En fast del af Euromans cykelpodcast ’Café Eddy’ er, at værterne, Brian Holm og Bastian Emil Goldschmidt, vender, hvad der er sket i cykelsporten siden sidst. I seneste afsnit er det netop overståede Tour of Turkey, der kommer på tale.
Her blev femte etape aflyst på grund af regnvejr, og da Brian Holm efterfølgende ringede rundt til en række sportsdirektører for at høre mere om situationen, fandt han ud af, at det ikke kun var det dårlige vejr, der forårsagede aflysningen:
”Vi ringede til nogle af sportsdirektørerne, og der var et par stykker af dem, der var rasende. Det havde altså regnet, men det var 14 grader. Og i de her situationer, man prøver jo altid at bilde sig selv ind: ’Okay, hvis det var min søn, der kørte, kunne han så køre i det her vejr? Er det for farligt?’ Og som jeg forstod på de fleste, var det simpelthen rytterne, der var fuldstændig idioter. Altså, der havde ikke været noget i vejen, og det var varmt nok,” siger Brian Holm og fortsætter:
”Jeg talte i morges med min gamle kollega Aldag (Rolf Aldag, de to var kolleger på T-Mobile, red.) om det, og han sagde, at der er kommet en tendens til, at rytterne beslutter noget selv uden om sportsdirektørerne. Det er gået ret hurtigt med, at der er nogle ryttere, der beslutter noget, og så er der lige pludselig en etape, der er aflyst, uden at man ved det. Jeg ved ikke, om det er, fordi rytterne lige pludselig tjener 50 gange mere end sportsdirektørerne.”
Matti Breschel, der selv er sportsdirektør for EF Cykling og er med som gæst i det nye afsnit af ’Café Eddy’, stemmer i:
”Ja, de (rytterne, red.) har meget at skulle have sagt. Og de er også relativt gode til at holde sammen. Altså, nu vil jeg sige, at der er forskel på en etape i Tyrkiet, hvor de ikke vil køre på grund af våde veje, det samme på Mallorca i starten af året, og så den her Bessèges-farce med trafik på ruten. Men ja, jeg ved ikke... De har ikke samme respekt for autoriteter, som min generation havde.”
Du kan høre hele samtalen i det nye afsnit af ’Café Eddy’, der er ude på alle podcastplatforme nu.