Mens Bendtner bliver kørt i gennem tabloid-møllen, er det værd at huske tilbage på sine egne fejltagelser. En af dem kostede mig dyrt.
Jeg var 17 år gammel, da jeg debuterede på Køges 1.divisions hold. Det var helt tilbage i 1977 og dengang var 1. division landets bedste række. Betalt fodbold var lige blevet indført, og forholdene i klubberne var mildest talt amatøragtige.
Det var ikke helt usædvanligt, at en del af spillerne gik i byen en eller to dage før en kamp. Jeg ved, at jeg selv faldt i nogle gange, og det samme gjorde en del af mine holdkammerater.
Fodbolden var ikke nær så eksponeret dengang. Medierne jagtede ikke på samme måde skandalerne, som det er tilfældet i dag. Rent faktisk kunne professionelle spillere, selv landsholdsspillere, lave nogle temmelig uprofessionelle ting - uden at komme på mediernes spisesedler. Det havde været en temmelig stor fordel for eksempelvis Nicklas Bendtner.
Jeg lavede selv en del ting, der ikke var helt gode. Og der er én enkeltstående episode, der har haft stor indflydelse, og som jeg efterhånden er begyndt at fortryde her 22 år efter.
Jeg var udtaget til det danske landshold tilbage i 91/92-sæsonen. Vi skulle spille i Odense, da Parken i København på det tidspunkt var under ombygning. Det betød, at vi boede på Hotel Nyborg Strand.
På Aalborg Stadion havde jeg netop spillet topkamp for Brøndby og vundet 2-3 efter et intenst drama. Adrenalinen boblede stadig i kroppen, da jeg sammen med min værelseskammerat på landsholdet sad oppe på vores værelse kl. 22 søndag aften. Vi var ikke i nærheden af at være trætte, og derfor foreslog jeg, at vi tog en taxa ind til Odense og fik et par øl, inden vi skulle sove. Den var min værelseskammerat helt med på, hvis vi blot ventede til efter vores træner Richard Møller Nielsen og de øvrige ledere var gået i seng.
Da vi lidt senere står i baren inde på ’Boogies’ i Odense, kommer en køn, ung kvinde over og spørger, om jeg vil danse. Det tilbud har jeg aldrig været i stand til at sige nej til, så vi danser et par danse, hvorefter hun med et glimt i øjet og på sit syngende fynske siger:
"Erik, så må du lige huske at hilse min far."
"Din far?", spørger jeg rådvild. "Hvem er så det?"
"Det er Richard Møller Nielsen," siger hun med et lille underfundigt smil.
Netop denne episode kom til at koste mig pladsen på landsholdet, og når man tænker på, at Danmark et halvt år senere vandt EM i fodbold og fik hele vores lille kongerige til at eksplodere i begejstring, var det temmelig ærgerligt ikke at være en del af det. Bare på grund af et møde med landstrænerens datter på et forkert tidspunkt.
Det er dog sigende, at det ikke var medierne, man dengang var bange for at blive opdaget af. Dengang bragte de simpelthen ikke den type historier.
En anden ting, der har forandret sig drastisk igennem årene, er spillernes seriøsitet. Det er tydeligt, at dem, der bliver Superliga-spillere i dag, har fået en helt fantastisk skoling på et meget tidligt tidspunkt. De har været igennem et struktureret og professionelt træningsforløb lige siden de var 11-12 år gamle. Og allerede i 14-15 års alderen lever de yderst professionelt med seks-syv ugentlige træninger samt med blandt andre kosteksperter og fysiske trænere.
Det betyder også, at det er yderst sjældent, at vi får skandalehistorier om danske spillere. Den unge generation af fodboldspillere er nemlig disciplineret, hårdt arbejdende og ambitiøs.
Jeg har selv arbejdet med så mange af dem i mine år i både FCM og AGF. Derfor vil jeg gerne sige til alle jer, der ofte postulerer, at professionelle fodboldspillere er nogle forkælede snothvalpe: I ikke aner, hvad I snakker om.
Måske var der en del af den type spillere for 20-25 år siden, og jeg skal selv være den første til at række hånden op her. Men i dag har det forandret sig fuldstændigt.
