Her er syv amerikanske varer, du bør droppe – og syv gode alternativer, du kan erstatte dem med

Ketchup

Ud: Heinz | Ind: Stokes

Heinz er ikke bare ketchup. Det er industriel ensretning på flaske. En global monokultur forklædt som barndomsminde, og du kommer ikke til at savne den, når du først har prøvet andre alternativer. 

Vil du blive i samme boldgade, har Danmark rigeligt at byde på: Beauvais, Bähncke og supermarkedskædernes egne versioner, men britiske Stokes laver ketchup, som den burde smage: Den er nemlig lavet på ægte italienske solmodne tomater og behøver derfor ikke de samme skud kunstige sukker- og syrestoffer. 

Den smager af noget – og den smager ikke af marketing. Når vi accepterer Heinz som standard, accepterer vi også kompromisets logik. At billigere, sødere og mere masseproduceret er godt nok. Det er det ikke. Stokes er ikke revolution, men det er et lille opgør. En påmindelse om, at vi stadig har et valg. Og at nogle valg bør træffes med smag som kompas.

Sodavand

Ud: Coca-Cola | Ind: Ebeltoft Gårdbryggeri

Denne her bliver svær for mange, det er vi klar over. Cola er ikke bare en drik – det er kultur og vaner i flydende form. Men det er også amerikansk megabranding, koffein og sukker i en industriel symfoni, og måske er det netop derfor, tiden er inde til at hælde noget andet i glasset. 

Smagen af Coca-Cola kan ikke erstattes, så der er ingen grund til at kaste dig over Jolly, Harboe, Fritz, og hvad alternativerne ellers hedder. Lad os i stedet fremhæve en lille del af vores stolte mikrobryggeritradition, nærmere bestemt Ebeltoft Gårdbryggeri, der netop gør det modsatte af Coca-Cola. 

Her er der ingen standardisering – bare håndlavede bryg med naturlige ingredienser og smage, der får lov at være sig selv. Hyldeblomst, ingefær, rabarber. Det er ikke bare sodavand, det er sodavand med terroir. Og det smager ikke af marked, det smager af sted.

Småkage

Ud: Oreos | Ind: Kjeldsens

Oreos er svære at komme udenom. De er overalt – i supermarkedet, til børnefødselsdage, i milkshakes og is. Den sort-hvide kiks har vel opnået ikonstatus. Men bag det genkendelige ydre gemmer sig en amerikansk industrimaskine, hvor smag, konsistens og holdbarhed er optimeret til en global minimumsfællesnævner. En kiks, der smager generisk. Et produkt, der kunne komme fra hvor som helst – og gør det. 

Kjeldsens er godt nok ejet af det italienske konglomerat Ferrero, men deres småkager er rodfæstede i dansk bagetradition. Smør, sukker, vanilje. Ingen kunstig cremeskive i midten, bare sprøde, rene smage, præcis som en god kiks skal smage.

Chokolade

Ud: Chokoladebarer (Mars, Snickers, M&M’s) | Ind: Chokolade fra Friis Holm + Simply Chocolate

Man kan nå at spise en Mars-bar hurtigere, end man kan udtale navnet på moderselskabet bag den. Det er pointen. Hurtig energi, hurtig belønning, hurtig glemsel. Men i en tid, hvor amerikanske mærker bliver genstand for et kritisk blik – ikke på smagen, men på ophavet – er det værd at spørge, hvad der egentlig ligger i lommen.

I Danmark har vi nogle fantastiske chokoladeproducenter, som du bør bruge dine penge på i stedet. Friis Holm arbejder med chokolade, som var det vin: fermentering, terroir, præcision. Simply Chocolate har et glimt i øjet, men tager sine råvarer alvorligt. Ingen sirup, ingen massepsykologi. Bare god chokolade. 

Og måske også en lille påmindelse om, at boykot ikke behøver at være afsavn. Det kan også være en opgradering.

Chips

Ud: Pringles | Ind: Tyrrells

Pringles bor fast på mange danskeres weekendhylder. Og det er ikke uden grund. De er ikke for fedtede, de varmer om ens nostalgiske feriehjerte, og smagen gør ikke nogen fortræd. 

Men de er også et amerikansk produkt – ejet af PepsiCo – og derfor kommer det vel næppe som en overraskelse, når vi fortæller dig, at de ikke engang er ægte kartoffelchips, men derimod perfekt formede tynde stykker af en sprødbagt kartoffelbaseret dej. 

Det er nærliggende at pege på Kims – eller bare supermarkedskædernes egne versioner, for de dur også – som erstatning, men vi vil hellere pege dig i retning af britiske Tyrrells. De laver chips, hvor man stadig kan fornemme, at de har været en kartoffel engang. Skåret med skræl, stegt i små portioner og krydret godt til. 

Tyrrells startede på en gård i Herefordshire, og selvom mærket siden er vokset, lever en vis landlighed videre i både smag og æstetik. De er tykkere, mørkere, mere ujævne. De smager af noget, fordi nogen rent faktisk har smagt på dem.

Is

Ud: Ben & Jerry’s | Ind: Hansens Is

Ben & Jerry’s har i årevis positioneret sig som den politisk bevidste undtagelse i det amerikanske brand-landskab. De har taget stilling mod amerikansk udenrigspolitik, støttet Black Lives Matter og trukket sig ud af de israelske bosættelser i protest. 

Men uanset hvor progressiv emballagen måtte være, er Ben & Jerry’s stadig en amerikansk virksomhed – ejet af Unilever og forankret i en kultur, vi i disse dage med rette stiller os kritiske over for. 

Heldigvis har vi herhjemme et forrygende alternativ i Hansens Is, der produceres i små batches på Sjælland, med danske råvarer og uden større armbevægelser. Det er ikke kun et spørgsmål om smag, men om tilhørsforhold. At vælge lokalt i stedet for globalt. For når fryseren skal fyldes, kan man lige så godt vælge med omtanke. Og i det regnestykke vinder Hansens med længder.

Morgenmadsprodukter

Ud: Kellogg’s Cornflakes | Ind: Lizi’s granola

Kellogg’s Cornflakes er morgenmadens svar på default-indstillingen. De har ligget i skålen siden barndommen, lyse, lette og diskret søde – men også tomme for smag, fylde og reel mening. Det er en amerikansk opfindelse fra en anden tid, skabt til masseproduktion og lang holdbarhed, ikke nødvendigvis mæthed eller nydelse. 

Lizi’s Granola er britisk og går en anden vej. Ristede kerner, nødder, frø og frugt, sammensat med omtanke og lavet til at mætte både krop og smagsløg. Det knaser mere, varer længere og smager af noget, og man starter dagen med en følelse af, at nogen har tænkt over det, man putter i munden.