ET STED MELLEM mudder, gravkøer og kraner knaser guitar-riffet fra ’Money for Nothing’ med Dire Straits. Fra altanerne i Mjølnerparken på Nørrebro, et af landets mest omtalte boligområder, blafrer palæstinensiske flag, men det vrimler bestemt ikke med livstegn fra beboerne, og når de endelig passerer gennem smalle stier langs hegn og grusbunker, virker de så forsvindende små i skyggerne af den indgribende omkalfatring af kvarteret.
På en skurvogn hænger et banner: ’Vores hjem er ikke til salg’. Som en ung beboer med sort skæg, en telefon i hænderne og en kraftig duft af parfume hængende over sig, siger, er virkeligheden en anden. Han ”giver ikke en fuck,” men vil ikke have sit navn frem.
Han synes, siger han, at de beboere, som flytter ind i de solgte, nyrenoverede lejligheder, er ”ligesom israelerne” på Vestbredden. ”Tænk, hvis jeg snuppede din bolig,” siger han forarget.
Fatima Jalal Mosawi er på vej ud fra Mjølnerparken med sin fire-fem år gamle lillebror, som har en Spiderman-taske med hjul rullende efter sig. Fremtiden i kvarteret kan måske blive bedre, siger hun kortfattet, men hun har ondt af de mennesker, som har måttet flytte væk fra området permanent, tilføjer hun, før de går videre mod den lejlighed på den anden side af Tagensvej, hvor deres familie er midlertidigt genhuset.
