Bent var sidste danske mand over målstregen til Copenhagen Marathon 2024. Her er hans bedste råd til langsomme løbere 

Bent, du var den allerlangsomste danske mand til hele Copenhagen Marathon sidste år. Hvad gik der galt? 

”Jamen, jeg havde haft en travl periode og ikke fået trænet så meget. Men selvom jeg ikke var i vildt god form, ville jeg gerne have en god oplevelse. Så jeg havde en lidt speciel indstilling til løbet, fordi jeg godt vidste, at jeg nok ikke kunne gennemføre lige så hurtigt som normalt.”

Hvor mange gange før har du løbet et maraton?

”12 gange. I 2009 løb jeg for første gang, og siden da har jeg gjort det næsten hvert år for at holde mig i form. Men det var faktisk slet ikke meningen, at jeg skulle have løbet sidste år. Jeg fik tilbudt en billet i sidste øjeblik og tænkte, at jeg lige så godt kunne få en sjov dag ud af det – også fordi det jo efterhånden er blevet nærmest umuligt at skaffe et startnummer. Man skal være ude i hvert fald tre-fire måneder før, så man må være glad, hvis man får lov at være med.”

Lad os lige prøve at gå løbsdagen igennem. Hvornår stod du op? 

”Det var forholdsvis stille og roligt. Jeg tror, jeg vågnede ved syv-tiden, og så går man jo lige og forbereder sig lidt. Jeg fik havregryn og en kop kaffe til morgenmad, og inden jeg tog afsted, drak jeg lidt ekstra vand og fik mig en banan. Det er sådan, jeg altid gør det.”

Hvordan transporterede du dig så hen til starten? 

”Jeg hoppede på cyklen og kørte ind til starten ved Fælledparken. Det plejer jo at være ude på havnen (Islands Brygge red.), men nu er det ved Fælledparken. Jeg cykler også altid i dagligdagen – det er intet problem, så får jeg lige så stille gang i benene.”

Hvordan gik starten af løbet? 

”Det var taktisk på den måde, at jeg fandt en fartholder – du ved, sådan en med en ballon på ryggen. Jeg ville jo helst ikke lægge mig midt i det hele, når jeg nu godt vidste, at jeg ville få svært ved at følge med. Så jeg tog den bagerste, hvor der stod 'fem timer', og så prøvede jeg ellers bare at følge strømmen.”

Knækkede du på et tidspunkt? 

”Det er klart, at når man rammer de 10-15-20 kilometer og ikke har fået trænet så meget, så begynder det at nive. Og man begynder måske at gå lidt, når man kommer forbi vandposterne og sådan. Jeg havde en klar ambition om at gennemføre, men jeg skulle jo også være sikker på at nå i mål, inden de lukkede ned. Så jeg prøvede bare at holde mig nogenlunde kørende i den bagerste del af feltet. Jeg havde en hel del samtaler med mig selv undervejs, og jeg overvejede da også at sætte mig og tage en lille kop kaffe på et tidspunkt.”

Hvornår gik det op for dig, at du lå bagerst? 

”Det er meget svært at vurdere, mens man løber, fordi der også er folk, der udgår eller stopper op – men man ved jo aldrig, om de begynder at løbe igen. Hen mod halvvejen fik jeg tanken, at det kunne være meget sjovt, hvis jeg var den allersidste, men jeg vidste det aldrig helt.”

Jeg kan se på dine splittider, at du det meste af tiden holdt en fart på omkring 6 km i timen. Vil du selv sige, at du løb, gik – eller måske endda var i en form for hybridbevægelse? 

”Jeg småluntede, vil jeg sige. Andre gange har jeg løbet i starten og så sat farten lidt ned, men i og med at jeg ikke havde fået trænet så meget, så var det en kombination af at smålunte og gå hurtigt. Jeg tror ikke, det kan lade sig gøre at nå igennem, hvis man kun går hele vejen.”

Var de begyndt at pakke sammen, da du kom i mål? 

”Ja, der var jo alle mulige afspærringer, og mens jeg løb, fornemmede jeg godt, at de begyndte at fjerne hegnene, køre nogle lastbiler væk osv.”

Hvilke sko løb du i? 

”Jeg har nogle Asics løbesko – bare helt almindelige, fornuftige løbesko. Dem har jeg brugt i tre-fire år.”

Hørte du musik undervejs? 

”Nej, det ved jeg godt, der er mange der gør for at holde sig i gang eller finde en rytme, men ikke mig. Jeg kan godt lide at nyde byen, mens jeg løber – og så lægger man jo også bedre mærke til dem, der hepper.”

Du kom ind i tiden 6 timer, 36 minutter og 30 sekunder. Men der står faktisk på Copenhagen Marathons hjemmeside, at der er en tidsgrænse på 6 timer. Var der stadig nogen, der stod klar med din medalje? 

”Jaaa, det var der faktisk. De stod og tog imod mig, og jeg fik en fin medalje om halsen.”

Hvordan fejrede du det? 

”Jeg var godt træt i benene, så jeg satte mig ned på jorden. Jeg fik også en energibar og lidt at drikke. Så luntede jeg over til min cykel og kørte hjem.”

Hvad med din familie? 

”Jamen, de var der slet ikke sidste år. Mine drenge plejer ellers at være gode til at komme og støtte op, men lige sidste år var jeg helt på egen hånd. De havde også været lidt bekymrede for, om jeg nu var nået igennem, men de var klar derhjemme med lidt godter og pasta bolognese.”

Jeg studser jo over, at du ikke står på deltagerlisten i år, Bent. Hvorfor ikke? 

”I år har jeg valgt at springe over. Min kone synes ikke, at jeg nødvendigvis behøver at løbe så langt længere. I mit eget hoved har jeg ikke lagt det fuldstændig på hylden, men det kræver simpelthen, at jeg får trænet noget mere. Jeg har også et forholdsvis ambitiøst arbejde, som kræver, at jeg rejser en del rundt i verden, og det er af og til svært at forene med træningen. Og så skal jeg faktisk også til 75-års fødselsdag på Tåsinge den søndag, hvor løbet finder sted. Så det har jeg valgt at prioritere i år.”

Når det nu ikke bliver dig i år – hvad vil du så gerne sige til dem, der drømmer om at komme sidst over målstregen i 2025? 

”Hahaha, fold ørene ud og nyd det – i den udstrækning man nu kan under sådan et langt og hårdt løb. Bare det at gennemføre er fantastisk med al den festivitas og folk, der klapper og hepper. Og al den motion man får. Man bliver stolt af sig selv – og det er et bevis på, at man kan udrette noget specielt. Også selvom man bruger hele tiden.”