, der kan servicere og håndtere samarbejdet med DBU og spillerne.

Hvor mange kan det? Under en håndfuld i Danmark. NN07 kan. Bestseller kan med Jack & Jones. Mads Nørgaard kan måske, men virksomheden har intet fodbold i dens DNA. Les Deux gjorde det, men ikke længere. Det siger en del om investeringen både økonomisk og medarbejdermæssigt, at en virksomhed stiftet af fodboldgale ejere trods massive resultater og solid økonomisk fundament ikke længere er en del af landsholdet.

For det andet er det et udtryk for københavnsk provinsialisme af værste skuffe, når man skyder med skarpt mod Shaping New Tomorrow. Virksomheden er født ud af Løvens Hule og har Jesper Buch som investor, og så har den i al stilfærdighed udført en opgave, som mange andre er mislykkedes med gennem årene: At klæde de mange, mange danske mænd pænt på, der ikke navigerer hjemmevant på modescenen, men som bare gerne vil have et flot sæt tøj til de få gange om året, de enten skal til bryllup eller rund fødselsdag.

Det kan godt være, at Shaping New Tomorrow ikke er født ud af Central Saint Martins eller at de vinder nomineringer til landets bedst klædte i nærværende magasin. Men mindre kan også gøre det, og man er nødt til at anerkende den præstation, det er at gøre det at gå i jakkesæt til en tryg oplevelse. Og det er for mig at se kernen i Shaping New Tomorrows succes.

Italiens landshold bliver altid trukket frem som værende de bedst klædte (i år rammer de dog fuldstændig forbi skiven), men det er ulige hold at sammenligne sig med en nation, hvor verdens vigtigste firmaer for klassisk herretøj har hjemme, og hvor det at være velklædt er en folkesport på samme niveau som fadøl og H2O-klipklapper er det herhjemme. Der er forskel på at være født i Milano og i Østervrå, og intet er mere ynkeligt end at flygte fra der, man kommer fra.

Skal man rette kritikken af samarbejdet et sted hen, er det ledergruppen på landsholdet, der har magt til at påvirke beslutningen om påklædning, når truppen ikke spiller. Mathias ’Zanka’ Jørgensen er kommet med i EM-truppen på et yderligt mandat, og han gjorde sig bemærket ved holdpræsentationen i Shaping New Tomorrow-jakkesæt ved simpelthen at have skåret det nedeste af buksebenet op, så de fik mere vidde og passede bedre til hans Jordan-sko.

Jeg bifalder anarkiet og det personlige præg på tingene, men en bedre løsning havde været, hvis ledergruppen allerede for et år siden havde taget ansvar og taget fat i DBU og udtrykt deres utilfredshed med tøjet, så man ikke skal sprætte bukseben op fem minutter i holdpræsentation. Og så vidt jeg i øvrigt har forstået, var det dog netop på initiativ fra en af spillerne – Joakim Mæhle – at netop samarbejdet med Shaping New Tomorrow er opstået.

Måske man skulle anerkende det i stedet for at gå egne, egoistiske veje?

Personligt synes jeg, spillerne ser ganske fornuftige ud i jakkesættene fra Shaping New Tomorrow. Lyse jakkesæt er ikke for alle, det er langt nemmere at slippe afsted med et marineblåt. Jeg kunne have ønsket mig en skjorte i stedet for den hvide T-shirt, der trækker det samlede indtryk lidt for langt ned på jorden. Og måske endda et slips.

Og så er der et enkelt kritikpunkt, hvor det hele falder fra hinanden:

Landsholdsspillernes konstante insisteren på at sammensætte jakkesættet med gummisko. Sneakers har aldrig gjort noget godt for et jakkesæt, det er en besynderlig street-ificering af det potentielt pæneste i herregarderoben. Resultatet bliver en underlig bastard af en teenagevoksen, der rimer på Playstation og drengeværelse mere end på klasse og stil.

Man kan (og skal) altid dømme en mand på valget af hans sko. Og sneakers til jakkesæt er bare ikke en gruppe landsholdsforbilleder værdigt.

Havde spillerne haft sko i læder eller ruskind, enten som snøresko eller måske endda tidens absolut varmeste fodtøj, et par loafers, havde denne snak været komplet overflødig. Men ak.

Og lad så denne debat om god og dårlig smag i jakkesæt forstumme. De virkelige slag skal stå i et helt andet sæt tøj, som jeg glæder mig til at se spillerne i på søndag mod Slovenien.