Han bliver kaldt racist, homofob og kvindehader. Er der slet ikke noget, Brian Mørk er bange for?

Brian, i dit kommende show går du ifølge pressematerialet langt over stregen for, hvad der er lovligt? Hvorfor?

”Hele formålet med showet er, at jeg skal sigtes og helst dømmes for at fortælle jokes. Jeg er motiveret af sagen, hvor Azad Habib for nylig blev idømt syv dages betinget fængsel efter racismeparagraffen for at administrere en hjemmeside med racistiske vittigheder. 

Den almindelige dansker har ikke rigtig forstået, at man kan komme i fængsel for at fortælle vittigheder. Azad Habib er jo bare en eller anden gut i 20’erne fra Jylland, men hvis jeg bliver dømt, er det pludselig en historie, og så er medierne og politikerne nødt til at tage sagen op.”

Men hvorfor er det så vigtigt for dig at gå over grænsen?

”Fordi ingen af os skal kunne bestemme, hvad andre mennesker synes er sjovt. Og slet ikke politikerne. Vi kan ikke have et tankekontrols-styre. Det er fint, vi har en racismelovgivning, men den skal ikke kunne bruges på denne måde. 

Jeg ville ønske, at det ikke var mig, men ingen andre gør det. Ytringsfriheden er en af vores grundsøjler, og nu udøver myndighederne censur, ligesom de gør i Iran og Rusland, og det er et skridt tilbage for vestlig frihed og vestligt demokrati. 

Jeg har ikke lyst til at træde nogen over tæerne, men jeg er nødt til at gøre det. Jeg siger jokes, som går over min egen grænse, jokes, som jeg synes er for hårde, men jeg er nødt til at bryde den her lov.”

Du ser ifølge pressematerialet showet som en forlængelse af tidligere kampe for ytringsfriheden – fra Muhammed-tegningerne, angrebet på Kurt Westergaard og attentatet på den franske satireavis Charlie Hebdo, og siger, at du ”i værste fald risikerer fængsel.” Men du risikerer vel egentlig noget, der er værre. Indgår det i dine overvejelser?

”Ja, det gør det virkelig. I mit show gør jeg også grin med muslimer og islam, og det gør mig bange og nervøs. Jeg er far til to hjemmeboende skolebørn og har ikke lyst til, at de skal miste mig. Men showet går ikke kun imod islam og muslimer, det går imod alle, jøder, kristne, sorte, asiater, hvide mænd, dværge og handicappede. 

Vi har de sidste 80 år arbejdet os hen mod et samfund med lige rettigheder og ansvar for alle, så kan vi ikke gå ud nu og sige, at nogen er specielt beskyttet mod satire og hån. Det er det modsatte af lighed, ikke? Det er forskelsbehandling. Det er faktisk racisme at lave en lov, der beskytter visse grupper af mennesker.”

Hvad er forskellen på dit og Rasmus Paludans ’show’?

”Mit show er imod racisme og forskelsbehandling, og det er ikke rettet direkte imod islam.”

Må man sige alt, hvad man vil? 

”Jeg er ikke ytringsfrihedsfanatiker. Det er ulovligt at true eller lyve om andre, forståeligt nok. Men ud over det må det være op til en selv, om man vil være et røvhul eller ej. 

Normalt når jeg skriver jokes, afvejer jeg med min egen moral, om jeg synes, noget går over en grænse. Den moral er ikke den samme som din eller alle mulige andre menneskers. Så det er op til hver enkelt, men jeg vil ikke bestemme på andres vegne, om de må gå over den grænse eller ej. Og de skal heller ikke bestemme det på mine vegne. 

Mange mener, modtageren skal afgøre, om jokes og satire er krænkende eller ej. Men det er afsenderen, der bestemmer, hvad vinklen og følelsen bag joken er. Det kan godt være, at du er krænket af det, han siger. Men hvis han siger, at det behøver du ikke være, så er det din opgave at tøjle dine følelser.”

Men mange bliver åbenlyst krænket af både jokes og andre ting. Er det så bare, fordi de mangler humor?

”Når man er i en debat med aktivister, skal man vide på forhånd, at aktivister ikke har nogen humor, uanset hvilken fløj de kommer fra. I

 sagen omkring DR’s satiresketch om Grønland for nylig var de grønlandske aktivister skideligeglade med, hvad der blev sagt i sketchen og hvor sjov den egentlig var. De er bare interesserede i, at de kan hive fat i noget, de kan blive sure over.”

