Opskrift:
Lad det simre: Sådan laver du lækre tacos med braiseret oksekød
Det braiserede oksekød er lavet på old school mexicansk manér i en adobo-sauce, som her er lavet med guajillo-chilier – en mild, tørret chili, som kan købes i flere netbutikker.

Ingredienser
- 6 guajillo-chilier (milde, tørrede chilier)
- 1 medium løg
- 2 fed hvidløg
- 2 spsk. olivenolie (eller svinefedt, hvis du skal være autentisk)
- 2 spsk. koncentreret tomatpuré
- 1 tsk. tørret oregano
- ½ tsk. stødt kanel
- ½ tsk. stødt chipotle chili eller røget paprika
- 2 tsk. groft salt
- Sort peber
- 2 dl af vandet fra chilierne
- 700 g oksetykkam
- Majstortillas, hakket løg, koriander, chili og lime som tilbehør
Fremgangsmåde
- Begynd med adobosaucen ved at riste guajillo-chilierne på en tør pande. De skal blive mørkere udenpå uden at brænde på. Varmen gør, at chilierne puffer en smule op.
- Kom dem i en skål, og fjern stilk og de fleste frø. Overhæld chilierne med kogende vand, og lad dem trække i 30 minutter.
- Skær løg i tern, og hak hvidløget groft.
- Varm olien på en pande, og svits løgene ved middel varme i et par minutter. Tilsæt hvidløg, og steg i 1 minut. Kom tomatpuré, oregano, kanel og chipotle i, og steg i 1 minut mere. Sluk for varmen.
- Kom de stegte løg m.v. i en foodprocessor eller minihakker sammen med de udblødte chilier og 2 dl af det vand, de har trukket i. Tilsæt salt og godt med peber, og blend det til en creme.
- Læg kødet i en stegeso eller en gryde med låg, som må komme i ovnen. Hæld adobosaucen over, og sørg for at der også er sauce under kødet. Kom låg på og steg kødet i ovnen i 3 timer ved 180 grader, til det er helt mørt og kan trevles med to gafler.
- Servér i varme majstortillas toppet med lidt løg, koriander og chili og med frisk lime til.