Royale lænker: Audemars Piguet


Per Nilsson, chefredaktør for svenske King, fortæller her, hvorfor stållænken er en af urverdenens største klassikere. Og hvorfor det er værd at bemærke 40-års-jubilaren Audemars Piguet Royal Oak.


Først i klassen
Branchen så fuldkommen forbavset til, da schweiziske Audemars Piguet med modellen Royal Oak 1972 var de første til at lancere et luksus-stålur. Enten bar man et billigt og hipt quartzur, flashede en prangende guldlænke eller bar et klassisk fladt ur med læderrem. At bære et mekanisk værk i en stålkasse, som endda kostede det samme som et guldur, var ganske enkelt chokerende.


Skiveskåret
Med et mønster, der minder om vævet stof, og en nuance, der i begyndelsen var mørkeblå på grænsen til sort, lagde man ud med en sofistikeret tone i den nye genre af luksus-sportsure. Antallet af farver har udvidet sig gennem årene, men den blå-sorte-grå skive med sine ophøjninger er stadig den mest klassiske.



Stilfulde kunder
For at en urmodel skal blive ikonisk, kræves der, at den sidder på kendte og ikoniske håndled. Her er nogle Audemars Piguet-eksempler: Kunstneren Jay Z samler på Royal Oak-modeller til både sig selv og sin kone Beyoncé. Både Jay Z og basketprofilen Shaquille O’Neal har egne modeller opkaldt efter sig. Prins Michael af Kent er blevet portrætteret med sine ure, mens Zlatan Ibrahimovic fester i Saint Tropez med den for stedet passende monsterstore Offshore Rubens Barrichello-model.




Unik form
Royal Oak revolutionerede ikke bare luksus-urverdenen med sit stål, men også med sin ottekantede form inspireret af en vandtæt ventil. For at understrege følelsen af vandtæthed skruede man otte skruer direkte ned i kransen. Alligevel var modellen takket være sit urværk overraskende tynd.




Skyhøj samlerværdi
I foråret 2012 solgte auktionshuset Antiquorum en Royal Oak fra fødselsåret 1972 for 261.500 kr. – hvilket siger en del om samlerværdien. Kort efter blev den franske stjerneskuespiller Alain Delons Royal Oak solgt på en auktion i Paris. Modellen fra midten af 70’erne bar han i filmene ’Comme un boomerang’ og ’Ne réveillez pas un flic qui dort’, og slutprisen blev på intet mindre end 585.000 kr.


Arbejdsom ophavsmand
Designeren bag Royal Oak er italiensk-schweiziske Gérald Genta. Han havde allerede fremgangsrige modeller som Omega Constellation og Patek Philippe Golden Ellipse på sit CV, da han som freelancer for Audemars Piguet begyndte at skitsere modellen, der blev en pioner inden for urverdenen – og som gjorde Genta selv til den mest indflydelsesrige designer i det seneste århundrede. På baggrund af fremgangen med Royal Oak tegnede han fx for Patek Philippe (Nautilus, 1976) og Vacheron Constantin (222, 1977).




Tyndt, men fedt 
Inde i den blot 38,8 mm urkasse har der været forskellige afsendere på urværkerne, men altid med uangribelig præcision. Originalværket var kaliber 2121, et urværk baseret på et værk fra Jaeger-LeCoultre.




Jubilæumsmodellerne
Intet jubilæum uden en jubilæumsmodel. Og hedder man Audemars Piguet, hylder man sine 40 år med gulddrengen Openworked Extra Thin (en 39 mm skeletteret sag i platin kun fremstillet i 40 eksemplarer) samt med nogle vellykkede versioner i 41-mm-størrelsen. 

LÆS OGSÅ: Sådan er det jo: Landets reelle statsminister  

 

LÆS OGSÅ: Dunhill: Når tiden er kostbar

Se, hvad vi ellers skriver om: Ure og Stil