Du har jo prøvet, at folk blev sure på dig. For fire år siden blev du ramt af en shitstorm på sociale medier efter dit tweet i forbindelse med overgrebsanklagerne mod Naser Khader. Dit tweet handlede om at lære kvinder at sige fra over for krænkere, og du blev efterfølgende kaldt ’voldtægtsapolog’. Du har fortalt, du blev udsat for ”et karaktermord i en uforudsigelig skala” og ”en organiseret hetz fra wokeister.” Hvordan har forløbet påvirket dig?

”Min shitstorm var baseret på løgne og injurier, hvilket medførte, at den bare blev ved og ved i tre år, og den påvirker mig stadigvæk i dag. Jeg mistede alle mine jobs, blev fyret fra TV 2, og i tre år havde jeg lavere indtægt end kontanthjælp. 

Det gjorde ekstra ondt, at jeg blev gjort til victim-blamer, og så var jeg pludselig også racist, homofob og kvindehader, alle de onde ting, man kan være. 

Det ramte mig ret hårdt, at folk havde lov til at lyve om mig og sige, at jeg har sagt ting, jeg aldrig har sagt. Og at de måtte sige og dele det igen og igen, så det bredte sig. 

Rent psykisk var det ubehageligt, at så mange mennesker kunne have et forkert billede af mig. Mine børn skulle leve med, at deres far blev betragtet som et dumt svin ude i verden. 

Min ældste datter gik i gymnasiet på det tidspunkt, og når hun var i byen og mødte nye mennesker, hørte hun for det. Jeg sagde til hende, at hun bare skulle give folk ret, ikke tage kampen. Hun skulle bare sige, at hendes far var en kæmpe idiot. Det var jeg selvfølgelig ked af.”

Har du lagt det bag dig?

”Jeg er stadig nervøs, når jeg går på scenen og tænker, at ved bordet derovre sidder fire unge kvinder, der synes, jeg er et dumt svin. Hver gang jeg går på gaden med mine børn, er jeg nervøs for, at der er en eller anden ung 16-årig antifa-dude, der gerne vil imponere en LGBTQ-pige med ringe i næsen, og så kaster han en flaske i nakken på mig for at bevise, hvor sej han er. Jeg mærker også stadig, at der er spillesteder, som ikke tør sætte mine shows op.”

Brian Mørk

51 år. Standupkomiker og manuskriptforfatter. 

Debuterede som komiker i 2002 og brød igennem i 2007 med ’Brian Mørk Show’ på TV 2 Zulu samt satireserien ’Mørk & Jul’ (2009) i samarbejde med Simon Jul. 

Har været filmskuespiller, manuskriptforfatter og instruktør bag gyserserier og en julekalender i tv, samt medvirket i en lang række comedy-programmer. 

Var hovedforfatter på ’Live fra Bremen’ i flere sæsoner og har turneret Danmark tynd som standupkomiker i 23 år. 

Står desuden bag podcast-platformen Lytbar sammen med kollegaen Lasse Rimmer. 

Hans nye show, ’Endnu længere over grænsen’, kan ses til efteråret.

Har du nogle gange tænkt, at du hellere skulle blive sosu-hjælper eller kok? At det ikke kunne betale sig for dig at fortsætte som komiker og at fortsætte kampen mod dem, der anklagede dig, som du gjorde, når de skrev noget om dig? 

”Ja, mange gange. Hver eneste gang, jeg skulle betale husleje og næsten ikke kunne fodre mine børn. Men der var en stædighed i mig og en følelse af, at jeg ville vinde, hvis jeg ventede længe nok. At vinden ville vende, og at der ville komme en modbølge mod cancel-kultur og woke på et tidspunkt. Den modbølge, der kommer nu.” 

Du mærker en modbølge?

”Ja, det kan man tydeligt mærke i hele samfundet. Der var lige tre år, hvor jeg følte mig meget alene mod den her cancellation-gruppe. Og nu er det dem, der har modvind. 

Hvis jeg var stoppet med at være standup-komiker og havde fået job ude på Novo-fabrikken her i Kalundborg, hvor jeg bor, så ville gruppen med deres løgne have vundet. Det må de ikke kunne.”

Dit nye show er også et opgør med krænkelseskulturen. Har forløbet, du oplevede, ændret den måde, du ser verden på?

”Før min shitstorm var jeg ikke så kamplysten, som jeg er nu, og jeg har ændret hele min måde at være komiker på. Hele min karriere har jeg bare været en fjollet komiker, der talte om parforhold og tyndskid. 

Shitstormen pressede mig ud i at lave standup om noget andet, og den gjorde mig også til en bedre komiker, der brænder for noget. Det har jeg aldrig rigtig gjort. De woke vækkede mig sgu.”

