DE VAR PÅ TRATTORIA CAMILLO i Firenze, det var en aften i januar, og over for Karl-Oskar Olsen sad en mand ved navn Gabriele Casaccia, en potentiel ny samarbejdspartner. Karl-Oskar Olsen havde bestilt friteret lam med florentinske hestebønner, Casaccia friteret kalvehjerne. Da Casaccia havde taget en bid af den friterede kalvehjerne, begyndte han på en historie.
På det tidspunkt anede Karl-Oskar Olsen endnu ikke, at det skulle blive en af den slags aftenener, som han havde oplevet så mange gange før. En af de aftener, hvor en idé pludselig lægger beslag på hans samlede sind. Ikke langt inde i historien begyndte det at dirre hos Karl-Oskar Olsen. Den velkendte følelse. Den forbandede og berusende følelse. Og langt før historien var forbi, var der ikke længere nogen tvivl tilbage.
Historien handlede om et ultraløb, som Gabriele Casaccia havde deltaget i. Et ultraløb, strækkende sig rundt om det næsten fem kilometer høje bjerg Mont Blanc. Løbet går igennem tre lande – Frankrig, Schweiz og Italien. 176 kilometer i alt. Endeløs smerte. Med andre ord lige noget for Karl-Oskar Olsen.
På et tidspunkt i løbet af ruten havde Casaccia indhentet en mand, en japaner, hvis løb blev langsommere og langsommere, slowmotion, næsten. Og så vaklede han. Et sted, hvor det ikke var ufarligt at vakle. Casaccia nåede op på siden og greb fat i japaneren, og i det øjeblik forstod han, hvad der var sket: Manden var faldet i søvn. Løbende. Kroppen havde givet op, men benene var blevet ved.