Udøver du mere selvcensur efter shitstormen end tidligere?

”Faktisk det modsatte. Jeg har altid haft rigtig meget selvcensur. Når jeg står på scenen og laver en joke og kan se, nogen bliver ked af det eller sur på mig, har jeg dårlig samvittighed fire dage efter. 

Som det er nu, tvinger jeg mig selv til at sige ting, jeg ikke bryder mig om at sige. Det har jeg sgu aldrig gjort før.”

Du er over 50, ligesom jeg selv er, og jeg har lagt mærke til, at en del af de ’sjove’ bemærkninger, man siger i et selskab, kan ens jævnaldrende grine af, mens de 10-15 år yngre og nedefter overhovedet ikke kan se det sjove. Så jeg tager mig selv i at stoppe mig selv mere og mere …

”Så du må heller ikke have det sjovt mere, fordi de ikke har det.”

Måske. Men kan man ikke forestille sig, det er en naturlig generationskløft, så det – måske ofte politisk ukorrekte - bare ikke er sjovt længere, fordi verden og tiden er en anden. Vi griner jo heller ikke af det samme, som vores bedsteforældre gjorde.

”Kender du Monty Python? Det var tilbage i 60’erne og 70’erne. De var grænseoverskridende over for alle. Hvis det er god humor, fungerer det stadig. Dirch Passer og Linie 3 var bare ikke særlig god humor. Men det betyder ikke, at der ikke var god humor dengang. Tiden løber aldrig fra god humor.”

Da jeg gik i skole i 1980’erne, grinede vi højt af forholdsvis grove jokes om homoseksuelle og handicappede. 

”Selvfølgelig.” 

Burde vi gøre det i dag?

”Hvis det er en god joke. Men mange af de jokes, vi grinede af i skolegården, var bare røvdårlige. Ligesom de vittigheder på hjemmesiden, Azad Habib er blevet dømt for.”

Men hvem bestemmer, om det er sjovt?

”Det gør du og jeg og den person, der hører joken. Og hvis du ikke synes, det er sjovt, så griner du ikke af det. Forskellen er jo, at de unge mennesker, der ikke synes, det, du synes, er sjovt, bare kunne sige: ’Det er ikke lige noget for mig.’ 

Men det, vi har set med krænkelseskulturen og woke er jo, at de siger, at du heller ikke må synes, det er skægt. Det er problemet. De vil bestemme på dine vegne, hvad der er tilladt at tænke og sige og grine af.”

Drengene fra Angora lavede en populær sang om en transkønnet, ’Hun har en pik’ – med fortsættelsen ’og det burde hun ik’’, for cirka 20 år siden. Er det ikke meget godt, at man ikke laver sådan noget mere, af hensyn til de transkønnede?

”Da jeg offentliggjorde, at jeg ville lave det første af mine shows (’Langt over grænsen’, som Brian Mørk turnerede med i 2024, red.), skrev en transkønnet til mig, at jeg også skulle lave jokes om dem, for ellers ville de føle sig udenfor.

Og det var vigtigt, for på det tidspunkt havde jeg kun tænkt mig at lave et show med racistiske jokes. Og to dage efter var der kraftedeme også en spastisk lammet mand, der skrev til mig, og sagde, at hvis jeg lavede et show om minoriteter, skulle jeg også gøre grin med de handicappede, så de kunne føle sig inkluderet. 

Hvis der er nogen, du ikke tør eller må lave jokes om, har du ekskluderet dem endnu mere. Og det er simpelthen ikke meningen. At jeg laver grove jokes om alle minoriteter er det mest inkluderende, jeg kan gøre. Og det gælder for alle. 

Hvis jeg ikke vil lave jokes om dig, er det, fordi jeg synes, du er svagere, skrøbeligere og dårligere end mig.”

Men som jeg forestiller mig dit publikum i salen, er det hverken den krænkelsesparate LGBTQ+-aktivist, Politiken Plus-abonnenten eller Muhammed fra Tingbjerg. Kan det ikke blive en gratis omgang for dig, et ekkokammer, hvor du kun får fat i dem, der i forvejen er enige med dig?

”Da jeg tog rundt med det første show, kom der faktisk mange indvandrere, og i starten tænkte jeg: ’Åh nej, nu skal jeg lynches,’ men bagefter var det ofte netop indvandrerne, der kom op og ville have et billede og sagde ’godt gået’ og ’skægt show.’ Det var dejligt og løftede mig nærmest gennem min tour. 

For mig vidner det om, at der er et behov blandt indvandrere om ikke at blive forskelsbehandlet, og det gælder også de homoseksuelle og andre minoriteter, der har skrevet til mig. 

Der er nogen, der gerne vil beskytte de her grupper, fordi de er åh, så skrøbelige. Men i grupperne har de en følelse af ’vil du ikke godt lade være med at beskytte mig. Jeg er indvandrer, ikke en 10-årig handicappet pige.’”

Du har ry for at appellere mere til mænd end til kvinder som komiker. Hvorfor tror du, mænd bedst kan lide dig?

”Der kommer flest mænd til mine shows. De gange i min karriere, nogle har klaget over en joke, har det altid været på andres vegne, aldrig på deres egen. Og hver eneste gang har det været en kvinde, der klagede. 

Mænd bliver bare ikke krænket på den måde af jokes. De tænker på jokes mere matematisk, ser den som humoristisk fungerende, teknisk god. Men kvinder føler joken. De tænker, der er en fare for, at jeg mener det, jeg står og siger på scenen.”

Siger du, at kvinder ikke har lige så meget humor som mænd?

”Nej, nej, de har masser af humor, og det ser vi mere og mere. Vi får flere kvindelige kollegaer i branchen, og de er lige så sjove som mændene. Der har bare været en tendens til, at kvinder ikke interesserede sig for humor. 

Mænd interesserer sig for ting på en nørdet måde, som kvinder ikke gør. Og det har de også gjort med humor. Og kvinderne er ved at vågne op nu og opdage, at det faktisk kan være rigtig skægt.” 

Tør danske mænd generelt sige det, vi har lyst til, også om kvinder?

”Nej. Det kunne jeg se ved mit seneste show. Det handlede om forskellige minoriteter, og grunden til, at jeg inddrog kvinder som en minoritet var, at jeg havde skrevet et eller andet humoristisk tweet om en kvinde. 

Og så var der en kvinde, der skrev, at det var ulækkert, at jeg altid lavede jokes om minoriteter på den måde. Og så tænkte jeg, at det var sgu meget interessant, at kvinder nu var en minoritet, selv om der er flere af dem, så må de være sådan en majoritetsminoritet. 

Og for det andet er det meget smart, for så kan man ikke lave jokes om kvinder længere, fordi de åbenbart skal beskyttes ligesom sorte og jøder. Jeg tænkte, at hvis kvinder er en minoritet, er jeg nødt til at have et helt kapitel i mit show, der handler om kvinder. 

Da jeg nåede til den del af showet, efter jeg havde lavet grove jokes om muslimer, jøder og indvandrere og sådan noget, hvor publikum grinede, skiftede stemningen tydeligt i salen, og folk blev nervøse. 

En kollega sagde til mig, at det var, fordi der sad mange par i salen. Og mændene er bange for deres koner. Så nej, danske mænd tør ikke grine af og sige, hvad de vil – heller ikke om kvinder.”

Så vi går og censurerer os selv. Mangler vi nosser?

”Ja, vi er nogle vatpikke hele bundet. Vi er bange, fordi kvinderne har mulighed for at udskamme os. Mænd udskammer kvinder på samme måde, som kvinder kan udskamme mænd. Det er vi bange for, men det skal vi bare lade være med at være. Hvis kvinderne bliver sure, må de blive sure.”

Synes du selv, noget er et problem for dig som mand at sige i forhold til kvinder?

”Jeg kan se, at de jokes, jeg laver, bliver grovere af, at jeg er en mand, der siger dem. Og det er ikke kun jokes om kvinder, men om alt. Hvis en kvinde havde sagt det samme, havde det ikke været så groft, men når jeg er en mand, er jeg automatisk en lille smule ond, hård og følelseskold. 

Der er en større chance for, at jeg er et stort svin, alene fordi jeg er en mand. Det gør det sværere for mig at sige, hvad jeg siger og have mine meninger. Fordi jeg har en ondskabsfuld penis mellem benene.”

Oplever du selv privat, at det er svært for dig at sige nogle ting som mand? 

”Jeg har to hjemmeboende døtre, som godt kan blive sure på mig, men langt hen ad vejen er jeg så heldig, at når vi så har haft en snak, er de jo ret enige med mig i alle mulige ting. 

De kan blive irriterede over, at jeg siger ting så direkte, fordi de begge to er så unge. Men det er ikke et rigtigt problem i mit liv, fordi jeg færdes mest blandt andre komikere, og komikere har jo en anden tone. 

Hvis jeg havde siddet på et eller andet åbent kontor på en arbejdsplads et sted, så havde det med sikkerhed været et problem. Men det gør jeg gudskelov ikke.”